Den danske, den irske, den franske, den italienske og den britiske regemig samt Kommissionen har gjort gældende, at artikel 67 i traktaten ikke er umiddelbart anvendelig. Medlemsstaterne forpligtes nemlig ved denne artikel kun til at afskaffe restriktioner for kapitalbevægelser i det omfang, det er nødvendigt for fællesmarkedets tilfredsstillende funktion. Dette ubestemte forbehold udelukker, at man kan drage slutninger fra Domstolens praksis vedrørende den umiddelbare anvendelighed, der kun vedrører traktatsbestemmelser, der indeholder en klar forpligtelse til at nå til et bestemt resultat.

Da afgørelsen af, hvilken liberaliseringsgrad, der er nødvendig for fællesmarkedets tilfredsstillende funktion, er af politisk art, og da reguleringen af kapitalbevægelserne på grundlag af nævnte kriterium udgør et kontinuerligt virkemiddel, kan det ikke være de nationale domstoles, men Rådets opgave at tage stilling hertil ved udstedelse af direktiver i medfør af artikel 69 i traktaten. Traktatens bestemmelser vedrørende kapitalbevægelserne og betalingsbalancen er udtryk for en nøje afbalanceret regulering af henholdsvis Kommissionens, Rådets og medlemsstaternes beføjelser.

Denne fortolkning kan støttes på ordlyden af den såkaldte stand-still-klausul i traktatens artikel 71, stk. 1, der bestemmer, at medlemsstaterne bestræber sig på hverken at indføre nye valutarestriktioner inden for Fællesskabet.. eller at skærpe gældende regler; denne bestemmelse står nemlig i modsætning til de øvrige stand-still-klausuler i traktaten, der indeholder ubetingede forbud.

Reguleringen af kapitalbevægelser har endvidere nær sammenhæng med andre foranstaltninger inden for den økonomiske politik, der henhører under medlemsstaternes kompetence, f.eks. valuta- og investeringspolitikken. For at disse andre foranstaltninger kan virke efter hensigten, må medlemsstaterne nødvendigvis have adgang til at regulere en række kapitalbevægelser.

Den nære sammenhæng mellem reglerne om kapitalbevægelser og reglerne om betalingsbalancen kommer også til udtryk i artikel 71, stk. 2, hvori det hedder, at medlemsstaterne erklærer sig rede til, i det omfang deres økonomiske situation, herunder især deres betalingsbalances stilling, tillader det, at gå videre i liberaliseringen på kapitalområdet end forudset i de foregående artikler.

Den danske regering har fremhævet, at de begrænsninger, der ligger i ordlyden af EØF-traktatens artikler 52 og 59 som analyseret i Domstolens praksis, angiver, hvordan man nærmere skal gennemføre liberaliseringsforpligtelsen i løbet af overgangsperioden. Begrænsningerne i artikel 67 angiver derimod en begrænsning af, i hvilket omfang man overhovedet skal gennemføre en liberalisering.

Den danske regering har desuden fremhævet, at Rådet inden for området af EØF-traktatens artikler 52-66 normalt kun udsteder direktiver, der gælder for en specialsektor. For så vidt angår kapitalbevægelser, gælder de i medfør af artikel 59 udstedte direktiver derimod alle arter af kapitalbevægelser. Rådet har altså taget udtømmende stilling til, i hvilket omfang kapitaltransaktioner skal være liberaliserede.

De franske regering har tilføjet, at liberaliseringen af kapitalbevægelser ifølge artikel VIII i vedtægterne for Den internationale Valutafond kun skal gælde løbende transaktioner. Artikel VI, afsnit 3, i vedtægterne indeholder en udtrykkelig tilladelse til, at medlemsstaterne kontrollerer kapitalbevægelser. Ifølge afsnit 1 i samme artikel har Valutafonden endog adgang til at nægte lån til et medlem i tilfælde, hvor lånet skal dække stærk eller vedholdende kapitaludstrømning, såfremt medlemslandet har afslået at træffe hensigtsmæssige kontrolforanstaltninger.

