Jeg skal kort gennemgå sagens omstændigheder. I november 1978 fjernede ukendte personer udenlandsk fremstillet spiritus og obak, tilhørende selskabet Mellina Agosta, fra et toldoplag, som befinder sig inden for toldområdet på havnen i Catania, og som forvaltes af selskabet Esercizio Magazzini Generali. Politiet fastslog, at tyvene for at komme ind på lageret havde brudt et metalgitter op, der var forsynet med to låse, hvis nøgler for den enes vedkommende indehaves af det forvaltende selskab og for den andens af havnens toldmyndigheder. Senere, i januar 1979, afkrævede toldvæsenet i Catania dels Magazzini Generali, dels Mellina Agosta betaling af ca. 78 millioner lire i told og omsætningsafgift af de stjålne varer samt naturligvis renter efter loven og omkostninger.

Magazzini Generali klagede administrativt herover; klagen blev imidlertid afvist, og i juni 1979 gav toldmyndighederne ovennævnte selskab og Mellina Agosta meddelelse om afgiftspålæg med henblik på betaling af den ovennævnte sum. Herpå anlagde de to selskaber hver for sig sag ved Tribunale di Catania; ved domme afsagt i 1981 statuerede retten, at selskaberne ikke var afgiftspligtige og pålagde finansministeriet sagens omkostninger. Ministeriet ankede dommene, og under behandlingen af ankesagerne udsatte ankeinstansen ved to separate kendelser af 18. juni 1982 de to parallelle sager. I medfør af EØF-traktatens artikel 177 blev følgende spørgsmål forelagt Domstolen: Kan den fjernelse af toldpligtige varer, der har fundet sted under de angivne omstændigheder eller, mere generelt og abstrakt, under omstændigheder, der, jfr. betragtningerne ovenfor, bevirker, at fjernelsen må sidestilles med force majeure på grundlag af den borgerlige rets grundsætninger, forstås således, at en sådan fjernelse også er omfattet af det force majeure-begreb, der gælder i EF's toldbestemmelser?

Ved kendelse af 19. januar 1983 har Domstolen besluttet at forene sagerne med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen, idet sagerne har samme genstand og parter.

Af artikel 36 i toldlovbekendtgørelsen, stadfæstet ved dekret fra Republikkens præsident nr. 43 af 23. januar 1973 (Den italienske Republiks Lovtidende, almindeligt tillæg nr. 80/73) fremgår følgende: For så vidt angår importerede toldpligtige varer, stiftes toldskylden ... ved disses overgang til omsætning på toldområdet. Samme bestemmelse præciserer desuden, at ... der... [formodes] at foreligge en endelig omsætning, når varer... retsstridigt er unddraget toldpligt eller ikke inden for de foreskrevne frister er forelagt toldvæsenet til undersøgelse og kontrol eller ikke forefindes med henblik på ovennævnte procedure .... Imidlertid — og nu følger det aspekt, der har interesse — bortfalder formodningen for toldskyld ifølge lovbekendtgørelsens artikel 37, idet bestemmelsen siger, at der ikke [består] toldskyld, når den toldpligtige godtgør, at undladelse af at opfylde toldpligten, eller undladelse af at frembyde alle eller en del af varerne for toldvæsenet, herunder med henblik på toldvæsenets undersøgelse og kontrol... skyldes, at varen er gået tabt eller tilintetgjort ved hændeligt uheld eller ved force majeure eller som følge af tredjemands eller den toldpligtiges simple uagtsomhed.

Den sidstnævnte bestemmelse har givet anledning til fortolkningsvanskeligheder, fremfor alt med hensyn til betydningen af udtrykket er gået tabt: Finansministeriet hævder, at udtrykket angiver, at varen er forsvundet uden mulighed for senere opdukken, mens de appelindstævnte i hovedsagen gør gældende, at udtrykket har en bredere betydning, idet det også omfatter den situation, at varen ikke længere er til rådighed, fordi den forpligtede ikke er rådig over den. Forskellen mellem de to opfattelser har relevant praktisk betydning: Det er herved tilstrækkeligt at anføre, at hvis man følger opfattelse nr. 2, bliver tredjemands tyveri af varen, uden at den forpligtede har handlet uagtsomt, ensbetydende med, at den er gået tabt efter betydningen i artikel 37 og derfor indebærer, at afgiftspligten bortfalder. Dette antoges i øvrigt af Corte di cassazione, jfr. dommene nr. 6148 og 431, henholdsvis af 22. december 1978 og 18. januar 1980.

Problemet blev endeligt løst ved lov nr. 891 af 22. december 1980 (Den italienske Republiks Lovtidende nr. 355 af 30. 12. 1980). Loven fastslog, at udtrykket er gået tabt, jfr artikel 37 i toldlovbekendtgørelsen ... skal forstås som betydende forsvinden og ikke som en blot fratagelse af rådigheden over produktet. Herefter tilføjedes det, at denne præcisering ikke ændrer artikel 37, men er en autentisk fortolkning heraf (og således har retsvirkning ikke ex nunc, men ex tunc). Naturligvis tilpassede Corte di cassazione sig lovgiverens stillingtagen. Jeg skal minde om, at retten ved dom nr. 57/69 af 31. oktober 1981 antog, at ... det klart har fundet udtryk [i lovgivningen], at tyveri aldrig har været omfattet af udtrykket er gået tabt i nævnte artikel 37.

