Den italienske Republiks regering har anlagt to sager om delvis annullation af Kommissionens to beslutninger af 81/1043/EØF og 81/1044/EØF.
Jeg tillader mig at fremsætte mine bemærkninger i ét forslag til afgørelse for at undgå gentagelser, men for klarhedens skyld har jeg valgt i min argumentation at sondre mellem de forskellige produkter, der har givet anledning til de omtvistede udgifter, eftersom de to sager nemlig omhandler interventions-korn, mælk og mejeriprodukter, vin og svinekød.
Ved beslutning 81/1043/EØF bestemte Kommissionen, at EUGFL ikke skal dække et beløb på
Rådets forordning nr. 2104/73 af
oplagres det tilbudte korn på et Artikel 3, stk. 2, liira a).
oplagres det tilbudte korn Artikel 3, stk. 2, liira b).
såfremt det pågældende salg fastsætter levering Artikel 6, stk. 4, i Rådets forordning nr. 2104/73.
Men i løbet af første halvår i 1974 solgte AIMA hveden på det italienske marked til priser, der lå betydeligt under de stedlige markedspriser.
Skønt de af Kommissionen konstaterede noteringer f.eks. var gennemsnitlig
De italienske myndigheder har forsvaret anvendelsen af lavere priser med følgende argumenter:
Kvaliteten af det korn, der stammede fra andre medlemsstater, varierede ikke blot fra den ene medlemsstat til den anden, den var desuden forskellig fra kvaliteten at det italienske korn; som følge heraf skulle priserne i overensstemmelse med forordning nr. 376/70 tilpasses efter kvaliteten af det korn, der blev udbudt til salg.
De priser, der blev konstateret på de italienske markeder, havde kun vejledende karakter og varierede fra sted til sted. De italienske myndigheder gik ud fra de oversigter, der blev udarbejdet af et markedsanalyseinstitut.
Markedspriserne var blevet kunstigt forhøjet som følge af spekulation i forbindelse med prisstoppet.
Kommissionen har bemærket, at den knaphed, der herskede i Italien, havde ført til opkøb af fransk blød hvede i de sidste seks måneder af 1973, og at der derfor på dette tidspunkt fandtes en referencepris for korn af samme kvalitet som det, der var blevet overført. Den har tilføjet, at fransk hvede regelmæssigt noteres på markedet i Milano, og at næsten 39 % af det overførte og solgte korn var af fransk oprindelse. I øvrigt blev der i samme periode (første halvår 1974) solgt interventionskorn af italiensk oprindelse til omtrent samme priser, endog til priser, der lå under priserne på det overførte korn.
Ved senere licitationer (især i januar, marts og april 1975) lå priserne meget tæt på de markedspriser, der blev meddelt Kommissionen. Ligesom det italienske korn var det overførte korn af den standardkvalitet, der blev fastsat med henblik på de noteringer, de italienske myndigheder meddelte Kommissionen.
Det ser i virkeligheden ud til, at den unormalt lave pris, det overførte korn blev solgt til, er en følge af gennemførelsen af det prisstop, der blev indført ved lovdekret nr. 427 af
Men selv om man anerkender, at den italienske regulering af forbrugerpriserne på visse fødevarer forfulgte socialpolitiske formål, ligger disse hensyn uden for rammerne af fællesskabsbestemmelserne om videresalg af interventionskorn.
I dommen af Russo mod AIMA, Smi. 1976, s. 55, præmis 5.
Da den italienske regering ikke har kunnet bevise, at de priser, der blev fastsat for det korn, AIMA udbød til salg, svarede til noteringerne på markedet, var Kommissionen berettiget til at rette op på kontoen
Kommissionen har nægtet at dække :
dels beløb på
dels beløb på
Rådets forordning af Rådets forordning af Artikel 2, litra d). Endelig bestemmer artikel 1 i Kommissionens forordning af
AIMA har ved udbetalingen af denne støtte inkluderet tab på indtil 2 °/o af det pulver, der indgår i foderblandingerne, i den mængde, der ydes støtte til. Tabet opstod under fremstillingsprocessen og må betragtes som normalt.
Ifølge den italienske regering indebærer ordet
Efter regeringens opfattelse tager fællesskabsbestemmelserne sigte på at gøre anvendelsen af mælkepulver til det nævnte formål konkurrencedygtigt, og Kommissionens holdning ødelægger disse reglers nyttevirkning; det er nemlig landmanden, der som forbruger i sidste instans kommer til at bære de tab, der løber på under fremstillingen, og som ikke er omfattet af støtten fra Fællesskabet.
Subsidiært har den italienske regering gjort gældende, at de tolerancer, AIMA har godtaget, kun har udgjort ca. 1,5 % i årene 1974 og 1975 og kun har vedrørt 25 % af det mælkepulver, der er fremstillet i Italien.
