Sagsøgeren har anført, at denne beslutning indebærer et klagepunkt imod ham, fordi:

Dernæst burde, ifølge sagsøger, denne afgørelse, som indeholder et klagepunkt, være begrundet i medfør af vedtægtens artikel 25, idet Domstolen ikke kan udøve sin kontrolvirksomhed alene ud fra en henvisning til tjenstlige grunde.

Dernæst har sagsøger anført, at begrundelsen, for så vidt en sådan foreligger,

Endvidere har sagsøger anført, at en beslutning, der er truffet under disse omstændigheder, må anses som en skjult straf eller en tilsigtet degradering af ham, for hans nye arbejde, som ikke er beskrevet og heller ikke kan identificeres, svarer under ingen omstændigheder til en tjenestemand på et niveau og med kvalifikationer som sagsøger, der fremtidig i Ispra er underlagt overordnelsesforhold, som han ikke var underkastet i Petten.

Endelig har sagsøger som femte punkt anført, at beslutningen om forflyttelse gør det umuligt for ham at fuldføre sit arbejde i det af IAEA nedsatte ekspertudvalg, skønt det arbejde, som dette udvalg udfører, dels er af langt større vigtighed og dels henhører under den pligt, som administrationen har over for sine tjenestemænd til ikke at hindre dem i at deltage i arbejde, som gavner deres fag og deres karriere.

Tilsyneladende imødegår sagsøgte sagsøgers tre første anbringender ved at henvise til dommen i sagen Gutmann (forenede sager 18 og 35/65, Sml. 1965-68), hvorefter en beslutning truffet af tjenstlige grunde ikke kan indebære et klagepunkt og altså ikke skal begrundes. Sagsøgte har anført, at den besidder et frit skøn med hensyn til tjenestegrenenes udnyttelse og den mest hensigtsmæssige fordeling af personalet; og sagsøgte har krævet omvendt bevisbyrde, idet det må være sagsøger, som ved objektive, relevante og sammenhængende indicier skal bevise, at der foreligger usaglige begrundelser. Forflyttelsen var nemlig den eneste tilbageblivende mulighed for at udnytte hr. Geists kvalifikationer. Grundene til forflyttelsen kan udledes af de interne skrivelser i sagsmappen (skrivelse 1017 og 1257 fra Villani til Geist af 17. november 1975 og 11. december 1975).

Det ser ud til, at Kommissionen med hensyn til det fjerde anbringende vedrørende den skjulte straf svarer, at der i virkeligheden foreligger en korrekt anvendelse af vedtægtens artikel 4, 2. pkt.

Kommissionen har til det femte anbringende vedrørende administrationens pligt til at hjælpe svaret, at der ikke i medfør af vedtægtens artikel 24, 3. afsnit tilkommer en tjenestemand nogen ret til at anvende lige så megen tid, han vil, på et arbejde, som er betroet ham af en anden organisation.

Sagsøger har i sin replik søgt at gendrive Kommissionens svar og har fremhævet følgende punkter vedrørende sine to første anbringender:

Sagsøger har med hensyn til sit tredje anbringende vedrørende unøjagtigheden i den såkaldte begrundelse underbygget dette med følgende omstændigheder:

Sagsøgers fjerde anbringende omhandler magtfordrejning. Sagsøger går ud fra, at selv om det normalt må antages, at administrative handlinger er foretaget af tjenstlige grunde, er dette alene en simpel formodning, som kan afkræftes, navnlig ved mangel på gyldig begrundelse, ved ret frie bevismidler, såsom vidneudsagn eller formodninger; uanset den i national lovgivning eller fællesskabsretten anvendte formulering påhviler det altid retten at overbevise sig på grundlag af et kompleks af formodninger. Men i den foreliggende sag er der tilstrækkelig mange holdninger eller skriftlige tilkendegivelser til dannelse af en sådan overbevisning.

Endelig har sagsøger uddybet sit femte anbringende vedrørende den mulige anvendelse af sagsøgers arbejdskraft, dels i programmer, hvor han kan udnytte sine kvalifikationer fuldt ud, dels i ydre kontrakter, som i andre tilfælde blev anset for stærkt ønskelige, som det fremgår af aktsamlingen, og som det er erkendt af højtstående tjenestemænd. Hvorfor lader man ikke fortsat sagsøger arbejde på et spor, som man havde opfordret ham til at slå ind på? Det fremgår af dommen i sagen Guillot (11. juli 1974), at der består en forpligtelse hertil.

Sagsøgte har, med hensyn til begrundelsen for den anfægtede afgørelse, indledt sin duplik med at hævde, at dommen i sagen Kley vedrørte en anden situation. Dernæst har sagsøgte anført, at kravet om, at akterne skal begrundes, mere er et krav til indholdet end et formkrav; men begrundelsen i den anfægtede akt, som i realiteten klart fremgår af de allerede anførte tidligere dokumenter, opfylder de i dommen i sagen Kley opstillede krav. Sagsøger er klar over dette, eftersom han i sit andet anbringende forsøger at bevise, at denne begrundelse er unøjagtig, og underbygger dette med et argument, som allerede er gendrevet. Endelig er den omstændighed, at der ikke foreligger senere bedømmelser, uden betydning, for en forflyttelse kan ikke sammenlignes med en forfremmelse, og under alle omstændigheder var generaldirektøren, som har truffet den anfægtede afgørelse, fuldt ud bekendt med sagsøgers kvalifikationer og adfærd.

