Agenturet er underlagt Kommissionens kontrol; Kommissionen fastlægger retningslinjer for dets virksomhed, har vetoret med hensyn til dets beslutninger og udnævner dets generaldirektør såvel som dets vicegeneraldirektør.Enhver udtrykkelig eller stiltiende disposition fra agenturets side, under udøvelse af dets optionsret eller dets eneret til at slutte kontrakter om leverancer, kan af de interesserede parter forelægges for Kommissionen, der træffer beslutning inden en måned.

Eventuelle brugere underretter regelmæssigt agenturet om deres behov for forsyning, med specifikation af mængder, fysisk og kemisk beskaffenhed, oprindelsessted, anvendelse, tidspunkter for levering og prisbetingelser, der skal indgå som bestemmelser og vilkår i en forsyningskontrakt, som de ønsker at afslutte.Ligeledes underretter producenterne agenturet om de tilbud, som de er i stand til at afgive, med alle specifikationer, og især om varigheden af de kontrakter, som er nødvendige for opstilling af deres produktionsprogrammer. Varigheden af disse kontrakter må ikke uden Kommissionens tilladelse overskride ti år.Agenturet giver alle eventuelle brugere meddelelse om de tilbud og omfanget af de forespørgsler, det har modtaget, og opfordrer dem til at afgive ordrer inden en bestemt frist.Når agenturet er i besiddelse af samtlige disse ordrer, giver det meddelelse om de betingelser, på hvilke det kan imødekomme dem.Hvis agenturet ikke fuldt ud kan efterkomme alle modtagne ordrer, fordeler det leverancerne i forhold til de ordrer, der svarer til hvert enkelt tilbud, med forbehold af bestemmelserne i artikel 68 og 69.Et af agenturet udfærdiget reglement, der kræver Kommissionens godkendelse, fastsætter vilkårene for sammenholdelse af tilbud og ordrer.

Hvis Kommissionen på de pågældende brugeres anmodning fastslår, at agenturet ikke er i stand til inden for en rimelig frist helt eller delvis at levere de bestilte forsyninger eller kun kan gøre det til urimelige priser, har brugerne ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet, for så vidt disse kontrakter i det væsentlige svarer til de i deres ordrer angivne behov.

Retten til at importere nukleare materialer gives for en periode af et år og kan fornyes. Importen finder sted under Kommissionens direkte tilsyn.

6.... Under et møde den 24. oktober 1989 foreslog agenturet at finde en praktisk løsning [på problemet med afsætningen af ENU's uranbeholdning] sammen med brugerne, dvs. at gøre brug af overtalelse og ikke af tvang. I skrivelse af 25. oktober 1989 med kopi til Kommissionen anmodede ENU på ny agenturet om at handle i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.7.Som svar på nævnte skrivelse af 25. oktober 1989 meddelte kommissionsmedlem Cardoso e Cunha, der var ansvarlig for energispørgsmål og for agenturet, ved skrivelse af 8. december 1989 ENU, at han var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en "særlig ordning" for at løse problemer af den art, og at han havde opfordret agenturet til at føre de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet. Desuden erklærede Kommissionen som svar på en skriftlig forespørgsel, som var blevet stillet den af Europa-Parlamentet under dets mødeperiode i april 1990, at Kommissionen inden for Euratom-traktaten (har) forpligtet sig til at finde en løsning på problemet med afsætningen af den portugisiske uranproduktion (forespørgsel 190/90).8.Som det fremgår af parternes samstemmende indlæg, overgav agenturet under et møde den 12. december 1989 ENU den skitse til praktisk løsning af problemet "portugisisk uran" inden for rammerne af forsyningspolitikken, som Cardoso e Cunha henviste til i sin nævnte skrivelse af 8. december 1989 under begrebet særlig ordning. I denne skitse fastsattes følgende:

a)Den foreslåede løsning består i at fordele det portugisiske uran til elektricitetsselskaberne efter følgende principper:

Agenturets politik vedrørende præference for fællesskabsproduktion af uran skal supplere nationale politikker.

