Den omfatter to sektioner:
garantisektionen
udviklingssektionen
Garantisektionen finansierer:
a) restitutionerne ved udførsel til tredjelande, b) interventionerne til regulering af landbrugsmarkederne.
I sag 18/76
REGERINGEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND, repræsenteret af advokat Konrad Redeker som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg på Forbundsrepublikken Tysklands ambassade, 20-22, rue de l'Arsenal,
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sin juridiske konsulent P. Gilsdorf og af G. zur Hausen, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Kommissionens juridiske konsulent, Mario Cervino, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,
angående et krav om annullation af Kommissionens beslutninger 76/141 og 76/147 af
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene J. Mertens de Wilmars og Mackenzie Stuart, dommerne P. Pescatore, M. Sørensen, A. O'Keeffe og G. Bosco,
generaladvokat: F. Capotorti
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og parternes påstande, søgsmålsgrunde, indsigelser og øvrige anbringender kan sammenfattes således:
Disse beslutninger blev begrundet med, at de nævnte udgifter ikke var blevet bevilget eller afholdt af sagsøger i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbruget.
Sagsøger gør gældende, at Kommissionens beslutninger er fejlagtige og skal annulleres, for så vidt som Kommissionen har nægtet finansiering af udgifter på et beløb af
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Kommissionens beslutninger 75/33036 og 75/33038 af Kommissionen idømmes sagsomkostningerne.
frifindelse; sagsøger idømmes sagsomkostningerne.
Den omfatter to sektioner: garantisektionen udviklingssektionen Garantisektionen finansierer: Medlemsstaterne udpeger de kontorer og organer, som de bemyndiger til fra denne forordnings ikrafttræden at betale de i artiklerne 2 og 3 omhandlede udgifter. De meddeler så snart som muligt efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen nedenstående oplysninger om disse kontorer og organer: benævnelse og eventuelle statutter, administrative og regnskabstekniske forudsætninger, hvorunder betalinger i forbindelse med gennemførelsen af Fællesskabets regler inden for rammerne af den fælles markedsordning for landbruget foretages. Medlemsstaterne sender med regelmæssige mellemrum Kommissionen nedenstående materiale, som angår de i artikel 4 nævnte kontorer og organer, og som vedrører de af garantisektionen finansierede foranstaltninger: Efter høring af den i artikel 11 nævnte Fondskomité ved årets begyndelse pa grundlag af det i stk. 1, litra a), nævnte materiale beslutning om et forskud til kontorerne og organerne på et beløb på indtil én tredjedel af de på budgettet optagne midler; i årets løb beslutning om yderligere betalinger til dækning af de udgifter, der skal afholdes af et kontor eller et organ; Medlemsstaterne trætter i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de forødne foranstaltninger for at sikre sig, at de af Fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemførf nå behørig måde, at gennemtøre tilbagebetaling af beløb, der er udbetalt med urette på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser.
Forordning nr. 729/70 foreskriver altså — i modsætning til det foreløbige system, der blev indført ved Rådets
I Kommissionens
Den næstsidste betragtning til dette forslag til forordning var affattet således:
Der skal træffes passende foranstaltninger for at forhindre, forfølge og genoprette alle uregelmæssigheder eller svigagtigheder; det kan dog ikke udelukkes, at uregelmæssigheder eller svigagtigheder først opdages efter interventionen fra de betalende organer, eller at ikke alle de udbetalte beløb kan kræves tilbage; det er derfor nødvendigt at regulere problemet vedrørende det finansielle ansvar for sådanne tab; den løsning, der er mest i overensstemmelse med princippet om Fællesskabets finansiering af den fælles landbrugspolitik, og som tager mest hensyn til vanskeligheden ved at lokalisere oprindelsen for enhver sådan transaktion i en enkelt medlemsstat, er at lade Fællesskabet bære disse tab i sidste instans, bortset fra forsømmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan gøres ansvarlige for; …
Medlemsstaterne meddeler inden for tre måneder efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen følgende: administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om gennemførelse af forholdsreglerne i artikel 8, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 729/70; fortegnelse over de til gennemførelse af disse forholdsregler udpegede kontorer og organer samt de vigtigste bestemmelser om disse kontorers og organers funktion og arbejdsgang og om de fremgangsmåder, de skal følge.
Artikel 14 i Kommissionens
Da forordning nr. 283/72 blev vedtaget, fremsatte Rådet og Kommissionen følgende erklæring (dokument R/151/72 af
Såfremt Kommissionen … er af den opfattelse, at de finansielle følger af disse uregelmæssigheder eller forsømmelser ikke bør bæres af Fællesskabet, henvender den sig til den pågældende medlemsstat og foranstalter en meningsudveksling inden for rammerne af EUGFL-komiteen.
Ifølge sagsøger tager Kommissionens fortolkning hverken hensyn til ordlyden af eller formålene med artikel 8, stk. 2. Eftersom medlemsstaterne anvender fællesskabsreglerne ikke blot i deres egen interesse, men også i Fællesskabets, forekommer det berettiget at dele de risici, der er forbundet med anvendelsen af disse regler, mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Men dette er kun muligt, hvis man ikke begrænser anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 2 til udelukkende at omfatte uregelmæssigheder og forsømmelser, som tredjemænd kan gøres ansvarlige for. Der må også tages hensyn til de vanskeligheder, som anvendelsen af den umiddelbart gældende fællesskabsret medfører. Der må ofte træffes afgørelse inden for en kort frist; uden at det er muligt at opnå en bindende udtalelse fra Kommissionen. Herved kan fejlagtige fortolkninger, som anlægges i god tro, ikke udelukkes. Kommissionens opfattelse fører til, at den alene, inden for rammerne af fremgangsmåden for afslutning af regnskaberne, skal afgøre, om der foreligger en overtrædelse af fællesskabsretten. Ved høringen af Fondskomiteen har flere regeringer især understreget, at det ikke kan anses for forsvarligt, at Kommissionen endeligt vil træffe afgørelse om, hvilke udgifter, der skal pålægges medlemsstaterne; uden at disse har mulighed for reelt at medvirke (de bliver kun hørt). Desuden blev de betydelige vanskeligheder fremhævet, som en ikke-anerkendelse af udgifter vil skabe for medlemsstaterne, fordi disse må ansøge deres parlament om tilsvarende nationale bevillinger og dokumentere anvendelsen af disse for deres revisionsmyndigheder. Ifølge en erklæring, der blev optaget i mødereferatet, fremsat af den tyske delegation under drøftelsen af udkastet til forordning nr. 283/72; og som ikke blev bestridt hverken af Kommissionen eller af nogen anden delegation, skal enhver fejlagtig foranstaltning fra en medlemsstats forvaltnings side anses for en forsømmelse. Dette begreb må også gælde for forsømmelser i den i artikel 8, stk. 2 forudsatte betydning. Ordlyden af artikel 8, stk. 2 giver ifølge sagsøger tilstrækkelige oplysninger til, at det er muligt at opstille de kriterier, på grundlag af hvilke de finansielle følger af uregelmæssigheder eller forsømmelser begået af en medlemsstat kan pålægges denne. Hvis man i overensstemmelse med denne bestemmelse sondrer mellem de uregelmæssigheder og forsømmelser, som medlemsstaten kan gøres ansvarlig for, og dem, som den ikke kan gøres ansvarlig for, kan man gå ud fra, at der til ansvarspålæggelse kræves, at der foreligger en kritisabel adfærd inden for en forvaltnings ansvarsområde. Herved forstås, at enhver adfærd, som kun er objektivt fejlagtig, ikke kan føre til, at den pågældende medlemsstat gøres ansvarlig. En sådan fordeling af den finansielle risiko er nødvendig, især for at der kan ske en gnidningsløs afvikling af de udgifter, der følger af finansieringen af den fælles landbrugspolitik, og for at der kan opretholdes et bedst muligt forhold mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Ved den ovennævnte erklæring traf Rådet og Kommissionen foreløbige foranstaltninger vedrørende gennemførelsesbestemmelserne for ansvarspålæggelsesproceduren. I de foreliggende tilfælde har Kommissionen ikke forelagt Rådet den beretning, som nævnes deri. Desuden blev EUGFL-komiteen ikke hørt vedrørende ansvarspålæggelsen.
