denne fortolkning tvinger ifølge Bundesfinanzhof de nationale retter til at anerkende samme retsstilling for de pågældende, som hvis medlemsstaten allerede havde opfyldt de forpligtelser, artikel 95 pålægger den, medens Fællesskabet kun kan kræve de pågældende forpligtelser opfyldt.

Indsigelser mod den fortolkning af artikel 95, som fremgår af dommen i sagen 57/65, kan ikke støttes på en jævnførelse af de rettigheder, bestemmelsen indrømmer private med de beføjelser, der er tildelt fællesskabsinstitutionerne;

i alle tilfælde, hvor en fællesskabsretlig bestemmelse tillægger private rettigheder, kan disse rettigheder, uden at de i traktaten hjemlede retsmidler foregribes, beskyttes ved søgsmål for de kompetente nationale domstole;

sådanne søgsmål adskiller sig fra udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt Fællesskabets myndigheder inden for traktatens rammer, navnlig i artiklerne 95 og 97 sammenholdt med artiklerne 155 og 169;

søgsmål fra private går nemlig ud på at beskytte individuelle rettigheder i konkrete tilfælde, medens fællesskabsmyndighedernes indgriben tager sigte på den almindelige og ensartede iagttagelse af fællesskabsreglerne;

de garantier, der ifølge ordningen i traktaten er tillagt private til beskyttelse af deres individuelle rettigheder, adskiller sig således, for så vidt angår indhold, formål og virkninger, fra de beføjelser, der er indrømmet fællesskabsinstitutionerne med henblik på at sikre staternes overholdelse af deres forpligtelser, og kan ikke sammenstilles med disse.

En sådan indsigelse kan ikke i sig selv anfægte fortolkningens rigtighed;

en stor del af de nævnte søgsmål synes i øvrigt — som det vil fremgå under besvarelsen af det andet spørgsmål — at bero på den fejlagtige opfattelse, at artikel 97 uvægerligt afføder samme virkning som artikel 95.

det skulle således ikke være en lovlig opgave for de i skatte- og afgiftssager kompetente tyske domstole at erstatte undladte lovgivningsakter på skatteområder med tusinder af enkeltafgørelser;

da endvidere beregningen af summen af interne afgifter pa en indenlandsk vare i vidt omfang henhører til faktum, ville førsteinstansretterne således kunne afsige modstridende domme i ensartede sager, uden at Bundesfinanzhof, der er højeste instans, ville være i stand til at harmonisere retspraksis;

under en ordning med kumulativ flerledsafgift skulle det være vanskeligt at foretage en konkret sammenligning af byrderne, hvorfor de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i medfør af artiklerne 95 og 97, kun skulle opfyldes ved lovgivningsforanstaltninger ;

endelig skulle de nationale retters anvendelse af artikel 95 kunne føre til uoverensstemmelse mellem de domme, der afsiges af de nævnte retter, og dem, der afsiges af Domstolen i medfør af traktatens artikler 169 og følgende.

Denne argumentation, der bygger på reglerne i den interne ret, kan på ingen måde fortrænge de retsregler, traktaten opstiller;

det følger af traktatens grundlæggende principper samt af de heri opstillede mål, at disse bestemmelser, for så vidt de efter deres karakter egner sig hertil, indgår i den interne retsorden, uden at nogen national foranstaltning er nødvendig;

den retlige karakter af en fællesskabsbestemmelse, der er umiddelbart anvendelig, kan ikke anfægtes af, at forholdene i en medlemsstat i visse henseender er vanskelige, og dette så meget mindre som fællesskabsbestemmelserne skal tilkendes samme gyldighed i alle medlemsstaterne;

navnlig ville det forbud, artikel 95 opstiller, miste sin virkning i henhold til traktaten, hvis bestemmelsens gyldighed blev gjort afhængig af nationale gennemførelsesforanstaltninger, der ikke er forudset i traktaten, men uden hvilke selve forbudet ville forblive virkningsløst;

de nationale domstoles brug af artikel 177, som giver Domstolen mulighed for at sikre en ensartet fortolkning af traktaten, kan lette den ensartede anvendelse af denne;

den fortolkning, der følger af dommen i sag 57/65, angår kun de afgiftssatser, som den nationale lovgiver ikke selv betragter som gennemsnitssatser, og med hensyn til hvilke den følgelig ikke anerkender de vanskeligheder, som fremhæves af den forelæggende ret;

endvidere begrænser artikel 95 ikke de kompetente nationale domstoles ret til blandt de forskellige midler, som den interne retsorden hjemler, at anvende dem, der er egnede til at beskytte de individuelle rettigheder, fællesskabsretten afføder;

navnlig tilkommer det de nationale domstole, når en intern afgift kun er uforenelig med artikel 95, stk. 1 udover et vist beløb, at afgøre efter national ret, om denne ulovlighed anfægter afgiften i sin helhed eller kun i det omfang, den overstiger det nævnte beløb.

At samtlige anførte grunde er der ikke anledning til at foretage en ny fortolkning af traktatens artikel 95, stk. 1.