a)i henhold til traktatens artikel 53 at pålægge agenturet ... at genoprette den forskriftsmæssige funktion for de mekanismer, der er indført ved traktatens kapitel VI, under overholdelse af bestemmelserne om den fælles forsyningspolitik ...b)straks at undersøge — og dernæst handle i overensstemmelse hermed — hvorledes det har været muligt — uden nogen [kommissions-]undersøgelse i henhold til traktatens artikel 66 — at Fællesskabets brugere frit kan forsyne sig med uran fra eksterne markeder, skønt hele ENU's produktion er disponibel til en rimelig pris ...; Kommissionen skal direkte eller gennem agenturet klart gør de overtrædende virksomheder opmærksom på, at den vil skride ind over for dem, såfremt de foretager nye indførsler, så længe ENU's produktion fortsat er til salg ...c)af accepten med ENU ... at diskutere størrelsen af den godtgørelse, der bør udbetales til ENU som erstatning for det tab, som virksomheden er blevet påført på grund af Kommissionens og Forsyningsagenturets retsstridige undladelse af at udøve fællesskabskompetenced)at kræve, at dens beslutning efterleves — hvilket agenturet ikke har gjort — samt pålægge agenturet straks at indføre — og støtte agenturet ved gennemførelsen heraf — en særlig ordning, som muliggør en umiddelbar løsning af problemet med hensyn til afsætningen af ENU's uran ...e)at pålægge agenturet at efterleve den beslutning, som Kommissionen har rettet til det, og finde en tilfredsstillende løsning på ENU's problemer, uden at dette er til hinder for anvendelsen af traktatens bestemmelser med henblik på afbødning af fremtidige vanskeligheder ...

30.Det bemærkes for det første, at sagsøgeren har anmodet agenturet om at udøve sin optionsret i henhold til traktatens artikel 57 med hensyn til sagsøgerens uranproduktion, og at agenturets stillingtagen gennem årene, selv om det havde givet udtryk for sin hensigt om at finde en positiv løsning på sagsøgerens problem, svarede til en stiltiende afvisning af denne ansøgning.31.Det bemærkes for det andet, at Kommissionen i besvarelse af samme ansøgning, der også var rettet til denne institution, ved skrivelse af 8. december 1989 meddelte sagsøgeren, at den var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en særlig ordning for at løse problemer af den art, som ENU stod over for, og at den opfordrede agenturet til at føre de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet.32.Det er under hensyn til disse forudgående begivenheder, at den skrivelse, som sagsøgeren rettede til Kommissionen den 21. december 1990, skal bedømmes i forhold til traktatens artikel 53, stk. 2.33.Denne bestemmelse kan ikke anses for at omfatte de ensartede ansøgninger vedrørende den politik, som agenturet burde følge, samt den ansøgning, som angik drøftelsen af størrelsen af den erstatning, der skal betales til sagsøgeren.34.Derimod skal den pågældende skrivelse — for så vidt som Kommissionen anmodes om i overensstemmelse med traktatens artikel 53, stk. 2 at pålægge agenturet at iværksætte en særlig ordning, som muliggør en øjeblikkelig løsning af problemet med hensyn til afsætningen af ENU's uran — forstås som en forelæggelse for Kommissionen af agenturets disposition, der indebar en stiltiende afvisning af at udøve dets optionsret med hensyn til sagsøgerens uranproduktion.