Den kompetence, der er tillagt Kommissionen i så henseende, er fuldt ud i overensstemmelse med fremgangsmåden i henhold til artiklerne 108, stk. 3 og 110 i finansforordningen af Afslutningen af regnskaberne udviser i øvrigt ikke med hensyn til sine virkninger for medlemsstaterne nogen fundamental forskel i forhold til den beslutning, som Kommissionen skulle træffe om støtte fra Fonden efter høring af Fondskomiteen under den gamle finansieringsordning i artikel 10 i forordning nr. 17/64. Kommissionen påpeger endelig i denne sammenhæng, at fremgangsmåden for afslutning af regnskaberne giver medlemsstaterne en meget vidtgående ret til kontrol. Således som Kommissionen har forstået det, omfatter denne fremgangsmåde en bilateral og en multilateral fase, idet sidstnævnte fase består i en høring af Fondskomiteen vedrørende udkast til beslutning om afslutning af regnskaberne. Kommissionen henviser herved til ovennævnte arbejdsdokument (dokument (VI/192/75 af Under drøftelserne ar rorslaget til rorordning nr. 283/72 i De faste repræsentanters Komité fremsatte den tyske delegation ganske vist en erklæring, hvorefter Vedrørende definitionen af begrebet Det arbejdsdokument af Hvis et økonomisk tab udelukkende skyldes en medlemsstats fejlagtige adfærd, er det kun logisk, at denne også må påtage sig den økonomiske risiko for sine handlinger. Hvis det økonomiske tab imidlertid skyldes en tredjemands adfærd, foreligger der en breche i medlemsstaternes ansvarssfære, og det vil derfor være fornuftigt at befri staten for den økonomiske risiko, som påhviler den. Hertil kommer endvidere den omstændighed, at fejlagtige retsakter ofte vedrører flere medlemsstaters områder, således at uregelmæssigheden ikke kan lokaliseres. Disse overvejelser kom til udtryk i den tredjesidste betragtning i ovennævnte forslag til forordning nr. 729/70. I dette forslag er artikel 8, stk. 2 i øvrigt mere præcist affattet på dette punkt (artikel 8, stk. 3 i forslaget). Kommissionen gør endvidere gældende, at den tyske version af artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70 er blevet problematisk, især fordi man har anvendt udtrykket Hvis man læser den nederlandske version, som er i overensstemmelse med den franske version, kan man for det første konstatere, at begrebet Ifølge Kommissionen kan denne urimelighed kun undgås, hvis man ved fortolkningen af denne bestemmelse går ud fra den oprindelige ordlyd af Kommissionens forslag, og hvis man ser bort fra begrebet Da begrebet Kommissionen påpeger, at de efterfølgende betragtninger vedrørende ansvarspålæggelsen og ansvarspålæggelsesproceduren især er af betydning, hvis det statueres, at sagsøgers grundlæggende opfattelse vedrørende fortolkningen af artikel 8, stk. 2 er korrekt. Hvad angår de materielle Artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70 nævner hverken, hvornår eller under hvilke betingelser ansvarspålæggelsen skal finde sted, hvilket er i modsætning til den version, der blev foreslået af Kommissionen, og som præciserede, at der skulle foreligge forsømmelse fra medlemsstaternes side. Men selv uden denne udtrykkelige præcisering kan den eksisterende bestemmelse fortolkes i overensstemmelse med dette forslag. Det vil i det væsentlige føre til det samme resultat som det, der f.eks. består i, at en ansvarspålæggelse forudsætter en Hvis en iagttager a priori nærer begrundet tvivl om rigtigheden af en bestemt juridisk fortolkning, må den nationale myndighed opfordres til at forsøge at fjerne denne tvivl, f.eks. ved at rådføre sig med Kommissionen. Såfremt den ikke gør dette, løber den risikoen for at blive beskyldt for en eventuel forkert fortolkning, hvis finansielle følger den ligeledes må bære. Denne opfattelse er nødvendig for den konkrete anvendelse af fællesskabsretten, hvis man vil undgå, at de nationale myndigheder så at sige belønnes for en skødesløs anvendelse af fællesskabsretten. Det ændrer intet i denne situation, at der foreligger en fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen, som blev afgivet, da forordning nr. 283/72 blev vedtaget. Ved ikke at tage hensyn til de procedureregler, der er fastsat i denne erklæring, har Kommissionen højst overtrådt en form for Muligheden ror, at Rådet kan gribe ind i særlige tilfælde, er i øvrigt egnet til at påvirke traktatens institutionelle ligevægt på negativ måde. Rådet har i øvrigt en tendens til at løse de problemer, som forelægges det, politisk. Udsigten til et sådant politisk kompromis tilskynder medlemsstaterne til fra første færd at modsætte sig en pålæggelse af det finansielle ansvar for uregelmæssigheder, til at indbringe sagen for Rådet og til ved anvendelsen af fællesskabsretten at finde en løsning, som svarer til deres nationale interesser. Endelig er Rådet i modsætning til Kommissionen ikke i stand til på det administrative plan at behandle et stort antal enkelttilfælde. Kommissionen kan fuldt ud tilslutte sig den erklæring, der blev foreslået af den franske delegation til det mødereferat, der blev udarbejdet, da forordning nr. 283/72 blev vedtaget af Rådet; denne erklæring tilsigter ikke at gøre Rådet til en forligsinstitution, men at benytte de forligsmidler, der findes i EUGFL-komiteen, dvs. i et organ under Kommissionen. Det synes vanskeligt at rorene sagsøgers opfattelse med ordlyden af artiklerne 2 og 3 i forordning nr. 729/70, medmindre man kun vil lægge en ganske generel betydning i ordene Sagsøgers opfattelse er især ikke forenelig med den omstændighed, at medlemsstaterne anvender de pågældende fællesskabsbestemmelser på eget ansvar og ikke Dette resultat kan ikke ændres af den omstændighed, at anvendelsen og fortolkningen af fællesskabsretten undertiden rejser praktiske vanskeligheder: Disse kan ofte løses allerede under forberedelsen af den pågældende retsakt ved at rådføre sig med Kommissionen eller i de talrige komiteer osv.; de øvrige tilfælde må være yderst sjældne; i givet fald kan betalingerne enten udsættes eller ske med forbehold. Der rindes dog undtagelser til det ar Kommissionen hævdede princip, f.eks. i tilfælde af uregelmæssigheder begået af tredjemænd — artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70 — når Fællesskabet selv har fremkaldt den forkerte anvendelse, eller når det kan gøres ansvarligt for den forkerte anvendelse af en anden grund: Jf. vedrørende dette den situation, der blev fremkaldt ved Domstolens dom af Kommissionen er ikke overbevist af sagsøgers anbringende, hvorefter Kommissionens nægtelse af at anerkende visse udgifter kan få budgetmæssige følger for medlemsstaterne. Medlemsstaten skal ifølge Kommissionen på forhånd træffe budgetmæssige foranstaltninger for at kunne opfylde yderligere forpligtelser. I øvrigt opstod disse supplerende udgifter ikke så pludseligt for medlemsstaten, at det kunne medføre betalingsvanskeligheder; Kommissionens beslutning om afslag fremgår tilstrækkelig tidligt af den obligatoriske fremgangsmåde. Hvis en medlemsstat imidlertid skulle komme ud for ægte skattemæssige vanskeligheder, vil det være muligt i forståelse med Kommissionen at finde praktiske midler til løsning af dette problem.
