|
25.4.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 122/33 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/675
af 11. april 2022
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det 57. møde i ekspertkomitéen vedrørende transport af farligt gods, der er nedsat af Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer, til visse ændringer af tillæg C til konventionen om internationale jernbanebefordringer
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Unionen tiltrådte ved Rådets afgørelse 2013/103/EU (1) konventionen om internationale jernbanebefordringer af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999 (»COTIF«). |
|
(2) |
I henhold til artikel 6 i COTIF er international jernbanetrafik og godkendelse af jernbanemateriel til brug i international trafik underlagt regler, der er opført i nævnte artikel, navnlig »reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane (RID)«, som udgør tillæg C til COTIF. |
|
(3) |
Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF (2) fastsættes krav til transport af farligt gods ad vej, med jernbane eller ad indre vandveje inden for eller mellem medlemsstaterne ved at henvise til RID. |
|
(4) |
I henhold til artikel 13, stk. 1, litra d), og artikel 33, stk. 5, i COTIF kan ekspertkomitéen vedrørende befordring af farligt gods (»ekspertkomitéen vedrørende RID«) under Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (»OTIF«) vedtage ændringer af bilaget til RID. |
|
(5) |
Ekspertkomitéen vedrørende RID skal på sit 57. møde den 24. maj 2022 vedtage ændringer for at tilpasse bilaget til RID til den videnskabelige og tekniske udvikling. |
|
(6) |
Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ekspertkomitéen vedrørende RID, da ændringerne af RID får bindende virkning for Unionen. |
|
(7) |
De påtænkte ændringer har til formål at sikre, at transporten af farligt gods er sikker og effektiv, samtidig med at der tages hensyn til den videnskabelige og tekniske udvikling i sektoren og udviklingen af nye stoffer og genstande, der kan udgøre en fare under transporten. |
|
(8) |
De påtænkte ændringer anses for velegnede til at sikre transport af farligt gods på en omkostningseffektiv måde og kan derfor støttes. |
|
(9) |
Det kan blive nødvendigt at vedtage mindre ændringer af de dokumenter, der er omhandlet i bilaget, på teknisk niveau på det 14. møde i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID den 23. maj 2022, herunder på baggrund af anbefalinger fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas ekspertkomité vedrørende RID og arbejdsgruppen for transport af farligt gods — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 57. møde i ekspertkomitéen vedrørende befordring af farligt gods (»ekspertkomitéen vedrørende RID«) under Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer inden for rammerne af konventionen om internationale jernbanebefordringer af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999, er fastsat i bilaget til denne afgørelse.
Repræsentanter for Unionen i ekspertkomitéen vedrørende RID kan vedtage mindre ændringer af de dokumenter, der er omhandlet i bilaget, uden at Rådet skal træffe yderligere afgørelse.
Artikel 2
Afgørelser, som er vedtaget af ekspertkomitéen vedrørende RID, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af datoen for deres ikrafttræden.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 11. april 2022.
På Rådets vegne
J. BORRELL FONTELLES
Formand
(1) Rådets afgørelse 2013/103/EU af 16. juni 2011 om undertegnelse og indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980, som ændret ved Vilniusprotokollen af 3. juni 1999 (EUT L 51 af 23.2.2013, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).
BILAG
|
Forslag |
Referencedokument |
Problemstilling |
Bemærkninger |
EU's holdning |
|
1. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/2 |
Strømlining mellem konventionen om international transport af farligt gods ad vej, indgået i Genève den 30. september 1957 (ADR) og RID med henblik på at indarbejde nye former for emballage i ulykkesanmeldelsen |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
|
2. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/3 og OTIF/RID/CE/GTP/2021/INF.3 |
Strømlining mellem ADR og RID for så vidt angår kravene til visning af oplysninger |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
|
3. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/4 |
Fitting af sikkerhedsventiler til tanke beregnet til brændbar flydende gas |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
|
4. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/5 |
Konsolideret tekst vedtaget på det fælles møde i 2020 og 2021 og af den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID i november 2020 |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
|
5. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/6 |
Strømlining mellem ADR og RID bl.a. for så vidt angår konstruktion, fremstilling, indledende eftersyn og prøvning af ikke-FN trykbeholdere, der er konstrueret, fremstillet og prøvet i overensstemmelse med referencestandarder |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
|
6. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/INF.4 |
Overgangsforanstaltning i forbindelse med 6.8.2.4.6 (procedurer, der anvendes af den kompetente myndighed i forbindelse med godkendelse af eksperter, gennemførelsen af eftersyn af tankvogne og gensidig anerkendelse af sådanne eftersyn) |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
|
7. |
OTIF/RID/CE/GTP/2021/INF.11 |
Forslag om ajourføring af RID kapitel 6.8 med henblik på at overveje ekstrastore tankcontainere |
Teknisk konsensus i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID om vedtagelse af en tekst som ændret |
Tilslutter sig |
Alle ovennævnte dokumenter er tilgængelige på OTIF's websted (http://otif.org/en/?page_id=1119) og omfatter de ændringer, der er drøftet i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID i november 2021 og afspejlet i bilag I til dokument OTIF/RID/CE/GTP/2021-A (Endelig rapport fra det 13. møde i den stående arbejdsgruppe under ekspertkomitéen vedrørende RID — Genève/hybrid, den 15.-18. november 2021), også tilgængelig på OTIF's websted (http://otif.org/en/?page_id=254).