|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2025/988 |
13.2.2025 |
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
Fortolkende retningslinjer vedrørende anvendelsen af artikel 4 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1280 om specifikke og midlertidige foranstaltninger i lyset af Ruslands invasion af Ukraine vedrørende førerdokumenter udstedt af Ukraine i overensstemmelse med landets lovgivning efter forlængelsen af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine ud over den 6. marts 2025
(C/2025/988)
1. Indledning
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1280 (1) trådte i kraft den 27. juli 2022. Ved denne forordning er der fastsat visse foranstaltninger vedrørende førerdokumenter udstedt af Ukraine i overensstemmelse med landets lovgivning, som indehaves af personer, der nyder midlertidig beskyttelse eller tilstrækkelig beskyttelse i henhold til national ret i overensstemmelse med Rådets direktiv 2001/55/EF (2) og Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 (3). I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) 2022/1280, ophører forordningen med at finde anvendelse dagen efter den dag, hvor anvendelsesperioden for midlertidig beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine, jf. artikel 4 i direktiv 2001/55/EF, udløber, jf. artikel 6 i nævnte direktiv.
Disse fortolkende retningslinjer beskriver Kommissionens fortolkning af artikel 4 og 6 i forordning (EU) 2022/1280 på baggrund af forlængelsen af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine ud over den 6. marts 2025. De fortolkende retningslinjer har til formål at lette den konsekvente anvendelse og håndhævelse af forordning (EU) 2022/1280 og være til hjælp for medlemsstaternes myndigheder i den forbindelse.
I disse retningslinjer fastsættes ingen nye lovgivningsmæssige bestemmelser. Kommissionen ønsker desuden at understrege, at det kun er Den Europæiske Unions Domstol, der har kompetence til at fortolke EU-retten autoritativt.
2. Den midlertidige beskyttelses varighed
Ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 blev der konstateret en massetilstrømning af fordrevne personer fra Ukraine som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2001/55/EF, og derfor blev der ved gennemførelsesafgørelsen indført midlertidig beskyttelse af disse fordrevne personer. I overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/55/EF blev der indledningsvis givet midlertidige beskyttelse i en periode på et år indtil den 4. marts 2023, som derefter blev forlænget automatisk med endnu et år indtil den 4. marts 2024. I overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/55/EF, besluttede Rådet i oktober 2023 at forlænge den midlertidige beskyttelse med yderligere et år indtil den 4. marts 2025 (4). Da grundene til den midlertidige beskyttelse stadig foreligger, forlængede Rådet i juni 2024 den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine med endnu et år indtil den 4. marts 2026 (5).
Det lader til, at den maksimale varighed af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine, idet der tages hensyn til eventuelle forlængelser heraf i henhold til artikel 4 i direktiv 2001/55/EF, på tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EU) 2022/1280 blev antaget af være tre år (6).
Ved forordning (EU) 2022/1280 anerkendes på Unionens område gyldige kørekort, der er udstedt af Ukraine, og som indehaves af personer, der nyder midlertidig beskyttelse eller tilstrækkelig beskyttelse i henhold til national ret, og forordningen indeholder bestemmelser om udstedelse, på visse betingelser, af midlertidige førerdokumenter til disse personer. For at minimere den administrative byrde for medlemsstaterne og undgå gentagne fornyelser, blev det besluttet, at der skulle anføres den senest mulige udløbsdato på de førerdokumenter, der udstedes i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/1280. Denne dato skulle svare til den maksimale varighed af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine, som på tidspunktet for vedtagelsen blev antaget af være den 6. marts 2025. I henhold til artikel 4, stk. 3, og artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2022/1280, skal dokumenternes maksimale administrative gyldighed dog, uanset hvilken udløbsdato der er anført på dem, svare til varigheden af den midlertidige beskyttelse eller den tilstrækkelige beskyttelse i henhold til national ret (medmindre indehaveren er i besiddelse af et kørekort efter EU-modellen påført den særlige midlertidige EU-kode »95.01«, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2022/1280, og dette dokuments gyldighedsperiode udløber tidligere).
3. Midlertidige førerdokumenter, der er udstedt i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/1280
3.1. Chaufføruddannelsesbeviser, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EU) 2022/1280
Enhver, der ønsker at begynde at arbejde som fører af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej i Unionen, skal først gennemføre det grundlæggende kvalifikationskursus, der kræves i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2561 (7). I visse tilfælde kan opnåelsen af de grundlæggende kvalifikationer omfatte deltagelse imellem 140 og 280 timers undervisning og beståelse af en prøve. Både førere, som er statsborgere i en medlemsstat, og førere, som er statsborgere i et tredjeland, og som er ansat i eller benyttes af en virksomhed, der er etableret i en medlemsstat, skal opnå disse grundlæggende kvalifikationer i Unionen (i det første tilfælde i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige bopæl, og i det sidste tilfælde i den medlemsstat, hvor virksomheden, de er ansat ved, er etableret, eller i den medlemsstat, som har udstedt deres arbejdstilladelse). Efter afslutningen af det grundlæggende kvalifikationskursus udstedes et kvalifikationsbevis for gennemført grundlæggende kvalifikationskursus til den pågældende chauffør.
I visse tilfælde svarer kravene til og betingelserne for udstedelsen af kvalifikationsbeviser i tredjelande til kravene og betingelserne i Unionen. I henhold til artikel 368, stk. 1, i og bilag XXXII til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (8) har Ukraine tilnærmet sin nationale lovgivning til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF (9) (forgængeren til direktiv (EU) 2022/2561), for så vidt angår førere af køretøjer til international transport. Derfor kan medlemsstaterne anvende en hurtig procedure til at tildele kvalifikationsbeviser udstedt i Unionen i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2022/1280 til disse førere, hvis de er i besiddelse af et chaufføruddannelsesbevis udstedt af Ukraine og nyder midlertidig beskyttelse eller tilstrækkelig beskyttelse i henhold til national ret. I stedet for at gennemføre hele det grundlæggende kvalifikationskursus i henhold til direktiv (EU) 2022/2561 skal sådanne førere kun gennemføre en supplerende obligatorisk uddannelse af 35-60 timers varighed, inden de får udstedt et chaufføruddannelsesbevis med den særlige midlertidige EU-kode »95.01 (max 06.03.2025)«, hvilket betyder »Fører i besiddelse af kompetencebevis, der opfylder kravet til erhvervsegnethed — Særlig udstedelse kun til varigheden af midlertidig beskyttelse«, eller inden samme midlertidige EU-kode indføjes på deres kørekort eller førerattest. Indehavere af sådanne chaufføruddannelsesbeviser, kørekort eller førerattester anses for at opfylde det nødvendige krav om grundlæggende kvalifikationer med henblik på kørsel.
Særlig væsentlig er artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) 2022/1280, hvori følgende er fastsat:
»Udløbsdatoen anført på sådanne chaufføruddannelsesbeviser eller tilføjet til den midlertidige EU-kode indføjet på kørekortene er 6. marts 2025, dog uden at dette berører eventuelle fremtidige EU-retsakter om varigheden af den midlertidige beskyttelse [...].
Uanset den dato, der er anført på disse dokumenter, skal deres administrative gyldighed dog svare til varigheden af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine , jf. artikel 4 i direktiv 2001/55/EF, af indehaverens tilstrækkelige beskyttelse i henhold til national ret eller af kørekortets gyldighedsperiode, alt efter hvilken periode der udløber først. [...]« .
3.2. Kørekort, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EU) 2022/1280
Hvis en person, der nyder midlertidig beskyttelse eller tilstrækkelig beskyttelse i henhold til national ret, har mistet eller fået stjålet sit kørekort, og hvis vedkommendes førerrettigheder, som vedkommende har erhvervet i overensstemmelse med gældende lovgivning i Ukraine, kan kontrolleres, kan medlemsstaterne udstede et kørekort efter EU-modellen i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EU) 2022/1280. Når medlemsstaterne gør dette, skal de i kørekortet indføje den særlige midlertidige EU-kode »99.01 (max 06.03.2025)« i felt 12, som betyder »Særlig udstedelse, der kun er gyldig i den midlertidige beskyttelsesperiode (tabt eller stjålet UA-kørekort)«.
Særlig væsentlig er artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2022/1280, hvori følgende er fastsat:
»Udløbsdatoen for disse kørekort er 6. marts 2025, dog uden at dette berører eventuelle fremtidige EU-retsakter om varigheden af den midlertidige beskyttelse [...]. Dets administrative gyldighed skal, uanset den på kørekortet påførte dato, stemme overens med varigheden af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine , jf. artikel 4 i direktiv 2001/55/EF, eller varigheden af indehaverens midlertidige beskyttelse eller tilstrækkelige beskyttelse i henhold til national ret, alt efter hvilken periode der udløber først. [...] «
4. Anvendelse af artikel 4 og 6 i forordning (EU) 2022/1280 på baggrund af forlængelsen af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine ud over den 6. marts 2025
Det fremgår tydeligt af de bestemmelser, der er henvist til i punkt 3, at de midlertidige førerdokumenter udstedt i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/1280 til fordrevne personer fra Ukraine, der nyder midlertidig beskyttelse eller tilstrækkelig beskyttelse i henhold til national ret, er gyldige, så længe den midlertidige beskyttelse eller den tilstrækkelige beskyttelse i henhold til national ret varer, uanset den dato, der er anført på disse dokumenter (10). Dokumenternes administrative gyldighed skal svare til varigheden af den midlertidige beskyttelse, sådan som det udtrykkeligt er anført de pågældende artikler.