Sagsøger deler Kommissionens synspunkt vedrørende begrebet
Hvad angår fortolkningen af begrebet kritisabel adfærd, deler sagsøger Kommissionens opfattelse, hvorefter der ikke kun skal tages hensyn til subjektive elementer hos den tjenestemand, som udfører handlingen, men snarere til en objektiv og sagkyndig iagttagers mening.
Forordning nr. 729/70 angiver ikke præcist og konkret, på hvilke betingelser ansvarspålæggelsen skal ske. Men forordningens artikel 8 opstiller en sondring mellem ansvarspådragende og ikke-ansvarspådragende adfærd. Ifølge sagsøger kan denne sondring kun have følgende årsag: En medlemsstat skal ikke svare for de økonomiske følger af en fejlagtig adfærd fra dens ansattes side, undtagen hvis denne fejlagtige adfærd ligeledes er kritisabel (
Spørgsmålet om, hvilken grad ar objektivt fejlagtig adfærd eller fejl, der skal foreligge, før den kan kaldes kritisabel, kan stå hen, fordi der ikke i de omtvistede tilfælde har været tale om en pligtstridig, kritisabel eller uforsvarlig adfærd eller fejl fra de ansattes side, som har udført akten. Det følger imidlertid af Kommissionens opfattelse, at man ikke fra første færd kan fastslå, at der er tale om en krtisabel adfærd, selv i tilfælde af en ubetydelig fejl (
Kommissionens opfattelse — hvorefter der ved
Ifølge forordning nr. 729/70 må følgende punkter derfor undersøges i nedenstående rækkefølge:
er de betalinger, som er foretaget af den pågældende medlemsstat, foreskrevet i fællesskabsretten som restitutioner eller interventioner, og falder de inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbruget? har disse betalinger givet anledning til skyldes
I de foreliggende tilfælde har Kommissionen slået disse tre punkter sammen til én enkelt undersøgelse. Kommissionen har beskåret sagsøgers retsbeskyttelse, hvilket følger af undersøgelsen af de enkelte omtvistede tilfælde.
Sagsøger svarer vedrørende ansvarspålæggelsesproceduren, at Rådets og Kommissionens erklæring i anledning af vedtagelsen af forordning nr. 283/72 (dokument R/151/72 i forståelse med Kommissionen har tildelt Rådet en bestemt rolle. På grund af Rådets sammensætning og øvrige funktioner kan dets deltagelse lettere føre til et forlig af interesser i forholdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne end en ensidig beslutning fra Kommissionens side ville kunne gøre.
Selv hvis der kun var tale om en
Den af Kommissionen hævdede opfattelse fører på ingen måde til, at enhver overtrædelse af en hvilken som helst formforskrift bevirker, at restitutions- eller interventionsforanstaltninger af denne grund træffes i strid med fællesskabsbestemmelserne. Også på dette område må der ifølge Kommissionen sondres mellem væsentlige og uvæsentlige formkrav. Kommissionen mener, at en overtrædelse af sidstnævnte ikke kan bevirke, at restitutionen eller interventionen ikke kan finansieres af Fællesskabet. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med Kommissionens praksis, hvilket fremgår af den holdning, som den har indtaget i tilfælde nr. 4, samt i sag 15/76, den franske regering mod Kommissionen.
Sagsøgers forklaringer om tilblivelseshistorien til artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70 godtgør ifølge Kommissionen udelukkende, at sagsøger allerede fra begyndelsen har forsvaret en anden fortolkning, men at denne fortolkning ikke er blevet antaget af de øvrige delegationer.
Kommissionen mener ikke, at det forløb, der gik forud for vedtagelsen af denne bestemmelse, gør det muligt at drage den slutning, at Rådet ved at ændre ordlyden har villet indføre et helt andet begreb vedrørende fordelingen af de finansielle byrder; hvis dette havde været Rådets hensigt, måtte denne hensigt i det mindste have fundet klart udtryk i den endelige tekst.
Kommissionen tilbageviser det af sagsøger hævdede, hvorefter der var enighed om at inddrage forvaltningsområdet under ansvarspålæggelsesproceduren. Det er ikke desto mindre efter Kommissionens mening ubestrideligt, at alle involverede parter var enige om, at uregelmæssigheder begået af enkeltpersoner ofte er forbundet med en forsømmelig adfærd fra den nationale forvaltning; indførelsen af begrebet
Vedrørende begrebet kritisabel adfærd anfører Kommissionen, at der er tale om et problem, der kan sammenlignes med det, der eksisterer i retsreglerne vedrørende statens og dens embedsmænds ansvar: På dette område kan det ved en retssammenlignende undersøgelse fastslås, at enhver pligtstridig adfærd fra forvaltningens side i praksis indicerer ansvarlighed, eller at handlingen er kritisabel.
Desuden er begrebet
Kommissionen forstår ikke sagsøgers betænkeligheder med hensyn til disse anmodninger til Kommissionen om nærmere oplysninger. Det er ifølge Kommissionen absurd at påstå, at forpligtelsen til at indhente nærmere oplysninger i sig selv skulle føre til en uacceptabel retsusikkerhed i samhandelen, eller til en form for hindring ved gennemførelsen af fællesskabsretten. Sådanne anmodninger om nærmere oplysninger har tværtimod mere og mere vist sig at være det bedste middel til at fjerne den endnu bestående retsusikkerhed og til at bidrage til en effektiv og ensartet gennemførelse af fællesskabsretten; hvis den nationale forvaltning ikke desto mindre er nødt til at træffe beslutninger, som ikke giver den tid til at fremsætte en sådan anmodning om nærmere oplysninger, er der andre muligheder for at undgå en konfliktsituation; hvis man imidlertid undtagelsesvis ikke har nogen mulighed af denne art, kan man eventuelt på dette stadium komme til den konklusion, at den pågældende medlemsstat ikke kan gøres ansvarlig for nogen kritisabel adfærd.
Kommissionen understreger, at den fremgangsmåde, som foreskrives i den erklæring, der blev fremsat i anledning af vedtagelsen af forordning nr. 283/72, ikke kan føre til, at der vedtages en beslutning vedrørende enkelttilfælde. I øvrigt ser Kommissionen ikke, hvoraf sagsøger udleder disse forskrifters retligt bindende karakter. Det fremgår af Domstolens praksis, at selv Rådets resolutioner ikke tillægges en sådan bindende karakter; følgelig må det samme gælde så meget desto mere for blotte erklæringer i mødereferater. Selv om denne erklæring havde skabt en forventning, kunne denne ikke have nogen som helst indflydelse på spørgsmålet om fordeling af udgifter. Beskyttelsen mod enhver krænkelse af princippet om de pågældendes berettigede forventning kan kun beskytte dem mod de tab, som de lider på grund af dispositioner, som de har truffet på grundlag af denne forventning.
