Meddelelsen rækker ikke videre end den i artikel 5, stk. 5, nævnte meddelelse; den indeholder ikke en beslutning, der er en retsakt, der ikke er fastsat og ikke omfattet af nævnte bestemmelse. Kommissionen kan ikke anerkende, at henvisningen til nævnte artikel kun dækker over meddelelsens virkelige karakter, og at hjemmelen bør findes i artiklerne 5, stk. 2, 7, stk. 1, og 9 i forordning nr. 3017/79 eller i principperne om retssikkerhed og retsklarhed.

Forordningen er ganske vist tavs med hensyn til spørgsmålet om afslag på en begæring om indledning af en procedure. Men fællesskabslovgiveren har bevidst undladt at fastsætte så formelle bestemmelser om afslutningen af den indledende procedure; af retten til at indgive en klage, jfr. artikel 5, stk. 1 og 2, kan ikke udledes, at klageren kan kræve en formel beslutning, der kan gøres til genstand for et søgsmål. Den omstændighed, at en formel undersøgelsesprocedure kan iværksættes, betyder i hvert fald ikke, at den indledende procedure, som den er en fortsættelse af, bør afsluttes med en beslutning. Almindelige retsgrundsætninger kræver på ingen måde en sådan beslutning; de kan højst føre til, at fællesskabsinstitutionerne rent generelt træffer bestemmelse om en formel afslutning af proceduren eller konkret skrider til en sådan afslutning. Et sådant skridt kan ikke være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 173, således som nærværende søgsmål er udformet; i øvrigt er sagen ikke indbragt for Domstolen i medfør af artikel 175.

skrivelsen til sagsøgeren af 25. maj 1982 svarer til den i forordningens artikel 5, stk. 5, omhandlede meddelelse, og at skrivelsen ikke indeholdt andre beslutninger, der rakte ud over indholdet af den nævnte meddelelse;

Den retskonstaterende værdi af den anfægtede meddelelse er meget klar: Kommissionen har formelt og definitivt afslået at indlede en antisubsidieringsprocedure til trods for den i klagen indeholdte begæring; den indledende procedure er faktisk blevet afsluttet med en beslutning; hvis der ikke havde været en sådan beslutning, ville sagsøgeren have anlagt et passivitetssøgsmål i medfør af traktatens artikel 175.

Den omtvistede skrivelse er ikke en simpel meddelelse: dens påståede karakter af en meddelelse ligger alene deri, at Kommissionen i skrivelsen formelt og fejlagtigt henviste til artikel 5, stk. 5, i forordning nr. 3017/79; materielt er skrivelsen hverken efter sit indhold eller efter sin funktion en meddelelse i den i nævnte bestemmelse forudsatte betydning.

Den indledende procedure adskiller sig fra den egentlige undersøgelse (forordningens artikler 7-9); der er tale om to selvstændige faser, som hver for sig skal opfylde helt specielle betingelser.

At proceduren med indgivelse af en klage er selvstændig, ændres ikke af, at Kommissionen i henhold til ntidumpingkodeksen kan handle uden at have modtaget en klage: fællesskabslovgiveren har udtrykkeligt ikke i artikel 5 i forordning nr. 3017/79 givet Kommissionen en sådan ret til at handle på eget initiativ; dette viser, hvilken betydning fællesskabslovgiveren har tillagt, at der fra den berørte økonomiske sektor indgives en klage. Kravet om, at der skal indgives en klage, hænger sammen med, at det er bydende nødvendigt at beskytte den pågældende erhvervsgren inden for Fællesskabet; den berørte sektor kan bedst vurdere, om der foreligger en skade, fastlægge skadens årsag og bedømme dens følger.

Situationen er en helt anden end inden for konkurrenceområdet, hvor Kommissionen som garant for, at den frie konkurrence opretholdes, har pligt til at påvise overtrædelser af traktatens artikler 85 eller 86 og pålægge virksomhederne at bringe de fastslåede overtrædelser til ophør; i forbindelse med en antisubsidieringsprocedure er forholdet i øvrigt det, at for at kune anmode om iværksættelsen af en procedure skal det på grundlag af meget konkrete kriterier bevises, at der foreligger en skade, og ikke kun, at der er tale om en berettiget interesse.