a)... [i agenturets reglement er der fastsat] en mekanisme til sammenholdelse af tilbud og ordrer. I forordningen tages der hensyn til de gældende forsyningsvilkår, og den indeholder bestemmelse om, at agenturet udøver sin ret til at afslutte kontrakter og sin optionsret gennem indgåelse af kontrakter, der forhandles direkte mellem forbrugerne og producenterne ... den forskriftsmæssige funktion for de mekanismer, der er indført ved traktatens kapitel VI, sikres ved den af Euratoms Forsyningsagentur udstedte forordning;b)Ifølge artikel 5a i den af Euratoms Forsyningsagentur udstedte forordning er forbrugerne berettigede til at forhandle direkte med de af dem valgte producenter, både inden for og uden for Fællesskabet, uden at Euratom-traktaten eller nævnte forordning foreskriver en fællesskabspræference. Euratom-traktatens artikel 66 finder ikke anvendelse i den foreliggende sag; ... der skal således ikke skrides ind over for EF-forbrugere, der forsyner sig fra tredjelande ...;c)[Der blev ved Retten i Første Instans] anlagt sag om erstatning ...; sagen er endnu ikke afgjort;d)og e) ... Denne særlige ordning, som i henhold til skrivelse af 8. december 1989 fra det kommissionsmedlem, der har ansvar for Forsyningsagenturet, skulle være et led i den fælles politik for forsyning af nukleart brændstof, skal ses i sammenhæng med Euratom-traktaten og de gældende forordninger. Som tidligere anført er forbrugerne berettigede til at forhandle direkte med de af dem valgte producenter. Hverken Euratom-traktaten eller den afledte ret indeholder bestemmelse om fællesskabspræference. Derfor er agenturet ikke forpligtet til at pålægge Fællesskabets forbrugere at forsyne sig hos Fællesskabets producenter, før de afslutter leveringskontrakter med producenter i tredjelande.

På denne baggrund kan en særlig ordning kun bestå i reelle og vedholdende bestræbelser fra Forsyningsagenturets side på at tilskynde Fællesskabets forbrugere til at forsyne sig hos ENU. Det kan ikke bestrides, at agenturet har udfoldet sådanne bestræbelser siden 1987.