Kommissionen kan absolut ikke tilslutte sig den opfattelse, hvorefter meningsforskelle vedrørende den korrekte anvendelse af fællesskabsretten og den påpasselighed, som de nationale forvaltninger skal udvise på dette område, først og fremmest skal løses af Rådet inden for rammerne af et kompromis mellem de foreliggende interesser. I den foreliggende sag drejer det sig ikke om at søge et politisk kompromis, men om at regulere enkelte tilfælde ved hjælp af retlige kriterier. Den rette måde er efter Kommissionens mening inden for rammerne af EUGFL at anvende alle midler til forlig for i mindelighed at udjævne meningsforskellene. Fremgangsmåden i Rådet indebærer den risiko, at medlemsstaterne er lidet tilbøjelige til at nå frem til en mindelig ordning inden for rammerne af en forudgående procedure, fordi de håber trods alt at kunne sætte deres opfattelse igennem inden for rammerne af et politisk kompromis. Der vil følgelig være fare for, at Rådet blokeres på grund af afslutningen af regnskaberne. Man vil desuden risikere, at disse tilfælde reguleres, ikke på grundlag af retlige kriterier, defineret i bestemmelserne i forordningerne vedrørende markedsordningerne og i finans-ordningerne, men inden for et samlet politisk kompromis; en sådan fremgangsmåde er uforenelig med disse bestemmelser og derfor i modstrid med traktaten.
Dette problem, der vedrører et beløb på
I sin replik anfører sagsøger, at nærværende sag i overensstemmelse med denne afgørelse tilsigter at korrigere regnskabsafslutningen for 1971 og 1972 og som konsekvens heraf at få bogført de tilsvarende beløb til sagsøgers kredit. I sin duplik meddeler Kommissionen, at den vil træffe de nødvendige foranstaltninger til at ændre de anfægtede beslutninger
tilsvarende. Ved beslutning 78/710, truffet den
Der blev dog foreskrevet en midlertidig undtagelse fra den ovennævnte ordning ved artikel 3 i forordning nr. 986/68, som ændret ved forordning nr. 673/71 af
Kommissionens forordning nr. 2315/69 af
I de tilfælde, hvor tidspunktet for kontrollen ikke længere klart kan fastslås, og hvor de kompetente italienske myndigheder endeligt har nægtet at udbetale støtten, kan der intet indvendes mod, at forbundsregeringen udbetaler denne støtte, da enhver risiko for dobbelt betaling er udelukket i dette tilfælde …
Under forberedelsen af beslutningerne om afslutning af regnskaberne udstrakte Kommissionen denne opfattelse til at gælde for alle de tilfælde, hvor anbringelsen under kontrol var foretaget efter
Før det udbetalte støtten, anmodede det tyske kompetente organ det italienske statslige interventionsorgan for landbrugsmarkedet (AIMA) om at foretage en kontrol. Ved skrivelse af
Selv om sådanne partier er blevet fortoldet i Italien efter den Denne retsstilling forbliver uændret fremover, også med hensyn til eventuelle fremtidige anmodninger om støtte, der indgives til denne myndighed, hvad angår de partier, som Bundesamt har givet meddelelse om. I sidste afsnit i nævnte cirkulære nr. 141 bestemmes det, at der med hensyn til de partier skummetmælkspulver, der endnu ledsages af kontrolledsagedokument T1/T2 nr. 5, efter den
I tillægget til dokument VI/145/75 angav Kommissionen som grund til sin nægtelse af at anerkende ovennævnte beløb som påhvilede EUGFL, at beviset for, at der ikke er sket dobbelt betaling, skal vedrøre bestemte og særskilte tilfælde, og ikke kan begrænses til en bekræftelse af, at en dobbelt betaling ikke var mulig i henhold til de gældende bestemmelser.
Kommissionen har nægtet at anerkende dette beløb som påhvilende EUGFL, fordi fremlæggelsen af det originale kontroleskemplar T1/T2 er det eneste tilladte bevis, der berettiger til at modtage støtten.
Sagsøger beskylder med urette Kommissionen for at have udvist en selvmodsigende adfærd. I de tilfælde, hvor datoen for kontrollen var tvivlsom, har Kommissionen krævet beviser for hvert enkelt tilfælde; i de tilfælde, hvor det fremgik, at kontrollen havde fundet sted efter den
Kommissionen gør endelig gældende, at selv hvis sagsøgers synspunkt lægges til grund, må sagsøger bebrejdes fejlagtig anvendelse af fællesskabsretten; sagsøger er ikke gået frem i overensstemmelse med de oplysninger, der blev givet sagsøger af Kommissionen efter anmodning, i de tilfælde, hvor datoen for anbringelsen under kontrol var tvivlsom; da sagsøger har lagt skrivelsen fra AIMA til grund, kunne den ikke gå ud fra, at dens retsanvendelse var rigtig.
Det fremgår af samtlige sagens omstændigheder, at når Kommissionen i sit telex svarede:
Skrivelsen fra AIMA henviser til en bestemt fremgangsmåde, som faktisk er blevet fulgt af de italienske toldmyndigheder, og som udelukker dobbelte betalinger. Det drejer sig således ikke om en simpel retlig vurdering. Sagsøger skulle og kunne forudsætte, at denne skrivelse var korrekt. Hvis Kommissionen havde fulgt den fremgangsmåde, der er foreskrevet i Rådets og Kommissionens erklæring i anledning af vedtagelsen af forordning nr. 283/72, ville ansvarspålæggelse kun komme på tale for Italiens vedkommende, såfremt Kommissionen kunne bevise, at der var sket dobbelt betaling.
Det af Kommissionen krævede bevis kunne indeholdes i en samlet skrivelse, for så vidt der blot herved blev bekræftet, at de af de tyske myndigheder angivne partier ikke havde haft fordel og ikke ville få fordel af nogen støtte i Italien. Selv om skrivelsen fra AIMA henviste til en bestemt fremgangsmåde, betød dette blot, at det ville være umuligt at foretage en udbetaling af støtten ved en korrekt anvendelse af den gældende ordning.
Støtten er imidlertid først blevet udbetalt og sikkerhedsstillelsen frigivet efter fremlæggelse af ledsagedokumenter, fortoldningsangivelser og anmeldelser fra repræsentanter for de firmaer, som havde ansøgt om støtte. Disse papirer udgjorde det nødvendige bevis for, at skummetmælkspulveret var blevet forsendt til Italien og dér rettidigt var blevet underkastet kontrol. Desuden var risikoen for dobbelt betaling blevet udelukket ved skrivelsen fra AIMA af
Endelig antører Kommissionen, at selv om man accepterer sagsøgers opfattelse vedrørende anvendeligheden af artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70, må sagsøger i den foreliggende sag bebrejdes en fejlagtig retsanvendelse: Sagsøger har udbetalt støtten, selv om det klart har stået fast, at de eneste beviser, der tillades efter fællesskabsretten, ikke har foreligget.
