FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. EMILIOU

fremsat den 7. april 2022 (1)

Sag C-19/21

I,

S

mod

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Haarlem (retten i første instans i Haag, tingstedet Haarlem, Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III-forordningen) – artikel 8, stk. 2 – uledsaget mindreårig, der hævder at have en slægtning, der lovligt opholder sig på en anden medlemsstats område – artikel 27 – afslag fra de kompetente myndigheder i denne anden medlemsstat på at overtage ansøgeren – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 – adgang til effektive retsmidler«






I.      Indledning

1.        I løbet af det, der almindeligvis kaldes »flygtningekrisen i 2015«, ansøgte mere end 95 000 uledsagede mindreårige om international beskyttelse, svarende til 7% af alle ansøgninger om international beskyttelse i Unionen (2). Der ankommer til stadighed uledsagede mindreårige, et fænomen, som især har berørt Grækenland, der i 2020 modtog over 20% af alle asylansøgere, der blev betragtet som uledsagede mindreårige i hele Unionen, og som stod over for det højeste antal blandt alle EU-medlemsstaterne (3).

2.        Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Haarlem (retten i første instans i Haag, tingstedet Haarlem, Nederlandene) har forelagt Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 (4), som giver asylansøgere ret til effektive retsmidler mod »afgørelser om overførsel« truffet af medlemsstaterne, samt af artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som giver »enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er krænket«, adgang til sådanne retsmidler for en domstol.

3.        Hovedsagen vedrører en asylansøger, I (herefter »sagsøgeren«), som på det tidspunkt, hvor han indgav sin ansøgning om international beskyttelse i Grækenland, var en uledsaget mindreårig. Det følger af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, at når en sådan mindreårig har en slægtning, som kan tage sig af vedkommende, og som opholder sig lovligt i en anden medlemsstat, er denne anden medlemsstat ansvarlig for behandlingen af den mindreåriges ansøgning om international beskyttelse, forudsat at dette tjener den mindreåriges tarv bedst.

4.        I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at han har en sådan slægtning, nemlig sin angivelige onkel, S, som opholder sig i Nederlandene. De græske myndigheder anmodede derfor Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for justits- og sikkerhedsanliggender, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) om at overtage sagsøgeren, således at hans ansøgning om international beskyttelse kan behandles i Nederlandene, og han kan bo hos S under behandlingen af sin ansøgning. Sagen for den forelæggende ret, der var anlagt af sagsøgeren og S mod statssekretæren, har fokus på sidstnævntes afslag på denne ansøgning.

5.        I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret afklaret, om – og i givet fald på hvilket retsgrundlag (Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, eller chartrets artikel 47, stk. 1, hver for sig eller samlet) – sagsøgeren og S bør gives adgang til et retsmiddel mod statssekretærens afslag.

6.        Den foreliggende sag sætter endnu en gang (5) fokus på spørgsmålet om den hårfine balance mellem to mål, der er uløseligt forbundet med Dublin III-forordningen, nemlig på den ene side målet om at sikre en hurtig procedure til fastlæggelse af, hvem blandt medlemsstaterne der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og på den anden side målet om at sikre – navnlig når medlemsstaterne har at gøre med uledsagede mindreårige, der betragtes som en særligt sårbar gruppe af asylansøgere – beskyttelsen af de pågældende personers grundlæggende rettigheder.

7.        Som jeg vil redegøre for nedenfor, er det min opfattelse, at mens Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke omfatter den omhandlede situation, kræver chartrets artikel 47, stk. 1, at en uledsaget mindreårig gives mulighed for retligt og faktisk at anfægte en medlemsstats myndigheders afslag på at overtage vedkommende i henhold til denne forordnings artikel 8, stk. 2, ved domstolene i den pågældende medlemsstat.

II.    Retsforskrifter

8.        13., 14., 16., 19. og 39. betragtning til Dublin III-forordningen har følgende ordlyd:

»(13)      I overensstemmelse med FN’s konvention om barnets rettigheder fra 1989 og med [chartret] bør medlemsstaterne først og fremmest tage hensyn til barnets tarv ved anvendelsen af denne forordning. Ved vurderingen af barnets tarv bør medlemsstaterne navnlig tage behørigt hensyn til den mindreåriges trivsel og sociale udvikling, sikkerhedsovervejelser og den mindreåriges egen mening under hensyntagen til vedkommendes alder og modenhed, herunder vedkommendes baggrund. Der bør endvidere fastsættes specifikke proceduregarantier for uledsagede mindreårige på grund af deres særlige sårbarhed.

(14)      I overensstemmelse med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og med [chartret] bør hensynet til familielivet indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af denne forordning.

[…]

(16)      For at sikre fuld overholdelse af princippet om familiens enhed og barnets tarv bør eksistensen af et afhængighedsforhold mellem en ansøger og vedkommendes barn, søskende eller forældre på grund af ansøgerens graviditet eller fødsel, sundhedstilstand eller høje alder være et bindende ansvarskriterium. Når ansøgeren er en uledsaget mindreårig, bør tilstedeværelsen af et familiemedlem eller en slægtning på en anden medlemsstats område, som kan tage sig af vedkommende, også være et bindende ansvarskriterium.

[…]

(19)      For at sikre en effektiv beskyttelse af de pågældende personers rettigheder bør der fastlægges retsgarantier og en ret til adgang til effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser vedrørende overførsler til den ansvarlige medlemsstat, jf. navnlig artikel 47 i [chartret]. […]

[…]

(39)      Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og følger de principper, som særlig [chartret] anerkender. Denne forordning tilsigter navnlig, at den asylret, der er sikret ved chartrets artikel 18, og de rettigheder, der anerkendes i chartrets artikel 1, 4, 7, 24 og 47, respekteres fuldt ud. Denne forordning bør derfor anvendes i overensstemmelse hermed.«

9.        Denne forordnings artikel 8 med overskriften »Mindreårige« har følgende ordlyd i stk. 2:

»Er ansøgeren en uledsaget mindreårig [(6)], der har en slægtning [(7)], som opholder sig lovligt i en anden medlemsstat, og det på grundlag af en konkret vurdering er fastslået, at slægtningen kan tage sig af vedkommende, skal den pågældende medlemsstat sammenføre den mindreårige med vedkommendes slægtning og være ansvarlig medlemsstat, forudsat at dette tjener den mindreåriges tarv bedst.«

10.      Dublin III-forordningens afdeling II i kapitel VI med overskriften »Procedurer for anmodninger om overtagelse« indeholder artikel 21 og 22, som fastsætter de forpligtelser, der gælder for medlemsstaterne ved indgivelse og besvarelse af en overtagelsesanmodning. Artikel 21, stk. 1, har følgende ordlyd i de relevante dele:

»Hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøgningen er indgivet, […] anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren.

[…]«

11.      Artikel 22, stk. 1, bestemmer, at »[d]en anmodede medlemsstat foretager den nødvendige kontrol og skal tage stilling til anmodningen om overtagelse af ansøgeren senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen«.

12.      Dublin III-forordningens afdeling IV i kapitel VI med overskriften »Proceduremæssige garantier« indeholder artikel 27, som har følgende ordlyd i stk. 1:

»Ansøgeren […] har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en afgørelse om overførsel.«

III. De faktiske omstændigheder, hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13.      Sagsøgeren er egyptisk statsborger og blev født i 2002. Den 23. december 2019 indgav han, mens han stadig var under 18 år, en ansøgning om international beskyttelse i Grækenland.

14.      Under den procedure, som de græske myndigheder gennemførte for i henhold til kriterierne i Dublin III-forordningen at afgøre, hvilken medlemsstat der var ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning (herefter »Dublinproceduren«), meddelte sagsøgeren de græske myndigheder, at han ønskede at blive familiesammenført med S, som angiveligt er hans onkel og opholder sig i Nederlandene.

15.      Den 10. marts 2020 indgav de græske myndigheder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 21 en overtagelsesanmodning til de kompetente myndigheder i Nederlandene, nemlig statssekretæren. Anmodningen var baseret på ansvarskriteriet i denne forordnings artikel 8, stk. 2.

16.      Ved skrivelse af 8. maj 2020 afslog statssekretæren overtagelsesanmodningen med den begrundelse, at den familiemæssige tilknytning mellem sagsøgeren og S ikke kunne fastslås.

17.      Den 28. maj 2020 anmodede de græske myndigheder statssekretæren om i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1560/2003 (8) (herefter »gennemførelsesforordningen«) at tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse.

18.      Ved skrivelse af 11. juni 2020 bekræftede statssekretæren på ny sin konklusion om, at der ikke var tilstrækkeligt bevis for en familiemæssig tilknytning mellem sagsøgeren og S, og afslog anmodningen om fornyet behandling.

19.      Den 24. juni 2020 gjorde sagsøgeren og S indsigelse mod statssekretærens afslag på at overtage sagsøgeren. Ved skrivelse af 26. juni 2020 afviste statssekretæren denne indsigelse efter at have anført, at Dublin III-forordningen ikke indeholder nogen bestemmelse, der giver ansøgere om international beskyttelse ret til at anfægte afslaget på en overtagelsesanmodning.

20.      Samme dag anfægtede sagsøgeren og S den i denne skrivelse indeholdte afgørelse ved den forelæggende ret (9).

21.      Sagsøgeren (10) har for denne ret gjort gældende, at statssekretæren ved at afslå at overtage ham ikke tog hensyn til hans tarv i strid med Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2. I henhold til denne forordnings artikel 27, stk. 1, og chartrets artikel 47, stk. 1, skal han derfor gives adgang til effektive retsmidler mod statssekretærens afslag.

22.      Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at beskyttelsen af asylansøgeres rettigheder i Unionen er blevet styrket efter Domstolens dom i Ghezelbash-sagen (11) og Karim-sagen (12), således at disse personer generelt bør kunne anfægte en urigtig anvendelse af kriterierne i Dublin III-forordningens kapitel III til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af deres ansøgning om international beskyttelse.

23.      Statssekretæren er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har ret til at indbringe afslaget på at overtage ham til prøvelse for en domstol. Statssekretæren har i denne henseende gjort gældende, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, kun fastsætter et retsmiddel, når der er vedtaget en »afgørelse om overførsel« som omhandlet i denne bestemmelse. Statssekretæren har anført, at proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, udelukkende finder sted hos medlemsstaternes kompetente myndigheder og ikke giver asylansøgere ret til at anfægte et afslag fra medlemsstatens kompetente myndigheder om at overtage dem (13).

24.      Den forelæggende ret har anført, at de græske myndigheder ifølge de oplysninger, den er i besiddelse af, har besluttet at afstå fra at behandle sagsøgerens ansøgning om international beskyttelse, så længe hovedsagen verserer.

25.      Den har ligeledes anført, at medlemsstaterne (og mere specifikt Tyskland, Østrig, Sverige og tidligere Det Forenede Kongerige) alle har haft en meget forskellig tilgang til spørgsmålet om, hvorvidt der bør gives ret til et retsmiddel i et tilfælde, hvor en asylansøger ønsker at anfægte en medlemsstats afslag på at »overtage« vedkommende.

26.      Den forelæggende ret er desuden af den opfattelse, at ordene »afgørelse om overførsel« i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, bør fortolkes bredt, uanset om de sammenholdes med chartrets artikel 47, stk. 1, eller ej. En indskrænkende fortolkning af denne forordnings artikel 27, stk. 1, ville efter dens opfattelse være vilkårlig og ubegrundet. Eftersom det alene er medlemsstaternes kompetente myndigheder, der er i stand til at indlede »forligsproceduren« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 37, stk. 2, ville det endvidere være umuligt at konkludere, at denne bestemmelse allerede giver asylansøgere adgang til effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 1.