61.... traktaten (indeholder) ikke nogen bestemmelse, der udtrykkeligt eller implicit garanterer en præference for afsætningen af den produktion, der hidrører fra Fællesskabet. Tværtimod sondres der ikke efter produkternes oprindelsessted i det system, hvor de tilbud, der hidrører fra fællesskabsproducenter, og de ordrer, der hidrører fra Fællesskabets brugere, centraliseres hos agenturet, således at dette kan sikre en regelmæssig og Ugelig forsyning af alle brugerne. I artikel 65, stk. 1, i traktaten bestemmes det nemlig, at artikel 60 vedrørende en fremgangsmåde til sammenholdelse af tilbud og forespørgsler finder anvendelse på brugernes ordrer og på kontrakter mellem brugerne og agenturet vedrørende levering af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet.62.I modsætning til, hvad sagsøgeren gør gældende, finder den forpligtelse, som ved traktatens artikel 60, stk. 1, pålægges Fællesskabets brugere, til at underrette agenturet om deres behov for forsyning, med specifikation — blandt de enkelte led i de påtænkte leveringskontrakter — navnlig af oprindelsesstedet, følgelig også anvendelse for så vidt angår de produkter, der ikke hidrører fra Fællesskabet, og som således som hovedregel er underlagt de samme regler for sammenholdelse af tilbud og forespørgsler som produkter fra Fællesskabet. I medfør af traktatens artikel 65, stk. 2, kan agenturet kun bestemme leverancernes geografiske oprindelse, for så vidt det sikrer brugeren mindst lige så fordelagtige vilkår som de i ordren angivne. Desuden er agenturet i medfør af artikel 61, stk. 1, forpligtet til at imødekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor, og hvis sådanne forhold ikke foreligger, er agenturet ikke bemyndiget til at modsætte sig importen af malme til en mere konkurrencedygtig pris for at sikre afsætningen af fællesskabsproduktionen til en højere pris, selv såfremt denne pris ikke er urimelig som anført i artikel 66. Det er i denne sammenhæng, man må fortolke Euratom-traktatens artikel 59, som udtrykkeligt opstiller den hypotese, at agenturet ikke benytter sig af sin optionsret til hele produktionen eller en del heraf, og således fastslår, at agenturet ikke er forpligtet til at sikre afsætningen af malme og nukleart brændstof, der hidrører fra Fællesskabet, og hvorom underretning om tilbud i medfør af artikel 60, stk. 2, er tilgået agenturet.63.ENU's påstand om, at traktaten sikrer afsætningen af produkter fra Fællesskabet, der udbydes til en rimelig pris, i det omfang, det udelukkende er tilladt brugerne at skaffe forsyninger fra lande uden for Fællesskabet under de betingelser, der fastlægges i traktatens artikel 66, dvs. når produktionen i Fællesskabet er utilstrækkelig, eller de priser, som producenterne i Fællesskabet forlanger, er urimelige, kan ikke tages til følge. Traktatens artikel 66 afgrænser nemlig de tilfælde, i hvilke det netop er tilladt at afvige fra den i traktatens artikel 60 omhandlede gældende fremgangsmåde, hvorefter tilbud og forespørgsler skal sammenholdes, så at agenturet kan udøve sine enerettigheder med henblik på at sikre forsyningssikkerheden. Ifølge artikel 66 er enhver indgriben fra agenturets side udelukket. Det bestemmes i det væsentlige, at hvis Kommissionen fastslår, at agenturet ikke er i stand til inden for en rimelig frist at levere til brugerne eller kun kan gøre det til urimelige priser, har brugerne ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet, en ret, der gives for en periode af et år og kan fornys. Det følger af opbygningen af kapitel VI, at det særligt fremhævede kriterium — urimelige priser — i artikel 66, som afgrænser anvendelsesområdet for en fremgangsmåde, der skal anvendes som undtagelse, ikke efter traktatens system kan fortolkes som værende indsat ligeledes med henblik på at sikre en præference for fællesskabsprodukterne inden for rammerne af den almindeligt gældende fremgangsmåde, der er fastlagt i artikel 60. Dertil kommer, at sagsøgerens påstand, hvorefter import af malme eller andet nukleart brændstof er omfattet af den i artikel 66 fastlagte fremgangsmåde, der udelukker enhver kompetence for agenturet, er uforenelig med de under det foregående punkt undersøgte bestemmelser i artikel 52, stk. 2, litra b), artikel 60, 61, 64 og 65, hvorefter agenturet i princippet har eneret til at afslutte sådanne kontrakter, og hvor agenturets beføjelser under udøvelsen af denne eneret afgrænses.64.Desuden er det sammenholdelsen af tilbud og ordrer — efter artikel 60 for så vidt angår levering af malme og andre nukleare brændstoffer uden hensyn til oprindelsessted (se præmis 61 og 62) — som i almindelighed fører til prisfastlæggelsen i overensstemmelse med reglen om udbud og efterspørgsel, og uden at agenturet på nogen måde har kunnet indvirke på prisniveauet. I traktatens artikel 67 bestemmes det nemlig, at med de i denne traktat fastsatte undtagelser fremkommer priserne ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anførte betingelser, som medlemsstaterne ikke kan tilsidesætte gennem nationale forskrifter. I denne henseende har agenturet i medfør af artikel 69, stk. 2, i Euratomtraktaten udelukkende mulighed for at foreslå brugerne en prisjustering og ikke at pålægge dem den. Inden for denne ramme kan agenturet således kun modsætte sig import af malme eller andre nukleare brændstoffer til lavere priser end dem, som producenterne i Fællesskabet forlanger, hvis denne import kan hindre gennemførelsen af traktatens formål, ikke mindst ved indvirken på forsyningskilderne. En sådan risiko kan navnlig antages at være et juridisk forhold til hinder for at imødekomme en ordre som omhandlet i den nævnte artikel 61, stk. 1, i traktaten. Denne risiko ville løse agenturet fra dets forpligtelse til at efterkomme alle ordrer eller afslutte alle kontrakter, som forelægges det, i praksis inden for rammerne af den forenklede fremgangsmåde, der er gennemført ved artikel 5a i reglementet, uanset produkternes oprindelsessted, når de tilbydes til en gunstigere pris. Det bekræftes således af de prisfastsættelsesmekanismer, der er opstillet i traktaten inden for rammerne af forsyningsordningen, at malme og andre nukleare brændstoffer, der hidrører fra Fællesskabet, ikke kan indrømmes nogen præferencer, når de udbydes til priser, der er højere end verdensmarkedspriserne, såfremt der ikke foreligger særlige omstændigheder, som kan hindre, at de mål, som forfølges i traktatens kapitel VI, kan gennemføres, medmindre Rådet griber ind i medfør af traktatens artikel 69.65.Dertil kommer, at sagsøgerens fortolkning af de nævnte traktatbestemmelser ville skade de virksomheder i Fællesskabet, der anvender nukleare produkter, og bremse deres udvikling i strid med den opgave, som ifølge traktatens artikel 1 er pålagt Fællesskabet, idet denne fortolkning ville føre til, at den samlede fællesskabsproduktion forlods systematisk skulle afsættes til priser, der stod i rimeligt forhold til kostprisen, før import af nukleare brændstoffer til priser, som brugerne fandt mere fordelagtige, kunne tillades. Af alle disse grunde strider anerkendelsen af en systematisk fællesskabspræference for producenter af nukleare malme mod traktatens formål.66.Det fremgår heraf, at tilbud fra producenter i Fællesskabet i almindelighed inden for traktatens system konkurrerer med tilbud, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet. I modsætning til, hvad sagsøgeren gør gældende, følger heraf, at agenturet ikke har beføjelse til at udøve sin optionsret, når den pris, som fællesskabsproducenten forlanger, er for høj til at sikre dennes afsætningsmuligheder på markedet, når der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan være til hinder for opnåelsen af traktatens mål. Med de i denne traktat fastsatte undtagelser er det i øvrigt ifølge den prisfastsættelsesordning, der er fastlagt i traktatens kapitel VI, principielt ikke tilladt at pålægge brugerne at købe malme, der hidrører fra Fællesskabet, til en højere pris end markedsprisen, der fremkommer ved at sammenholde tilbud og ordrer. Heraf følger rent konkret, at agenturet kun i påkommende tilfælde — når der ikke foreligger juridiske forhold, som nævnt i artikel 61, stk. 1, i traktaten, til hinder for, at en ordre imødekommes — kan gøre fællesskabspræferencen for producenter i Fællesskabet gældende, og med dette formål modsætte sig en import, hvis den pris, som forlanges af fællesskabsproducenterne, svarer til eller er lavere end den, som agenturet enten er blevet underrettet om gennem brugerens ordre efter den fremgangsmåde, der er fastlagt i traktatens artikel 60, stk. 1-5, eller i praksis i den kontrakt, som forinden indgåelse forelægges agenturet til underskrift i medfør af reglementets artikel 5a, eller såfremt deres tilbud indeholder sådanne fordele, at de for brugeren kan opveje en eventuel prisforskel.67.Det bemærkes desuden, at selv under den forudsætning, at agenturet har bemyndigelse til at udøve sin optionsret til de malme, der er produceret i Fællesskabet — når disse udbydes til priser, der for brugerne er lige så fordelagtige som konkurrenternes, navnlig hvad angår malme, som hidrører fra lande uden for Fællesskabet — er agenturet imidlertid ikke forpligtet til at give afsætningen af fællesskabsproduktionen fortrinsret, når den forsyningsordning, der er fastlagt i traktaten, som allerede påvist (se præmis 61 og 62) ikke indeholder noget princip om fællesskabspræference for producenterne. Agenturet kan navnlig kun udøve sine enerettigheder med henblik på at afsætte naturligt uran, der udbydes af en fællesskabsproducent, og således sikre, at denne kan opretholde driften af sin virksomhed inden for Fællesskabets område, i forbindelse med, at de mål, der er fastlagt i traktaten, forfølges. Når det drejer sig om afgørelser vedrørende den økonomiske politik og handelspolitikken såvel som atompolitikken har agenturet under udøvelsen af sine beføjelser vide skønsbeføjelser. Under disse betingelser er Rettens prøvelsesret under alle omstændigheder begrænset til at vedrøre et åbenbart fejlagtigt skøn eller magtfordrejning (se bl. a. Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 51 samt 89, 90 og 91).68.Ligeledes åbner de bestemmelser i kapitel VI, hvorefter man kan fravige den ved traktaten fastlagte handelsmekanisme til sammenholdelse af tilbud og ordrer (se præmis 62, 63 og 64), blot en mulighed for agenturet og Kommissionen eller for Rådet. For især at kunne sikre den geografiske spredning af forsyningskilderne uden for Fællesskabet har agenturet således en skønsmæssig beføjelse til at modsætte sig visse tilfælde af uranimport, som ville være til hinder for denne spredning, idet agenturet kan udnytte sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme og andre nukleare brændstoffer af hensyn til forsyningssikkerheden og efter princippet om lige adgang til forsyningskilderne i overensstemmelse med den opgave, som er tillagt agenturet i traktaten. Det samme gælder Kommissionens beføjelse under anvendelsen af den nævnte artikel 72, stk. 2, i traktaten, hvor denne institution bemyndiges til at beslutte at oprette sikkerhedslagre, idet de nærmere retningslinjer for disse lagres finansiering skal godkendes af Rådet. Endelig har Rådet mulighed for i medfør af traktatens artikel 69 at fastsætte priser som en undtagelse fra artikel 67's bestemmelser om en handelsmekanisme til fastlæggelse af priserne bygget på sammenholdelse af tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anførte betingelser.69.Når henses til den netop beskrevne retlige ramme og i betragtning af de mål, som traktaten forfølger, bemærkes, at sagsøgeren i denne sag ikke påberåber sig nogen særlig omstændighed, som dels kan udgøre et juridisk forhold til hinder for, at Fællesskabets brugere kan få forsyninger af malme, der hidrører fra lande uden for Fællesskabet, dels kan føre til, at agenturet pålægges at udøve sin optionsret til sagsøgerens produktion. I denne henseende har agenturet og Kommissionen ikke overskredet grænserne for deres skønsmæssige beføjelse ved at vurdere, at de af ENU påberåbte trusler, der hviler over den fortsatte drift af sagsøgerens miner med naturligt uran, hvis produktion udgør omkring 1,5% af forbruget i Fællesskabet, ikke er til hinder for, at agenturet kan sikre regelmæssig og ligelig forsyning til Fællesskabets brugere.

...

82.Sagsøgerens anbringende om den særlige ordnings påståede tvingende karakter kan ikke tages til følge. Det bemærkes indledningsvis, at den nævnte skrivelse fra Cardoso e Cunha af 8. december 1989 på ingen måde kan fortolkes som en oplysning om en retningslinje rettet til agenturet. Formelt set begrænser skrivelsen sig til at redegøre for vedkommende kommissionsmedlems forventede almindelige indstilling inden for rammerne af hans opgaver vedrørende agenturets virksomhed. Det drejer sig således om en meddelelse af politisk karakter beregnet til at åbne de forhandlinger, som muligvis ville kunne føre til, at virksomhederne afgav ordrer. Følgelig henviser denne skrivelse ikke til en af Kommissionen som kollegialt organ forud vedtaget retningslinje med hjemmel i traktatens artikel 53, stk. 1. Desuden kan den opfordring, der således rettes til agenturet, ikke ved sit konkrete indhold anses for at gøre den særlige ordning obligatorisk. Skrivelsen begrænser sig til at angive, at dens ophavsmand har opfordret agenturet til at iværksætte den konkrete gennemførelse af de handlingsplaner, som den havde fremlagt herom, og angiver ikke på nogen måde, at de foreslåede løsninger skulle være tvingende. Denne fortolkning bekræftes af selve ordlyden af den særlige ordning, der fremstår som en række ikke bindende forslag, således som også netop brugen af konditionalis vidner om det (se præmis 8) (O. a.: I den danske version er der anvendt præsens). Kommissionsmedlemmet havde derfor ikke med sin skrivelse til hensigt at tillægge de i den særlige ordning foreslåede løsning en bindende værdi.

Eftersom den adfærd, som agenturet anklages for, og Kommissionens afslag på at efterkomme de anmodninger, som sagsøgeren har rettet til den ... er fuldstændig forskriftsmæssige, følger heraf, at påstanden om erstatning i denne sag under alle omstændigheder ikke kan tages til følge, uden det er nødvendigt at udtale sig om, hvorvidt påstanden bør afvises

Præmis 91.

1)afviser appellen af Rettens dom i sag T-523/93, for så vidt angår appellantens påstand om anvendelse af traktatens kapitel 6, og i øvrigt forkaster appellen;2)forkaster appellen af Rettens dom i sag T-458/93, og3)dømmer appellanten til at bære sagens omkostninger.