Ved skrivelse af 29. juni 1982 svarede den kompetente nederlandske myndighed, at ansøgningen ikke kunne behandles med det samme, idet Kommissionen i forbindelse med den pågældende import behandlede en anmodning om bemyndigelse til at træffe beskyttelsesforanstaltninger i henhold til traktatens artikel 115, og at såfremt anmodningen blev imødekommet, ville indførslen af ovennævnte produkter blive undtaget fra fællesskabsbehandling.

Dels bestemmer artikel 1 i Rådets forordninger nr. 2532/78 af 16. oktober 1978 og nr. 1766/82 af 30. juni 1982 om den fælles ordning for indførsel fra Den kinesiske Folkerepublik (EFT L 306, s. 1, og EFT L 195, s. 21), at indførsel i Fællesskabet, bl. a. af varer henhørende under underpositionerne 96.01 A (koste, børster og lignende) og 96.01 B II (maskindele) i den fælles toldtarif ikke er undergivet kvantitative restriktioner, medmindre andet bestemmes. Til gengæld omfattes de øvrige varer henhørende under pos. 96.01, herunder underpositionerne B I (tandbørster) og B III (andre varer), ikke af nævnte bestemmelse.

Desuden bestemmer artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning nr. 3286/80 af 4. december 1980 om importordningerne over for statshandelslandene (EFT L 353, s. 1), at overgang til fri omsætning af visse varer henhørende under underposition 96.01 B I eller 96.01 B III, som har oprindelse i statshandelslande, kan undergives kvantitative restriktioner i visse medlemsstater, herunder Benelux-landene.

Den omtvistede beslutning vedrører således ikke ansøgningen om det importdokument, der er tale om i den foreliggende sag. Det fremgår nemlig af sagen, at de kompetente nederlandske myndigheder har udstedt det ansøgte importdokument til sagsøgeren. Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at beslutningen er til skade i det omfang, den påvirker fremtidige indførsler.

Kommissionen har påstået sagen afvist i medfør af procesreglementets artikel 91.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen ved kendelse af 23. februar 1983 besluttet at henvise nærværende sag til tredje afdeling, jfr. procesreglementets artikel 95, og at indlede den mundtlige forhandling vedrørende afvisningspåstanden uden forudgående bevisførelse.

Kommissionen har for det første anført, at beslutningen ikke berører Spijker Kwasten umiddelbart, idet den kun indeholder en bemyndigelse til Benelux-landene, som disse frit kan vælge at gøre brug af. I lyset heraf har Kommissionen understreget, at nærværende sag adskiller sig fra Bock-sagen (sag 62/70, dom af 23. november 1971, Sml. 1971, s. 239) i den forstand, at den bemyndigelse, der er givet i den foreliggende sag, ikke vedrører sagsøgerens ansøgning. Heraf følger for det første med hensyn til nærværende ansøgning om importdokument, at beslutningen ikke rammer sagsøgeren, og med hensyn til eventuelle fremtidige ansøgninger for det andet, at beslutningen har karakter af en simpel bemyndigelse.

Dernæst har Kommissionen anført, at sagsøgeren ikke berøres individuelt. I dommen af 15. juli 1963 (Plaumann, sag 25/62, Sml. 1954-1964, s. 411) fastslog Domstolen, at andre personer end en beslutnings adressater kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis denne beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten. I den foreliggende sag berøres Spijker Kwasten af den omtvistede beslutning på samme måde som alle andre, der importerer børster og pensler fra Kina i den periode, hvor beslutningen er gældende.

Ifølge Kommissionen bliver resultatet ikke anderledes af, at Spijker Kwasten er den eneste importhandelsvirksomhed i Benelux-landene, som regelmæssigt indfører børster fra Den kinesiske Folkerepublik til Nederlandene. I den forbindelse har Kommissionen navnlig gjort gældende, at den anfægtede beslutning er af generel økonomisk betydning, idet den skal beskytte en økonomisk sektor i Benelux-landene imod konkurrence på grund af indførsler fra Den kinesiske Folkerepublik. Desuden kan hvem som helst udøve virksomhed som importør af børster og pensler. Endelig er det ikke tilstrækkeligt til, at sagsøgeren berøres umiddelbart og individuelt, at den omtvistede beslutning kun påvirker konkurrenceforholdene på det nederlandske marked.

Spijker Kwasten har dernæst afvist Kommissionens synspunkt, hvorefter selskabet ikke berøres umiddelbart og individuelt.

Selskabet har i den forbindelse for det første gjort gældende, at beslutningen berører det individuelt. Dels kan Nederlandenes anmodning om bemyndigelse ses på baggrund af en indførsel foretaget af Spijker Kwasten, dels påvirker beslutningen udelukkende sagsøgerens stilling, idet sagsøgeren er den eneste importhandelsvirksomhed i Benelux-landene, som regelmæssigt indfører børster fra Den kinesiske Folkerepublik til Nederlandene.

Sagsøgeren har bemærket, at dommen af 2. juli 1964 (Glucoseries Réunies, sag 1/64, Sml. 1954-1964, s. 811) ikke er relevant i den foreliggende sag. I dommen afviste Domstolen ganske vist at antage et annullationssøgsmål vedrørende en beslutning om bemyndigelse til at opkræve en udligningsafgift ved import fra realitetsbehandling, men i modsætning til nærværende sag fremgår det imidlertid af dommens præmisser, at den pågældende beslutning skulle have betydning for indførsler fra hele Fællesskabet og ikke udelukkende vedrørte indførsler fra en enkelt medlemsstat.

Derimod fremgår det ifølge sagsøgeren af dommene af 1. juli 1965 (Toepfer, de forenede sager 106 og 107/63, Sml. 1965-1968, s. 67) og af 23. november 1971 (Bock, sag 62/70, Sml. 1971, s. 239), at et søgsmål rettet mod en bemyndigelse til at indføre beskyttelsesforanstaltninger i det mindste opfylder betingelsen om, at sagsøgeren berøres individuelt, såfremt Kommissionen kunne vide, at retsstillingen for visse personer, som er en del af en gruppe, der er defineret på generel og abstrakt måde, i særlig grad berøres. Sagsøgeren erkender, at de nederlandske myndigheder faktisk har udstedt en importlicens for det pågældende parti børster, men har gjort gældende, at beslutningen udtrykkeligt er rettet mod sagsøgeren.

For så vidt angår betingelsen om, at sagsøgeren skal være berørt umiddelbart, har Spijker Kwasten anført, at Domstolens praksis ud fra et rent formelt synspunkt har forandret sig i retning af, at der i højere grad tages hensyn til beslutningens materielle betydning for den retsundergivnes retsstilling. På baggrund heraf berøres den retsundergivne i materiel henseende umiddelbart, så snart en fællesskabsretsakt — selv om der desuden kræves en national gennemførelsesforanstaltning — udstedes under sådanne omstændigheder, at man næsten med bestemthed kan forudse, at foranstaltningen vil påvirke en bestemt borgers interesser og retsstilling.

I den foreliggende sag må dette synspunkt tillægges så meget desto mere vægt, som Spijker Kwasten ikke nyder en tilstrækkelig retsbeskyttelse inden for rammerne af en national sag. Sagsøgeren har i den forbindelse understreget, at nærværende sag rejser to spørgsmål, nemlig dels om den nationale handelspolitik i realiteten er truet, dels, om mindre omfattende beskyttelsesforanstaltninger ville være tilstrækkelige. En national ret, ved hvilken der er anlagt et søgsmål mod beslutningen om afvisning af at udstede et importdokument, kan imidlertid ikke anmode Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende et sådant spørgsmål.