Sagsøger anfører subsidiært, at hvis den fremgangsmåde, der foreskrives i Rådets og Kommissionens erklæring i anledning af vedtagelsen af forordning nr. 283/72, var blevet fulgt, ville det have vist sig, at vanskeligheden ved at fremskaffe beviset for forarbejdningen af mælkepulveret skyldes forsømmelser fra Kommissionens side: Det kontrolstempel, der påføres af bestemmelsesmedlemsstaten, findes kun på ét eneste dokument, mens det er almindelig handelsskik, at dokumenter af nogen betydning udarbejdes i flere eksemplarer. De pågældende bestemmelser indeholder altså en lakune: de ser bort fra det tilfælde, hvor et kontroleksemplar går tabt. Prøvelsen af spørgsmålet om ansvarlighed skulle altså have ført til, at de omtvistede beløb blev pålagt EUGFL.
Kommissionen er for formalistisk i det foreliggende tilfælde. Fællesskabsforsendelsesordningen skal ikke være et formål i sig selv. Ydelsen af økonomiske fordele er naturligvis kun berettiget, såfremt det garanteres, at det pågældende mælkepulver ikke kan vende tilbage til det normale markedskredsløb. Det er netop dette, som sagsøger har taget hensyn til. De af sagsøger anerkendte erstatningsbeviser giver netop denne garanti.
Sagsøger anfører endelig, at en betalings-nægtelse i det foreliggende tilfælde ville være blevet underkendt ved dens nationale retter. Dette viser, at sagsøger hverken kan bebrejdes, at dens forvaltningsmyndigheder har begået en uregelmæssighed eller en forsømmelse, idet der ikke er tale om en overtrædelse af en retsregel.
Kommissionen erindrer om, at det under hensyn til bestemmelserne i fællesskabsretten og Domstolens praksis er usandsynligt, at sagsøger ikke skulle have vundet de sager, som kunne være anlagt mod den ved de nationale retter.
De af sagsøger tilladte beviser gør det efter Kommissionens mening muligt at bevise, at de pågældende varer er ankommet til Italien, men ikke at de dér er blevet underkastet kontrol.
Efter Kommissionens mening er sagsøgers subsidiære anbringender vedrørende spørgsmålet om ansvarspålæggelse næppe afgørende. Samtlige påberåbte kendsgerninger falder uden for anvendelsesområdet for artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70. Desuden er der heller ikke her tale om nogen af de undtagelsestilfælde, i hvilke Fællesskabet kan gøres ansvarlig for en medlemsstats fejlagtige anvendelse af fællesskabsretten.
Kommissionen fremfører, at det er en almindelig udbredt praksis i samhandelen inden for Fællesskabet, at bestemte beviser kun kan føres ved hjælp af et enkelt dokument. Varecertifikatet DD 4, som var afgørende i sag 12/70 (Craeynest), er et eksempel herpå. Det kan desuden ikke tillades, at en medlemsstat, der anser en fællesskabsbestemmelse for uformålstjenlig, simpelthen ikke anvender denne bestemmelse. Det ville medføre en forvridning af den nødvendige ensartethed i anvendelsen af fællesskabsretten.
Rådets forordning nr. 414/70 af
I kraft af denne bemyndigelse udstedte Kommissionen beslutning 70/228 af
Denne beslutning blev ophævet med virkning fra
I Forbundsrepublikken tyskland blev rabatkortene uddelt til de begunstigede af kommunernes sociale myndigheder. Disse kort bestod af taloner med hver to månedlige værdikuponer. Forbundsrepublikken udleverede rabatkortene i begyndelsen af 1970 og 1971, hver gang som en enkelt disposition for at undgå for høje forvaltnings- og fordelingsudgifter.
Herved gik forbundsregeringen ud fra, at beslutning 71/166 kun forbyder uddeling af rabatkort efter
Kommissionen har nægtet at anerkende den støtte, der er udbetalt af Forbundsrepublikken efter den
De pågældende fællesskabsregler gav hverken medlemsstaterne ret eller pligt til at forsyne rabatkortene med betingelser eller begrænsninger; de indeholdt heller ingen tilpasningsklausul. Sagsøger kunne og skulle altså indtil marts 1971 gå ud fra, at foranstaltningerne ville blive opretholdt i det mindste indtil
Beslutning 71/166 kan ikke have berørt gyldigheden af allerede uddelte rabatkort, især når henses til den i Forbundsrepublikken fulgte fremgangsmåde, som var Kommissionen bekendt. Desuden havde de begunstigede, som indtil
Den pågældende foranstaltning blev truffet med henblik på at formindske de eksisterende smørlagre. Den måtte derfor følge markedssituationen og ophæves, da den ikke længere var berettiget fra et økonomiske synspunkt. Dette var også grunden til, at gyldigheden af beslutning 70/228 fra begyndelsen ikke var tidsbegrænset. En ophævelsesforanstaltning, der var begrænset til uddelingen af rabatkort, ville have været uden virkning, i det mindste under hensyn til den af sagsøger anvendte fremgangsmåde til fordeling af rabatkort.
Indehaverne af rabatkortene havde ingen sikker retsstilling. For det første er der tale om retsforholdet mellem enkeltpersoner og den pågældende medlemsstat, som er uden betydning for spørgsmålet om finansiering i forholdet mellem Fællesskabet og medlemsstaten. Såfremt der skulle være skabt et sådant krav, ville dette i øvrigt kun vise, at sagsøger med urette har undladt at forhindre dets opståen. Der har for øvrigt ikke været nogen anledning til at optage en bestemmelse i beslutning 70/228, hvorefter rabatkortenes gyldighed afhænger af, om den på fællesskabsplan besluttede aktion fortsat består. Organisationen af systemet med rabatkort er fuldstændig blevet overladt til medlemsstaterne.
Kommissionen anfører endelig, at selv hvis man lægger den af sagsøger hævdede opfattelse til grund vedrørende anvendeligheden af artikel 8, stk. 2 i forordning nr. 729/70, må denne bebrejdes en fejlagtig anvendelse af fællesskabsretten, da denne anvendelse for en objektiv iagttager er klart i strid med fællesskabsbestemmelsernes ånd og bogstav. Sagsøgers adfærd må anses for i det mindste groft uagtsom, især hvis man betænker de omstændigheder, hvorunder beslutning 71/166 blev vedtaget.
En efterfølgende ugyldighedserklæring eller inddragelse af rabatkortene ville være umulig efter tysk ret, da indehaverne af rabatkortene havde erhvervet en sikker retsstilling.
Den omstændighed, at forordning nr. 414/70 ikke havde en mindsteløbetid, følger allerede af en bemyndigelses retlige natur. Rådet havde afstukket en ramme, inden for hvilken Kommissionen kunne, men ikke havde pligt til at handle. Den kunne ligeledes begrænse sig til en delvis udnyttelse af denne bemyndigelse. Det er derfor fejlagtigt i en delvis udnyttelse af en bemyndigelse, at se et overgreb på dens indhold. Det samme gælder for den bemyndigelse, som er givet medlemsstaterne af Kommissionen.
Med henblik pa afsætning at interventionssmør i mejeriåret 1968/69 udstedte Kommissionen forordning nr. 1308/68 af
Selv om torordning nr. 1308/68 blev ophævet ved artikel 5 i Kommissionens forordning nr. 1893/70 af
I regnskabsåret 1971 anvendte sagsøger forordning nr. 1308/68 således, at den fortolkede udtrykket
Der findes imidlertid i forskellige artikler og i visse betragtninger indicier, der taler for en fortolkning i overensstemmelse med almindelig sprogbrug. Kommissionen henviser herved til artiklerne 1, 2, 4, stk. 1 samt artikel 5.