Den indledende procedure må nødvendigvis afsluttes med en formel beslutning, der går ud på, at proceduren iværksættes eller at den opgives. At en formel afslutning er nødvendig, følger så meget desto mere af, at de herom gældende bestemmelser ikke alene fastsætter betingelserne for indgivelse af en klage, men ligeledes indeholder de nærmere regler om procedurens forløb.

Det kan ikke gøres gældende, at fællesskabslovgiveren bevidst har undladt at fastsætte formelle regler for afslutningen af den indledende procedure: forordning nr. 3017/79 indeholder udtrykkeligt to muligheder, nemlig enten, at der iværksættes en undersøgelse (artikel 7, stk. 1), eller at proceduren afsluttes (artikel 5, stk. 4). Det er ikke korrekt og endda snarere kun teoretisk, at Kommissionen til enhver tid kan genoptage undersøgelsen af de bevisligheder, der er fremlagt i klagen: antisubsidierings- og udligningsprocedurerne forudsætter aktuelle beviser for, at der er tale om dumping eller subsidier, samt for den lidte skade i løbet af en bestemt periode; da Kommissionen ikke kan handle på eget initiativ, kan den højst anmode klageren om at ajourføre sin klage eller indgive en ny klage.

I denne sammenhæng kan der ikke udledes noget argument af GEMAdommen: i nærværende sag har Kommissionen udstedt en beslutning, og i øvrigt forudsætter en antidumpingprocedure — i modsætning til procedurerne i forbindelse med aftaler — en klage, som skal være særdeles udførligt begrundet, og dens modtagelse hos Kommissionen er indledningen på den første fase af den formelle procedure.

Skaden består i første række i, at klageren i forbindelse med Kommissionens undersøgelsesprocedure fratages retten til at bevise, om de betingelser, der på overbevisende måde var redegjort for, og som i det mindste for umiddelbar betragtning var bevist, faktisk er opfyldt og bør føre til, at der indføres beskyttelsesforanstaltninger i henhold til artiklerne 10, 11 og 12 i forordning nr. 3017/79. En sådan afvisning er så meget desto mere byrdefuld, som alene Kommissionen kan iværksætte de nødvendige undersøgelser og alene har mulighed for at indhente de nødvendige oplysninger og vurdere dem under ét. Stillet over for et uberettiget afslag på at indlede en undersøgelse er klageren frataget alle de processuelle garantier, der er fastsat i forordningens artikel 7, inden Kommissionen træffer sin beslutning om at afslutte proceduren, såfremt beskyttelsesforanstaltninger skønnes unødvendige.

Under de givne omstændigheder svarer et afslag på at indlede en procedure uden videre til at afslag på at træffe beskyttelsesforanstaltninger, uden at Kommissionen på grundlag af egne undersøgelser har gjort sig tanker om de eksisterende subsidier og følgerne heraf. Afslutningen af den indledende procedure kan følgelig ikke være berettiget i den i forordningens artikel 7, stk. 1, forudsatte betydning.

En processuel beskyttelse betinger en beskyttelse, der gennemføres i materielle bestemmelser, og som sikres ved forfatningsmæssige bestemmelser, som en sektor og de derunder hørende virksomheder bør kunne påberåbe sig mod skadegørende subsidier.

Statssubsidier må anses for retsstridige, i det mindste såfremt de forvolder en skade. Ud fra en analogislutning fra EØF-traktatens artikel 92 og henset til GATT's antidumpingkodeks er de omtvistede subsidier retsstridige foranstaltninger ud fra et folkeretligt synspunkt og berettiger derfor til, at der indføres en udligningstold. De pågældende subsidier er samtidig årsag til det tab, oliemølleindustrien har lidt som en erhvervsgren inden for Fællesskabet, et tab, som Kommissionen var bekendt med. Forordning nr. 3017/79 har til formål ved hjælp af antisubsidieringsforanstaltninger at forhindre en krænkelse, således som det er sket over for oliemølleindustrien inden for Fællesskabet, af de pågældende virksoraheders eksistens og ret til at gennemføre deres planlagte handelsmæssige aktiviteter. Afslaget på at indlede en antisubsidieringsprocedure betyder, at de formelle og materielle rettigheder berøves enhver beskyttelse.