Kommissionen har henvist til, at medlemsstaternes samordning af deres økonomiske politik, jf. traktatens artikler 6, 104, 105 og 145, endnu ikke er blevet gennemført. På baggrund af sammenhængen mellem kapitalbevægelserne og den økonomiske politik anser Kommissionen ikke forudsætningerne for, at artikel 67 kan være umiddelbart anvendelig, for opfyldt. Kommissionen mener under disse omstændigheder, at medlemsstaterne også efter overgangsperiodens udløb kan opretholde restriktionerne for de kapitalbevægelser, der er nævnt i liste D og — delvis — i liste C i Rådets første direktiv i medfør af traktatens artikel 69, uden herved at være nødt til at påberåbe sig beskyttelsesklausuler.

Forbundsrepublikken Tysklands regering, har indledningsvis fremhævet, at dens indlæg vedrørende rækkevidden af traktatens artikel 67 kun gælder valutarestriktioner, selv om spørgsmålet fra den nationale domstol også drejer sig om andre restriktioner for kapitalbevægelser.

Forbundsregeringen er af den opfattelse, at bortset fra visse undtagelser er valutarestriktioner, der rammer kapitalbevægelser, forbudt efter overgangsperiodens udløb, og dette forbud kan påberåbes af borgerne. Undtaget er navnlig kortfristede investeringer og kreditter, konti på anfordring og opsigelse, samt kapitalbevægelser af personlig art, der af hensyn til medlemsstaternes valutapolitik på det nuværende integrationsstadium ikke kan liberaliseres. Disse undtagelser kan udskilles uden nogen vanskelighed. Det er grunden til, at Rådet har optaget dem i liste D i de direktiver, det har vedtaget i medfør af traktatens artikel 69.

Domstolen har da også fastslået, at traktatens forbud uden videre træder i kraft ved overgangsperiodens udløb, og at borgerne således kan påberåbe sig disse forbud, uden at det er nødvendigt at udstede direktiver.

For frie kapitalbevægelser gælder de samme regler som for traktatens øvrige grundlæggende friheder, eftersom afskaffelsen af hindringer for frie kapitalbevægelser ligger helt på linje med indførelsen af de øvrige friheder.

Bestemmelsen i traktatens artikel 67 om, at restriktioner for kapitalbevægelser kun skal afskaffes i det omfang, det er nødvendigt for fællesmarkedets tilfredsstillende funktion, betyder ikke, at der opstilles en betingelse for afskaffelsen, men angiver kun en begrænsning af dens rækkevidde.

Også stand-still-reglen i artikel 71 i traktaten er umiddelbart anvendelig, selv om denne artikel efter sin ordlyd er mindre klar end f.eks. de øvrige stand-still-regler i traktaten. Politisk har artikel 71 jo lige som de sidstnævnte regler sin baggrund i det samme ønske om integration, dvs. i ønsket om at forhindre, at medlemsstaterne indfører nye restriktioner. Det ville være uforståeligt, at de skulle have bevaret retten hertil, når traktaten forpligter dem til at afskaffe de eksisterende restriktioner i løbet af overgangsperioden. Domstolen har i øvrigt, eksempelvis vedrørende fri bevægelighed for personer, fastslået, at artikel 48 i traktaten er umiddelbart anvendelig, selv om der ikke i nogen regel findes et forbud mod i løbet af overgangsperioden at indføre nye indrejserestriktioner for staternes område.

De særegenheder, der måtte bestå specielt for kapitalbevægelser i modsætning til de forhold, traktaten i øvrigt regulerer, kan i fornødent omfang behandles efter beskyttelsesklausulerne, navnlig i artiklerne 73 og 108, stk. 3, i traktaten, der fortsat gælder efter overgangsperiodens udløb.

Forbundsregeringen har endvidere i denne sammenhæng henvist til traktatens artikel 103 og fremhævet, at denne artikel danner grundlag for Rådets vedtagelse af direktiv 72/156/EØF af 21. marts 1972 om regulering af de internationale pengestrømme. Forbundsregeringen har ikke bestridt, at dette direktiv fortsat efter overgangsperiodens udløb er i kraft, og den har fremhævet, at Rådet med dette direktivs regler har givet medlemsstaterne mulighed for at gribe ind over for nogle kapitalbevægelser i tilfælde, hvor valutasituationen er kritisk.

Guerrino Casati har på grundlag af en analyse af Domstolens praksis vedrørende den umiddelbare anvendelighed af artiklerne 52 og 59 i traktaten gjort gældende, at artikel 67 i traktaten er umiddelbart anvendelig.