27.      Endelig har den forelæggende ret udtrykt tvivl om, hvorvidt »slægtningen« til en uledsaget mindreårig har en selvstændig ret til at anfægte et afslag fra den medlemsstat, hvori den pågældende har lovligt ophold, på at overtage en sådan mindreårig på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2.

28.      I denne forbindelse har Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Haarlem (retten i første instans i Haag, tingstedet Haarlem) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 27 i [Dublin III-forordningen], eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 47, fortolkes således, at den anmodede medlemsstat er forpligtet til at give ansøgeren, som opholder sig i den anmodende medlemsstat og ønsker overførsel i henhold til [Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2], eller [en slægtning] til ansøgeren som omhandlet i [denne bestemmelse], ret til et effektivt retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af et afslag på overtagelsesanmodningen?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og [Dublin III-forordningens] artikel 27 ikke kan være hjemmel for et effektivt retsmiddel, skal chartrets artikel 47 – sammenholdt med den grundlæggende ret til familiens enhed og barnets tarv (som fastsat i [Dublin III-forordningens] artikel 8 til 10 og 19. betragtning hertil) – da fortolkes således, at den anmodede medlemsstat er forpligtet til at give ansøgeren, som opholder sig i den anmodende medlemsstat og ønsker overførsel i henhold til [Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2], eller [en slægtning] til ansøgeren som omhandlet i [denne bestemmelse], ret til et effektivt retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af et afslag på overtagelsesanmodningen?

3)      Såfremt det første spørgsmål eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, på hvilken måde og af hvilken medlemsstat skal afgørelsen om afslag på overtagelsesanmodningen truffet af den anmodede medlemsstat, og retten til at indgive et effektivt retsmiddel herimod, meddeles ansøgeren eller familiemedlemmet til ansøgeren?«

29.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse af 12. januar 2021 blev registreret den 13. januar 2021. Sagsøgeren, S, den græske, den franske, den nederlandske, og den schweiziske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Sagsøgeren, S, den græske, den nederlandske og den belgiske regering samt Kommissionen deltog i retsmødet, der fandt sted den 11. januar 2021.

IV.    Bedømmelse

30.      I Dublin III-forordningen fastsættes kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i Unionen af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs. Som det fremgår af denne forordnings artikel 3, stk. 1, har den til formål at sikre, at enhver sådan ansøgning behandles, men også, at kun én medlemsstat (den medlemsstat, der er udpeget efter kriterierne i Dublin III-forordningens kapitel III) bærer dette ansvar. Hvis en medlemsstat, hvori der indgives en ansøgning om international beskyttelse, på grundlag af disse kriterier finder, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af den, anmoder den første medlemsstat (herefter »den anmodende medlemsstat«) den anden medlemsstat (herefter »den anmodede medlemsstat«) om at overtage asylansøgeren (ved at indgive en »anmodning om overtagelse«) (14).

31.      I den foreliggende sag sendte de græske myndigheder en sådan »anmodning« til de nederlandske myndigheder. Anmodningen var baseret på Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, som indeholder et »bindende ansvarskriterium« (15), der har til formål at beskytte uledsagede mindreårige ved at sammenføre dem med deres »slægtninge« (16). Statssekretæren afslog anmodningen med den begrundelse, at den familiemæssige tilknytning mellem sagsøgeren og hans angivelige onkel, S, ikke kunne fastslås. De ønsker begge at anfægte dette afslag ved de nederlandske domstole med håbet om, at sagsøgeren vil blive overført til denne medlemsstat og sammenført med S.

32.      På denne baggrund har den forelæggende ret forelagt Domstolen tre spørgsmål. De to første spørgsmål vedrører spørgsmålet, om der er adgang til et effektivt retsmiddel mod dette afslag, og retsgrundlaget for et sådant retsmiddel. Det tredje spørgsmål, som afhænger af besvarelsen af de to første spørgsmål, vedrører den praktiske fremgangsmåde i denne forbindelse.

33.      I de følgende afsnit vil jeg behandle hvert af disse spørgsmål hver for sig. Først vil jeg redegøre for, hvorfor anvendelsesområdet for Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, efter min opfattelse ikke kan udvides til at omfatte retsmidler i et tilfælde, hvor en asylansøger anfægter den anmodede medlemsstats afslag (i den foreliggende sag Nederlandenes afslag) på at overtage vedkommende (A). Dernæst vil jeg godtgøre, at når dette afslag vedrører en »anmodning om overtagelse« på grundlag af denne forordnings artikel 8, stk. 2, er den pågældende medlemsstat i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, sammenholdt med dets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 (retten til respekt for privat- og familieliv og beskyttelse af barnets »tarv«), ikke desto mindre forpligtet til at give den uledsagede mindreårige et effektivt retsmiddel (B). Endelig vil jeg undersøge de praktiske konsekvenser af denne forpligtelse med hensyn til Dublin III-forordningens overordnede udformning (C).

A.      Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 (det første spørgsmål)

34.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, bør fortolkes således, at den medlemsstat, der modtager en »anmodning om overtagelse« på grundlag af denne forordnings artikel 8, stk. 2, og som afslår en sådan anmodning, er forpligtet til at give den pågældende uledsagede mindreårige og/eller dennes angivelige slægtning ret til et effektivt retsmiddel i form af indbringelse for en domstol.

35.      I lighed med alle de deltagende parter og i modsætning til sagsøgeren og S er jeg af den opfattelse, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke pålægger denne medlemsstat en sådan forpligtelse.

36.      Jeg minder om, at denne bestemmelse fastsætter, at »ansøgeren« eller en »anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d)« (dvs. nærmere bestemt ligeledes en ansøger om international beskyttelse) har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en »afgørelse om overførsel«.

37.      Det følger for det første af denne ordlyd, at slægtningen til en ansøger om international beskyttelse ikke er blandt adressaterne for denne bestemmelse. Kun sidstnævnte er omfattet af en sådan ret.

38.      For det andet er Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, rettet mod en specifik situation. Med begrebet »afgørelse om overførsel« som omhandlet i denne bestemmelse, sammenholdt med Dublin III-forordningens artikel 26, stk. 1, og artikel 29, stk. 1 (17), henvises der til en afgørelse i) truffet af den medlemsstat, hvor en asylansøger opholder sig, og ii) hvis formål er, at denne person »overføres« til den medlemsstat, som i henhold til kriterierne i denne forordning er udpeget som ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning om international beskyttelse (18). En sådan afgørelse træffes, så snart myndighederne i den førstnævnte medlemsstat (den anmodende medlemsstat) har indgivet en »anmodning om overtagelse« (eller i givet fald en »anmodning om tilbagetagelse«) (19) til de tilsvarende myndigheder i den sidstnævnte medlemsstat (den anmodede medlemsstat), og en sådan anmodning er blevet accepteret af disse myndigheder (20).

39.      Det følger heraf, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke kan fortolkes således, at den giver ret til et retsmiddel ved en domstol eller et domstolslignende organ i den anmodede medlemsstat (i den foreliggende sag Nederlandene) mod en afgørelse truffet af myndighederne i denne medlemsstat om at afslå en »anmodning om overtagelse« – hvilket indebærer, at ansøgeren ikke overføres til den anden medlemsstat. Situationer, hvor en asylansøger hævder, at vedkommende bør overføres til en given medlemsstat, men sidstnævnte medlemsstat afslår at overtage (eller tilbagetage) den pågældende, er ganske enkelt ikke omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde.

40.      Selv om Domstolen har anlagt en bred fortolkning af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 (21), og selv om denne bestemmelse skal sammenholdes med chartrets artikel 47, stk. 1 (22), er det efter min opfattelse klart, at en fortolkning af denne forordnings artikel 27, stk. 1, således, at den anmodede medlemsstats afslag på at overtage en mindreårig såsom sagsøgeren bør kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse, ville være ensbetydende med at udvide denne bestemmelses anvendelsesområde ud over, hvad dens ordlyd tillader (23).

41.      Min opfattelse i denne henseende underbygges af, at Kommissionen i et forsøg på at reformere Dublin III-forordningen havde foreslået at indsætte en ny bestemmelse, der sikrer, at der findes et effektivt retsmiddel til brug ved en domstol eller et domstolslignende organ i tilfælde, hvor en ansøger ikke skal overføres, men hævder, at vedkommende har et »familiemedlem« eller, i tilfælde af uledsagede mindreårige, en »slægtning«, der opholder sig lovligt i en anden medlemsstat (24).

42.      Dette forslag er siden da blevet trukket tilbage (25). Ikke desto mindre indikerede det efter min opfattelse, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, i sin nuværende form hverken direkte eller indirekte indeholder nogen ret til effektive retsmidler i et sådant tilfælde (26).

43.      Jeg vil nu behandle spørgsmålet om, hvorvidt en sådan ret kan udledes af chartrets artikel 47, stk. 1, sammenholdt med dets artikel 7 og artikel 24, stk. 2, alene.

B.      Chartrets artikel 47, stk. 1 (det andet spørgsmål)

44.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 47, stk. 1, sammenholdt med dets artikel 7 og artikel 24, stk. 2, bør fortolkes således, at den medlemsstat, til hvem der rettes en »anmodning om overtagelse« på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, er forpligtet til at give en asylansøger, der er en uledsaget mindreårig, og/eller dennes angivelige slægtning et effektivt retsmiddel i form af indbringelse for en domstol af dens afslag på en sådan anmodning.

45.      Jeg vil indledningsvis minde om, at chartrets artikel 47, der har overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol«, kodificerede det generelle princip om en effektiv domstolsbeskyttelse, der tidligere var opstillet af Domstolen (27). Den adgang til effektive retsmidler, der er sikret i denne bestemmelses stk. 1, svarer til den, der er fastsat i artikel 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«) (28).

46.      I henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, skal enhver, hvis »rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol«. Som det følger af Domstolens faste praksis, kan retten til effektive retsmidler påberåbes alene på grundlag af denne bestemmelse, uden at indholdet heri skal præciseres ved andre bestemmelser i EU-retten eller i medlemsstaternes respektive nationale ret (29).

47.      Spørgsmålet, om en sådan ret foreligger i en given sag eller ej, forudsætter imidlertid, således som det fremgår af chartrets artikel 47, stk. 1, at den person, som påberåber sig den, gør en eller flere »rettigheder eller friheder, som er sikret ved EU-retten«, gældende (30). Det betyder, at den pågældende situation ikke blot skal være omfattet af EU-rettens anvendelsesområde – ellers ville chartret som helhed slet ikke finde anvendelse (31) – men der skal ligeledes være en konkret rettighed eller frihed, der er beskyttet af EU-retten, som er til fordel for den specifikke borger (32)

48.      Med hensyn til anvendelsen af chartrets artikel 47, stk. 1, i en situation som den i hovedsagen omhandlede vil jeg først redegøre for, at når en medlemsstat afslår at acceptere en »anmodning om overtagelse«, der er rettet til den på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, er dette afslag ikke blot åbenbart omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, eftersom myndighederne i den anmodede medlemsstat, når de vedtager en sådan afgørelse, anvender reglerne i Dublin III-forordningen (33), men det påvirker ligeledes (og kan faktisk krænke) en række konkrete »rettigheder […] som sikret af EU-retten« til fordel for den pågældende uledsagede mindreårige. Den mindreårige (men ikke dennes angivelige slægtning) skal således i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, have adgang til effektive retsmidler mod dette afslag for domstolene i den anmodede medlemsstat (1). Jeg vil dernæst redegøre nærmere for grundene til, at Dublin III-forordningen som helhed efter min opfattelse ikke er til hinder for anerkendelsen af et sådant retsmiddel (34), og at der ikke er nogen konflikt mellem denne forordning og chartrets artikel 47, stk. 1 (2). Endelig vil jeg redegøre for, hvorfor en sådan fortolkning – i modsætning til de af intervenienterne udtrykte betænkeligheder for Domstolen – efter min opfattelse ikke vil føre til en revision af Dublinsystemet (3).

