Sagsøger finder, at beslutningen af 21. juli 1976 strider mod dels vedtægtens artikel 50 og dels mod hans ret til kontradiktion, idet beslutningen om at fritage ham fra hans stilling og om at afskedige ham er truffet, uden at han har haft fornødent grundlag for forudgående at fremsætte sine bemærkninger, skønt en sådan beslutning først kan træffes, når vedkommende er blevet bekendt med sagen og har haft mulighed for at udtale sig om de dele af beslutningen, der anses for afgørende.

Selv om vedtægtens artikel 50 bestemmer, at fastansatte tjenestemænd i lønklasserne A 1 og A 2 kan efter ansættelsesmyndighedernes afgørelse fritages fra deres stilling af tjenstlige grunde, har Domstolen imidlertid i dom af 30. juni 1971 (sag 19/70, Almini, Sml. 1971, s. 755) præciseret, at udøvelsen af en så vid skønsbeføjelse kræver, at den tjenestemand, over for hvem der påtænkes en sådan foranstaltning, forud får mulighed for hensigtsmæssigt at forsvare sine interesser.

I det foreliggende tilfælde har sagsøger i sit brev af 12. juli 1976 anført, at han først efter modtagelsen af brevet af 1. juli 1976 fra Kommissionens formand, hvorved han fik kendskab til sagen, var i stand til at afgive et svar, og at han ikke inden da havde haft fornødent grundlag til at udtale sig om ønsket om at fritage ham fra hans stilling af tjenstlige grunde, og har krævet den ham tilkommende ret til at udtale sig i så henseende.

Sagsøger var navnlig uvidende om, hvad først fremgik af beslutningen af 21. juli 1976 om reorganisering og vedtagelse af en ny organisationsplan for GD XVI, og hvilket han først fik kendskab til efter beslutningen af samme dato om hans fritagelse fra stillingen og om hans afskedigelse, nemlig at de tidligere direktorater A og B ved den anførte reorganisering skulle sammenlægges i et nyt direktorat A, under hvilket der skulle oprettes en A 2-stilling under betegnelsen ledende rådgiver.

Selv om artikel 25, stk. 2, bestemmer, at enhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, straks skal meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt, og at enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes, er der efter sagsøgers opfattelse ikke givet tilstrækkelig begrundelse for den fritagelse fra stillingen, som sagsøger har været genstand for.

For det første angiver beslutningen ikke de objektive tjenstlige krav, som kunne begrunde en fritagelse fra stillingen, og det fremgår ikke, hvorfor den anførte reorganisering skulle indebære en fritagelse fra stillingen, specielt når den nedlagte stilling reelt blev opretholdt i den nye organisationsplan under betegnelsen ledende rådgiver.

For det andet præciserer den omtvistede beslutning ikke, hvorfor fritagelsen fra stillingen medførte en afskedigelse, hvilket udelukkede sagsøgers mulighed for at blive ansat i en anden stilling i hans kategori, svarende til hans lønklasse. En begrundelse var så meget desto mere nødvendig som stillingen som ledende rådgiver under det nye direktorat A, der er en stilling svarende til sagsøgers lønklasse i et direktorat, som netop har overtaget opgaver fra det af sagsøger tidligere ledede direktorat A, forblev ledigt og for tiden kun er besat midlertidigt.

Ifølge sagsøger var det af tjenstlige grunde hverken nødvendigt, at sagsøger blev fritaget fra stillingen og så meget desto mindre, at han blev afskediget, og ifølge sagsøger var det egentlige mål med reorganiseringen hans afskedigelse. Sagsøgers stilling er reelt ikke blevet nedlagt i forbindelse med reorganiseringen, men eksisterer stadig under betegnelsen ledende rådgiver, en stilling, som ifølge oversigten over de i vedtægtens artikel 5 omhandlede stillingsbetegnelser, svarer til stillingsbetegnelsen direktør i stillingsgruppen A 2. I øvrigt blev det tidligere direktorat A's opgaver opretholdt i det nye direktorat A, og der var således ikke objektive grunde til en fritagelse fra stillingen.