Affattelsen af artikel 67 er alene forskellig fra affattelsen af artiklerne 52 og 59 derved, at den kun taler om afskaffelse af restriktioner for kapitalbevægelser i det omfang, det er nødvendigt for fællessmarkedets tilfredsstillende funktion.

Ved en fortolkning af artikel 67 i sammenhæng med artikel 69 i traktaten når man til det resultat, at en nærmere præcisering af den afskaffelse af restriktioner, der kan antages at være nødvendig for fællesmarkedets tilfredsstillende funktion, kun kan foretages gennem vedtagelse af fællesskabsdirektiver. Men Rådet har i de direktiver, der er blevet vedtaget i forbindelse hermed, klart udtrykt sin opfattelse vedrørende de kapitalbevægelser, der skal liberaliseres og de restriktioner, der skal afskaffes, for at fællesmarkedet kan fungere tilfredsstillende.

En analyse af artikel 67 i traktaten må derfor føre til, at denne regel efter overgangsperiodens udløb er umiddelbart anvendelig og kan skabe subjektive rettigheder for borgerne. Dette betyder, at artikel 67 set i sammenhæng med de i artikel 69 nævnte direktiver fra nævnte tidspunkt er blevet en umiddelbart anvendelig regel. Og det er netop dette Domstolen har fastslået i sin dom af 17. december 1970 i sag 33/70 SACE (Sml. 1970, s. 277), der drejede sig om bestemmelsen i traktatens artikel 13, stk. 2, til hvis gennemførelse, der skulle have været udstedt direktiver.

Den forelæggende ret skal derfor i forbindelse med de faktiske forhold i sagen afgøre, om den transaktion, Casati har gennemført, er omfattet af en restriktion, der efter overgangsperiodens udløb ikke er tilladt. Hvis følgelig den italienske stat efter nævnte tidspunkt ikke længere var beføjet til over for statsborgere med bopæl i udlandet at anvende restriktioner for indførsel og genudførsel af samme beløb, kunne den heller ikke efter nævnte periodes udløb indføre en restriktion i form af en begrænsning af beviset for beløbets indførsel, hvorefter alene formular V 2 anses som bevis. Der er i så fald tale om en restriktion, der ikke er en blot og bar formalitet, idet den gør indgreb i selve valutaudlændingenes subjektive ret til at indføre og genudføre det samme beløb.

Det kan ikke imod denne fortolkning af artikel 67 indvendes, at artikel 71 ikke er en egentlig stand-stilk-regel for indførelsen af nye restriktioner, idet artikel 71 vedrører de restriktioner, der fandtes på det tidspunkt, traktaten trådte i kraft, og ikke kan fortolkes som en begrænsning af rækkevidden af bestemmelserne i artikel 67 og af de almindelige grundsætninger i traktaten, som fik virkning ved overgangsperiodens udløb.

Dette betyder ikke, at medlemsstaterne er forpliget til at acceptere situationer, der rummer en fare for deres betalingsbalancer. Traktaten gør det muligt at imødegå sådanne situationer ved hjælp af beskyttelsesklausulerne i artiklerne 73, 108 og 109.

Den franske og den italienske regering har anført, at konsultationsforpligtelsen i henhold til artikel 73 i traktaten ikke har betydning i den foreliggende sag, idet forpligtelsen kun gælder for restriktioner for liberaliserede kapitalbevægelser.

Den franske regering og på linje hermed Kommissionen har endvidere henvist til, at traktatens artikel 73 kun har hensyn til beskyttelsesforanstaltninger mod kapitalbevægelser, [som] medfører forstyrrelser i kapitalmarkedets funktion i en Medlemsstat og følgelig ikke til en skærpelse af straffe.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har henvist til, at borgerne ikke kan påberåbe sig konsultationsforpligtelsen, idet denne ikke er pålagt af hensyn til dem.

Den har tilføjet, at tilsidesættelsen af denne pligt i sig selv ikke engang medfører, at de foranstaltninger, medlemsstaterne har truffet, bliver ugyldige, idet disse foranstaltningers gyldighed tværtimod alene forudsætter, at de materielle betingelser i traktatens artikel 73 er opfyldt. Kommissionen kan jo i medfør af traktatens artikel 73, stk. 2, udelukkende ændre eller ophæve de foranstaltninger, en medlemsstat har truffet, ex nunc; nævnte bestemmelse indebærer altså, at de foranstaltninger, en medlemsstat har truffet, er gyldige, også selv om de først er blevet meddelt Kommissionen efter ikrafttrædelsen.

