Direktiv 75/410/EØF er et led i en række direktiver vedrørende måleinstrumenter og er udtrykkeligt foreskrevet i Den almindelige plan for fjernelse af tekniske handelshindringer som følge af forskelle i medlemsstaternes administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser, vedtaget af Rådet den 28. maj 1969 (EFT C 76, s. 1). Direktivet skal tilnærme medlemsstaternes lovgivninger om kontinuerligt virkende vægte med regneværk, monteret på båndtransportører, som er automatiske vægte, der har til formål, mens båndet er i uafbrudt drift, uden systematisk opdeling, at bestemme massen af et produkt i løs vægt.

Det pågældende direktiv fastsætter de betingelser, som de nævnte vægte skal opfylde, navnlig måletekniske og tekniske forskrifter, samt bestemmelser vedrørende kontrollen af vægtene, for at de skal kunne opnå de i dets bilag omtalte EØF-mærker og -stempler. I overensstemmelse med det system, der blev indført i et rammedirektiv af 26. juli 1971, er disse vægte genstand for en EØF-typegodkendelse, der, som navnet angiver, vedrører én bestemt model, og er undergivet en EØF-førstegangsjustering. Et stempel eller et mærke påføres vægtene for at bevise, at de har været underkastet kontrollen og opfylder de i direktivet foreskrevne betingelser, hvorefter de kan handles frit i Fællesskabet uden at blive undergivet ny kontrol ved grænserne.

Ifølge direktivets artikel 4 har medlemsstaterne en frist på 18 måneder efter dets meddelelse til at efterkomme direktivet og til at underrette Kommissionen derom. Direktivet blev meddelt den 27. juni 1975, og fristen udløb således den 27. december 1976.

Da Italien ikke inden for den foreskrevne frist havde efterkommet direktivets bestemmelser, opfordrede Kommissionen ved skrivelse af 16. juni 1977 Italien til at fremsætte sine bemærkninger som fastsat i traktatens artikel 169.

Det fremgår af Italiens faste repræsentations svar, sendt pr. telex til Kommissionen den 31. oktober 1977, at de italienske myndigheder havde forberedt to lovforslag med henblik på gennemførelsen af nævnte direktiv, som var fremlagt i Senatet, og som kunne vedtages ved en hasteprocedure.

Efter forlængelse af den i medfør af traktatens artikel 169 fastsatte frist meddelte Italiens faste repræsentation ved telex af 3. maj 1978 Kommissionen, at den italienske regering den 14. april havde vedtaget et lovdekret, hvorved direktiv 75/410/EØF var blevet gennemført i italiensk ret. Ifølge den italienske forfatnings artikel 77 ville dette lovdekret miste sine retsvirkninger, såfremt det ikke blev omformet til lov inden 60 dage efter dets offentliggørelse. Kommissionen har imidlertid ikke modtaget oplysninger, der gør det muligt for den at slutte, at nævnte lovdekret er blevet gjort til lov.

Under disse omstændigheder tilstillede Kommissionen den italienske regering en begrundet udtalelse den 13. juli 1978. Kommissionen har ikke modtaget noget officielt svar på denne udtalelse.

Nærværende sag er anlagt den 22. maj 1979 og blev registreret på Domstolens justitskontor den 14. juni.

Kommissionen har i skrivelse af 24. august 1979 givet afkald på at indgive replik.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige domsforhandling uden forudgående bevisførelse.

Kommissionen har nedlagt følgende påstand :

Den italienske Republik har ikke nærmere angivet sin påstand.

I stævningen har Kommissionen gjort gældende, at direktivets bindende karakter, for så vidt angår det tilsigtede mål for medlemsstaterne, indebærer en pligt til at overholde de påbudte frister. Dette fremgår af Domstolens praksis (jf. dom i sag 10/76, Kommissionen mod Den italienske Republik, Sml. 1977, s. 1359).

Praksis (dom i sag 100/77, Kommissionen mod Den italienske Republik, Sml. 1978, s. 879) viser tillige klart, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig interne vanskeligheder eller bestemmelser i sin nationale retsorden, heller ikke forfatningsmæssige, for at begrunde, at den ikke har overholdt forpligtelser og frister, der følger af fællesskabsdirektiver.

I svarskriftet har den italienske regering understreget, at de to lovforslag, forelagt Senatet i oktober 1977, ikke nåede videre som følge af den uventede opløsning af Kamrene. Efter dens mening fremgår det af det forhold, at den har vedtaget lovdekret den 14. april 1978, at den har bestræbt sig på at opfylde sine forpligtelser, og at det er politiske og parlamentatiske begivenheder, der har medført, at bestræbelserne ikke blev kronet med held. Den håber, at Parlamentets godkendelse snarest vil foreligge, således at den foreliggende tvist vil blive genstandsløs.

I skrivelse af 24. august 1979 har Kommissionen anført, at hverken den italienske regerings hensigt eller håb eller de grunde, der er påberåbt som forklaring på den manglende gennemførelse af direktivet kan fjerne det traktatbrud, den manglende genemførelse udgør.

Kommissionen, repræsenteret af A. Prozzillo som befuldmægtiget, og den italienske regering, repræsenteret af J. M. Braguglia, avvocato dello Stato, har afgivet mundtligt indlæg i retsmødet den 22. november 1979.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. december 1979.