1.      De »rettigheder […] som sikret af EU-retten«, der kræver effektive retsmidler

49.      Som anført i punkt 31 ovenfor indfører Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, et »bindende ansvarskriterium«, der har til formål at fastlægge, hvilken medlemsstat der skal behandle en ansøgning om international beskyttelse indgivet af en uledsaget mindreårig, som har en voksen slægtning, der har lovligt ophold i Unionen. Dette kriterium har forrang for alle andre kriterier i denne forordning (35). Forudsat at de i artikel 8, stk. 2, opregnede krav er opfyldt, indebærer denne bestemmelse to klare, præcise og ubetingede forpligtelser for den medlemsstat, hvor slægtningen er bosat: Den »skal […] sammenføre den mindreårige med vedkommendes slægtning« og »være ansvarlig« for behandlingen af den mindreåriges asylansøgning (36).

50.      Efter min opfattelse er disse to forpligtelser en logisk konsekvens af visse »rettigheder […] som sikret af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 1, der er til gavn for uledsagede mindreårige, som ansøger om international beskyttelse inden for Unionen.

1)      Hvilke »rettigheder […] som sikret af EU-retten« er der tale om?

51.      Antagelsen om, at asylansøgere har visse individuelle materielle rettigheder, er uløseligt forbundet med Dublin III-forordningen. Denne forordning tilsigter navnlig, at visse rettigheder, der er sikret ved chartret, og som er af særlig betydning for anvendelsen heraf, »respekteres fuldt ud« (37). Disse rettigheder er beskyttet af forskellige proceduremæssige garantier (38), der har til formål at sikre asylansøgernes inddragelse i processen til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af deres asylansøgning (39). De er ligeledes afspejlet i selve udformningen af (i hvert fald nogle af) de regler, som EU-lovgiver har medtaget i dette instrument (40).

52.      I denne sammenhæng blev Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, vedtaget med det udtrykkelige formål at »sikre fuld overholdelse af princippet om familiens enhed og barnets tarv« (41) og således gennemføre de grundlæggende rettigheder i chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2, som begge bør være et »primært hensyn« i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af reglerne i Dublin III-forordningen (42).

53.      I denne henseende erindrer jeg for det første om, at chartrets artikel 7 sikrer den grundlæggende ret til »respekt for familieliv«. Denne ret svarer til den ret, der er fastsat i EMRK’s artikel 8, stk. 1. Den bør derfor fortolkes i lyset af den relevante retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) (43). I henhold til denne retspraksis er det et faktisk spørgsmål, om der er tale om »familieliv«. Dette begreb tager udgangspunkt i beskyttelsen af kernefamilien (eller den nærmeste familie). Det er imidlertid blevet anerkendt, at nære »slægtninge« uden for denne kerne ligeledes kan spille en rolle og bidrage til familielivet (44). På denne baggrund kan begrebet »familieliv« omfatte det forhold mellem et barn og dets »slægtning«, som danner grundlag for det ansvarskriterium, der er indeholdt i artikel 8, stk. 2 (f.eks. forholdet mellem et barn og dets onkel) i Dublin III-forordningen.

54.      For det andet anerkendes det i chartrets artikel 24, stk. 2, at barnets tarv skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner. Denne anden grundlæggende rettighed bør sammenholdes med den første (45). Domstolen har således fastslået, at det følger af 14.-16. betragtning til Dublin III-forordningen og bl.a. denne forordnings artikel 6, stk. 3, litra a) (46), og artikel 6, stk. 4 (47), samt artikel 8. stk. 2, at hensynet til familielivet og nærmere bestemt bevarelsen af familiens enhed principielt tjener barnets tarv bedst (48). Med andre ord kræver princippet om barnets »tarv« ofte, at medlemsstaterne giver den mindreåriges ret til familieliv fuld virkning ved at bevare familiens enhed og under visse omstændigheder sammenføre vedkommende med familiemedlemmer eller slægtninge.

55.      Ved at vedtage Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, synes EU-lovgiver efter min opfattelse således at have anerkendt – i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis (49) – at uledsagede mindreårige er særligt sårbare personer (50), hvis trivsel afhænger af den nødvendige beskyttelse og omsorg fra voksne og passende modtagelsesforhold. Uanset de garantier, der er fastsat i modtagelsesdirektivet (51), er det åbenbart, at uledsagede mindreåriges behov generelt bedst kan tilgodeses og deres »sociale udvikling« og »sikkerhed« (52) sikres, hvis det i tilfælde af, at der ikke findes et »familiemedlem« på Unionens område (53), er en voksen »slægtning« (54), der tager sig af dem, og ikke en plejefamilie eller (værre) et indkvarteringscenter i en anden medlemsstat end den, hvor en sådan »slægtning« befinder sig, i den periode, hvor deres ansøgning om international beskyttelse er under behandling.

56.      Det følger heraf – i modsætning til det, som Kommissionen og regeringerne i de medlemsstater, der har deltaget i den foreliggende sag, har gjort gældende – at Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, ikke blot er en organisatorisk regel, der regulerer ansvarsfordelingen mellem medlemsstaterne. De forpligtelser, som den pålægger medlemsstaterne til at sammenføre uledsagede mindreårige med deres slægtninge, har til formål at sikre fuld respekt for disse mindreåriges grundlæggende rettigheder til »familieliv« (chartrets artikel 7) og beskytte deres »tarv« (chartrets artikel 24, stk. 2). I overensstemmelse med de præcise betingelser, der er opregnet i denne bestemmelse, udmønter disse forpligtelser sig derfor efter min opfattelse i konkrete rettigheder for sådanne personer.

57.      For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at jeg ikke er overbevist af for det første Kommissionens og den belgiske og den nederlandske regerings argument om, at fordi EU-lovgiver allerede har fastsat bestemmelser om familiens enhed i andre EU-retlige instrumenter såsom familiesammenføringsdirektivet (55), var hensigten ikke at fremme uledsagede mindreåriges familiesammenføring med deres slægtninge i henhold til Dublin III-forordningen. Efter deres opfattelse har denne forordning frem for alt til formål at sikre en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse og ikke at sammenføre familier. Hvis en uledsaget mindreårigs ansøgning imødekommes, og vedkommende opnår status som »flygtning«, står det endvidere under alle omstændigheder den pågældende frit for i henhold til kvalifikationsdirektivet (56) at flytte til andre medlemsstater og således blive sammenført med sine slægtninge.

58.      Jeg må erkende, at jeg har vanskeligt ved at se, hvorfor den omstændighed, at en uledsaget mindreårig har visse rettigheder på grundlag af henholdsvis familiesammenføringsdirektivet og kvalifikationsdirektivet, skulle være til hinder for, at vedkommende kan påberåbe sig beskyttelse af sine rettigheder til »familieliv«, der er sikret ved chartret, og at vedkommendes »tarv« varetages i forbindelse med anvendelsen af Dublin III-forordningen.

59.      Disse forskellige instrumenter finder nemlig anvendelse på forskellige tidspunkter. I hovedsagen kan sagsøgeren påberåbe sig kvalifikationsdirektivet eller familiesammenføringsdirektivet for at blive ført sammen med sin onkel i Nederlandene eller for at blive sammenført med andre familiemedlemmer (f.eks. sin mor eller far) (57) i Grækenland, efter at (og hvis) han har opnået status som »flygtning«. I den periode, hvor hans ansøgning om international beskyttelse behandles af de græske myndigheder, ville disse to direktiver imidlertid ikke være af nogen nytte for ham, og kun Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, kunne sikre, at han – i strid med sit tarv – ikke forbliver isoleret fra en slægtning, der er i stand til at tage sig af ham (58).

60.      I denne henseende vil jeg gerne fremhæve, at man ikke kan se bort fra den negative indvirkning for en uledsaget mindreårig af at blive adskilt fra sine »familiemedlemmer« eller »slægtninge« i den periode, hvor vedkommendes ansøgning behandles. Så vidt jeg ved, kan denne behandling i teorien tage op til seks måneder efter indgivelsen af ansøgningen om behandlingsproceduren (59) og i praksis undertiden meget længere tid (60). Set fra en mindreåriges synspunkt kan dette – afhængigt af vedkommendes alder – opfattes som meget lang tid og endog som en uendelig situation (61).

61.      Jeg har for det andet vanskeligt ved at se, hvordan denne fortolkning skulle indebære, at uledsagede mindreårige får ret til at få deres ansøgninger behandlet i en medlemsstat efter eget valg – hvilket ville være i strid med den generelle opbygning af Dublin III-forordningen og fremme »forum shopping«. Den betyder blot, at når det er i overensstemmelse med vedkommendes tarv (62), har den pågældende ret til i medfør af netop den regel, som EU-lovgiver har vedtaget, at blive sammenført med en slægtning, der er i stand til at tage sig af vedkommende i en anden medlemsstat, og få sin asylansøgning behandlet dér, således at vedkommendes tarv varetages bedst muligt.

62.      For det tredje er jeg ikke overbevist af argumentet om, at der af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, ikke kan udledes nogen materielle rettigheder til fordel for uledsagede mindreårige, da denne forordnings artikel 17, stk. 1 (den såkaldte »suverænitetsklausul«), under alle omstændigheder giver den medlemsstat, hvor der indgives en ansøgning om international beskyttelse, mulighed for at fravige de kriterier, der er fastsat i denne forordning, og erklære sig ansvarlig for behandlingen af ansøgningen.

63.      Det er korrekt, at suverænitetsklausulen giver medlemsstaterne et vist råderum med hensyn til anvendelsen af reglerne i Dublin III-forordningen. Som det fremgår af 17. betragtning til denne forordning, bør denne klausul dog hovedsagelig anvendes af humanitære grunde, og f.eks. som beskyttelsesforanstaltning mod eventuelle krænkelser af ansøgeres grundlæggende rettigheder, for at sammenføre familiemedlemmer – ikke holde dem adskilt.

64.      Under alle omstændigheder er anvendelsen af denne klausul, der er indeholdt i en afledt retsakt, nødvendigvis begrænset af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret (63). De (hypotetiske) interesser, som en medlemsstat (undtagelsesvis) kan påberåbe sig med henblik på at fravige Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, kan derfor ikke veje tungere end en uledsaget mindreåriges tarv med hensyn til at blive sammenført med sin slægtning i henhold til denne bestemmelse (64). Det følger heraf, at selv om Domstolen har fastslået, at princippet om barnets »tarv« ikke kan forpligte medlemsstater til at anvende »suverænitetsklausulen« (65), kan det meget vel i mange tilfælde være til hinder for, at de kan gøre det (66).

65.      Endelig gør jeg opmærksom på, at der i en situation som den i hovedsagen omhandlede efter min opfattelse er tale om en anden »rettighed […] som sikret ved EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 1, nemlig en uledsaget mindreårigs ret til en korrekt, upartisk og retfærdig behandling af den overtagelsesanmodning, der vedrører den pågældende.