Det forenede Kongeriges regering har anført, at den betvivler, at artikel 73 kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

Den franske og den britiske regering har anført, at indførsel og udførsel af betalingsmidler umiddelbart synes at henhøre under Ind- og udførsel af formueværdier i liste D i Rådets direktiver om kapitalbevægelser. Ifølge disse direktiver er medlemsstaterne imidlertid ikke udtrykkeligt forpliget til at liberalisere de af liste D omfattede kapitalbevægelser.

Den italienske regeriiig har anført, at fællesskabsretten hverken indeholder nogen regel eller nogen grundsætning om udførsel af betalingsmidler, der ikke skal anvendes til særlige formål.

Forbundsrepublikken Tysklands regering er af den opfattelse, at medbringeise af valuta fra det ene land til det andet er fri, for så vidt som denne transaktion i medfør af artikel 67 i traktaten anses for en liberaliseret kapitalbevægelse.

Den omhandlede ret består også i forbindelse med, at borgerne gør brug af andre grundlæggende rettigheder i fællesskabsretten, navnlig retten til fri bevægelighed for personer eller retten til at modtage tjenesteydelser.

Borgerne erhverver ikke herved nogen videregående ret i medfør af traktatens artikel 106 set i sammenhæng med listen i bilag III til traktaten over de usynlige transaktioner, idet betalinger kun er liberaliseret i samme omfang, som den frie bevægelighed for kapital er gennemført. Artikel 106, stk. 3, sammen med nævnte liste sikrer ganske vist frie betalinger uden yderligere formaliteter i forbindelse med privates rejser og ophold, men dette afføder for borgeren kun en ret til frit at medtage valuta fra et land til et andet i det omfang, denne valuta er nødvendig for rejsen. En anden fortolkning af artikel 106, stk. 3, ville medføre, at restriktionerne for de kortfristede kapitalbevægelser, der er lovlige i medfør af artikel 67, kunne omgås.

Den franske og italienske regering har gjort gœldende, at spørgsmålet om overholdelse af fællesskabsrettens grundsætninger ikke opstår, for så vidt angår de kapitalbevægelser, der ikke er liberaliseret. I de lande, der stadig fører valutakontrol, er de sanktioner, der anvendes, sædvanligvis lige så strenge, som dem, der anvendes i Italien.

Den franske og den britiske regering har endvidere henvist til artikel 5, stk. 1, i Rådets første direktiv om kapitalbevægelser, hvori det hedder:

Den engelske regering fortolker denne bestemmelse således, at den italienske regering ubeskåret har ret til at anmode personer, der forlader Italien, om oplysninger om udførsel af pengebeløb samt til ved hjælp af egnede foranstaltninger at gøre udførslernes lovlighed betinget af, at der gives sådanne oplysninger, også selv om der er tale om liberaliserede kapitalbevægelser.

Den italienske regering har tilføjet, at det ulovlige forhold ifølge artikel 1 i lovdekret nr. 31 af 4. marts 1976 består i udførsel af betalingsmidler uden tilladelse. Det femte præjudicielle spørgsmål er derfor uden mening. Den italienske regering har vedrørende det fjerde spørgsmål anført, at undladelsen af at opfylde rene formaliteter ikke er strafbar efter italiensk lov, der selv for valutaudlændinges vedkommende kun belægger ulovlig udførsel med straf. Nævnte lovdekret indeholder endvidere en nøje graduering af de forskellige omhandlede tilfælde, netop for at gøre sanktionerne forholdsmæssige, og disse forekommer da også efter en objektiv karakteristik helt passende. Den skønsmargen, den nationale domstol har i de alvorligste tilfælde, er så vid, at det er muligt at tage hensyn til omstændighederne i den konkrete sag og at opnå en strafanvendelse i overensstemmelse med det enkelte forholds grovhed.