Eftersom sagsøgers individuelle kvalifikationer i meddelelsen af 1. juli 1976 på ingen måde blev bestridt i relation til tjenestens objektive krav, er det ifølge sagsøger ubegrundet og altså ulovligt at påberåbe tjenstlige grunde til støtte for den anfægtede beslutning. Dette viser ifølge sagsøger allerede, at der er tale om magtfordrejning. Men magtfordrejningen fremgår også af:

Sagsøger præciserer, at han også har nedlagt påstand om annullation af beslutningen af 21. juli 1976 om reorganisering af og ny organisationsplan for GD XVI, såfremt nævnte beslutning ikke kan behandles adskilt fra beslutningen om fritagelse fra stillingen og om afskedigelse, og følgelig helt eller delvis er behæftet med de samme retlige mangler som denne — navnlig magtfordrejning — og/eller såfremt Domstolen skulle finde, at lovligheden af beslutningen om fritagelse fra stillingen og om afskedigelse afhænger af lovligheden af beslutningen om reorganisering og vedtagelse af en ny organisationsplan for GD XVI.

Kommissionen behandler først søgsmålsgrunden om magtfordrejning og bemærker, at dens nedlagte afvisningspåstand overflødiggør realitetsindsigelser, for så vidt angår beslutningen om reorganisering af generaldirektoratet. Kommissionen anfører dernæst, at beviset for magtfordrejning bør føres på grundlag af objektive, relevante og overensstemmende omstændigheder, hvorved det påvises, at administrationen har anvendt sine beføjelser til at opnå andre formål end dem, hvortil disse beføjelser er blevet tildelt (Domstolens dom af 5. 5. 1966, forenede sager 18 og 35/65, Gutmann, Sml. 1965-1968, s. 175; org.ref. Recueil 1966, s. 170). Sagsøgers anbringender opfylder på ingen måde disse betingelser.

Usandsynligheden i det af sagsøger hævdede fremgår også af, at Kommissionen ved anvendelse af vedtægtens artikel 50 er indrømmet et skøn, og at det er umuligt at forestille sig, hvorfor denne forsamling og dens tjenestegrene i over 18 måneder skulle have foretaget en parodisk reorganisering udelukkende for at tilsløre en konkret beslutning, som Kommissionen uden at anvende en generel disposition når som helst kunne træffe.

Kommissionen fremhæver, at vedtægtens artikel 50 har karakter af en undtagelse. Ifølge Kommissionen fremgår det af denne bestemmelse sammen med andre bestemmelser (artikel 29, stk. 2, artikel 34, stk. 1, artikel 43) klart, at lovgiver har villet overlade ansættelsesmyndigheden et vidt skøn med hensyn til stillinger i lønklasserne A 1 og A 2, idet ansættelsesmyndighedens anvendelse heraf alene skal være begrundet i tjenstlige grunde. Desuden er det klart, at bestemmelsen er en logisk følge af og på en vis måde prisen for en ansættelse uden udvælgelsesprøve (artikel 29, stk. 2).

Kommissionen mener af det anførte at kunne udlede to hovedlinjer:

Eftersom vedtægtens artikel 50 ikke indeholder nogen processuel bestemmelse, der giver den berørte tjenestemand mulighed for at fremsætte bemærkninger forud for en beslutning om fritagelse fra stillingen, kan sagsøger, ifølge Kommissionen, alene gøre gældende, at der er sket overtrædelse af sådanne generelle retsprincipper, som er anerkendt ifølge Domstolens retspraksis, rettere sagt ved den allerede nævnte Almini-dom, hvorefter en tjenestemand, over for hvem administrationen ønsker at træffe en foranstaltning om fritagelse fra stillingen, forud skal have rimelige muligheder for at forsvare sine interesser.