Kommissionen er derimod af den opfattelse, at kun den skummetmælk, der
En gennemgang af bestemmelserne viser, at den italienske regerings fortolkning ikke er korrekt.
I virkeligheden kan skummetmælkspulver, der er Jf. artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 986/68, som affattet ved Rådets forordning nr. 1038/72 af Sidste betragtning til forordning nr. 986/68.
Formålet med Kommissionens forordning nr. 990/72 er ligeledes at sikre,
Den forpligter de virksomheder, der er godkendt til fremstilling af foderblanding, og som ønsker støtte, til at foretage en månedlig opgørelse der mindst skal indeholde angivelse blandt andet af
Artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 990/72.
Kommissionen har med rette bemærket, at mælkepulver, der indgår i fremstillingen af prøver eller returnerede mængder, ikke er omfattet af støtten. Det samme må gælde
Den har ikke rejst indsigelse med hensyn til denne tolerance for regnskabsårene før 1974, da den omtalte type udgifter aldrig var blevet kontrolleret for Italiens vedkommende, som er den eneste medlemsstat, der anerkender denne mulighed.
Under alle omstændigheder har de italienske myndigheder ikke fremlagt dokumenter, der gør det muligt at fastslå — nøjagtigt, og ikke med et skønsmæssig fast beløb — hvilke beløb der er udbetalt for pulver, der er
Afslutningen af regnskabet er foretaget i overensstemmelse med retningslinjerne dels in Rådets forordning af
Som følge heraf er de udgifter, AIMA har afholdt i regnskabsårene 1974 og 1975 til tab på skummetmælkspulver, der er forarbejdet til foderblandinger, ikke berettigede, og der kan ikke gives den italienske regering medhold på dette punkt.
Der ydes støtte i henhold til artikel 8, stk. 3, i Rådets forordning af
På grund af de vanskeligheder, det voldte at indgå oplagringskontrakter i behørig form med kort varsel, skønnede ΑΙΜΑ, at et protokollat om oplagringen, der blev optaget af en embedsmand og medunderskrevet af lagerindehaveren, og som nøjagtigt angav, hvornår oplagringen begyndte, havde samme gyldighed som en kontrakt.
Denne ligestilling forklarer, at der i kontrakterne om privat oplagring af de omhandlede oste nævnes en dato, der ligger flere måneder efter anbringelsen af varen på lageret, og endog, at kontrakterne undertiden først er blevet underskrevet dagen før oplagringsperiodens udløb.
Efter AIMA's opfattelse er kontrakten kun underskrevet for fuldstændigt at berigtige og regulere forholdet mellem interventionsorganet og lagerindehaveren af regnskabsmæssige grunde. Under hensyn til den brevveksling, der fandt sted før og efter, at produktet blev anbragt på lageret, må det ikke desto mindre antages, at der virkelig har foreligget en kontrakt i henhold til bestemmelserne i den italienske Codice civile. Den kurs, hvorefter støtten er omregnet til italiensk valuta, er beregnet i forhold til den repræsentative kurs, der var gældende under oplagringen.
AIMA har altid underrettet Kommissionen om disse kontrakters eksistens ved at meddele den, hvilke mængder der var anbragt på lager og udtaget derfra, på grundlag af de protokollater, der var optaget af landbrugsinspektørerne i provinserne.
Interventionsorganet har senere rettet sig efter Kommissionens fortolkning og har til hensigt at foretage omregningen af støttebeløbet til italiensk valuta på basis af den kurs, der var gældende den sidste oplagringsdag.
Så vidt jeg kan se, må denne tvist afgøres i overenstemmelse med den dom, Domstolen afsagde den
Det er rigtigt, at fællesskabsbestemmelserne ikke foreskriver, i hvilken form oplagringskontrakten skal indgås.
Dog skal kontrakterne ifølge artikel 11 i Rådets forordning af
Artikel 16, litra c), i Kommissionens forordning af
Lagerindehaveren mister støtten, når de i kontrakten opførte ostemængder fraføres lageret helt eller delvist før kontraktens udløb Artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1107/68.
Således skal der før enhver privat oplagring — for at der kan gives støtte i henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 971/68 — udfærdiges en skriftlig kontrakt i behørig form; underskriften på kontraktsbetingelserne er af væsentlig betydning.
Selv ifølge artikel 2 i afgørelse truffet af AIMA's styrelse Gazzetta Ufficiale (lovtidende) i Den italienske Republik, nr. 225 af
I de anfægtede afgørelser har Kommissionen nægtet at dække et beløb på Afslutning 1974, der er foretaget efter afsigelsen af ovennævnte dom af
Langfristede kontrakter, stk. 1.
Kortfristede kontrakter, stk. 2 og 3.