Den irske regering har anført, at de straffe, en medlemsstat har indført for overtrædelser af sin lovgivning, alene henhører under den pågældende stats kompetence, også når der er tale om liberaliserede kapitalbevægelser, forudsat at selve den omhandlede lovgivning er i overensstemmelse med traktaten. Det er kun under særlige forhold, som man i praksis vanskeligt vil kunne forestille sig, at der kan blive tale om en prøvelse af sanktionerne i forhold til traktaten.

Ifølge den danske regering er det ikke stridende mod EØF-traktaten, at en medlemsstat skærper straffen for ulovlige kapitaloverførsler. Såfremt en medlemsstat efter fællesskabsretten kan hindre visse kapitalbevægelser, har den også kompetence til at fastsætte de fornødne sanktioner. Dette følger af, at medlemsstaterne har bevaret kompetencen til at skønne over, hvilken kriminalpolitik de ønsker at forfølge, og herunder også vælge de sanktionstyper, der skal finde anvendelse i tilfælde af overtrædelse af fællesskabsrettens bestemmelser. Heraf følger også, at medlemsstaterne har kompetence til at skærpe sanktionerne, hvis det skønnes fornødent. Selv i det omfang kapitalbevægelser er liberaliserede, kan medlemsstaterne ¡ henhold til Rådets direktiver om kapitalbevægelser påbyde en pligt til at udfylde skemaer og lignende formularer med henblik på at overvåge kapitalbevægelsernes omfang og kontrollere transaktionernes lovlighed. Og såfremt disse kontrolregler ikke overholdes, har medlemsstaterne derfor også ret til at foreskrive egnede sanktioner.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har vedrørende det fjerde præjudicielle spørgsmål anført, at fri bevægelighed for kapital ikke kunne gennemføres i det omfang, det er nødvendigt for fællesmarkedets tilfredsstillende funktion, såfremt medlemsstaterne for formelle overtrædelser kunne pålægge sanktioner, der efter den begåede overtrædelses art er uforholdsmæssigt strenge. Domstolen har som fast praksis fastslået en grundsætning på linje hermed.

Forbundsregeringen har vedrørende det femte præjudicielle spørgsmål fremhævet, at det i almindelighed ikke er på sin plads at belægge overtrædelser af formelle bestemmelser og overtrædelser af materielle bestemmelser med de samme sanktioner. Der kan dog efter dens opfattelse tænkes tilfælde, i hvilke det ikke er muligt at gennemtvinge formelle bestemmelser, hvis der ikke er fastsat en streng straf for overtrædelser.

Ifølge Kommissionen skal medlemsstaterne ved udøvelsen af deres kompetence vedrørende kapitaler, for hvilke der ikke er gennemført fri bevægelighed, tage hensyn til bestemmelserne i traktatens artikel 5, stk. 2. Men når en national lovgivning indeholder bestemmelser om administrativ kontrol for visse kapitalbevægelsers vedkommende, skal de sanktioner, der er indført for at sikre overholdelsen af de pågældende regler, udformes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, således som dette er fastlagt i Domstolens praksis. Princippet er anvendeligt i et tilfælde, hvor en medlemsstat f.eks. ved at undlade offentliggørelse i lov- eller statstidende, ikke sørger for i fornødent omfang at bekendtgøre kontrolforanstaltninger, eller hvor den ikke fuldt ud anerkender fri bevisførelse for den valutaudlænding, der har undladt at opfylde bestemte formaliteter.

Kommissionen har endvidere anført, at de omtalte grundsætninger ikke harmonerer med de alt for strenge sanktioner i artiklerne 1 og 2 i de italienske love nr. 159 og 863 fra 1976. Formular V 2 er nemlig ifølge forelæggelseskendelsen blevet indført ved administrative bestemmelser, som i Italien ikke er genstand for den fornødne offentliggørelse. Kommissionen har i øvrigt ytret tvivl med hensyn til bevisførelsens frihed, idet der fremdeles ifølge forelæggelseskendelsen, i Italien ifølge de gældende bestemmelser ikke er adgang til at føre yderligere bevis for, at valutaindførslen har været lovlig, når de administrative formaliteter ikke er opfyldt. Kommissionen har endelig rejst spørgsmålet om, hvorvidt grundsætningen om retten til forsvar som fastlagt ved artikel 6, stk. 3, litra d), i Den europæiske Menneskerettighedskonvention i det foreliggende tilfælde er blevet overholdt.