Kommissionen anfører, at ingen af de faktorer, som tilsammen i den omtalte sag førte til, at Domstolen statuerede, at den pågældende ikke havde haft tilstrækkelige muligheder for at udtale sig, foreligger i nærværende sag. Således kan det ikke i nærværende sag anføres, at fristerne har været korte, idet den frist på to uger, der var nævnt i brevet af 1. juli 1976, i alle henseender var rimelig.

Når man ydermere ved, at reorganiseringen af GD XVI i princippet var besluttet i begyndelsen af 1975, og at den rent faktisk var blevet forberedt gennem mere end et år, er det utænkeligt, at sagsøger skulle have været uvidende om den planlagte foranstaltning, om ikke andet, så fordi han i kraft af sin stilling kan se referaterne fra Kommissionens møder. Hvad angår reorganiseringens nærmere enkeltheder, der blev udarbejdet under ledelse af sagsøgers nærmeste overordnede, er det usandsynligt, at sagsøger ikke mundtligt og uofficielt skulle være blevet informeret herom.

Kommnissionen konstaterer i øvrigt, at sagsøger i sit brev af 12. juli 1976 har forudset alle de konsekvenser, som en eventuel anvendelse af artikel 50 kunne få for hans vedkommende. Han kan derfor ikke hævde, at han ikke var klar over følgerne af den påtænkte foranstaltning. Kommissionen anfører, at sagsøger under alle omstændigheder er blevet informeret under sagen for Domstolen om den virkelige grund til den trufne foranstaltning, nemlig reorganiseringen af GD XVI, som var den direkte årsag til hans fritagelse fra stillingen.

Hvad angår sagsøgers anbringende om utilstrækkelig begrundelse anfører Kommissionen, at det siden dommen af 6. maj 1969 (sag 17/68, Reinarz, Sml. 1969, s. 23) er fast retspraksis, at beslutninger om anvendelse af artikel 50 ikke kræver begrundelse. I virkeligheden er begrundelsen i den anfægtede beslutning overflødig, men henviser under alle omstændigheder dels til reorganiseringen af GD XVI, dels til, at sagsøger ikke kunne ansættes i en anden stilling i samme lønklasse.

Der kan ikke være pligt til at give begrundelse, for så vidt angår de reelle overvejelser, dvs. sådanne, som ikke vedrører en simpel angivelse af beslutningens retlige grundlag og en redegørelse for den forudgående sagsbehandling (forslag til afgørelse fra generaladvokaten i sag 17/68, Sml. 1969, s. 23).

Selv om Domstolen endnu ikke har udviklet dette princip, er det klart, at Kommissionen ikke er forpligtet til at begrunde sine egne beslutninger, der medfører en omorganisering af tjenesten, herunder den beslutning, som sagsøger blev berørt af, idet den stilling, som han besad, blev nedlagt. For så vidt angår den omstændighed, at sagsøger ikke ved beslutningen blev ansat i en af de stillinger i lønklasse A 2, der findes i den nye organisationsplan for GD XVI, og heiler ikke i en ledig stilling i samme lønklasse i en anden tjenestegren, har Domstolen i ganske tilsvarende sager knæsat det princip, at det ikke kan kræves, at Kommissionen redegør for den bedømmelse, som den har foretaget af en tjenestemand i forhold til andre, eller, mere generelt, redegør for komplicerede vurderinger i individuelle tilfælde (Domstolens dom af 2. 7. 1969, sag 27/68, Sml. 1969, s. 65; Renckes). Medmindre Domstolen vil ændre en fast retspraksis, kan en formmangel, som består i en utilstrækkelig begrundelse, ikke i sig selv føre til annullation af den anfægtede beslutning, hvis beslutningen kan stadfæstes i realiteten uden nogen retlig eller faktisk vildfarelse (Domstolens dom af 29. 9. 1976, sag 9/76, Morello, Sml. 1976, s. 1422).