Sagsøger har ikke haft nogen gyldig grund til at anvende forordningen, som den har gjort. Kommissionen har forklaret sin opfattelse under det 195. møde i Forvaltningskomiteen for Mælk og Mejeriprodukter den
Sagsøgers opfattelse er ikke i modstrid med de af Kommissionen påberåbte ovennævnte bestemmelser i forordningen. Artikel 1 udelukker ikke, at købekontrakten indgås efter mindre end fire måneders oplagring, når det i kontrakten aftales, at smørret først efter disse fire måneder skal fraføres lageret. Den forpligtelse, som artikel 5 pålægger medlemsstaterne til hver uge at underrette Kommissionen om de solgte mængder, vil kun få praktisk betydning, hvis Kommissionen underrettes om de faktiske disponible lagerrum, dvs. hvis datoen for fraførslen fra lageret betragtes som afgørende.
Sagsøger anfører endvidere, at selv hvis den har begået forsømmelser, kan disse ikke bebrejdes den. Ifølge de kriterier for ansvarspålæggelse, der er opstillet af Kommissionen, kan der ikke ske ansvarspålæggelse, når den nationale forvaltnings fortolkning af fællesskabsretten kan forsvares fra en objektiv og sagkyndig iagttagers synspunkt. I så henseende må der tages hensyn til den omstændighed, at den fortolkning, der forsvares af sagsøger også er blevet godkendt af andre medlemsstater. Desuden har Kommissionen, på grund af den uklare formulering af forordning nr. 1308/68, selv givet anledning til fejlagtige fortolkninger. Den kunne uden videre entydigt have gjort det klart, som den har gjort det i artikel 4, at tidspunktet for købekontrakten også skulle være afgørende i artikel 3.
Kommissionen kan ikke unddrage sig sin pligt til at overvåge, at der ikke findes sproglig tvetydighed i de retsakter, som den udsteder, ved at henvise til den mulighed, som de nationale myndigheder har for at anmode Kommissionen om nærmere oplysninger. Denne mulighed har kun begrænset værdi, og kan ikke bruges i økonomiske forhold, der kræver hurtige beslutninger. Dette fremgår af Kommissionens arbejdsdokument af
Inden ror rammerne at de særlige foranstaltninger, der foreskrives i artikel 6, stk. 3 i forordning nr. 804/68 af
Da det, trods de krævede garantier mod misbrug, ikke kunne garanteres, at smørfedtet blev brugt til de foreskrevne formål, vedtog Kommissionen beslutningen af
Køberne skulle så atter stille varen til rådighed for interventionsorganet og modtage en godtgørelse for købsprisen samt et fast beløb til dækning af de afholdte oplagringsomkostninger.
Hvad angår finansieringen af interventioner må der i det foreliggende tilfælde henvises til artikel 4, stk. 1, litra f) i Rådets forordning nr. 2306/70 af
Sagsøger tilbagekøbte smørret og smørfedtet til en markedspris, der var højere end den, til hvilken sagsøger havde solgt varen. Denne pris skulle dække risikoen for, at overdragelsen ikke længere var mulig, samt de deraf følgende erstatningskrav. Sagsøger skulle desuden afholde udgifterne ved rentetab som følge af oplagring af de tilbagekøbte varer samt udgifterne til forarbejdning af smørret til smørfedt. Sagsøger mener, at EUGFL skal finansiere disse udgifter.
Ifølge Kommissionen skulle tilbagekøbet ske til den pris, som interventionsorganet havde solgt varen for. De omkostninger, som Kommissionen anerkendte som påhvilende EUGFL, er omkostningerne til forarbejdning, som er nævnt i artikel 4, stk. 1, litra h) i forordning nr. 2306/70, da disse udgifter var fastsat på grundlag af det i beslutningen af
Kommissionen afviste derfor at anerkende et beløb på
Sagsøger tilføjer, at Kommissionen før beslutningen af
Vedrørende forarbejdningsomkostningerne gør Kommissionen endvidere gældende, at artikel 4, stk. 1, litra h) i forordning nr. 2306/70 kun foreskriver et fast beløb, der er ens for hele Fællesskabet; det bestemmes ikke, at de faktisk opståede forarbejdningsomkostninger skal tages i betragtning.
Den omstændighed, at Kommissionen godkendte, at den foretagne afsætning af varen blev annulleret, kan ikke ændre dette resultat. Alene sagsøger var ansvarlig for iværksættelsen af transaktionen. Det påhviler følgelig sagsøger at træffe de nødvendige gennemførelses- og kontrolforanstaltninger, og at sikre den korrekte anvendelse af fællesskabsretten. Som regel må medlemsstaten ligeledes bære den økonomiske risiko ved en forkert anvendelse af fællesskabsbestemmelser. Hvis transaktionen ikke var blevet annulleret, ville sagsøger følgelig have løbet risikoen for at måtte bære alle følgerne af en ukorrekt gennemførelse af salget. I øvrigt ville hverken særlige interesser eller Kommissionens beslutning, som bemyndigede til annullering af salget, kunne berettige en finansiering gennem EUGFL under fravigelse af de gældende bestemmelser i forordning nr. 2306/70. Da beslutningen af
Kommissionen anfører vedrørende de i dens beslutning af
Ifølge sagsøger ville man komme til samme resultat, selv hvis man anvendte Kommissionens kriterier for fordelingen af den økonomiske risiko mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Kommissionen anerkender, at der er undtagelser fra dens opfattelse, hvorefter det påhviler medlemsstaterne at bære den økonomiske risiko, nemlig når Fællesskabet kan gøres ansvarligt for en fejlagtig anvendelse af bestemmelserne. Dette er efter sagsøgers mening tilfældet i det foreliggende tilfælde: Kommissionen har givet bemyndigelse til tilbagekøbet for at forhindre tab for Fællesskabet; disse betragtninger har været bestemmende for sagsøgers adfærd; hvis formålet med tilbagekøbet ikke kunne nås til en lavere pris, og hvis tilbagekøbet på den anden side var nødvendigt af de nævnte grunde, måtte tilbagekøbsprisen følgelig forhøjes tilsvarende; Kommissionen har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til disse betragtninger i sin beslutning af
Uanmodet forretningsførelse er et civilretligt begreb, som ikke kan anvendes på forholdet mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, og det ville for øvrigt være uforeneligt med Fællesskabets institutionelle opbygning; Fællesskabet er rets-anordnende inden for rammerne af den kompetence, som det er tildelt; medlemsstaterne anvender denne ret på konkrete tilfælde; den af sagsøger hævdede opfattelse ville vende dette system på hovedet.
Fællesskabet har ikke ført sagsøger til at handle, som den har gjort. Det følger af Kommissionens indlæg vedrørende tilfælde nr. 5, at nærværende tilfælde ikke falder ind under nogle af de undtagelser fra princippet om finansiering ved medlemsstaterne, som Kommissionen har påberåbt sig. Den omstændighed, at Kommissionen har bemyndiget sagsøger til at ophæve den foretagne transaktion, ændrer intet heri. Denne bemyndigelse, der først og fremmest er givet i sagsøgers interesse, som uden denne annullering af transaktionen havde måttet bære større økonomiske følger, er blevet overskredet af sagsøger.