Kommissionen konstaterede, dels at de langfristede oplagringskontrakter for produktionsårene 1971/72, 1973/74 og 1974/75 var afsluttet efter udløbet af de i disse bestemmelser fastsatte frister, dels at de, ligesom de kortfristede kontrakter for produktionsårene 1973/74 og 1974/75, var blevet afsluttet med tilbagevirkende kraft i strid med bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, i Kommissionens forordning af
Til forskel fra produktionsårene 1970/71 og 1971/72 blev afslutning af kortfristede kontrakter med tilbagevirkende kraft ikke længere accepteret.
Desuden var visse mængder vin, der var omfattet af en kontrakt eller en ordre, blevet solgt i løbet af oplagringsperioden i strid med artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1437/70, som bestemmer at:
Disse anomalier skyldes den omstændighed, at de kvartalsvise udbetalinger, der er foreskrevet i fællesskabsbestemmelserne, for så vidt angår langsigtede kontrakter, ikke var blevet gennemført i Italien, og at den 30-dages frist, der er fastsat for betaling i forbindelse med en kortfristet kontrakt, og for betaling af den sidste rate i forbindelse med en langfristet kontrakt, ikke var blevet overholdt; disse udbetalinger havde i gennemsnit først fundet sted efter to år.
Den italienske regering har gjort gældende, at der må sondres mellem den
Men dette anbringende er ellere blevet forkastet i dommen af
Domstolen statuerede nemlig, at kontrakten ikke er kommet i stand, førend den er udformet skriftligt efter interventionsorganets efterprøvelse af alle relevante spørgsmål
Det samme gælder støtte i henhold til bestemmelserne i Kommissionens forordninger af
Men denne betingelse var ikke opfyldt i Italien, hverken for så vidt angik de langsigtede kontrakter for produktionsåret 1971/72 eller de kortfristede og langfristede kontrakter for produktionsårene 1973/74 og 1974/75.
Kommissionen har nægtet at dække et beløb på
Artikel 7 i Rådets forordning af Artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning af
Denne bestemmelse fastslår, at støtten er forbeholdt produkter, der hidrører fra friskslagtede og oplagrede dyr,
idet det bemærkes, at:
og at:
Artikel 3, stk. 4, i samme forordning, som affattet ved artikel 2 i forordning af
AIMA har anset
Kommissionen har derimod fundet, at minimumsbetingelserne for tørringens varighed skulle overholdes for
Til støtte for sit anbringende har den italienske regering henvist til et arbejdsdokument fra Kommissionen, som i øvrigt er af senere dato end sagens faktiske omstændigheder, eftersom det er fra den
Kommissionen har fremlagt en telexmeddelelse af
Under alle omstændigheder skal oplagringskontrakten angive mængden og vægten af de oplagrede varepartier, og den skal gå forud for den egentlige oplagringsproces.
Artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 1637/74 om særlige betingelser for ydelse af støtte til privat oplagring inden for svinekødsektoren (fersk).
Lad os ikke glemme, at formålet med at støtte oplagringen er at dække de udgifter, der opstår som følge af, at produkter, der allerede har været lagret i den fastsatte minimumsperiode, trækkes tilbage fra markedet. Den italienske regerings fortolkning fører til, at der gives støtte til tilbagetrækningen fra markedet i hele lagringsperioden; imidlertid opvejes omkostningerne ved, at produktet ligger stille i denne periode, af den værdiforøgelse, der sker i forbindelse hermed.
Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 289/71 indeholder altså ikke blot en angivelse af, hvilke produkter der kan oplagres, men også betingelsen for, at oplagringsfristerne begynder at løbe.
Endvidere indeholder sagens akter ikke bevis for, at Kommissionen formelt har givet sit samtykke til de af AIMA anvendte retningslinjer.
I ovennævnte dem af
I den foreliggende sag kan det stiltiende samtykke, den italienske regering har påberåbt sig, ikke tilstrækkeligt til at lade EUGFL bære følgerne af en fremgangsmåde, der ikke er i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne.
Den italienske regering har endelig gjort gældende, at alle de udgifter, Kommissionen har næget at dække, er afholdt til formål, som ikke har skadet den fælles landbrugspolitiks målsætning, selv når det indrømmens at retningslinjerne for at yde fællesskabsstøtten ikke er fortolket korrekt.
Men efter min opfattelse er Fællesskabets finansiering til fremme af denne målsætning kun berettiget, når retningslinjerne herfor overholdes nøje.
Nogle mener, at den fælles landbrugspolitik allerede koster den europæiske skatteyder for meget. Der er desværre begået store uregelmæssigheder eller bedragerier i forskellige medlemsstater til skade for fællesskabsfinanserne i visse sektorer. En korrekt anvendelse af fællesskabsbestemmelserne udgør den nødvendige garanti.
I øvrigt har Domstolen i sin dom af
og Domstolen tilføjede:
Dom af
Jeg kan kun gentage Domstolens argumentation:
Dom af
I henhold til disse bemærkninger foreslår jeg:
at sagsøgte i sagerne 61 og 62/82 frifindes,
og at Den italienske Republik pålægges at betale sagens omkostninger.