Kommissionen vender tilbage til den tredje søgsmålsgrund og bestrider forskellige af sagsøgers udtalelser:

Endelig er indholdet i stævningen, for så vidt angår den undersøgelse, som Kommissionen foretog for at afgøre, om sagsøger kunne ansættes i en af de stillinger i lønklasse A 2, der var ledige i de forskellige tjenestegrene, navnlig stillingen som ledende rådgiver, der var oprettet i GD XVI, intet bevis for, at denne fremgangsmåde var ulovlig. Hverken sagsøgers uddannelse og tidligere erfaring eller hans karriere ved Kommissionen — kortvarig og begrænset til en enkelt stilling — synes a priori at kvalificere sagsøger til en af de nævnte stillinger.

Ifølge sagsøger er kravet om, at der ved anvendelse af vedtægtens artikel 50 skal gives den berørte tjenestemand rimelig mulighed for forud at forsvare sine interesser, ikke blevet overholdt. Kommissionens brev af 1. juli 1976 giver ikke nærmere oplysninger om grundene til eller indholdet af den planlagte reorganisering af GD XVI og heller ikke om de tjenstlige grunde, som i forbindelse med denne reorganisering gjorde det nødvendigt at fritage sagsøger fra hans stilling og endog at afskedige ham.

Det af sagsøgte herom anførte støttes på hypoteser (det er umuligt …, det er usandsynligt…) og viser, at sagsøgte er klar over, at brevet af 1. juli 1976 ikke gav sagsøger fornødent grundlag for at fremsætte sine bemærkninger. Sagsøger var ganske vist klar over, at der skulle ske en reorganisering af GD XVI ligesom i øvrigt af andre generaldirektorater, men indtil de anfægtede beslutninger var blevet truffet, var sagsøger fuldstændigt uvidende om indholdet af denne reorganisering, således som den blev foreslået for og accepteret af sagsøgte.

Den omstændighed, at sagsøger i et brev af 12. juli 1976 hart kunnet forudse konsekvenserne af en eventuel anvendelse af artikel 50, indebærer ikke, at han har haft fornødent grundlag for at fremsætte bemærkninger angående det konkrete indhold af reorganiseringen.

Endelig sætter sagsøger spørgsmålstegn ved, om sagsøgtes udtalelse om, at de tjenstlige grunde, som måtte føre til reorganiseringen, ifølge deres natur unddrager sig sagsøgers vurdering, er korrekt. Hvorfor skulle direktøren for et af de berørte direktorater ikke give sin vurdering af princippet i og karakteren af generaldirektoratets reorganisering.

Hvilken mening er der for sagsøgte i at være forpligtet til at give en tjenestemand mulighed for at fremsætte sine bemærkninger vedrørende en planlagt foranstaltning om at fritage ham fra hans stilling af tjenstlige grunde, hvis han ikke skal give sin vurdering af, hvad hensynet til tjenesten kræver eller indebærer, og hvis det ikke en gang er nødvendigt at meddele ham om, hvori hensynet til tjenesten består?

Ifølge sagsøger er der stadig tvivl om, hvorvidt en afgørelse truffet i medfør af vedtægtens artikel 50 skal begrundes. Sagsøger har over for Reinarz-dommen (Domstolens dom af 6. 5. 1969, sag 17/68, Sml. 1969, s. 23), som Kommissionen har påberåbt sig, anført dommen af 2. juli 1969(Renckes, sag 27/68, Sml. 1969, s. 65), hvor Domstolen i forbindelse med en foranstaltning angående udtræden af tjenesten udtalte, at enhver beslutning, der udgør et klagepunkt, skal begrundes, hvilket princip følger af vedtægtens artikel 25. Artikel 25 formulerer denne forpligtelse i meget generelle vendinger, således at det ikke var overflødigt at gentage det i artikel 50, der omhandler beslutninger, som i særlig grad udgør et klagepunkt. Beslutningen om fritagelse fra stillingen er imidlertid ifølge sagsøger ikke tilstrækkeligt begrundet, idet den hverken nævner de forhold, som er blevet taget i betragtning ved beslutningen om fritagelse fra stillingen, eller de forhold, der forhindrede ansættelse i en anden stilling i samme lønklasse, der var ledig eller ville blive ledig inden for nærmeste fremtid. En sådan begrundelse er, ifølge sagsøger ikke, som Kommissionen med urette hævder, ensbetydende med, at der gives oplysninger om bedømmelser af sagsøger i forhold til andre tjenestemænd af samme rang.

