I sag 28/67
angående en i henhold til EØF-traktatens artikel 177 indgivet anmodning til Domstolen fra Bundesfinanzhof (forbundsskatteretten) om i en sag for denne ret mellem
FIRMA MOLKEREI-ZENTRALE WESTFALEN/LIPPE GMBH
og
HAUPTZOLLAMT PADERBORN (hovedtoldkontor)
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende EØF-traktatens artikler 95 og 97,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene A. M. Donner og W. Strauß (refererende) og dommerne A. Trabucchi, R. Monaco, J. Mertens de Wilmars og P. Pescatore,
generaladvokat: J. Gand
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
DOM
Præmisser
Ved kendelse af 18. juli, indgået til Domstolen den 31. juli, har Bundesfinanzhof i medfør af artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab forelagt flere præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artiklerne 95 og 97 i nævnte traktat.
Vedrørende retsvirkningerne af artikel 95, 1.pkt. (første og femte spørgsmål)
|
1. |
Første del af det første spørgsmål går ud på, om »Domstolen opretholder sin afgørelse af 16. juni 1966 i sagen 57/65, hvorefter artikel 95, stk. 1 har umiddelbar virkning og medfører individuelle rettigheder for de retsundergivne, som de nationale domstole skal beskytte«; med den anden del af samme spørgsmål ønsker den forelæggende ret at vide, om artikel 95 »kan tillægge privat ret til for de nationale domstole, uanset at loven endnu ikke er ændret, at kræve sig stillet, som om medlemsstaten havde opfyldt den forpligtelse, som nævnte artikel pålægger den på det lovgivningsmæssige område …«, »med andre ord«, om »artikel 95, stk. 3 også på de interne afgifters område gør indgreb i den lovgivningsmæssige suverænitet.
|
|
2. |
Ved det femte spørgsmål, Bundesfinanzhof stiller, anmodes Domstolen om at udtale, hvad der skal forstås ved »interne afgifter, der indirekte pålægges lignende indenlandske varer« i den i traktatens artikel 95, stk. 1 forudsatte betydning. For så vidt spørgsmålet stilles med henblik på en eventuel anvendelse af artikel 97, er det under hensyn til den besvarelse, der må gives det andet spørgsmål, genstandsløst ; for så vidt spørgsmålet imidlertid angår den umiddelbare anvendelse alene af artikel 95, skal det bemærkes, at udtrykkene »direkte eller indirekte« under hensyn til formålet med den nævnte bestemmelse må fortolkes vidt; artikel 95, stk. 1 sigter til samtlige afgifter, som faktisk og særligt er pålagt en indenlandsk vare i alle de led af dens fremstilling og omsætning, der ligger forud for eller samtidig med varens indførsel fra andre medlemsstater, idet det dog er forudsat, at disse afgifters vægt er desto ringere, jo fjernere de forudgående fremstillings- og omsætningsled befinder sig, og at denne vægt hurtigt bliver betydningsløs; medlemsstaterne må derfor ved beregningen af den afgiftsbyrde, der indirekte påhviler indenlandske varer, overholde de betingelser og begrænsninger, som følger af de anførte betragtninger; overholdelsen af disse betingelser og begrænsninger er undergivet de kompetente nationale domstoles kontrol i overensstemmelse med det overfor udtalte om virkningerne af artikel 95, stk. 1. |
Vedrørende virkningerne af artikel 97 (andet og fjerde spørgsmål)
Med det andet spørgsmål beder Bundesfinanzhof Domstolen om at udtale, om artikel 97 »giver enhver borger krav på at få prøvet ved de nationale domstole, under annullationssøgsmål mod afgiftsbeslutningen i konkrete tilfælde, om den af loven fastsatte gennemsnitssats er i overensstemmelse med de i artikel 95 anførte principper«;
endvidere anmoder Bundesfinanzhof i sit fjerde spørgsmål Domstolen om at udtale, hvorvidt »artikel 97 giver borgerne ret til at lade de nationale domstole efterprøve en gennemsnitssats, selv i tilfælde hvor Kommissionen har opfyldt sin forpligtelse til at sikre traktatens overholdelse, og hvor medlemsstaten har ændret gennemsnitssatsen i overensstemmelse med Kommissionens anmodning«.