Guerrino Casati har fremhævet, at proportionalitetsprincippet har to betydninger: den ene er forholdet mellem mål og midler, den anden nødvendigheden af at vurdere bestemmelser om behandling af forskellige situationer efter, hvorledes de forholder sig til hinanden.

Guerrino Casati har anført, at proportionalitetsprincippet må følges i national lovgivning, når denne, som tilfældet er i den foreliggende sag, kan gribe ind i fællesskabsretten og derved få negative følger for gennemførelsen af formålene med fællesmarkedet og dettes tilfredsstillende funktion. Og selv om straffelovgivningen hører til et retsområde, som fællesskabsretten ikke griber ind i, kan dog også den indvirke på fællesmarkedets mål og funktion, og proportionalitetsprincippet har således også gyldighed for den. Således er forholdet også i det foreliggende tilfælde, idet de sanktioner, der findes i den italienske valutalovgivning, ganske givet indvirker på Fællesskabets borgeres adfærd og deres økonomiske virksomhed.

Guerrino Casati har i forbindelse med proportionalitetsprincippets førnævnte, første betydning fremhævet, at formålet med den omtvistede italienske foranstaltning er at skaffe oplysninger om visse forhold og gøre disse oplysninger let tilgængelige, både fordi de i al almindelighed er af betydning for betalingsbalancen, og især fordi de gør det muligt at kontrollere, om en bestemt person efter at være indrejst til italiensk område med et bestemt beløb forlader dette område med et større beløb. Disse formål strider ikke mod fællesskabsretten, men der må være et passende forhold mellem de mål, der forfølges, og sanktionernes strenghed.

Guerrino Casati har for så vidt angår proportionalitetsprincippets førnævnte, anden betydning anført, at en valutaindlænding, der uden tilladelse forlader Italien med et vist beløb i lire, straffes på samme måde som en valutaudlænding, der forlader Italien med et tilsvarende beløb, som han tidligere har indført uden at have udfyldt formular V2. Guerrino Casati finder, at der ikke er nogen forholdsmæssighed i behandlingen af henholdsvis sidstnævnte og førstnævnte person.

Guerrino Casati har dernæst foretaget endnu en sammenligning, nemlig mellem udførsel af kapital til medlemsstater og udførsel af kapital til tredjelande. Efter hans opfattelse skal den nationale lovgivning efter en fællesskabsretlig bedømmelse bringe til udtryk, at de to situationer er væsensforskellige.

Den franske og den italienske regering har under henvisning til deres svar på det første spørgsmål anført, at traktatens artikel 71 ikke er til hinder for indførelse af nye restriktioner for kapitalbevægelser, heller ikke efter overgangsperiodens udløb, idet det i artilden hedder, at medlemsstaterne bestræber sig på hverken at indføre nye valutarestriktioner ...

De er i øvrigt — ligesom den danske, den tyske, den irske og den britiske regering samt Kommissionen af den opfattelse, at artiklerne 71 og 106 i traktaten indeholder en opfordring til medlemsstaterne om ikke at skærpe de eksisterende valutareguleringer og -restriktioner, hvorimod den forelæggende domstol blot omtaler en strafskærpelse i de italienske regler, der ellers er uændrede.

Guerrino Casati har fremhævet, at enhver restriktion eller skærpelse af eksisterende foranstaltninger for fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser eller kapital er forbudt, også selv om de ikke omfattes af udtrykkelige stand-still-regler, fordi de er uforenelige med traktatens formål og den gradvise integration, der er iværksat med den. Denne opfattelse bekræftes også af traktatens artikel 5, stk. 2. En stand-still-regel indeholder ikke blot et forbud mod nationale foranstaltninger, som kan anses for egentlig stridende mod liberaliseringsreglerne, men også mod foranstaltninger, der blot viser sig at være uforenelige med disse regler. Fællesskabsretten har nemlig som en økonomisk regulering navnlig hensyn til virkningerne af de nationale foranstaltninger og disses egnethed, det være sig indirekte, til at blokere den liberalisering, traktaten tilsigter. Heraf følger, at stand-still-reglen også finder anvendelse på en national regulering, der — som strafferetten — angår spørgsmål, der retmæssigt henhører under medlemsstaternes kompetence.