Sagsøgeren er ikke enig med Kommissionen i, at beskyttelsesforanstaltninger på grund af deres retlige karakter er foranstaltninger, der udelukkende henhører under handelspolitikken ... og som i det væsentlige træffes ud fra en almindelig økonomisk interesse. Det væsentlige i udlignings- og antisubsidieringsprocedurer er en erhvervsgren i Fællesskabet (artikel 4 i forordning nr. 3017/79), som omfatter alle producenter af ensartede produkter inden for Fællesskabet. Begæringer om indledning af en procedure skal indgives på vegne af en producent inden for Fællesskabet, og skaden skal fastsættes for den berørte erhvervsgren. Den konkrete gennemførelse af en beskyttelse mod subsidier, der er skadegørende i henhold til GATT-aftalen og forordning nr. 3017/79, der har hjemmel i nævnte aftale, har — helt bevidst — i væsentlig grad svækket hensynene til handelspolitikken og den almindelige økonomiske interesse; dette bekræftes af, at det i første række er den berørte industri, der kan indgive en klage. Beskyttelsesformålet i forordning nr. 3017/79 kræver således, at den berørte økonomiske sektor har en stærk retsstilling og formelle rettigheder under proceduren i forbindelse med klagen.

Den omstændighed, at det er nødvendigt at afslutte den procedure, der indledes på grundlag af en klage, med en beslutning, klagernes retsstilling samt forordningens beskyttelsesformål tvinger Kommissionen til at udstede en beslutning. I nærværende sag blev der truffet en definitiv og uigenkaldelig beslutning i form af meddelelsen af 25. maj 1982; for så vidt meddelelsen er udtryk for et afslag på at iværksætte en undersøgelse, kan beslutningen ligeledes være genstand for et søgsmål i medfør af EØF-traktatens artikel 173, stk. 2.

For så vidt angår klagerens ret til at kræve indført beskyttelsesforanstaltninger, bør det først fastslås, at nærværende procedure ikke vedrører sådanne foranstaltninger; spørgsmålet om indførelse af beskyttelsesforanstaltninger opstår i øvrigt først, når Kommissionen har indledt undersøgelsesproceduren og selv indhentet oplysninger og foretaget undersøgelser. Sagsgenstanden i nærværende sag er Kommissionens afslag på at indlede en undersøgelse.

Ved at afslå at indlede en undersøgelses-procedure under foregivende af, at sagsøgeren ikke kan kræve indført beskyttelsesforanstaltninger, foregriber Kommissionen under alle omstændigheder en beslutning, som bestemt først kan træffes, når Kommissionen selv har foretaget undersøgelser, en beslutning, som i sidste instans henhører under Rådets kompetence.

Den centrale bestemmelse med hensyn til afslutningen af en undersøgelsesprocedure er artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 3017/79. Ifølge nævnte bestemmelse afsluttes en antisubsidieringsprocedure kun, hvis [det] viser ... sig, at beskyttelsesforanstaltninger er unødvendige; dette er kun tilfældet, hvis Kommissionens undersøgelser har godtgjort, at en af de foreløbige betingelser ikke er opfyldt (subsidier, skade, årsagssammenhæng). Kommissionen kan ikke på det punkt udøve noget skøn.

Kommissionen kan i øvrigt kun beslutte, at en undersøgelsesprocedure skal afsluttes, hvis der ikke i antidumpingudvalget er rejst nogen indvendinger. Kommissionens opfattelse vil være et indgreb i medlemsstaternes og Rådets kompetence, idet disse kun kan udtale sig om, hvorvidt beskyttelsesforanstaltninger er nødvendige, på grundlag af de undersøgelser, Kommissionen har foretaget i forbindelse med undersøgelses-proceduren.

I tilfælde af, at subsidier medfører en skade, må der gælde en ret til at kræve indført beskyttelsesforanstaltninger. Den virksomhed, der dumper eller den stat, der yder subsidier, har ifølge Domstolens praksis ret til at anlægge sag mod beskyttelsesforanstaltninger i form af en antidumping- eller udligningstold; så meget desto mere må den erhvervsgren inden for Fællesskabet, som påføres en skade på grund af dumping eller subsidier, have ret til at kræve, at de kompetente fællesskabsinstitutioner indfører de fornødne beskyttelsesforanstaltninger efter at have undersøgt de faktiske omstændigheder. Forordning nr. 3017/79 blev udstedt for at beskytte den berørte industrisektor; Kommissionen kan ophæve retten til at kræve indført de beskyttelsesforanstaltninger, der er nødvendige for den pågældende beskyttelse, ved at afslå at indlede en undersøgelse og følgelig også at undersøge de faktiske forhold, til trods for, at der foreligger en klage, som er underbygget med overbevisende oplysninger.