66.      Således pålægger Dublin III-forordningen (og gennemførelsesforordningen) medlemsstaternes myndigheder visse forpligtelser med hensyn til navnlig anvendelsen af den førstnævnte forordnings artikel 8, stk. 2. Navnlig har en medlemsstat, der modtager en overtagelsesanmodning på grundlag af denne bestemmelse, pligt til at foretage den »nødvendige kontrol«, inden den tager stilling til den. Denne medlemsstat »foretager […] omhyggeligt og objektivt og under hensyntagen til alle de oplysninger, som direkte eller indirekte er til rådighed for den« (67), om kravene i denne bestemmelse er opfyldt (68), og i denne forbindelse skal den overholde en lang række andre materielle (69), proceduremæssige (70) og bevismæssige regler (71), der er anført i begge disse instrumenter.

67.      Efter min opfattelse kræver disse forpligtelser – sammen med de forpligtelser, der er uløseligt forbundet med chartrets artikel 7 (retten til familieliv) og chartrets artikel 24, stk. 2 (»barnets tarv«) – ikke blot, at de kompetente myndigheder i den anmodede medlemsstat, der har at gøre med en uledsaget mindreårig, er proaktive med hensyn til at identificere vedkommendes tarv og undersøge, om betingelserne i Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, er opfyldt; de medfører ligeledes en tilsvarende ret for en sådan mindreårig til at få overtagelsesanmodningen behandlet upartisk og retfærdigt i overensstemmelse med dette tarv (72).

2)      Behovet for et effektivt retsmiddel i form af indbringelse for en domstol

68.      Det følger af forklaringen i det foregående afsnit, at når en medlemsstat – uanset på hvilket grundlag – afslår at acceptere en overtagelsesanmodning indgivet på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, kan den – hvis dette afslag er ubegrundet, grundløst eller mere generelt ulovligt – gøre indgreb i en uledsaget mindreårigs rettigheder, som er beskyttet af EU-retten. Den konkrete virkning af denne afgørelse er, at ansøgeren ikke bliver overført og dermed sammenført med sin slægtning. Denne mindreårige skal derfor have adgang til effektive retsmidler for en domstol i overensstemmelse med chartrets artikel 47, stk. 1, mod en sådan afgørelse (73).

69.      I modsætning hertil kan en uledsaget mindreåriges angivelige onkel efter min opfattelse ikke udlede nogen egentlig ret af anvendelsen af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2. Denne bestemmelse har fokus på den uledsagede mindreårige og beskyttelsen af dennes ret til beskyttelse af sit »tarv« (chartrets artikel 24, stk. 2) og »familieliv« (chartrets artikel 7). Den har ikke fokus på og giver heller ikke vedkommendes »familiemedlemmer« eller »slægtninge« nogen ret.

70.      Jeg vil fremhæve, at hvis en uledsaget mindreårig i en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke kunne anfægte afslaget fra myndighederne i den anmodede medlemsstat på at »overtage« vedkommende, ville han eller hun ikke have mulighed for at forsvare sine rettigheder ved en domstol – da myndighederne i den anmodende medlemsstat under alle omstændigheder ikke ville træffe nogen »afgørelse om overførsel« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 (74).

71.      Det er endvidere min opfattelse, at den anmodede medlemsstat (i den foreliggende sag Nederlandene) skal stille et sådant retsmiddel til rådighed ved en domstol i denne medlemsstat (såsom den forelæggende ret). Det kunne nemlig under ingen omstændigheder stilles til rådighed af den anmodende medlemsstat ved dennes egne nationale domstole. Selv om Dublinsystemet hviler på gensidig tillid (75), er det ikke på nuværende tidspunkt et fuldt integreret system, hvor domstolene i medlemsstat A kan prøve en afgørelse truffet af de administrative myndigheder i medlemsstat B og afsige domme, der er bindende for disse myndigheder.

2.      Fraværet af konflikt mellem chartrets artikel 47, stk. 1, og Dublin III-forordningen

72.      Efter at have fastslået, at en ansøger om international beskyttelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal have adgang til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, sammenholdt med dets artikel 7 og artikel 24, stk. 2, vil jeg nu undersøge, om ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, samt denne forordnings generelle opbygning og formål, er til hinder for at stille de pågældende retsmidler til rådighed.

73.      Hvis dette var tilfældet, ville der være en konflikt mellem Dublin III-forordningen og chartrets artikel 47, stk. 1. Førstnævnte ville medføre en begrænsning af den ret, der er sikret ved sidstnævnte (76). Denne begrænsning vil kun være tilladt, hvis den overholder de strenge krav, der er opregnet i chartrets artikel 52, stk. 1, som for det første er, at den skal være »fastlagt i lovgivningen«, for det andet, at den skal respektere rettighedens »væsentligste indhold«, og for det tredje, at den skal overholde proportionalitetsprincippet. Helt og holdent at fratage en uledsaget mindreårig, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, et effektivt retsmiddel, ville efter min opfattelse gøre indgreb i det »væsentligste indhold« af dennes ret til et sådant retsmiddel. Domstolen ville ikke have andet valg end at erklære Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 (eller i givet fald denne forordning som helhed), for ugyldig.

74.      Der er imidlertid flere grunde, der får mig til at afvise et så drastisk resultat og til at konkludere, at der faktisk ikke er nogen konflikt mellem Dublin III-forordningen og chartrets artikel 47, stk. 1.

75.      For det første er der efter min opfattelse intet i ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, der tyder på, at denne bestemmelse – fordi den kun giver mulighed for et retsmiddel mod »afgørelser om overførsel« (77) – udelukker muligheden for, at der i den foreliggende sag kan stilles et effektiv retsmiddel til rådighed. Denne bestemmelse blev udtrykkeligt vedtaget af EU-lovgiver med henblik på at styrke asylansøgeres retsbeskyttelse (78) og ikke med henblik på at kunne anvendes som et »trumfkort« til at fratage dem et effektivt retsmiddel i andre tilfælde, der ikke er omfattet af dens anvendelsesområde. Selv hvis man skulle anse ordlyden af artikel 27, stk. 1, for uklar på dette punkt, ville det efter min opfattelse ikke være muligt at antage, at denne bestemmelse har en så udtømmende karakter. Det fremgår af fast retspraksis, at når en bestemmelse i den afledte EU-ret kan fortolkes på flere måder, bør den fortolkning, der bringer bestemmelsen i overensstemmelse med den primære ret (herunder rettigheder og friheder, der er sikret ved chartret), således lægges til grund frem for den, som medfører, at bestemmelsen må anses for uforenelig med denne (79).

76.      Hvad for det andet nu angår Dublin III-forordningens generelle opbygning og formål vil jeg påpege, at hovedparten af de argumenter, som Kommissionen og medlemsstaternes regeringer har fremført i retsmødet og i deres skriftlige indlæg, var støttet på den (efter min opfattelse fejlagtige) forudsætning, at det ville være uforeneligt med det med denne forordning uløseligt forbundne mål om at sikre en »hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse« og »hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig«, og de strenge frister, der er fastsat med henblik herpå, at stille et retsmiddel til rådighed. Navnlig har den franske regering gjort gældende, at det i praksis ville være umuligt at udøve et retsmiddel, da disse frister fortsat ville løbe og i givet fald have betydning for udpegelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen (80).

77.      Efter min opfattelse overser denne argumentation den omstændighed, at disse frister blev indført af EU-lovgiver for frem for alt at »sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse« (81) og beskytte de rettigheder for asylansøgere, der er fastsat i Unionens asylregler og i chartret (82).

78.      Hvis det – som Domstolen gjorde i Shiri-dommen (83)– accepteres, at fristerne i Dublin III-forordningen udtrykkeligt har til formål at beskytte asylansøgere, må det ligeledes anerkendes, at disse frister så ikke kan tilsidesættes over for asylansøgere for at forhindre dem i at anvende et effektivt retsmiddel, navnlig når deres (andre) rettigheder, der er sikret ved chartret, angiveligt er blevet krænket (i den foreliggende sag retten til »familieliv« og retten for mindreårige til varetagelse af deres »tarv«, jf. chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2).

79.      Den modsatte konklusion ville føre til den temmelig absurde situation, at en asylansøger ville blive nægtet adgang til et effektivt retsmiddel, fordi det formentlig tjener dennes eget tarv, at de i Dublin III-forordningen fastsatte procedurer gennemføres hurtigt, og at medlemsstaternes kompetente myndigheder som følge heraf har et ubegrænset skøn i denne henseende. Det ville i den foreliggende sag givetvis være bedst at være opmærksom på, at hvis en asylansøger beslutter sig for at udøve sin ret til et effektivt retsmiddel, er det fordi vedkommende finder, at retsbeskyttelse af dennes rettigheder og interesser er vigtigere end en hurtig afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning om international beskyttelse (84).

80.      Domstolen har i forbindelse med fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, anerkendt, at forsinkelser i afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, er en uundgåelig følge af medlemsstaternes forpligtelse til at stille effektive retsmidler til rådighed (85). Dette var ikke til hinder for, at den konkluderede, at EU-lovgiver ved vedtagelsen af denne forordning ikke har haft til hensigt, at »kravet om en hurtig behandling af asylansøgninger skulle have forrang for asylansøgernes retsbeskyttelse« (86). Jeg kan ikke se, hvorfor det i den foreliggende sag skulle være umuligt at anlægge en lignende fortolkning (87).

81.      Det skal videre anføres, at i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 12, stk. 2, er en overskridelse af de frister, der finder anvendelse på besvarelsen af en overtagelsesanmodning eller på gennemførelsen af en overførsel af en mindreårig, ikke nødvendigvis til hinder for, at proceduren kan videreføres, eller at en sådan overførsel kan gennemføres. Som jeg forstår det, bekræfter denne bestemmelse, at når der er tale om uledsagede mindreårige, er målet om at overholde de strenge frister, der er anført i Dublin III-forordningens bestemmelser eller i gennemførelsesforordningen, sekundært i forhold til målet om at sikre en korrekt anvendelse af reglerne i disse instrumenter og en passende beskyttelse af de berørte personer. Kort sagt kan man ikke uden videre påberåbe sig disse frister for at forhindre en uledsaget mindreårig i at anfægte et afslag fra myndighederne i den anmodede medlemsstat på at overtage denne, efter at den anmodende medlemsstat har konkluderet, at »ansvarskriteriet« i Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, udpeger den anmodede medlemsstat som den ansvarlige medlemsstat.

82.      Der findes under alle omstændigheder en let løsning på det problem, at en retssag forsinker afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Efter min opfattelse kræver målet om hurtig behandling af ansøgninger, der er uløseligt forbundet med Dublin III-forordningen – både i uledsagede mindreåriges interesse og af hensynet til, at den ordning, der er indført ved forordningen, fungerer tilfredsstillende – at det retsmiddel, der i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, stilles til rådighed for sådanne uledsagede mindreårige, i sig selv er hurtigt (88).

83.      I denne henseende forekommer det mig ligeledes indlysende, at udøvelsen af dette retsmiddel skal have opsættende virkning for så vidt angår proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Hvis domstolene i den anmodede medlemsstat i sidste ende skulle beslutte, at denne stats kompetente myndigheder begik en fejl ved at afslå at overtage en uledsaget mindreårig såsom sagsøgeren, ville deres afgørelse blive annulleret (hvis ikke ændret), og disse myndigheder ville derefter skulle indgive et nyt svar inden for de fastsatte frister, som ville gælde på ny (89). Konsekvenserne i tilfælde af manglende overholdelse af disse frister ville således blive opretholdt fuldt ud.

