|
15.3.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 68/42 |
KOMMISSIONENS BESLUTNING
af 11. marts 2005
om ændring af beslutning 2004/288/EF for så vidt angår forlængelsen af den midlertidige adgang for Australien og New Zealand til EF-beredskabslagrene af mund- og klovesygevirusantigener, som er bevilget i henhold til nævnte beslutning
(meddelt under nummer K(2005) 561)
(EØS-relevant tekst)
(2005/209/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets direktiv 2003/85/EF af 29. september 2003 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge, om ophævelse af direktiv 85/511/EØF og beslutningerne 89/531/EØF og 91/665/EØF og om ændring af direktiv 92/46/EØF (1), særlig artikel 83, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Kommissionens beslutning 2004/288/EF af 26. marts 2004 om midlertidig adgang for Australien og New Zealand til EF-beredskabslagrene af mund- og klovesygevirusantigener (2) foreskriver, at disse lande gives adgang til EF-beredskabslagrene af antigener til formulering af mund- og klovesygevacciner indtil den 31. december 2004. |
|
(2) |
Australien har forpligtet sig til at øge sine beholdninger af mund- og klovesygevirusantigener og har tilkendegivet, at landet agter at tiltræde en ordning med Fællesskabet om gensidig adgang til beholdninger af visse mund- og klovesygevirusantigener. Indtil der foreligger en eventuel ordning, har Australien anmodet om en forlængelse af den midlertidige adgang til EF-beredskabslagrene af mund- og klovesygevirusantigener. |
|
(3) |
New Zealand har anmodet om en forlængelse af den midlertidige adgang til EF-beredskabslagrene af mund- og klovesygevirusantigener på grund af uforudsete forsinkelser i opbygningen af egne beholdninger af sådanne antigener. |
|
(4) |
Under hensyntagen til kapaciteten af og rådigheden over mund- og klovesygevirusantigener i EF-antigenberedskabslagrene ser det ud til, at den forlængelse, som Australien og New Zealand anmoder om, kan gives, uden at det i unødigt omfang går ud over Fællesskabets beredskabsplaner. |
|
(5) |
Australiens og New Zealands anmodning om forlængelse af den midlertidige adgang til EF-beredskabslagrene af mund- og klovesygevirusantigen bør derfor imødekommes, og beslutning 2004/288/EF bør ændres i overensstemmelse hermed. |
|
(6) |
De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — |
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
I artikel 1, nr. 1), i beslutning 2004/288/EF ændres datoen »31. december 2004« til »31. december 2005«.
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. marts 2005.
På Kommissionens vegne
Markos KYPRIANOU
Medlem af Kommissionen