Ligesom i andre sektorer sker finansieringen af interventionsudgifter for sukker ved hjælp af en konto, der oprettes af interventionsorganet, og som gør det muligt at konstatere nettotabene (artiklerne 3 og 4 i Rådets forordning nr. 2334/69 af
I henhold til artikel 10, stk. 3 i forordning nr. 1009/67 af
Da en del af det i Tyskland oplagrede sukker var klumpet, blev det før fraførslen fra lageret formalet og reemballeret for at kunne opfylde betingelserne i henhold til forordning nr. 822/70. Det tyske interventionsorgan opførte derfor på kreditsiden af den konto, som det skulle opstille i henhold til artikel 3 i forordning nr. 2334/69, den pris, der faktisk blev opnået af de bydende, hvis bud blev antaget, med et fradrag for regnskabsåret 1971 af et beløb på
Kommissionen nægtede at anerkende dette beløb som påhvilende EUGFL, da det ikke figurerer i opregningen i artikel 4, stk. 1 i forordning nr. 2334/69.
Det tyske interventionsorgan har forholdt sig, som om artikel 4, stk. 1 i forordning nr. 2334/69 indeholdt endnu en debetpost under litra h). Men ligesom de tilsvarende bestemmelser, der gælder i andre sektorer, er opregningen af forskellige elementer i artikel 4 i ovennævnte forordning udtømmende.
Den omstændighed, at der ved licitationen blev solgt hvidt
Endelig anfører Kommissionen, at de pågældende omkostninger i mangel af modstående bestemmelser indeholdes i det faste beløb for omkostninger til oplagring, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, litra f) i forordning nr. 2334/69.
Dette resultat kan ikke være anderledes, selv om man antager, at de pågældende udgifter ikke er foreskrevet i forordning nr. 2334/69. På tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 822/70 var alt det sukker, der var genstand for licitationen, ikke i en tilstand, der gjorde det muligt at garantere en
Til støtte for disse anbringender anfører sagsøger endvidere, at den først og fremmest har afholdt de pågældende udgifter for i størst muligt omfang at begrænse det økonomiske tab for Fællesskabet som følge af eventuelle krav på garanti eller erstatning. Disse må derfor betales af Kommissionen som en slags godtgørelse af udgifter (
bagsøger gør endelig gældende, at Kommissionen, når den hævder, at sukker ikke klumper, henviser til sukker oplagret i siloer. Sagsøger henviser herved til, at sukker i tredobbelte papirsække i 1970 på grund af de dagældende fællesskabsbestemmelser ligeledes måtte underkastes intervention. Denne oplag-ringsmetode havde til følge, at sukkeret klumpede, hvis det blev oplagret for længe.
Kommissionen gør endelig gældende, at den delvise klumpning af dette sukker skyldes en uhensigtsmæssig oplagring: Sukkeret befandt sig i femdobbelte papirsække, hvis andet lag var beklædt med asfalt; desuden havde tjenestemænd fra Kommissionen konstateret, at det tyske lager var således indrettet, at det ikke var forbavsende, at sukkeret var klumpet på trods af oplagring i femdobbelte papirsække.
I retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den
under retsforhandlingerne og i betragtning af ændringen af disse beslutninger ved Kommissionens beslutning 78/710 af
regeringen gør gældende, at denne bestemmelse skal rortolkes således, at de finansielle følger af en national myndigheds fejlagtige anvendelse af en fællesskabsbestemmelse skal bæres af Fællesskabet i alle de tilfælde, hvor den begåede fejl ikke kan bebrejdes den pågældende medlemsstats myndigheder eller organer, men beror på en fortolkning, som, skønt den objektivt er forkert, er blevet anvendt i god tro;
artikel 8, stk. 2 bestemmer, at de finansielle følger af uregelmæssigheder eller forsømmelser bortset fra dem, som medlemsstaterne kan gøres ansvarlige for, bæres af Fællesskabet, hvilket ifølge den sagsøgende regering indebærer, at en medlemsstat kun skal bære de finansielle følger i de tilfælde, hvor den fejlagtige anvendelse af en fællesskabsbestemmelse beror på en fejl, som kan bebrejdes en national myndighed eller et nationalt organ;
Kommissionen indrømmer dog, at det ifølge almindelige retsprincipper påhviler Fællesskabet at bære de finansielle følger af en fejlagtig anvendelse af fællesskabsretten, når en fællesskabsinstitution kan gøres ansvarlig herfor.
ved fortolkningen af bestemmelsen må derfor den sammenhæng, den optræder i, og det formål, der forfølges med ordningen, tages i betragtning;
artiklen foreskriver foranstaltninger til genopkrævning af beløb, der er udbetalt med urette, samt administrativ og retslig forfølgning af de ansvarlige personer;
når fællesskabsretten anvendes objektivt forkert i henhold til en af de nationale myndigheder i god tro anlagt fortolkning, er det som regel ikke muligt, hverken efter fællesskabsretten eller efter de fleste nationale retsordener, at genopkræve de beløb, der er udbetalt med urette til de begunstigede, ligesom det også er umuligt at indlede administrativ eller retslig forfølgning mod de ansvarlige personer;
disse bestemmelser tillader kun Kommissionen at anerkende beløb som påhvilende EUGFL, der er udbetalt i henhold til de regler, der er opstillet i de forskellige sektorer for landbrugsprodukter, hvorfor alle andre udbetalte beløb, især beløb, som de nationale myndigheder fejlagtigt har ment sig bemyndiget til at udbetale inden for rammerne af den fælles markedsordning, påhviler medlemsstaterne;
da gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik skal sikre, at de erhvervsdrivende i medlemsstaterne behandles lige, kan en medlemsstats nationale myndigheder ikke via en vid fortolkning af en bestemt retsforskrift begunstige de erhvervsdrivende i denne stat til skade for erhvervsdrivende i andre medlemsstater, hvor der anvendes en strengere fortolkning;
hvis der opstår en sådan fordrejning af konkurrencen mellem medlemsstaterne til trods for de midler, der står til rådighed til at sikre en ensartet anvendelse af fællesskabsretten i hele Fællesskabet, kan den ikke finansieres af EUGFL, men må under alle omstændigheder påhvile den pågældende medlemsstat;
regeringen henviser herved til en fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen, som er optaget i mødereferatet vedrørende Rådets møde den
det fremgår af denne erklæring, at såfremt Kommissionen i modsætning til den pågældende medlemsstat mener, at de finansielle følger af uregelmæssigheder eller forsømmelser ikke bør bæres af Fællesskabet, henvender den sig til den pågældende medlemsstat og forelægger spørgsmålet for den i artikel 11 i forordning nr. 729/70 nævnte Fondskomité;
det fremgår desuden af erklæringen, at Kommissionen aflægger en beretning for Rådet på baggrund af den indvundne erfaring og i givet fald foreslår løsninger, der skal vedtages af Rådet med henblik på at regulere uoverensstemmelser af denne art.