Den tyske regering har anført, at grundsætningen om ligebehandling skaber en ret for borgerne til at blive behandlet på en særlig måde, alt efter om de har bopæl i vedkommende stat eller ej, når foruden bopæl i udlandet også andre omstændigheder gør en særlig behandling påkrævet.

Den irske, den franske og den italienske regering har anført, at grundsætningen om ligebehandling ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. Den franske og den italienske regering har fremhævet, at den italienske valutalovgivning behandler retssubjekterne efter bopæl og ikke efter nationalitet.

Den franske regering har tilføjet, at den omhandlede grundsætning ikke finder anvendelse på et tilfælde, i hvilket der ulovligt udføres betalingsmidler, fordi den valutaudlænding, der ulovligt udfører kapital, ikke er i en situation, der adskiller sig fra den, som en valuta-indlænding, der ulovligt udfører kapital, befinder sig i. Det afgørende er ikke at finde ud af hvem, der udfører ulovligt, men for hvem den ulovlige udførsel sker; erfaringen viser nemlig, at samvirken mellem valutaindlændinge og valutaudlændinge ikke blot er det almindelige på dette område, men netop en af de grundmetoder, der anvendes af lovovertrædere til omgåelse af de nationale regler. Hvad formaliteterne angår, er situationen derimod en anden, idet kun valutaudlændinge kan udføre de betalingsmidler, de tidligere har indført, hvorfor kun valutaudlændinge opfordres til at udfylde de formularer, ved hjælp af hvilke de kan få deres indførsler fastslået af de italienske myndigheder.

Den italienske regering har desuden bemærket, at de materielle regler, ved hvilke der pålægges de to persongrupper bestemte forpligtelser eller byrder, kan være forskellige, hvorimod det i forbindelse med en overtrædelse, der indebærer en udførsel af betalingsmidler, der ikke er tilladt efter de gældende regler, ikke er berettiget at behandle tilfældene forskelligt.

Guerrino Casati har taget stilling til det problem, der behandles i det syvende spørgsmål, på grundlag af proportionalitetsprincippet. Det kan efter hans opfattelse ikke være tilladeligt, at de samme sanktioner uden forskel gælder valutaudlændinge og valutaindlændinge, idet valutaudlændinge kun undtagelsesvis har mulighed for at vide, at det er nødvendigt at udfylde formularer som formular V 2, og idet der for en stor del af de omhandlede italienske regler ikke stilles de samme krav med hensyn til offentliggørelse som for love, fordi disse regler er af administrativ art.

Den danske, den tyske, den irske, den franske, den italienske og den britiske regering har gjort gældende, at krav om opfyldelse af bestemte formforskrifter som de i dette spørgsmål omtalte er lovlige efter artikel 5, stk. 1, i Rådets første direktiv om kapitalbevægelser.

Den italienske regering har anført, at den foreliggende sag ikke rejser spørgsmål vedrørende den eneste mulige form for bevis eller begrænsninger af retten til at forsvare sig, idet der kun bliver tale om en overtrædelse, såfremt der hverken foreligger en tilladelse til udførslen fra den kompetente administrative myndighed, en påtegnet indførselserklæring eller et særligt dokument, der udstedes efter den fornødne omhyggelige kontrol. Det er efter den italienske regerings opfattelse klart, at en manglende administrativ tilladelse ikke kan erstattes af andre beviser, der senere søges ført under en retssag.

Så længe der ikke findes fællesskabsretlige regler eller grundsætninger vedrørende udførsel af betalingsmidler, der ikke skal tjene bestemte formål, kan såvel reguleringen af de tilfælde, hvorunder sådanne udførsler tillades, som vilkårene herfor samt reglerne om de beviser, der kan føres, og de procedurer, hvorefter tilladelse kan opnås, i alt fald kun overlades til den nationale lovgivningsmagt. Der gælder generelt en grundsætning om, at reguleringen af såvel administrativ kontrol som forvaltnings- og domstolsprocedurer, herunder valget af midler og reglerne om, hvorledes disse procedurer iværksættes, er omfattet af medlemsstaternes kompetence, selv om der er tale om anerkendelse af rettigheder, der udspringer af fællesskabsretten.

Guerrino Casati har anført, at de italienske regler er uforenelige med artikel 6 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, der dels indeholder en regel om, at en tiltalt skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist, dels opstiller princippet om retfærdig rettergang.