84.      For det tredje er det min opfattelse, at medlemsstaternes forpligtelse til at stille et effektivt retsmiddel til rådighed i den foreliggende sag er i overensstemmelse med EU-lovgivers mål om at inddrage uledsagede mindreårige i den proces, der fører til afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af deres ansøgning. Dette mål fremgår måske klarest af Dublin III-forordningens artikel 6, stk. 2, og gennemførelsesforordningens artikel 12, stk. 3, og af de specifikke forpligtelser for medlemsstaterne, der er fastlagt heri (90).

85.      Efter min opfattelse kan disse samme forpligtelser bidrage til i den foreliggende sag at sikre, at den uledsagede mindreåriges retsmiddel er effektivt og ikke blot illusorisk. Det er f.eks. absolut muligt at konkludere, at da disse bestemmelser er formuleret tilstrækkeligt generelt og bredt, omfatter de i praksis en konkret og præcis forpligtelse for den anmodende medlemsstat til at holde den uledsagede mindreåriges repræsentant underrettet om, at denne myndighed på grundlag af forordningens artikel 8, stk. 2, har indgivet en overtagelsesanmodning til en anden medlemsstat (den anmodede medlemsstat), og derefter om denne anden medlemsstats myndigheders negative svar på denne anmodning. En sådan forpligtelse ville gøre det muligt for den uledsagede mindreårige at blive informeret om indholdet af den anmodede medlemsstats afgørelse og – hvis vedkommende ønsker det – at påklage den.

86.      For det fjerde – og frem for alt – kan medlemsstaternes forpligtelse til at stille et effektivt retsmiddel til rådighed i den foreliggende sag faktisk bidrage til en korrekt og effektiv anvendelse af reglerne i Dublin III-forordningen og gennemførelsesforordningen. Det er klart, at »ansvarskriterierne« og hele rækken af andre materielle, proceduremæssige og bevismæssige regler, der er anført i begge disse instrumenter (91) med henblik på at beskytte uledsagede mindreårige, til en vis grad ville miste deres formål og/eller blive frataget deres effektive virkning, hvis medlemsstaternes myndigheder i forbindelse med vurderingen af overtagelsesanmodninger skulle have et ubegrænset skøn ved anvendelsen heraf og unddrage sig domstolskontrol i alle andre tilfælde end dem, hvor den mindreårige skal overføres til en anden medlemsstat (hvilket er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1). Generelt set kan målet om at sikre, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, foretages på grundlag af »objektive og retfærdige kriterier« (92), undermineres; forskelle i anvendelsen af disse regler og kriterier kunne bringe den gnidningsløse funktion af Dublin III-forordningen, der hviler på principperne om administrativt samarbejde (93), solidaritet (94) og gensidig tillid (95), i fare, og der kan endog opstå en »fastlåst« situation som følge af uforenelige uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne, som forligsproceduren i denne forordnings artikel 37, stk. 2, i givet fald ikke kan fjerne (96). I den yderste ende af spektret kunne en medlemsstat – hvis den ønskede – systematisk afslå enhver overtagelsesanmodning, som den får forelagt (97).

87.      I lyset af alle disse betragtninger tvivler jeg på, om det fortsat giver nogen mening at opretholde en sondring mellem den situation, hvor en uledsaget mindreårig skal overføres (og har et retsmiddel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1), og den situation, hvor den anmodede medlemsstat afslår at overtage vedkommende på grundlag af denne forordnings artikel 8, stk. 2, således at denne forbliver i den medlemsstat, hvor vedkommende befinder sig (og ifølge intervenienterne ikke ville have noget retsmiddel). Man kunne let forestille sig det tilfælde, hvor en uledsaget mindreårig ankommer til Grækenland og derefter på en eller anden måde formår at komme til Nederlandene, hvor vedkommendes angivelige onkel opholder sig. En sådan mindreårig ville netop være involveret i det, som denne forordning søger at modvirke, nemlig en »sekundær bevægelse« (hvor der indgives flere på hinanden følgende ansøgninger om international beskyttelse i forskellige medlemsstater). Hvis Nederlandene imidlertid derefter sendte en anmodning om tilbagetagelse til Grækenland og i sidste ende traf afgørelse om at overføre den uledsagede mindreårige til Grækenland, ville en sådan afgørelse være omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, og den mindreårige ville få mulighed for at forsvare sig ved domstolene i Nederlandene. Den samme mindreårige ville ifølge disse parter ikke have et sådant retsmiddel, hvis den pågældende – som sagsøgeren gjorde – overholdt reglerne og forblev i Grækenland, idet Nederlandene blot afslog at overtage vedkommende (98).

88.      Jeg er for mit vedkommende af den opfattelse, at en sådan tilgang faktisk ville belønne dem, der i strid med reglerne er involveret i en uautoriseret sekundær bevægelse, og at den ville skabe en yderligere »pullfaktor« for uledsagede mindreårige til at rejse ulovligt – med risiko for deres sikkerhed og trivsel – til den medlemsstat, hvor deres »familiemedlem« eller »slægtning« opholder sig.

89.      Som afslutning på dette afsnit vil jeg gerne understrege, at det ikke ville være første gang, at Domstolen fastslår, at medlemsstaterne i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, skal stille effektive retsmidler til rådighed i en situation, hvor det ikke udtrykkeligt er fastsat i den gældende EU-lovgivning. For blot at give et enkelt eksempel gjorde den netop dette for nylig i dommen i sagen Minister van Buitenlandse Zaken (99), der vedrørte fortolkningen af visumkodeksen.

3.      På vej mod en revision af Dublinsystemet?

90.      En stor del af de bekymringer, som medlemsstaternes regeringer har givet udtryk for i forbindelse med den foreliggende sag, er efter min opfattelse – i det mindste delvist – udsprunget af den omstændighed, at såfremt Domstolen skulle konkludere, at der skulle stilles et effektivt retsmiddel til rådighed i den foreliggende sag, ville den ligeledes skulle gøre det samme i en lang række andre sager, hvilket i sidste ende kunne føre til en revision af Dublinsystemet.

91.      Efter min opfattelse ville den løsning, som jeg foreslår, imidlertid ikke føre til et sådant resultat, af primært tre grunde.

92.      For det første må det ikke glemmes, at en betydelig del – hvis ikke hovedparten – af tilbagetagelses- eller overtagelsesanmodningerne faktisk vedrører asylansøgere, der fysisk befinder sig i den medlemsstat, hvor de ønsker, at deres ansøgning om international beskyttelse skal behandles, og som forsøger at undgå at blive overført til en anden medlemsstat [i henhold til Dublin III-forordningens artikel 13 eller artikel 18, stk. 1, litra c)-d)]. I sådanne situationer fastsætter denne forordnings artikel 27, stk. 1, allerede et retsmiddel og behandler udtømmende spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald hvornår dette retsmiddel bør stilles til rådighed (100). Som Domstolen fremhævede i dommen i sagen M.A. m.fl. (101), er dette, så længe der er et effektivt retsmiddel til rådighed på et tidspunkt under Dublinproceduren, tilstrækkeligt til at beskytte de individuelle rettigheder for ansøgeren om international beskyttelse.

93.      For det andet er den løsning, som jeg foreslår, begrænset til visse scenarier. Den vedrører anvendelsen af en meget specifik bestemmelse i Dublin III-forordningen (artikel 8, stk. 2) vedrørende en særlig kategori af asylansøgere (uledsagede mindreårige) med henblik på at sikre fuld respekt for visse grundlæggende rettigheder (chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2). Et sådant retsmiddel skal ikke nødvendigvis stilles til rådighed for alle asylansøgere i relation til alle de kriterier, der er fastsat i denne forordning.

94.      Det er korrekt, at de konstateringer, der har ført mig til at konkludere, at der skal stilles et effektivt retsmiddel til rådighed i den foreliggende sag, efter min opfattelse ligeledes kunne finde anvendelse i en sag, hvor en uledsaget mindreårig, som ønsker at blive overført på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, gør gældende, at vedkommendes grundlæggende rettigheder (chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2) ikke berøres af en afgørelse truffet af den anmodede medlemsstat (i den foreliggende sag Nederlandene), men af en handling eller en undladelse af at handle fra myndighedernes side i den medlemsstat, hvor ansøgeren opholder sig (i den foreliggende sag Grækenland) (102).

95.      For at gøre det klart kan en uledsaget mindreårig have forskellige grunde til en sådan anfægtelse: Vedkommende kunne gøre gældende, at den pågældende medlemsstats myndigheder ikke har behandlet en overtagelsesanmodning på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, eller ikke har overholdt frister (enten for at indgive denne anmodning eller for at overføre den mindreårige), eller endog, at de har anvendt suverænitetsklausulen i denne forordnings artikel 17, stk. 1, ukorrekt. Uanset årsagen er det i sidste ende den pågældende medlemsstat, der har ansvaret for at behandle den mindreåriges ansøgning. En sådan afgørelse har naturligvis en materiel konsekvens for den pågældende, idet vedkommende ikke overføres til en anden medlemsstat, men skal blive, hvor den pågældende befinder sig i den periode, hvor vedkommendes ansøgning om international beskyttelse behandles og undersøges.

96.      For det tredje er det imidlertid klart, at selv hvis en ret til et effektivt retsmiddel skal anerkendes i et sådant tilfælde såvel som i den foreliggende sag, vil enhver afgørelse truffet af en af medlemsstaterne, hvad enten der er tale om den anmodede eller den anmodende, ikke kunne anfægtes, medmindre og indtil den er endelig.

97.      I denne henseende er det klart, at den anmodende medlemsstat kun kan indgive flere på hinanden følgende overtagelsesanmodninger, så længe som den bindende frist, der er fastsat med henblik herpå i Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 1, ikke overskrides (103). Efter udløbet af denne frist bliver denne medlemsstats eventuelle undladelse af at fremsætte en overtagelsesanmodning på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 2, endelig og kan dermed efter min opfattelse potentielt anfægtes. Der bør imidlertid ikke være mulighed for en anfægtelse inden dette tidspunkt. Når fristen for besvarelse af den anmodende medlemsstats endelige overtagelsesanmodning er udløbet (104) (eller i givet fald når fristen på to uger til at besvare en anmodning om fornyet behandling er udløbet) (105), bliver den anmodede medlemsstats afslag ligeledes endeligt og kan prøves. Et afslag, der er meddelt før dette tidspunkt, bør dog ikke kunne anfægtes, medmindre og indtil det falder sammen med eller omdannes til en sådan endelig afgørelse.

98.      På baggrund af disse betragtninger er det min opfattelse, at hvis Domstolen skulle følge den løsning, som jeg foreslår, og fastslå, at der i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, skal stilles effektive retsmidler til rådighed i den foreliggende sag, vil det ikke medføre den revision, som medlemsstaternes regeringer frygter.

C.      Nogle overvejelser vedrørende den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med retsmidlet (det tredje spørgsmål)

99.      Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplysning om den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med det retsmiddel, der efter min opfattelse i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, skal stilles til rådighed for en asylansøger som sagsøgeren. Den ønsker nærmere bestemt oplyst, på hvilken måde og af hvilken medlemsstat den anmodede medlemsstats afgørelse og retten til at indgive et effektivt retsmiddel herimod meddeles den pågældende person. Mine bemærkninger til dette spørgsmål vil være ret kortfattede, da jeg allerede har anført, at i) dette retsmiddel skal anvendes ved domstolene i den anmodede medlemsstat, og ii) at denne medlemsstat skal sikre, at et hurtigt retsmiddel stilles til rådighed for en sådan asylansøger (106).