Kommissionens afslutning af regnskaberne indebærer således nødvendigvis, at enten Kommissionen eller den pågældende medlemsstat pålægges udgifterne;
det står fast, at Fondskomiteen er blevet hørt i det foreliggende tilfælde, efter at den sagsøgende regering var blevet oplyst om de beløb, som Kommissionen ikke kunne anerkende som påhvilende EUGFL, og at den har haft lejlighed til at give udtalelse herom;
det følger af det foregående, at den søgsmålsgrund, som støttes på den påståede manglende overholdelse af de foreskrevne fremgangsmåder, må forkastes.
støttebeløbet principielt udbetales af den medlemsstats interventionsorgan, på hvis område den bedrift ligger, som har denatureret skummetmælkspulveret eller forarbejdet det til foderblanding; såfremt det i en medlemsstat fremstillede mælkepulver blev denatureret eller forarbejdet i en anden medlemsstat, var den første medlemsstat dog midlertidigt, indtil den det afgørende tidspunkt for den afsendende medlemsstats udbetaling af støtten var den dag, da det enkelte vareparti blev underkastet kontrol på den modtagende medlemsstats område; beviset for, at den modtagende medlemsstat havde foretaget kontrollen, kun kunne føres ved fremlæggelse af kontroleksemplaret til fællesskabs-forsendelsesdokumentet, hvor visse rubrikker skulle udfyldes på en særlig måde.
den sagsøgende regering påberåber sig desuden en meddelelse fra Kommissionen, hvorefter denne ikke modsatte sig udbetalingen af støtten i de tilfælde, hvor de kompetente italienske myndigheder i mangel af et bevis for, at varen var underkastet kontrol i Italien senest den
da formålet med de pågældende forordningsbestemmelser er at udelukke muligheden for dobbelt betaling og for at bringe varen tilbage i det normale varekredsløb, er en streng overholdelse af formkravene til beviset derfor nødvendig, især for at hindre bedragerier ved omgåelse af kontrolforanstaltningerne;
det er følgelig under alle omstændigheder uforeneligt med kravene i de pågældende fællesskabsbestemmelser at godkende beviser — som de tyske myndigheder har gjort det i det foreliggende tilfælde — der ikke for hver enkelt sag angår særskilte partier, men er begrænset til generelle erklæringer vedrørende rækkevidden af instrukserne til bestemmelsesmedlemsstatens administrative myndigheder;
Kommissionen er derfor berettiget til ikke at anerkende de pågældende udgifter som påhvilende EUGFL.
de tyske myndigheder anfører imidlertid, at da kontroleksemplarerne er gået tabt, er beviset for, at varen blev underkastet kontrol i Italien, ført ved andre midler, såsom fremlæggelse af ledsagedokumenter, tolddeklarationer og erklæringer fra de firmaer, som har ansøgt om støtten og risikoen for dobbelt betaling blev i øvrigt fjernet gennem instrukserne fra de pågældende ministerier til de italienske kompetente myndigheder.
de pågældende forordningsbestemmelser tillader derfor ikke, at de bevismidler, som de kræver, erstattes med andre;
da de pågældende udgifter ikke er blevet afholdt i overensstemmelse med fællesskabsretten, er Kommissionen berettiget til ikke at anerkende dem som påhvilende EUGFL.
i medfør af denne bestemmelse vedtog Kommissionen beslutning 70/228 af
gyldighedsperioden for forordning nr. 414/70, som oprindeligt var begrænset til 1970, blev forlænget indtil
Kommissionens beslutning 70/228, hvis gyldighedsperiode ikke var begrænset ved en udtrykkelig bestemmelse, gjaldt, indtil den blev ophævet med virkning fra
sagsøger havde givet meddelelse om valget af denne fremgangsmåde til Kommissionen, som ikke rejste indvendinger.
sagsøger hævder, at der ved det anvendte system til fordeling af rabatkort blev skabt en beskyttet retsstilling for indehaverne af disse, som regeringen ikke kunne bringe til ophør før tiden;
herved må der henvises til, at forordning nr. 414/70 ligesom beslutning 70/228 overlader medlemsstaterne en stor frihed i valget af midlerne og de administrative fremgangsmåder for gennemførelsen af den pågældende foranstaltning;
selv om visse bestemmelser tilsigter at forhindre misbrug og at garantere, at støtten kun ydes til de leverancer, som den er foreskrevet for, er der dog ingen bestemmelse, der tilsigter at forbeholde muligheden for at afslutte støtten før udløbet af gyldighedsperioden for forordning nr. 414/70;
de anfægtede beslutninger vil derfor være at annullere i det omfang, Kommissionen har nægtet at anerkende, at der påhviler EUGFL de omtvistede beløb, som sagsøger har udbetalt som støtte til salg af smør til modtagere af socialhjælp.
forordning nr. 1308/68 blev ophævet ved artikel 5 i Komissionens forordning nr. 1893/70 af
Komissionen mener derimod, at fristen på 30 dage i artikel 3 skal beregnes fra indgåelsen af købekontrakten og ikke fra smørrets fraførsel fra lageret;
til støtte for den af den sagsøgende regering hævdede fortolkning fremføres det især, dels at kun denne fortolkning tillader, at salg til senere levering og salg, der afvikles over en længere periode, kan drage fordel af de nedsatte priser, og dels, at den ikke indebærer fare for misbrug, idet en ulovlig anvendelse af smørret er udelukket, så længe smørret endnu befinder sig på interventionsorganets lager.
den i artikel 3 foreskrevne trist på 30 dage skal følgelig beregnes fra datoen for indgåelsen af købekontrakten og ikke fra datoen for smørrets fraførsel fra lageret;
da de udgifter, der er behandlet under dette afsnit, således ikke er blevet afholdt i overensstemmelse med fællesskabsretten, er Kommissionen berettiget til ikke at anerkende dem som påhvilende EUGFL.
i henhold til denne bestemmelse bemyndigede Kommissionen ved beslutning af
mod tilbagelevering af smørret skulle interventionsorganet tilbagebetale køberen købsprisen samt et fast beløb, der skulle dække de opståede oplagringsomkostninger;
det tyske interventionsorgan tilbagekøbte imidlertid smørret til en højere pris end den oprindelige pris og godtgjorde desuden visse udgifter, der ikke var foreskrevet i Kommissionens beslutning, nemlig de rentetab, som køberne havde lidt;
den sagsøgende regering gør gældende, at den i betragtning af omstændighederne i den foreliggende sag må anses for at have handlet i Fællesskabets interesse i overensstemmelse med principperne om uanmodet forretningsførelse, og at Kommissionen desuden, inden den fastsatte de faste beløb på et niveau, som ikke tog hensyn til de faktiske omkostninger ved transaktionen, havde kendskab til den fremgangsmåde, der fulgtes af interventionsorganet.
da de udgifter, der er behandlet under dette afsnit, således ikke er blevet afholdt i overensstemmelse med fællesskabsretten, er Kommissionen berettiget til ikke at anerkende dem som påhvilende EUGFL.
omkostningerne ved transaktionen blev af sagsøger fratrukket det samlede beløb for de indtægter, der blev opnået ved salgene, og som i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a) i Rådets forordning nr. 2334/69 af
det element, der i stk. 2, litra a) defineres som
blandt de elementer, som kan debiteres kontoen i henhold til stk. 1, er ikke nævnt omkostninger af den omtvistede art;
opregningen af elementer, der således kan pålægges EUGFL, må anses for udtømmende;
ifølge samme artikels stk. 3 kan Domstolen ophæve sagsomkostningerne helt eller delvis, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
sagsøger vil derfor være at idømme sine egne sagsomkostninger og tre fjerdedele af Kommissionens.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Kutscher
Mertens de Wilmars
Mackenzie
Stuart
Pescatbre
Sørensen
O'Keeffe
Bosco
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident