Ifølge Parlamentet blev klagen, der gik forud for sagen, ikke indgivet inden for de vedtægtsmæssige frister. Det er på grundlag af de arbejdsmetoder, der slavisk følges i forsendelsesafdelingen sikkert, at postvæsenet i Luxembourg modtog skrivelsen af 21. februar 1980 den samme dag, og det må antages, at det blev afleveret på sagsøgerens adresse i Bruxelles mandag den 25. februar 1980. Selv om man skulle antage, at fristen løb fra den dag, hvor sagsøgeren erklærer at have fået kundskab til udvælgelseskomiteens beslutning, altså den 3. mars 1980, er klagen dog stadig for sent indgivet, idet den blev registreret i Parlamentet den 4. juni 1980.

Sagsøgeren har i replikken fastholdt, at han ikke har modtaget skrivelsen af 21. februar 1980 før den 3. marts 1980. En sådan forsinkelse af skrivelsen kan let forklares ved en fejl i postgangen. For at undgå sådanne uregelmæssigheder burde udvælgelseskomiteen have meddelt sin beslutning ved rekommanderet brev.

Hvad angår datoen for indgivelsen af hans klage, gør sagsøgeren gældende, at hans skrivelse af 2. juni 1980 blev fremsendt rekommanderet, hvorved alene de indskrivelsesdatoer, der er anført af postvæsenet, kan tages i betragtning. Sagsøgeren gør i øvrigt gældende, at det lørdag den 31. maj og søndag den 1. juni ikke var muligt på de belgiske postkontorer at indlevere rekommanderede forsendelser, og at procesreglementets artikel 80, stk. 2, følgelig gav ham adgang til at afsende sin skrivelse mandag den 2. juni.

Parlamentet har i duplikken gjort gældende, at det i det mindste påhviler sagsøgeren at angive en antagelig grund for den foregivne sene modtagelse af skrivelsen af 21. februar 1980. Den omstændighed, at den 31. maj og den 1. juni var en weekend, er uden betydning. Bestemmelsen i procesreglementets artikel 80, stk. 2, kan ikke anvendes, fordi den omhandler det forhold, at en frist udløber en søndag eller en officiel helligdag.

Ifølge Parlamentet savner sagsøgeren søgsmålsinteresse, idet han i mellemtiden har modtaget begrundelse for afgørelsen om ikke at give ham adgang til prøverne. Den manglende begrundelse udgjorde det af sagsøgeren påberåbte klagepunkt. Desuden har prøverne allerede fundet sted. Det drejer sig således for sagsøgeren om ad retsvejen at få fastslået en rent teoretisk ret.

Sagsøgeren har gjort gældende, at i samtlige udvælgelsesprøver har ansøgere, der allerede har deltaget i en udvælgelsesprøve i den samme kategori, en fordel, der kan beløbe sig til adskillige point og være afgørende. Ifølge sagsøgeren har en ansøger, der søger en højere stilling, den allerstørste interesse i at vide, hvorfor han er dumpet til en tidligere udvælgelsesprøve. Sagsøgeren anfører, at han har ret til indsigt for at konstatere, at hans akter ikke er blevet undergivet en objektiv undersøgelse, og at han burde være blevet tildelt det antal point, der var nødvendige for at få adgang til prøverne.

Hvad angår den påstand, hvorefter udvælgelsesprøven skal annulleres i dens helhed, som sagsøgeren har nedlagt i sin replik, anfører sagsøgeren, at først med svarskriftet og udvælgelseskomiteens protokollater har han forstået det fulde omfang af de begåede fejl, og han tilføjer, at Domstolen endog af egen drift skal træffe en sådan afgørelse, uden at der behøver at være nedlagt påstand herom.

Parlamentet har i duplikken gjort gældende, at de nye påstande ikke kan antages til realitetsbehandling, idet svarskriftet ikke har åbenbaret sådanne retlige eller faktiske omstændigheder, der kan begrunde nova fra sagsøgerens side. Sagsøgeren kan langt mindre være berettiget til at ændre sagsgenstanden.

Sagsøgeren har i stævningen gjort gældende, at udvælgelseskomiteens afgørelse efter Domstolens praksis, især dens dom af 20. februar 1980 i sag 89/79, Bonu mod Rådet (Sml., s. 553), har manglet den fornødne begrundelse, fordi det i det mindste summarisk skulle have været forklaret den forbigåede ansøger på grundlag af hvilke kriterier, udvælgelseskomiteen havde nået til sit resultat. Tavshedspligten med hensyn til udvælgelseskomiteens rådslagninger kan ikke anføres imod ham, når han anmoder om at få oplyst de objektive kriterier for vurderingen.

Parlamentet har i svarskriftet gjort gældende, at udvælgelseskomiteens afslag var begrundet, eftersom skrivelsen af 21. februar 1980 ikke alene oplyser resultatet af udvælgelsen, men ligeledes den måde, hvorpå denne er blevet foretaget. Denne begrundelse var tilstrækkelig, fordi den blev uddybet ved skrivelsen af 9. juni 1980, således som det allerede var blevet oplyst i den første skrivelse. De to skrivelser af 21. februar og 9. juni må anskues i sammenhæng. Skrivelsen af 21. februar havde summarisk angivet de anvendte kriterier; skrivelsen af 9. juni tilføjede, at sagsøgerens kvalifikationsbeviser var blevet bedømt som utilstrækkelige på grundlag af kriteriet om ligestillede faglige kundskaber. Sagsøgerens begæring om at få oplyst de resultater, som han personligt havde opnået efter hvert enkelt af disse kriterier, går uden for de principper, der er fastslået ved retspraksis. Det store antal ansøgere gjorde det nødvendigt for udvælgelseskomiteen at organisere arbejdet på en måde, der gjorde det overkommeligt, og en individuel meddelelse til hver enkelt forbigået ansøger ville have været en overvældende byrde.

Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at udvælgelseskomiteens afgørelse i medfør af vedtægtens artikel 25 burde have været meddelt og begrundet straks. Udvælgelseskomiteen har åbenbart undladt at gøre dette for at undgå klager. De fuldstændige oplysninger blev ikke givet førend efter de skriftlige prøver. Begrundelsen for udvælgelseskomiteens afgørelse blev fremsat i en standardskrivelse til alle ansøgere, der ikke fik adgang. Dette er ikke en individuel begrundelse og giver slet ingen oplysning til sagsøgerne om den egentlige grund til udelukkelsen. Henvisningen til fortroligheden af udvælgelseskomiteens rådslagninger tjener intet andet formål end at skjule denne manglende begrundelse.

Sagsøgeren har i stævningen hævdet, at udvælgelseskomiteen ifølge bekendtgørelsen om udvælgelsesprøve ikke var berettiget til at tage hensyn til en ansøgers faglige kundskaber, når denne var indehaver af det udkrævede eksamensbevis. Betingelserne vedrørende eksamensbevis og hermed ligestillede faglige kundskaber kan ikke kumuleres. Når henses til aldersgrænsen på 33 år er det i øvrigt vanskeligt at se, hvorledes en ansøger skulle kunne have erhvervet faglige kundskaber, der bringer ham op på samme niveau som en akademiker, der har gennemført sine studier.

Parlamentet har i svarskriftet gjort gældende, at sagsøgerens ræsonnement hviler på en sammenblanding af udvælgelsesprøvens forskellige trin. Mens udvælgelseskomiteen ikke på det trin, hvor der gives adgang til udvælgelsesprøven, overhovedet kan forlange faglige kundskaber af en ansøger, der har de fornødne eksamensbeviser, så kan den på det trin, hvor der sker udvælgelse på grundlag af kvalifikationsbeviser, blandt andet foretage en vurdering af ansøgernes faglige kundskaber på grundlag af de kriterier, som udvælgelseskomiteen selv har fastsat.

Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at udvælgelseskomiteen ikke på en korrekt måde har anvendt de kriterier, som den selv har fastsat.

Det burde have tillagt ham i det mindste et point for kurser efter kandidateksamen og seks points for faglige kundskaber, altså i alt 28 points, mens alene 24 points var nødvendige for at få adgang til prøverne. Udvælgelseskomiteen har navnlig fejlvurderet niveauet for hans faglige kundskaber og disse i forhold til institutionens opgaver. Bedømmelsesudvalget har ikke forstået, at de opgaver, som sagsøgeren har varetaget som akademiker i sin lønklasse i kategori B ved Kommissionen, også har været af akademisk art.

Udvælgelseskomiteen har anvendt disse kriterier på en måde, der udgør en forskelsbehandling, fordi den har givet en anden ansøger, Neijman, adgang, skønt denne anden ansøger besad de samme eksamensbeviser og en ansættelse i det private erhvervsliv af kortere varighed og på et lavere niveau. For at få fastslået dette, begærer sagsøgeren, at det bestemmes, at både hans og ansøgeren Neijman's ansøgningspapirer fremlægges. Sagsøgeren tilføjer, at han har været uvidende om disse omstændigheder ved sagens anlæg.

Det af udvælgelseskomiteen anvendte kriterium vedrørende ligestillede faglige erfaringer medfører i øvrigt, at der automatisk sker udelukkelse fra prøverne af enhver ansøger uden universitetsuddannelse, selv om vedkommende har ligestillede faglige kundskaber, hvilket er i modstrid med reglerne for adgang til udvælgelsesprøven, der er fastsat i bekendtgørelse om udvælgelsesprøven.

Udvælgelseskomiteen har i almindelighed udført sine opgaver for hurtigt og overfladisk, den har begået grove materielle fejl, prøvelsen af ansøgningerne er blevet udført på en uordentlig og fejlagtig måde, og sagsøgerens ansøgning er ikke blevet undergivet en objektiv undersøgelse.

Parlamentet har i duplikken gjort gældende, at pointtildelingen for sagsøgerens kvalifikationsbeviser efter udvælgelseskomiteens forskellige kriterier, herunder især vedrørende ligestillede faglige kundskaber, henhører under udvælgeslseskomiteens vurdering. Udvælgelseskomiteen har gjort sig bekendt med de påberåbte kvalifikationsbeviser og har vurderet dem i forhold til udvælgelsesprøvens krav. Sagsøgeren har ikke været berettiget til andre points end de, som han har fået.

Der foreligger intet, der kan bekræfte, at udvælgelseskomiteen er afveget fra den objektivitet og den upartiskhed, der skal udvises ved bedømmelsen af de hundredevis af indgivne ansøgninger. Parlamentet tilbageviser sagsøgerens insinuationer vedrørende udvælgelseskomiteens arbejde. Det drejer sig desuden her om nye anbringender, der er for sent fremsat.

Hvad angår det nye anbringende, der grunder sig på en påstået forskelsbehandling, et anbringende, som sagsøgeren selv er i tvivl om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling, kan det her kun dreje sig om den vurdering af kvalifikationsbeviser, der henhører under udvælgelseskomiteens kompetence. Sagen er blevet fuldstændigt oplyst med hensyn til sagsøgerens ansøgning og dennes bilag og de points, som han har opnået, idet de tilhørende dokumenter er blevet vedlagt ansøgerens akter. Begæringen om fremlæggelse af en anden parts akter, der ikke optræder i sagen, må afvises.

Sagsøgeren har i replikken lagt vægt på den omstændighed, at Parlamentet i sit svarskrift har erklæret, at formålet med udvælgelsesprøven var blot at tilvejebringe en ansættelsesreserve. Han har henvist til bekendtgørelsen om udvælgelsesprøve, hvorefter udvælgelsesprøven ligeledes havde til formål at besætte ledige stillinger inden for institutionerne, og har herved anført, at Parlamentet har fremkaldt talrige ansøgninger på grundlag af løfter, der ikke kunne opfyldes, og som var falske i forhold til sagsøgere, der søgte omgående ansættelse. Dette kan begrunde annulation, endog ex officio, af hele den almindelige udvælgelsesprøve. Det er først svarskriftet, der har bragt sagsøgeren til at indse omfanget af de fejl, der begrunder denne påstand.

Parlamentet har i duplikken henvist til ordlyden af bekendtgørelse om udvælgelsesprøven og anført, at hvor en udvælgelsesprøve afholdes med henblik på oprettelsen af en ansættelsesreserve, gøres der brug af denne reserveliste i takt med, at stillingerne bliver ledige. Alt hvad sagsøgeren har gjort gældende i denne sammenhæng er intet andet end utilladelige antagelser og insinuationer.

Sagsøgeren har i stævningen anført, at dersom man må anse en annullation af udvælgelsesprøven i dens helhed som en for vidtgående sanktion over for de udviste mangler, er han i hvert fald blevet påført en alvorlig skade, såvel fra et ideelt synspunkt som fra et rent økonomisk. Han finder, at denne skade kan ansættes til mindst 50000 BFR. Den økonomiske skade er ikke blot hypotetisk, fordi den mulighed, som han er gået glip af, er et alvorligt karrieremæssigt handicap under hensyn til den ringe hyppighed af almindelige udvælgelsesprøver i kategori A, hvorfor han under ethvert forbehold finder, at den kan ansættes til 40000 BFR.

Parlamentet har i svarskriftet indvendt, at dersom det forudsættes, at der principielt kan gives stævningen medhold, så opnår sagsøgeren fuldstændig oprejsning gennem annullation af det påklagede afslag. Sagsøgerens krav om erstatning er på ingen måde begrundet, idet udvælgelsesprøven havde oprettelsen af en ansættelsesreserve til formål.

Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at han var berettiget til at regne med, at der forelå en ledig stilling. Den påførte ideelle skade ophæves ikke alene gennem den omstændighed, at der sker annullation af afslaget på hans ansøgning, men alene under den antagelse, at der sker annullation af hele udvælgelsesprøven. Fastsættelsen af den økonomiske skade til 40000 BFR er beskeden, når henses til sagsøgerens chancer og til, at forskellen mellem aflønningen af en tjenestemand i B 3 og en tjenestemand i A 7 beløber sig til 5218 BFR om måneden.