100. Jeg vil tilføje, at det følger af fast retspraksis, at i mangel af harmonisering af nationale procedurer henhører bestemmelserne for gennemførelsen af retten til klage under medlemsstaternes nationale retsordener i medfør af princippet om procesautonomi, kun betinget af, at disse bestemmelser ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og – endnu vigtigere – at de i praksis ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (107).

101. Disse krav om ækvivalens og effektivitet omfatter medlemsstaternes almindelige forpligtelse til at sikre retsbeskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i henhold til EU-retten. De gælder såvel med hensyn til udpegningen af de retsinstanser, der har kompetence til at påkende sager, der støttes på disse rettigheder, som med hensyn til definitionen af de processuelle regler (108).

102. Der er for mig ingen tvivl om, at det i den foreliggende sag tilkommer den forelæggende ret, som er enekompetent til at fortolke national ret, at afgøre, om og i hvilket omfang ordningen om fornyet behandling i Nederlandene opfylder disse krav, og om den har kompetence til at efterprøve en afgørelse fra statssekretæren om at afslå en overtagelsesanmodning« (109). Når dette er sagt, vil jeg gerne understrege den omstændighed, at den kompetente domstol med henblik på at sikre et virkelig effektivt retsmiddel efter min opfattelse skal foretage en fuldstændig retlig og faktisk prøvelse af en sådan afgørelse for at efterprøve, om sagsøgerens rettigheder (110) er blevet krænket eller ej – og i givet fald annullere eller ændre den pågældende afgørelse.

103. Det fremgår endvidere ligeledes af fast retspraksis, at for at den pågældendes retsmiddel er effektivt (i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1), skal denne kunne få kendskab til begrundelsen for den afgørelse, som er blevet truffet i forhold til den pågældende, enten ved at læse selve afgørelsen eller i en meddelelse af begrundelsen på vedkommendes begæring (111).

104. I denne henseende mener jeg, at det i sidste ende tilkommer de kompetente myndigheder i den anmodende medlemsstat (i den foreliggende sag de græske myndigheder), som alene interagerer med den uledsagede mindreårige, at underrette denne om afslaget fra myndighederne i den anmodede medlemsstat og om dennes ret til at påklage eller indbringe denne afgørelse (112).

105. Efter min opfattelse må dette være tilfældet af to grunde. For det første har EU-lovgiver med vedtagelsen af Dublin III-forordningen understreget betydningen af administrativt samarbejde (113) og synes at være gået ind for at oprette en »one stop«-mekanisme, som gør det muligt for asylansøgere kun at have at gøre med myndighederne i en enkelt medlemsstat og at udføre alle de administrative formaliteter på ét sted. For det andet er jeg af den opfattelse, at denne forpligtelse i den foreliggende sag ikke ville spare en uledsaget mindreårig, såsom sagsøgeren, for besværet med at skulle have at gøre med de kompetente myndigheder i både den anmodende og den anmodede medlemsstat (som hver især opererer efter forskellige regler), i det mindste indtil den pågældende beslutter at udøve sin ret til et effektivt retsmiddel. Samlet set vil vedkommende derfor nyde godt af en større beskyttelse i overensstemmelse med målene med Dublinsystemet (114).

106. Endvidere indebærer princippet om administrativt samarbejde efter min opfattelse nødvendigvis, at hvis en uledsaget mindreårig, såsom sagsøgeren, indgiver en klage til domstolene i den anmodede medlemsstat (i den foreliggende sag Nederlandene) over et afslag på »overtagelse«, som er vedtaget af de kompetente myndigheder i denne medlemsstat, skal underrette disse myndigheder myndighederne i den anmodende medlemsstat (i den foreliggende sag Grækenland) om, at der er indgivet en sådan klage (115).

107. Dette skal efter min opfattelse ske for at gøre det muligt for myndighederne i den anmodende medlemsstat at suspendere proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, mens klagen behandles (116) – idet en sådan opsættende virkning er nødvendig for at sikre, at disse myndigheder afholder sig fra at konkludere, at de er ansvarlige for behandlingen af den uledsagede mindreåriges ansøgning om international beskyttelse, og som følge heraf foretage en vurdering af, om der er grundlag for dennes asylansøgning.

V.      Forslag til afgørelse

108. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Haarlem (retten i første instans i Haag, tingstedet Haarlem, Nederlandene) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Artikel 27, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, kan ikke fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtede til at stille et effektivt retsmiddel til rådighed til prøvelse af deres kompetente myndigheders afslag på at acceptere en overtagelsesanmodning som omhandlet i denne forordnings artikel 22, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, stk. 2, deri.

2)      I en sådan situation skal et sådant effektivt retsmiddel i henhold til artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med dets artikel 7 og artikel og 24, stk. 2, imidlertid stilles til rådighed for den pågældende uledsagede mindreårige (men ikke for dennes angivelige slægtning) af de medlemsstater, hvis kompetente myndigheder har afslået at acceptere overtagelsesanmodningen, ved de nationale domstole i medlemsstaterne.

3)      Bestemmelserne om den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med et sådant retsmiddel henhører under medlemsstaternes nationale retsordener i medfør af princippet om procesautonomi, under overholdelse af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet samt forpligtelsen for myndighederne i den medlemsstat, der har fremsendt overtagelsesanmodningen, til i) at underrette den pågældende uledsagede mindreårige om det svar, som de tilsvarende myndigheder i den anmodede medlemsstat har givet, og ii) at suspendere proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af den mindreåriges ansøgning om international beskyttelse, så længe dennes klage behandles.«


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      Jf. Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), Annual report on the situation of asylum in the European Union 2015, 2016, s. 109.


3 –      Jf. https://ec.europa.eu/eurostat/web/products-eurostat-news/-/ddn-20210423-1


4 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31) (herefter »Dublin III-forordningen«).


5 –      Jf. bl.a. dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409), af 23.1.2019, M.A. m.fl. (C-661/17, EU:C:2019:53), og af 19.3.2019, Jawo (C-163/17, EU:C:2019:218).


6 –      I henhold til Dublin III-forordningens artikel 2, litra i) og j), forstås i den pågældende forordning ved »mindreårig« »en tredjelandsstatsborger eller statsløs person under 18 år«, mens der ved »uledsaget mindreårig« forstås »en mindreårig, som ankommer til medlemsstaternes område uden at være ledsaget af en voksen, der er ansvarlig for den pågældende […], så længe den pågældende ikke reelt befinder sig i en sådan voksens varetægt«.


7 –      I henhold til Dublin III-forordningens artikel 2, litra h, forstås ved »slægtning« »ansøgerens voksne tante, onkel eller bedsteforælder, som opholder sig på en medlemsstats område […]«.


8 –      Kommissionens forordning af 2.9.2003 om gennemførelsesforanstaltninger til Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT 2003, L 222, s. 3), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 118/2014 af 30.1.2014 (EUT 2014, L 39, s. 1).


9 –      I sin anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret endvidere anført, at de græske myndigheder den 2.7.2020 på ny anmodede statssekretæren om at overtage sagsøgeren. Statssekretæren afslog denne anmodning den 9.7.2020. Dette afslag er ikke omfattet af den klagesag, der er anlagt for den forelæggende ret.


10 –      Som jeg har anført i punkt 20 ovenfor, er både sagsøgeren og S parter i sagen for den forelæggende ret. I sin anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret imidlertid kun gengivet sagsøgerens argumenter.


11 –      Dom af 7.6.2016 (C-63/15, EU:C:2016:409).


12 –      Dom af 7.6.2016 (C-155/15, EU:C:2016:410).


13 –      Statssekretæren har anført, at mens asylansøgere ikke har ret til retsmidler, bortset fra i de tilfælde, der udtrykkeligt er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, har myndighederne i den anmodende medlemsstat i alle tilfælde, hvor de tilsvarende myndigheder i den anmodede medlemsstat afslår at overtage en asylansøger, ret til at anmode om en fornyet behandling af overtagelsesanmodningen (i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2) eller indlede den i Dublin III-forordningens artikel 37, stk. 2, nærmere beskrevne forligsprocedure.


14 –      Jf. Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 22, stk. 1 (gengivet i punkt 10 og 11 ovenfor.


15 –      Jf. 16. betragtning til Dublin III-forordningen.


16 –      Jeg vil gerne understrege, at det kun er datoen for indgivelsen af ansøgningen om international beskyttelse, der er relevant for vurderingen af, om ansøgeren er »mindreårig« (jf. analogt dom af 12.4.2018, A og S, C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 39-64). Den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen nu er fyldt 18 år efter at have indgivet sin ansøgning om international beskyttelse i Grækenland, er derfor uden relevans.


17 –      Artikel 26, stk. 1, i Dublin III-forordningen har følgende ordlyd: »Når den anmodede medlemsstat accepterer at overtage eller tilbagetage en ansøger eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), meddeler den anmodende medlemsstat den pågældende afgørelsen om, at vedkommende skal overføres til den ansvarlige medlemsstat, og i givet fald afgørelsen om ikke at behandle vedkommendes ansøgning om international beskyttelse« (min fremhævelse). I henhold til artikel 29, stk. 1, skal overførslen af den pågældende ske »senest seks måneder efter, at anmodningen […] om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret« (min fremhævelse).


18 –      Jf. ligeledes i denne henseende 19. betragtning til Dublin III-forordningen, som forklarer, at det i forordningens artikel 27, stk. 1, omhandlede retsmiddel omfatter »undersøgelsen […] af den retlige og faktiske situation i den medlemsstat, som ansøgeren overføres til« (min fremhævelse).


19 –      Dublin III-forordningens artikel 23 og 24 præciserer den procedure, der finder anvendelse på »anmodninger om tilbagetagelse« [som kun kan fremsættes i de tilfælde, der er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b)-d)]. Den foreliggende sag vedrører en »anmodning om overtagelse« og ikke en »anmodning om tilbagetagelse«.


20 –      Jf. i denne retning dom af 31.5.2018, Hassan  (C-647/16, EU:C:2018:368, præmis 60), og af 4.10.2018, Fathi (C-56/17, EU:C:2018:803, præmis 54).


21 –      Jf. navnlig dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 53).


22 –      Dette er tilfældet, fordi artikel 27, stk. 1 – som det fremgår af 19. betragtning til Dublin III-forordningen – blev vedtaget for at sikre fuld overholdelse af chartrets artikel 47.


23 –      En sådan fortolkning ville med andre ord være contra legem og dermed uacceptabel. Jf. analogt dom af 24.1.2012, Dominguez (C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 24 og 25 og den deri nævnte retspraksis).


24 –      Jf. artikel 28, stk. 5, i »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning)« (COM(2016) 270 final).


25 –      EUT 2021, C 143, s. 4.


26 –      Jeg vil anføre, at Kommissionens seneste forslag ikke indeholder nogen tilsvarende bestemmelse (jf. artikel 33 i »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og forslaget til forordning (EU) XXX/XXX [Asyl- og Migrationsfonden] (COM(2020) 610 final)).