Med hensyn til påstanden om magtfordrejning kræver såvel doktrinen som retspraksis beviser, objektive, relevante og sammenhængende indicier, som i den foreliggende sag fuldstændigt savnes. De påberåbte forhold er følgen af en programændring inden for Euratom, som Rådet har pålagt Kommissionen, eller sagsøgers personlige adfærd. Navnlig er sagsøger i Ispra som i Petten en overordnet videnskabelig tjenestemand, der beholder sin lønklasse og nødvendigvis anbringes i et over- og underordnelsesforhold; kun sagsøgers forfølgelses-kompleks kan forklare hans påstand om, at administrationen har forfulgt andre mål end dem, som er klart beskrevne.

Sagsøger har anført, at der ikke var nogen ledig stilling i Ispra, som var blevet bekendtgjort i henhold til vedtægtens artikel 4, 2. pkt. De garantier, som således er indrømmet eventuelle ansøgere eller tjenestemænd, som forflyttes, er ikke opfyldt.

Sagsøgte har hertil svaret, at den manglende bekendtgørelse ud fra Domstolens retspraksis (Vistosi, 16. juni 1971, sag 61/70) kan forklares med, at tjenestemanden i dette tilfælde overflyttedes sammen med sin stilling, og at der ikke var nogen ledig stilling. I et sådant tilfælde består der ingen ret til er bestemt arbejde (Huybrecht, 6. maj 1969, sag 21/68) men alene til at forblive i samme lønklasse.

Sagsøger har anført, at da der ikke forelå nogen meddelelse om en ledig stilling og under hensyn til de ord, som anvendtes ved bekendtgørelsen af den anfægtede foranstaltning, kan ingen være i tvivl om den trufne beslutnings sande karakter. I øvrigt er dommen i sagen Vistosi ikke et præcedens for den foreliggende sag, for i den sag var der ingen ledig stilling i Ispra, og sagsøgers stilling overførtes ikke dér til en eventuel tom rubrik i organisationsplanen. Endelig er der intet forhold mellem sagsøgers arbejde før og efter overførelsen; efter at have været afdelingschef blev han almindelig tekniker.

Sagsøgte har med hensyn til klagepunktet vedrørende magtfordrejning fremført de indsigelser, som allerede er refereret under A in fine; sagsøgte har hertil føjet, at det argument, som sagsøger har udledt af organisationsplanen, er meningsløst, eftersom vedtægten kun kender begrebet liste over antallet af stillinger.

Sagsøger har lagt vægt pa den omstændighed, at han, som bekendt, anfægtede sin bedømmelse for 1969, og at der i strid med vedtægtens artikel 43, 1. afsnit, ikke siden er udfærdiget nogen rapport. Sagsøger har, under hensyn til at han endvidere blev afskåret fra at fortsætte sine studier og sine ydre kontakter, foreløbigt anslået erstatningsbeløbet for den lidte ideelle skade til 100000 FB.

Han har desuden anslået den ideelle og økonomiske skade, som han har lidt som følge af forflyttelsen, navnlig under hensyn til forstyrrelsen i hans familieliv, til samme beløb.

Sagsøgte har anført, at det er tvivlsomt, om disse påstande kan admitteres, og at der ikke er tilstrækkelig kausalitet mellem administrationens handlemåde og den påståede skade.

Sagsøger har først behandlet den skade, som forvoldtes ham ved den anfægtede bedømmelse for 1969 og de følgende manglende bedømmelser. Han har anført, at de tidligere bedømmelser var gunstige, indtil konflikterne mellem sagsøger og administrationen i Petten opstod. Han har fremhævet, at den tidligere anerkendelse af hans fortjenester normalt ville medføre en opnormering, og at fortabelsen af en mulighed må anses som et tab, for hvilket Domstolen skal fastsætte et efter sit skøn rimeligt erstatningsbeløb, uafhængigt af det i stævningen foreslåede særdeles lave faste beløb. En sådan erstatningsbetaling bør i øvrigt ikke være til hinder for, at administrationen genindsætter sagsøgeren i hans tidligere stilling.

Endvidere har sagsøger anført, at det tab, som han har lidt som følge af de hindringer, der blev lagt for hans ydre virksomhed, afhænger af begæringen om udsættelse, som siden er blevet afgjort ved kendelse af 21. december 1976.

Det tab, som sagsøger har lidt som følge af selve forflyttelsen, er foreløbigt beregnet af sagsøger til 71000 FB, hvorfra skal trækkes de udbetalte dagpenge.

Sagsøgte har først svaret, at klagen efter vedtægtens artikel 90 ikke antyder noget tab som følge af udeblevet forfremmelse eller avancement til et højere løntrin, og at denne klage første gang findes i sagsøgers replik. Sagsøgte har hertil føjet, at sagsøgers karriere afhang af forfremmel-sesproceduren for forskningspersonalet, hvortil der var nedsat to paritære udvalgs-instanser, som generaldirektøren for Det fælles Forskningscenter og direktøren for anlægget i Petten, der begge personligt var bekendt med J.-Jacques Geists videnskabelige fortjenester og hans arbejdes karakter, har sæde i. J.-Jacques Geist har end ikke givet udtryk for nogen utilfredshed, fordi han ikke blev forfremmet. Med hensyn til fortabelse af muligheder kan denne fortabelse ikke begrunde skadeserstatning; J.-Jacques Geist kunne i øvrigt ikke ønske en forfremmelse, som sandsynligvis havde medført hans forflyttelse og betydet, at han måtte ophøre med sin personlige forskning.

Endvidere er beregningen af det såkaldte tab en følge af en forflyttelse, som er sket af tjenstlige grunde og altså formålsløs.

Endelig burde sagsøger have anset tilladelsen til at opretholde selv marginale kontakter med IAEA som en gunstbevisning, og han har aldrig på grund af denne foranstaltning været forhindret i at fortsætte sit videnskabelige arbejde. Han kan således ikke klage over nogen skade.