Med dette udgangspunkt må der først og fremmest ses på Rådets direktiv 74 af 4. marts 1969 om harmonisering af lovgivningen om toldoplag (EFT 1969 I, s. 75). Direktivets artikel 11 bestemmer, at oplæggeren og oplagshaveren skal kunne fritages for told, afgifter med tilsvarende virkning og landbrugsimport-afgifter af de mængder, der under oplæggelsen er gået til grunde som følge af force majeure eller hændelige begivenheder eller af årsager, der skyldes varens art. Denne regel knytter altså fritagelsen (toldskyldens ophør) til to årsags-grupper: Force majeure eller hændelige begivenheder, og varernes art (der tænkes på fordærvelige levnedsmidler eller produkter, der ikke længere kan anvendes som følge af, at de er gået tabt. Et eksempel er brændstof, der er flydt ud på vejen, fordi tanken er gået i stykker).

Ved bedømmelsen af tyverisituationen står man imidlertid frit. Fællesskabslovgiverens formulering klargør nemlig ikke, om udtrykket er gået til grunde som følge af force majeure, alene tager sigte på varens ødelæggelse, eller om udtrykket også dækker den situation, at importøren fratages rådigheden over den, således at bortfald kan antages i begge tilfælde. For en indskrænkende fortolkning taler imidlertid, at artikel 11, stk. 3, fra begrebet gået til grunde udelukker ubeføjet fjernelse af varer, idet det med henblik på denne situation bestemmes, at der opkræves told efter de satser, der er gældende på tidspunktet for fjernelsen. Med rette har den italienske regering gjort gældende, at direktivet med denne formulering faktisk har sidestillet den ubeføjede fjernelse med, at varerne bringes i omsætning. Ganske vist er ubeføjet fjernelse ikke nødvendigvisensbetydende med, at tredjemand fratager rådigheden over varerne. Men den brede formulering, og fremfor alt det valgte adjektiv (ubeføjet vil, når alt kommer til alt, altid være det modsatte af beføjet), leder tanken hen på, at en sådan sidestilling var tilsigtet af lovgiveren.

Enhver tvivl bortvejres imidlertid, hvis man undersøger Rådets forordning nr. 22 af 13. december 1976 om fællesskabsforsendelse (EFT L 38 af 9. 2. 1977, s. 1). Artikel 34 bestemmer nemlig, at ... de kompetente myndigheder i medlemsstaterne [fritager] den hovedforpligtede for betaling af told og andre afgifter af varer

a)der er gået til grunde som følge af force majeure eller hændelige begivenheder, der behørigt godtgøres;b)når der foreligger en... anerkendt manko, der skyldes varernes beskaffenhed.

Tyveriet kan imidlertid klart ikke falde ind under hverken a) eller b); der følger altså ikke heraf nogen ansvarsfrihed. Det er ikke noget tilfælde. Reglen har det helt åbenbare udgangspunkt, at toldpligten er betinget af, at varerne er gået ud i omsætningen. Noget sådant kan ikke finde sted, hvis de er gået tabt eller er blevet fuldstændig ødelagt, hvorfor pligten i så fald bortfalder. Anderledes med tyverisituationen, hvor det alene er ejeren, som ikke kan udnytte formuegodet og således stadig er forpligtet.

Til yderligere bekræftelse af den af mig antagne fortolkning kan nævnes Kyotokonventionen af 18. maj 1973 om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling, som Fællesskabet har tiltrådt ved Rådets afgørelse 75/199 af 18. marts 1975 (EFT L 100, s. 1). Med hensyn til det forhold, som interesserer her, må tillæg E 3, punkt 22, siges at have betydning: Les marchandises entreposées qui sont détruites ou irrémédiablement perdues, par suite d'accident ou de force majeure, ne sont pas soumises aux droits et taxes à l'importation ...

For toldoplagte varer, der er odelagt eller gået uigenkaldeligt tabt, hændeligt eller som folge af force majeure, skal der ikke betales told og afgifter ... O. a.

I fællesskabssystemet gælder det således, at toldskyldens bortfald er betinget af, at varen er gået tabt, hvilket udelukkende skal forstås som en objektiv kendsgerning: som nævnt ovenfor er den afgørende omstændighed altså, at formuegodet ikke kan anvendes til sit økonomiske formål, mens karakteren af det forhold, som knytter det til ejeren, er irrelevant. Med andre ord indgår tyveri — der er den omstændighed, som den forelæggende ret nævner i kendelserne — ikke blandt de årsager, som efter fællesskabsretten medfører bortfald af toldpligten.

Ifølge gældende toldret i Fællesskabet bortfalder toldskyld ikke som følge af, at tredjemand, uden at der foreligger uagtsomhed fra den forpligtedes side, fratager denne rådigheden over toldpligtige varer.