5.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 29/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/170

af 4. februar 2015

om ophævelse af forordning (EF) nr. 1135/2009 om særlige importbetingelser for visse produkter, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 53, stk. 1, litra b), nr. ii), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter at der blev konstateret et højt indhold af melamin i modermælkserstatninger, andre mejeriprodukter, soja og sojaprodukter og af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer eller foder i Kina og ved import til Unionen, pålægger Kommissionens forordning (EF) nr. 1135/2009 (2) særlige importbetingelser for disse produkter, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina. På grundlag af nævnte forordning forbydes import af produkter, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja og sojaprodukter bestemt til spædbørn og småbørn til særlig ernæring, som har oprindelse i eller er afsendt fra Kina. Der foretages endvidere identitetskontrol og fysisk kontrol, herunder prøveudtagning og analyse til kontrol af melaminforekomst, af ca. 20 % af sendinger, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer og foder og af foder og fødevarer, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter.

(2)

Siden juli 2009 har medlemsstaternes kompetente myndigheder kun indberettet én ikke-overensstemmende prøve. Resultatet for stikprøven, som blev indberettet i 2011, var en smule over grænseværdien for melamin i ammoniumbicarbonat. Derfor bør de særlige betingelser for import af modermælkserstatninger, andre mejeriprodukter, soja og sojaprodukter og af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer og foder, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, ophæves.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 1135/2009 ophæves.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1135/2009 af 25. november 2009 om særlige importbetingelser for visse produkter, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og om ophævelse af beslutning 2008/798/EF (EUT L 311 af 26.11.2009, s. 3).