Selv om det antages, hvilket ikke er muligt, at sagsøgtes fremlæggelse af referatet fra mødet den 21. juli 1976 kunne afhjælpe beslutningens manglende begrundelse, fremgår af dette mødereferat kun, at sagsøgte har undersøgt de forskellige muligheder for ansættelse af sagsøgeren, medens det ikke nærmere angives, hvad der bestemte sagsøgte til ikke at ansætte sagsøger i en anden stilling. Som svar på det anbringende, som sagsøgte støtter på Domstolens dom af 29. september 1976(Morello,9/76, Sml. 1976, s. 1415 ff), og hvorefter en formel mangel bestående i en utilstrækkelig begrundelse ikke i sig selv kan føre til annullation af den anfægtede beslutning, hvis denne ville kunne stadfæstes uden nogen retlig eller faktisk vildfarelse, anfører sagsøger, at det netop under hensyn til ansættelsesmyndighedens vide skøn på dette område må anses for usikkert, om den samme beslutning om fritagelse fra stillingen ville blive truffet efter en annullationsdom.

Under henvisning til den allerede anførte dom i Almini-sagen fastslår sagsøger, at det, eftersom Kommissionens brev af 1. juli 1976 ikke omtaler sagsøgtes individuelle kvalifikationer, må antages, at alene objektive tjenstlige krav i det foreliggende tilfælde kunne begrunde, at sagsøger blev fritaget fra stillingen og afskediget. Sagsøger bestrider, at der har foreligget sådanne krav, og bemærker, at offentliggørelsen, der er sket senere end de omtvistede omstændigheder, af meddelelsen om ledig stilling KOM/382/77 angående stillingen som direktør for det nye direktorat A samordning, programmer, undersøgelser og analyser, viser, at de hertil krævede kvalifikationer er de samme som dem, der blev krævet til den stilling, som sagsøger beklædte. Sagsøger udleder heraf, at reorganiseringen kun er gennemført for at gøre det muligt at fjerne sagsøger, således at der kunne gives en tredje person en forfremmelse, som denne ellers ikke ville kunne have opnået, eftersom der var givet afslag på en ansøgning om yderligere en A 2-stilling i GD XVI. Sagsøger fremhæver på ny, at den hast, hvormed de anfægtede foranstaltninger er truffet, er et indicium for, at der er sket magtfordrejning.

For så vidt angår sagsøgtes anbringende om, at han ikke har haft fornøden mulighed for at forsvare sine interesser, indvender Kommissionen, at den af Kommissionen trufne generelle beslutning sammenblandes med den konkrete beslutning, som var rettet til sagsøger. Det krav, der er opstillet i Alminidommen, støttes på, at en fritagelse fra en stilling medfører særligt alvorlige konsekvenser for den pågældende, men dette krav kan ikke udstrækkes til generelle foranstaltninger, såsom en almindelig reorganisering af den tjenestegren, som en ansat hører under, eftersom sådanne foranstaltninger ikke kan indeholde et klagepunkt mod den ansatte.

Selv om sagsøger kunne bevise, at han end ikke har kendt til muligheden af en reorganisering, ville dette bevis være uden værdi, eftersom Kommissionen ikke var forpligtet til at informere ham om indholdet af det forslag, som den skulle undersøge. Den pligt til at give de berørte fornøden mulighed for at varetage deres interesser vedrører, som Domstolen har fastslået, kun deres afskedigelse i henhold til vedtægtens artikel 50 og er således begrænset til udelukkende at angå følgerne af den beslutning, som vedrører dem individuelt.