Således skal den bemærkning, der er knyttet til de særlige midlertidige EU-koder »95.01« og »99.01« (»(max 06.03.2025)«), som skal indføjes i disse midlertidige dokumenter, der udstedes i henhold til forordning (EU) 2022/1280, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, også læses i lyset af denne vigtige bestemmelse, der er fastsat i nævnte forordning, og som har forrang.
Anvendelse i praksis
I betragtning af anvendelsesområdet for og målene i forordning (EU) 2022/1280 og med henblik på at sikre en sammenhængende anvendelse af bestemmelserne heri finder Kommissionen, at så længe den maksimale varighed af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine fortsat er ukendt, bør brugen af de særlige midlertidige EU-koder »95.01« og »99.01« udstedt i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/1280 ikke længere suppleres af bemærkningen »(max 06.03.2025)«.
Mens den seneste mulige udløbsdato indtil nu har været angivet på de midlertidige førerdokumenter for at lette håndhævelsen, er dette ikke længere nødvendigt eller effektivt med henblik herpå. Desuden er der ikke nogen risiko for eventuelle misforståelser, da disse særlige midlertidige EU-koder kun udstedes i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/1280 og for den periode, som denne forordning finder anvendelse i. (Dette berører ikke det forhold, at disse dokumenters administrative gyldighed kan udløbe tidligere af andre grunde, jf. artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) 2022/1280).
For at undgå mulige misforståelser i anvendelsen af artikel 4 og 6 i forordning (EU) 2022/1280, finder Kommissionen derfor, at medlemsstaterne bør følge følgende punkter:
|
— |
Tilføjelsen af bemærkningen »(max 06.03.2025)« til de særlige midlertidige EU-koder »95.01« og »99.01«, som udstedes i overensstemmelse med henholdsvis artikel 4 og 6 i forordning (EU) 2022/1280, tjener ikke længere noget formål. |
|
— |
I tilfælde, hvor denne bemærkning allerede er blevet tilføjet på de relevante førerdokumenter, har den ikke længere nogen retlige betydning og er i praksis blevet forældet. |
|
— |
Den administrative gyldighed af chaufføruddannelsesbeviser med den særlige midlertidige EU-kode »95.01« eller den administrative gyldighed af samme kode anført på kørekort eller førerattester skal fortolkes således, at den svarer til varigheden af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine (selv hvis den forlænges ud over den 6. marts 2025), af indehaverens tilstrækkelige beskyttelse i henhold til national ret eller af kørekortets gyldighedsperiode, alt efter hvad der udløber først. |
|
— |
Den administrative gyldighed af kørekort med den særlige midlertidige EU-kode »99.01« skal fortolkes således, at den svarer til varigheden af den midlertidige beskyttelse af fordrevne personer fra Ukraine (selv hvis den forlænges ud over den 6. marts 2025) eller varigheden af indehaverens tilstrækkelige beskyttelse i henhold til national ret, alt efter hvad der udløber først. |
|
— |
Medlemsstater, som har anvendt eller står for at skulle anvende artikel 4 og/eller 6 i forordning (EU) 2022/1280 bør herefter indføje disse særlige midlertidige EU-koder på de midlertidige førerdokumenter uden tilføjelse af en udløbsdato. |
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1280 af 18. juli 2022 om specifikke og midlertidige foranstaltninger i lyset af Ruslands invasion af Ukraine vedrørende førerdokumenter udstedt af Ukraine i overensstemmelse med landets lovgivning (EUT L 195 af 22.7.2022, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2022/1280/oj).
(2) Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2001/55/oj).
(3) Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 af 4. marts 2022 om konstatering af massetilstrømning af fordrevne personer fra Ukraine som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2001/55/EF og deraf følgende indførelse af midlertidig beskyttelse (EUT L 71 af 4.3.2022, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/382/oj).
(4) Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2409 af 19. oktober 2023 om forlængelse af den midlertidige beskyttelse som indført ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 (EUT L, 2023/2409, 24.10.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2409/oj).
(5) Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1836 af 25. juni 2024 om forlængelse af den midlertidige beskyttelse som indført ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 (EUT L, 2024/1836, 3.7.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1836/oj).
(6) Jf. betragtning 14 til forordning (EU) 2022/1280.
(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2561 af 14. december 2022 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for chauffører af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej (EUT L 330 af 23.12.2022, s. 46, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2022/2561/oj).
(8) EUT L 161 af 29.5.2014, s. 3, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2014/295/oj.
(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15. juli 2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej, og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 samt Rådets direktiv 91/439/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 76/914/EØF (EUT L 226 af 10.9.2003, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2003/59/oj).
(10) Medmindre disse dokumenters administrative gyldighed udløber tidligere af andre grunde, jf. artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) 2022/1280. F.eks. kan kørekort påført den særlige EU-kode »95.01« have en administrativ gyldighed, der er kortere end perioden for midlertidig beskyttelse.
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/988/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)