Formålet med artikel 97 er at give de stater, der opkræver omsætningsafgift som en kumulativ flerledsafgift, bemyndigelse til at fastsætte gennemsnitssatser, dog under iagttagelse af de i artikel 95 og 96 anførte principper;
selv om formålene med artiklerne 95 og 9.7 således synes nært forbundne og præget af den samme målsætning, må artikel 97, der fastsætter en særlig regel for det komplicerede system med kumulativ flerledsafgift, dog holdes adskilt fra artikel 95 såvel på grund af nævnte afgiftssystems særlige karakter som på grund af de særlige bestemmelser til gennemførelse af artikel 97.
Dels indebærer denne bestemmelse, idet den giver medlemsstaterne en bemyndigelse, som de selv bestemmer, om de vil udnytte eller ej, til at fastsætte gennemsnitssatser at de stater, som på behørig måde har udnyttet denne mulighed, som mellemled mellem fællesskabsreglen og dennes gennemførelse vedtager retsakter, der er udtryk for en skønsmæssig beføjelse, hvorved deres valg og følgerne heraf på fællesskabsrettens nuværende stadium unddrages enhver umiddelbar virkning af de pågældende bestemmelser i artikel 97;
dels beror fastsættelsen af varegrupperne såvel som af gennemsnitssatserne, i mangel af en fællesskabsbestemmelse om beregningen heraf, på medlemsstatens under Kommissionens kontrol udøvede frie skøn, hvormed en umiddelbar virkning af artikel 97 er udelukket.
Under disse omstændigheder kan artikel 97 ikke hjemle private sådanne individuelle rettigheder, som er nævnt i det foreliggende spørgsmål fra Bundesfinanzhof;
dette resultat bestyrkes af det andet punktum i artikel 97, hvorefter Kommissionen er forpligtet til at meddele den stat, der anvender gennemsnitssatser, som ikke er i overensstemmelse med principperne i artikel 95, »passende direktiver eller beslutninger«.
Det følger således af formålet med artikel 97, at denne artikel, i tilfælde hvor en medlemsstat, der anvender en kumulativ flerledsafgift, vælger at fastsætte gennemsnitssatser, ikke medfører individuelle rettigheder for borgerne, som de nationale domstole skal beskytte.
Vedrørende begrebet gennemsnitssatser (tredje spørgsmål)
I sit tredje spørgsmål anmoder Bundesfinanzhof Domstolen om at udtale, »hvad der skal forstås ved gennemsnitssatser i EØF-traktatens artikel 97«, og, »under hensyn til svaret på dette spørgsmål, om den omtvistede sats for udligningsafgiften på 4 %, der er gældende for sødmælkspulver, udgør en sådan gennemsnitssats«.
I medfør af artikel 97, 1. pkt. tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte gennemsnitssatserne, idet Kommissionen alene er beføjet til at gribe ind i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 97, 2. pkt. og eventuelt artikel 169 over for manglende iagttagelse af de i artikel 95 anførte principper, dog med forbehold af de beføjelser, som artikel 170 hjemler andre medlemsstater;
selv om det ikke under disse omstændigheder tilkommer de nationale domstole at bedømme gennemsnitssatsernes overensstemmelse med principperne i artikel 95, følger det ikke heraf, at de nævnte domstole aldrig kan være nødsaget til at afgøre, hvorvidt der foreligger en gennemsnitssats, der omfattes af artikel 97, eller en afgift, der omfattes af artikel 95.
Anvendelsen af artikel 97 forudsætter, at to betingelser er opfyldt, nemlig dels at medlemsstaten opkræver omsætningsafgiften som en kumulativ flerledsafgift, og dels at den faktisk har udnyttet bemyndigelsen i den nævnte bestemmelse og har fastsat gennemsnitssatser;
herefter skal som »gennemsnitssats« betragtes enhver sats, der er fastsat som sådan af de stater, der har benyttet sig af muligheden efter artikel 97, dog med forbehold af bestemmelsens andet pkt.
Den anden del af det tredje spørgsmål vedrører ikke fortolkningen af traktaten men den eventuelle anvendelse heraf på et konkret tilfælde og falder således uden for Domstolens kompetence i sager efter artikel 177.
|
På grundlag af disse præmisser, kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Bundesfinanzhof ved denne rets kendelse af 18. juli 1967, for ret: |
|
|
|
|
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. december 1962. A. Van Houtte Justitssekretær R. Lecourt Præsident |