27 –      Jf. vedrørende det generelle princip om effektiv retsbeskyttelse dom af 15.5.1986, Johnston  (222/84, EU:C:1986:206, præmis 18). Senere i forbindelse med chartrets artikel 47 jf. bl.a. dom af 13.3.2007, Unibet (C-432/05, EU:C:2007:163, præmis 37), og af 18.12.2014, Abdida (C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 45).


28 –      I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har førstnævnte ret derfor samme betydning og omfang som sidstnævnte, selv om EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.


29 –      Jf. dom af 6.10.2020, État luxembourgeois (Ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af en anmodning om oplysninger på skatteområdet) (C-245/19 og C-246/19, EU:C:2020:795, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).


30 –      Ibidem, præmis 55.


31 –      Jf. chartrets artikel 51, stk. 1, som fortolket navnlig i dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson (C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 17-23).


32 –      Jf. generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse El Hassani  (C-403/16, EU:C:2017:659, punkt 76). Dette sidstnævnte krav er dog blevet fortolket ret bredt i Domstolens praksis. Domstolen har f.eks. fastslået, at en borger kan påberåbe sig det almindelige princip om beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb i forhold af privat karakter (jf. bl.a. dom af 6.10.2020, État luxembourgeois (Ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af en anmodning om oplysninger på skatteområdet),  C-245/19 og C-246/19, EU:C:2020:795, præmis 57 og 58) eller den ret til fri udveksling af tjenesteydelser og den ret til etableringsfrihed, som de er tillagt ved artikel 56 TEUF og 49 TEUF (jf. dom af 14.6.2017, Online Games m.fl., C-685/15, EU:C:2017:452, præmis 58).


33 –      Disse myndigheder »gennemfører EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.


34 –      Selv om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke foreskriver et sådant retsmiddel (jf. min bedømmelse af det første spørgsmål).


35 –      Bortset fra kriteriet i Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 1, vedrørende tilstedeværelsen af et »familiemedlem« i en anden medlemsstat.


36 –      Min fremhævelse. Disse forpligtelser skal sammenholdes med den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne har i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, med henblik på at fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, som er indgivet til den eller til en anden medlemsstat (jf. 17. betragtning til denne forordning).


37 –      Jf. 39. betragtning til Dublin III-forordningen, som mere specifikt nævner de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartrets artikel 1, 4, 7, 18, 24 og 47.


38 –      Ud over anerkendelsen af en ret til effektive retsmidler under visse omstændigheder i artikel 27, stk. 1, indeholder Dublin III-forordningen regler om adgang til asylproceduren (artikel 3), retten til information (artikel 4), retten til at blive hørt (artikel 5), frihedsberøvelse (artikel 28) og opbevaring af personoplysninger (artikel 38).


39 –      Jf. dom af 7.6.2016, Ghezelbash  (C-63/15, EU:C:2016:409), af 7.6.2016, Karim  (C-155/15, EU:C:2016:410), og af 25.10.2017, Shiri  (C-201/16, EU:C:2017:805).


40 –      Jf. i denne retning 9., 13., 14., 16. og 19. betragtning til Dublin III-forordningen.


41 –      16. betragtning til Dublin III-forordningen (min fremhævelse).


42 –      Jf. 13. og 14. betragtning til denne forordning.


43 –      I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3.


44 –      Jf. i denne henseende Menneskerettighedsdomstolen, 13.6.1979, Marckx mod Belgien (CE:ECHR:1979:0613JUD000683374, § 45). Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes bekræftet, at »familieliv« ikke er begrænset til forholdet mellem »familiemedlemmer« som defineret i artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18.2.2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT 2003, L 50, s. 1) (jf. Menneskerettighedsdomstolen, 7.5.2013, L.H. og V.S. mod Belgien, CE:ECHR:2013:0507DEC006742910, § 73).


45 –      Jf. analogt dom af 16.7.2020, État belge (Familiesammenføring – mindreårigt barn) (C-133/19, C-136/19 og C-137/19, EU:C:2020:577, præmis 34).


46 –      I henhold til denne bestemmelse skal medlemsstaterne ved vurderingen af barnets tarv tage behørigt hensyn til bl.a. mulighederne for familiesammenføring.


47 –      Det fremgår af denne bestemmelse, at med henblik på anvendelsen af Dublin III-forordningens artikel 8 skal den medlemsstat, hvor den uledsagede mindreårige indgiver ansøgningen om international beskyttelse, hurtigst muligt træffe passende foranstaltninger til at identificere den uledsagede mindreåriges familiemedlemmer, søskende eller slægtninge på medlemsstaternes område, samtidig med at den varetager barnets tarv.


48 –      Jf. dom af 23.1.2019, M.A. m.fl. (C-661/17, EU:C:2019:53 præmis 89).


49 –      Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at mindreårige på grund af deres særlige behov og deres store sårbarhed fortjener mere beskyttelse end andre asylansøgere. De offentlige myndigheder har en pligt til at beskytte dem og træffe passende foranstaltninger som en del af deres positive forpligtelser i henhold til EMRK’s artikel 3. Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolen, 19.1.2012, Popov mod Frankrig France (CE:ECHR:2012:0119JUD003947207, § 91), og af 4.11.2014, Tarakhel mod Schweiz (CE:ECHR:2014:1104JUD002921712, §§ 118 og 119).


50 –      Jf. 13. betragtning til Dublin III-forordningen. Jf. ligeledes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26.6.2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 96) (herefter »modtagelsesdirektivet«). I henhold til dette direktiv, der finder anvendelse på ansøgere om international beskyttelse også under »Dublinproceduren« (jf. 11. betragtning til Dublin III-forordningen og dette direktivs artikel 3), »skal [medlemsstaterne] tage hensyn til den særlige situation for sårbare personer«, herunder mindreårige og uledsagede mindreårige (artikel 21), navnlig ved »[at sikre] en levestandard, der er passende for [en mindreårigs] fysiske, mentale, åndelige, moralske og sociale udvikling« (artikel 23).


51 –      Navnlig følger det af modtagelsesdirektivets artikel 24, stk. 2, at en uledsaget mindreårig i princippet kun anbringes i en plejefamilie, i et indkvarteringscenter med særlige faciliteter for mindreårige eller i andre former for indkvartering, der egner sig for mindreårige, hvis vedkommende ikke har en voksen slægtning.


52 –      Jf. 13. betragtning til Dublin III-forordningen.


53 –      Når en uledsaget mindreårig har et familiemedlem i en anden medlemsstat, skal disse personer i henhold til Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 1, som udgangspunkt sammenføres. Ligeledes fremgår det bl.a. af modtagelsesdirektivets artikel 23, stk. 5, at mindreårige ansøgere skal være sammen med deres forældre eller den voksne, der har ansvaret for dem, forudsat at det er i overensstemmelse med deres tarv.


54 –      På samme måde følger det af modtagelsesdirektivets artikel 24, stk. 2, at når en asylansøger, der er en uledsaget mindreårig, har en voksen slægtning den samme medlemsstat, anbringes vedkommende hos en sådan slægtning – naturligvis forudsat at dette er i overensstemmelse med den pågældendes tarv.


55 –      Rådets direktiv 2003/86/EF af 22.9.2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12, herefter »familiesammenføringsdirektivet«).


56 –      Jf. artikel 33 (»Fri bevægelighed inden for medlemsstaten«) i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2011, L 337, s. 9) (herefter »kvalifikationsdirektivet«).


57 –      Jf. familiesammenføringsdirektivets artikel 10, stk. 3, litra a).


58 –      Desuden forekommer det usandsynligt, at sagsøgerens onkel (som har lovligt ophold i Nederlandene) kunne påberåbe sig bestemmelserne i familiesammenføringsdirektivet med henblik på at få sagsøgeren (sin nevø) til at komme og bo hos sig. I henhold til dette direktiv har tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold nemlig kun ret til at blive sammenført med deres ægtefælle, mindreårige børn og deres ægtefælles børn i den medlemsstat, hvor de opholder sig. Medlemsstaterne kan ligeledes (men behøver ikke at) tillade familiesammenføring med en ugift partner, voksne børn, over for hvem der består forsørgerpligt, eller ældre slægtninge, over for hvem der består forsørgerpligt.


59 –      Jf. artikel 31, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60). Den samlede periode kan endog var op til 21 måneder (jf. direktivets artikel 31, stk. 5). Medlemsstater kan naturligvis give behandlingen af ansøgninger indgået af mindreårige prioritet [jf. samme direktivs artikel 31, stk. 7, nr. 2)], men er ikke forpligtet til det.


60 –      I denne henseende deler jeg ikke den græske regerings opfattelse, hvorefter Dublinproceduren kun er en mellemliggende procedure og blot ét af de trin i den samlede proces, som asylansøgere gennemgår, fra det tidspunkt, hvor de ansøger om international beskyttelse, indtil der er truffet afgørelse om deres asylansøgning. Efter min opfattelse kan konsekvenserne af denne procedure faktisk være meget reelle for uledsagede mindreårige, navnlig når de er meget unge.


61 –      Jf. analogt Menneskerettighedsdomstolen, 19.1.2012, Popov mod Frankrig (CE:ECHR:2012:0119JUD003947207, § 100). Dette gælder i endnu højere grad, hvis den medlemsstat, hvor den uledsagede mindreårige fysisk befinder sig, står over for et særligt stort antal ansøgninger om international beskyttelse og finder det vanskeligt at give vedkommende al den omsorg, som dennes tarv kræver.


62 –      Som det fremgår af Dublin III-forordningens artikel 6, stk. 3, skal medlemsstaternes kompetente myndigheder ved vurderingen af den mindreåriges tarv tage behørigt hensyn til en række faktorer, hvoraf den mindreåriges egen mening (under hensyntagen til vedkommendes alder og modenhed) kun er én faktor.


63 –      Jf. navnlig dom af 21.12.2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10, EU:C:2011:865, præmis 64-69 og 108).


64 –      Menneskerettighedsdomstolen har anerkendt, at i indvandringsspørgsmål er barnets store sårbarhed den afgørende faktor og har forrang for [andre] hensyn (jf. Menneskerettighedsdomstolen, 19.1.2012, Popov mod Frankrig, CE:ECHR:2012:0119JUD003947207, § 91).


65 –      Jf. dom af 23.1.2019, M.A. m.fl. (C-661/17, EU:C:2019:53).


66 –      Under alle omstændigheder kan denne bestemmelse kun påberåbes af en medlemsstat, hvor en asylansøger har indgivet en ansøgning om international beskyttelse. Den har derfor ikke rigtig nogen forbindelse med spørgsmålet, om en asylansøger kan have et retsmiddel mod en afgørelse truffet af den anmodede medlemsstat (for hvilken der ikke er indgivet og registreret nogen asylansøgning).


67 –      Gennemførelsesforordningens artikel 3, stk. 2 (min fremhævelse). Jf. ligeledes Dublin III-forordningens artikel 22, stk. 1.


68 –      Navnlig spørgsmålet, om der foreligger en dokumenteret familiemæssig tilknytning mellem den mindreårige og dennes angivelige slægtning, denne slægtnings tilstedeværelse på denne medlemsstats område, den pågældendes kapacitet til at tage sig af den mindreårige, og om familiesammenføring ville tjene sidstnævntes tarv.


69 –      Jf. f.eks. Dublin III-forordningens artikel 6, stk. 3, som præciserer alle de relevante faktorer, der skal tages hensyn til med henblik på at vurdere en uledsaget mindreårigs tarv, eller gennemførelsesforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 5, stk. 1, som bestemmer, at det først er »efter kontrol«, og når den anmodede medlemsstat ikke mener, at det på grundlag af de foreliggende oplysninger kan fastslås, at den er ansvarlig, at denne medlemsstat kan afslå en overtagelsesanmodning. Jf. ligeledes gennemførelsesforordningens artikel 12.