Det afgørende for, om sagsøger har haft fornødne muligheder for at varetage sine interesser, er, om de begrundelser, der blev givet, da sagsøger blev informeret om muligheden for en beslutning ham vedrørende, stemmer overens med de begrundelser, der senere har ligget til grund for beslutningen, og denne betingelse er opfyldt i det foreliggende tilfælde: I brevet af 1. juli 1976 anføres det, at man ville anvende artikel 50 ved reorganiseringen af tjenestegrenene under GD XVI, og beslutningen af 21. juli 1976 blev truffet ud fra samme begrundelse.

Kommissionen anfører desuden, at det nye direktorat A er opstået ved sammenlægning af de to tidligere bestående direktorater (A og B), og de opgaver, der er knyttet til den nye stilling som direktør er, i alt væsentligt og under hensyntagen til formålet med reorganiseringen, de samme, som for de to tidligere stillinger. Dette beviser, at sagsøgers stilling rent faktisk er nedlagt, og følgelig, at begrundelsen for den anfægtede beslutning var sand. At denne beslutning er truffet efter en bedømmelse af den pågældendes fortjenester i forhold til tjenstlige krav er ikke bestridt og er fuldt ud lovligt og logisk set uundgåeligt. Nedlæggelsen af en af direktørstillingerne indebar, at Kommissionen foretog en sammenligning af kvalifikationerne for de tjenestemænd i denne lønklasse, som tidligere var tilknyttet GD XVI for at afgøre, hvem der skulle forblive i denne tjeneste.

Det fremgår af referatet fra Kommissionens møde, at denne har undersøgt muligheden for at ansætte sagsøger i en anden tjenestegren. Det var op til sagsøger i sit svar af 12. juli 1976 at give nærmere oplysninger om sine eventuelle kvalifikationer i så henseende.

Begrundelsen for den anfægtede beslutning er ifølge Kommissionen tilstrækkelig, også selv om Domstolen for beslutninger i medfør af artikel 50 på andet retsgrundlag skulle opstille tilsvarende eller identiske krav som for beslutninger om udtræden af tjenesten. Domstolen kræver ikke, at Kommissionen anfører vurderinger, der er afgivet om en tjenestemand i forhold til andre tjenestemænd, eller redegør for komplicerede bedømmelser i individuelle tilfælde. Endvidere må begrundelsespligten ses i forhold til de andre beslutninger, som har kunnet berøre den pågældende og i forhold til de samlede omstændigheder, hvorunder den anfægtede beslutning blev truffet (Domstolens dom af 9. 7. 1969, Sag 1/69, Den italienske Republik mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 67). Beslutningen om reorganisering og om en ny organisationsplan for GD XVI må lige så vel som de af Kommissionens mødereferater, der er fremlagt, i så henseende alle tages i betragtning herved.

Grundene til den trufne beslutning er derfor tilstrækkeligt kendte, og Domstolen har ud fuldt ud mulighed for at efterprøve, om de var lovlige, hvilket sagsøger i øvrigt kun har bestridt under påberåbelse af magtfordrejning.

En beslutning, der udelukkende støttes på en bedømmelse af tjenestemandens individuelle kvalifikationer i forhold til tjenestens objektive krav er ikke magtfordrejning. Hvis tjenstlige grunde havde krævet, at sagsøger blev frataget sin stilling, uanset at denne blev opretholdt i Kommissionens organisationsplan uden kompetenceændring, ville en sådan beslutning ikke være behæftet med magtfordrejning.

I det offentlige retsmøde den 27. oktober 1977 har sagsøger, repræsenteret af advokat G. Lebrun, Bruxelles og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin befuldmægtigede, G. Pincherle, afgivet mundtlige indlæg.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 13. april 1978.