At der skulle være tale om et skøn, der ikke kan prøves judicielt med hensyn til beslutningen om at iværksætte og videreføre en undersøgelse, kan heller ikke udledes af begrebet Fællesskabets nteresser.

I modsætning til artikel 12 henviser forordningens artikel 7, som angiver betingelserne for at indlede og fortsætte en udligningsprocedure, slet ikke til begrebet Fællesskabets interesser. På det tidspunkt, hvor Kommissionen træffer en beslutning vedrørende afslutningen af den indledende undersøgelse, bør den således kun undersøge, om klagen indeholder tilstrækkelige beviser, jfr. forordningens artikel 5, stk. 2; hvis dette er tilfældet, er det ikke alene berettiget at indlede en procedure, men endog nødvendigt.

Det fremgår af artikel 7 i forordning nr. 3017/79 om videreførelse af undersøgelsen, at begrebet Fællesskabets interesser kun har betydning efter at proceduren er indledt og undersøgelsen iværksat.

Den reelle betydning af begrebet Fællesskabets interesser er forsvindende i forbindelse med ntidumping- og udligningsprocedurerne. Fællesskabsinstitutionernes beslutninger under sådanne procedurer har indtil nu således aldrig indeholdt konkrete bemærkninger om Fællesskabets interesse. Kommissionen har altid lagt vægt på en streng retsanvendelse, altså at beslutte at indføre beskyttelsesforanstaltninger, når de nødvendige betingelser (subsidier, skade og årsagssammenhæng) var opfyldt.

De argumenter, Kommissionen har fremført i den forbindelse, er generelle og teoretiske: Kommissionen har ikke angivet nogen konkret omstændighed, som ud fra Fællesskabets interesse kunne være til hinder for en indledning af en udligningsprocedure mod import af soja-skrot fra Brasilien. Kommissionen ønsker i virkeligheden at opnå Domstolens anerkendelse af, at Kommissionen kan udøve et skøn, der ikke kan prøves judicielt, vedrørende spørgsmålet om indledning af en udligningsprocedure. Nærværende sag viser, hvor farlig en sådan anerkendelse vil være med hensyn til beskyttelsen af sagsøgeren: allerede i 1977 fastslog Kommissionen, at Brasilien ydede retsstridige subsidier, og Brasilien har to gange tilsidesat sin forpligtelse til at afskaffe dem. At nægte sagsøgeren den retsbeskyttelse, sgsøgeren har ret til, og det med henvisning til Fællesskabets interesse, vil herefter svare til en tilsidesættelse af det princip om en retfærdig procedure, der er en følge af legalitetsprincippet.

I forbindelse med beslutningsproceduren kan handelspolitiske overvejelser givetvis tages i betragtning som led i begrebet Fællesskabets interesser; de samme hensyn kan imidlertid ikke bevirke, at opretholdelsen af et godt forhold til en handelspartner går forud for hensynene til en skaderamt erhvervsgren i Fællesskabet. Brasilien, der har underskrevet aftalen om fortolkning og anvendelse af GATT-aftalens artikler VI, XVI og XXXIII, er bekendt med de dermed forbundne rettigheder og forpligtelser og kan ikke bebrejde sine handelspartnere, at de har iværksat en udligningsprocedure i overensstemmelse med reglerne i nævnte aftale. Ud fra Brasiliens handlinger hviler der ikke noget bånd på Kommissionen og Rådet; netop i forhold til Brasilien har Kommissionen i øvrigt indtaget en helt anden holdning inden for andre sektorer.

Efter opbygningen af EØF-traktaten er antidumping- og udligningsprocedurerne ganske vist handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger; de pågældende foranstaltninger er imidlertid angivet i særlige kodeks under GATT-aftalen, blandt andet med henblik på at styrke den berørte økonomiske sektors rettigheder og forpligtelser.

I henhold til betragtning 5 til forordning nr. 3017/79 bør der ved fortolkningen af forordningen tages hensyn til praksis i de øvrige stater, der har underskrevet GATT-aftalen, blandt andet De forenede Stater, og her anerkendes det, at den berørte økonomiske sektor i vidt omfang har klagemuligheder.