70 –      F.eks. reglerne om den frist, inden for hvilken en medlemsstat skal besvare en overtagelsesanmodning (i Dublin III-forordningens artikel 22, stk. 1, eller gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2)


71 –      Jf. reglerne i bl.a. bilag II, liste A.I.1, til gennemførelsesforordningen, som opregner de forskellige beviselementer, der kan påberåbes med henblik på at godtgøre tilstedeværelsen af et »familiemedlem«, en »slægtning« eller en »familierelation« til en mindreårig uledsaget asylansøger.


72 –      Jf. i denne henseende det almindelige EU-retlige princip om god forvaltning, der bl.a. er nævnt i dom af 8.5.2014, N (C-604/12, EU:C:2014:302, præmis 50).


73 –      Det er for mig klart – ligesom det var for den forelæggende ret (jf. punkt 26 ovenfor) – at forligsproceduren i Dublin III-forordningens artikel 37, stk. 2, ikke er et effektivt retsmiddel som omhandlet i chartrets artikel 47. Selv om denne procedure utvivlsomt er »[vigtig] for både medlemsstaterne og de pågældende ansøgere« (jf. 37. betragtning til denne forordning), gør jeg opmærksom på, at i) denne procedure udelukkende finder sted på medlemsstaternes initiativ og ikke er åben for (og heller ikke på nogen måde involverer) ansøgere, og at ii) den ikke finder sted for en upartisk »domstol«, der sanktionerer en ukorrekt anvendelse af lovgivningen. Der er tale om en simpel dialog mellem forskellige forvaltninger.


74 –      Jf. analogt dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság (C 924/19 PPU og C 925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 290).


75 –      Jf. fodnote 95 nedenfor.


76 –      Domstolen har endnu ikke behandlet dette spørgsmål, eftersom den i dom af 4.10.2018, Fathi  (C-56/17, EU:C:2018:803, præmis 54), blot bemærkede, at Dublin III-forordningen ikke »indeholder […] specifikke proceduremæssige garantier, såfremt den medlemsstat, der foretager fastlæggelsen af den ansvarlige medlemsstat […] når frem til den konklusion, at der ikke er grundlag for at overføre ansøgeren til en anden medlemsstat« (dvs. når der ikke er truffet nogen »afgørelse om overførsel« som omhandlet i denne forordnings artikel 27, stk. 1).


77 –      Jf. afsnit A ovenfor.


78 –      Dette fremgår klart af 19. betragtning til Dublin III-forordningen, hvorefter denne forordnings artikel 27, stk. 1, blev vedtaget »[f]or at sikre en effektiv beskyttelse af de pågældende personers rettigheder«.


79 –      Jf. dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus)  (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).


80 –      I forbindelse med anvendelsen af Dublin III-forordningen udgør frister nemlig mere end blot et sæt proceduremæssige garantier. Hvis en medlemsstat ikke overholder de gældende frister, kan ansvaret for at behandle en ansøgning om international beskyttelse ende med at blive overført til den pågældende medlemsstat i stedet for at påhvile den medlemsstat, der ellers er udpeget af det pågældende instrument (jf. f.eks. i denne henseende Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 22, stk. 7).


81 –      Se femte betragtning til Dublin III-forordningen.


82 –      Jf. i denne retning 21. betragtning til Dublin III-forordningen.


83 –      Jf. dom af 25.10.2017 (C-201/16, EU:C:2017:805, præmis 44).


84 –      Sådan som Dublin III-forordningen er affattet for tilfældet, tillader den under alle omstændigheder forsinkelser i afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, i situationer, hvor den anmodende medlemsstats beslutter at indlede forligsproceduren i henhold til Dublin III-forordningens artikel 37; modsat de tilfælde, hvor asylansøgeren iværksætter en appel ved en domstol eller ret, har han eller hun absolut intet at skulle have sagt i den henseende.


85 –      Jf. dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 56).


86 –      Ibidem, præmis 57.


87 –      Det er korrekt, at Domstolen i dom af 23.1.2019, M.A. m.fl. (C-661/17, EU:C:2019:53), afviste at anerkende, at der skulle stå et retsmiddel til rådighed til prøvelse af en medlemsstats afgørelse om ikke at gøre brug af den i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, fastsatte diskretionære klausul (ibidem, præmis 79), navnlig med den begrundelse, at målet om en hurtig behandling af ansøgninger »taler […] for ikke at øge antallet af retsmidler« (ibidem, præmis 76). Domstolen fastholdt imidlertid ligeledes, at en sådan afgørelse under alle omstændigheder kan anfægtes i henhold til denne forordnings artikel 27, stk. 1, i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af den afgørelse om overførsel, som i sidste ende ville blive truffet (ibidem, præmis 78 og 79). Jeg tvivler derfor på, at det i denne dom var Domstolens hensigt at modvirke, at der blev stillet et retsmiddel til rådighed i alle situationer, herunder situationer, hvor der – som det er tilfældet i den foreliggende sag (jf. punkt 70 ovenfor) – i modsat fald ikke ville være mulighed for ved en domstol at anfægte konstateringer foretaget i en hvilken som helst fase af Dublinproceduren.


88 –      Jf. analogt dom af 25.10.2017, Shiri (C-201/16, EU:C:2017:805, præmis 44).


89 –      Dvs. inden for den frist på to måneder, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 22.


90 –      Disse forpligtelser omfatter bl.a. forpligtelsen til at udpege en personlig repræsentant til at repræsentere og/eller bistå den uledsagede mindreårige i forbindelse med alle procedurer, der er omhandlet i denne forordning, give denne repræsentant adgang til den mindreåriges aktmappe og »i videst muligt omfang« inddrage denne repræsentant i proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig (jf. i denne henseende gennemførelsesforordningens artikel 12, stk. 3).


91 –      Jf. punkt 66 ovenfor.


92 –      Jf. femte betragtning til Dublin III-forordningen.


93 –      Jf. Dublin III-forordningens kapitel VII, der har overskriften »Administrativt samarbejde«.


94 –      Jf. syvende til niende betragtning til Dublin III-forordningen.


95 –      Jf. 22. betragtning til Dublin III-forordningen. Jf. ligeledes M. den Heijer, »Remedies in the Dublin Regulation: Ghezelbash and Karim«, Common Market Law Review, bind 54, 2017, s. 869.


96 –      I henhold til denne bestemmelse kan »forligsproceduren« indledes efter anmodning fra en enkelt medlemsstat. Det er imidlertid klart, at medlemmerne af det udvalg, der er udpeget til at løse uoverensstemmelsen, og som repræsenterer medlemsstater, som ikke er part i sagen, ikke er underlagt de samme adfærdsstandarder, som en upartisk dommer ville være, hvis asylansøgeren selv havde adgang til et retsmiddel.


97 –      Jeg er helt enig med Kommissionen og den græske regering i, at reglerne om »administrativt samarbejde« indeholder en række garantier, der har til formål at sikre beskyttelsen af asylansøgeres rettigheder. Jeg mener imidlertid ikke, at disse garantier udelukker, at der parallelt hermed gives en uledsaget mindreårig som sagsøgeren et effektivt retsmiddel.


98 –      Det er korrekt, at retsmidlet i forbindelse med en anmodning om »tilbagetagelse« har en mere restriktiv rækkevidde end retsmidlet i forbindelse med en anmodning om »overtagelse«, da den førstnævnte kun kan fremsættes i de situationer, der udtrykkeligt er omfattet af Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b)-d), og de national domstole ikke vil prøve, om »ansvarskriterierne« i Dublin III-forordningens kapitel III er blevet anvendt korrekt af den medlemsstat, hvor den første ansøgning om international beskyttelse blev indgivet (jf. i denne henseende dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 68). Efter min opfattelse ændrer dette imidlertid ikke ved den omstændighed, at en »ulydig« uledsaget mindreårig (som rejser ulovligt fra medlemsstat A til medlemsstat B og anmoder om international beskyttelse i begge disse medlemsstater) stadig får sin sag prøvet ved domstolen i medlemsstat B, mens det ikke er tilfældet med hensyn til en »lydig« mindreårig (der, ligesom sagsøgeren, opholder sig i medlemsstat A).


99 –      Jf. dom af 24.11.2020 (C-225/19 og C-226/19, EU:C:2020:951, præmis 52). Domstolen fastslog, at en ansøger, der får afslag på visum på grund af en indsigelse fremsat af en medlemsstat vedrørende en af de gældende afslagsgrunde, bør kunne få kendskab til denne specifikke grund af denne medlemsstat. Jf. ligeledes som et andet eksempel dom af 25.10.2017, Shiri (C-201/16, EU:C:2017:805, præmis 44), hvor Domstolen fastslog, at både Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1 (sammenholdt med 19. betragtning til denne forordning), og chartrets artikel 47, stk. 1, krævede, at der blev stillet effektive og hurtige retsmidler til rådighed for en asylansøger, hvis overførsel til en anden medlemsstat fandt sted i strid med den frist på seks måneder, som er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1.


100 –      Jf. bl.a. dom af 7.6.2016, Ghezelbash  (C-63/15, EU:C:2016:409), af 7.6.2016, Karim  (C-155/15, EU:C:2016:410), og af 25.10.2017, Shiri  (C-201/16, EU:C:2017:805).


101 –      Dom af 23.1.2019 (C-661/17, EU:C:2019:53, præmis 76-79).


102 –      Efter min opfattelse kan den fortolkning, der foreslås i dette forslag til afgørelse, ligeledes anvendes analogt på den situation, hvor en uledsaget mindreårig ønsker at blive overført med den begrundelse, at vedkommende har et »familiemedlem« (Dublin III-forordningens artikel 8, stk. 1) i en anden medlemsstat.


103 –      Jf. dom af 13.11.2018,  X og X (C-47/17 og C-48/17, EU:C:2018:900, navnlig domskonklusionen).


104 –      I henhold til Dublin III-forordningens artikel 22, stk. 1, skal dette ske senest to måneder fra modtagelsen af overtagelsesanmodningen.


105 –      I den foreliggende sag mener jeg, at statssekretærens afslag på at overtage sagsøgeren blev endeligt på netop dette tidspunkt.


106 –      Jf. henholdsvis punkt 71 og 82 ovenfor.


107 –      Jf. dom af 13.12.2017, El Hassani (C-403/16, EU:C:2017:960, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).


108 –      Ibidem, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis.


109 –      Jf. analogt dom af 13.12.2017, El Hassani (C 403/16, EU:C:2017:960, præmis 31).


110 –      Jf. afsnit B.1 i dette forslag til afgørelse.


111 –      Jf. dom af 24.11.2020, Minister van Buitenlandse Zaken (C-225/19 og C-226/19, EU:C:2020:951, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).


112 –      Jf. punkt 85 ovenfor.


113 –      Jf. punkt 86 ovenfor.


114 –      Jf. bl.a. 13. betragtning til Dublin III-forordningen.


115 –      Det er min opfattelse, at de nederlandske myndigheder har gjort netop dette i denne forbindelse, eftersom de græske myndigheder har besluttet at afstå fra at behandle sagsøgerens ansøgning om international beskyttelse, så længe hovedsagen verserer (jf. punkt 24 ovenfor).


116 –      Jf. punkt 83 ovenfor.