32004R0085

Kommissionens forordning (EF) nr. 85/2004 af 15. januar 2004 om handelsnormer for æbler

EU-Tidende nr. L 013 af 20/01/2004 s. 0003 - 0018


Kommissionens forordning (EF) nr. 85/2004

af 15. januar 2004

om handelsnormer for æbler

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager(1), særlig artikel 2, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Æbler står i bilag I til forordning (EF) nr. 2200/96 blandt de produkter, som der skal fastsættes normer for. I Kommissionens forordning (EF) nr. 1619/2001 af 6. august 2001 om fastsættelse af handelsnormer for æbler og pærer samt om ændring af forordning (EØF) nr. 920/89(2) er der fastsat fælles handelsnormer for æbler og pærer.

(2) Af hensyn til overskueligheden har arbejdsgruppen for fastsættelse af normer for letfordærvelige produkter og kvalitetsforbedring under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) besluttet at adskille reglerne for æbler og pærer fra hinanden. Desuden har den besluttet at ajourføre normen FN/ECE FFV-50 om afsætning og kontrol med handelskvaliteten af æbler, når det gælder bestemmelserne om kvalitet og størrelse. For at opnå gennemsigtighed på verdensmarkedet bør forordning (EF) nr. 1619/2001 ophæves, og der bør vedtages nye handelsnormer for henholdsvis æbler og pærer.

(3) Som vigtigste modenhedskriterium er der i forordning (EØF) nr. 1619/2001 fastlagt en mindstestørrelse for æbler. På baggrund af den tekniske udvikling, når det gælder metoder til måling af fasthed og sukkerindhold i frugt, og fremkomsten af nye markeder for små modne æbler bør EF's mindstestørrelse for æbler sættes ned, samtidig med at der fastlægges nye modenhedskriterier, som fx sukkerindhold og fasthed, for at sikre, at en sådan nedsættelse af mindstestørrelsen ikke resulterer i, at frugt, som ikke er tilstrækkelig moden og/eller udviklet, bringes i handelen.

(4) Da det vil være et ret omfattende arbejde at fastlægge nye præcise modenhedskriterier, der tager højde for sortsegenskaber som æblernes størrelse, bør nedsættelsen af mindstestørrelsen først gælde fra den 1. august 2005, og der bør fastsættes overgangsbestemmelser vedrørende størrelsen, som anvendes indtil da.

(5) Formålet med de nye normer er at fjerne produkter af utilfredsstillende kvalitet fra markedet, at tilpasse produktionen til forbrugernes krav og lette handelsforbindelserne på grundlag af loyal konkurrence og dermed bidrage til at gøre produktionen mere rentabel.

(6) Normerne gælder for alle afsætningsled. Transport over stor afstand, oplagring af en vis varighed eller forskellige håndteringer, som produkterne udsættes for, kan medføre visse ændringer på grund af produkternes biologiske udvikling eller mere eller mindre udtalte letfordærvelighed. Der bør tages hensyn til disse ændringer ved anvendelsen af normerne i de afsætningsled, der følger efter forsendelsesleddet.

(7) Da produkter i klasse Ekstra skal sorteres og emballeres særlig omhyggeligt, skal der alene tages hensyn til forringelsen af deres friskhed og fasthed.

(8) Forvaltningskomitéen for Friske Frugter og Grøntsager har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Handelsnormerne for æbler henhørende under KN-kode ex 0808 10 er anført i bilaget.

Normerne gælder i alle afsætningsled på betingelserne i forordning (EF) nr. 2200/96.

I afsætningsleddene efter forsendelsesleddet kan produkterne dog i forhold til normerne:

- udvise en mindre forringelse af friskheden og fastheden

- hvis de er klassificeret i andre klasser end klasse Ekstra, udvise mindre ændringer som følge af deres udvikling og mere eller mindre udtalte letfordærvelighed.

Artikel 2

Indtil den 31. juli 2005 anvendes følgende bestemmelser vedrørende størrelsessortering:

a) Hvis størrelsen bestemmes efter diameter, kræves der følgende mindste diameter for frugter i samtlige klasser

>TABELPOSITION>

b) Hvis størrelsen bestemmes efter vægt, kræves der følgende mindste vægt for frugter i samtlige klasser

>TABELPOSITION>

Artikel 3

Forordning (EF) nr. 1619/2001 ophæves.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Punkt III, andet og tredje afsnit, i bilaget anvendes først fra den 1. august 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. januar 2004.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 47/2003 (EFT L 7 af 11.1.2003, s. 64).

(2) EFT L 215 af 9.8.2001, s. 3. Ændret ved forordning (EF) nr. 46/2003 (EFT L 7 af 11.1.2003, s. 61).

BILAG

NORMER FOR ÆBLER

I. DEFINITION

Normerne gælder for æbler af sorter (cultivarer) af arten Malus domestica Borkh., der er bestemt til levering i frisk tilstand til forbrugerne; de omfatter ikke æbler til industriel forarbejdning.

II. BESTEMMELSER OM KVALITET

Normerne fastsætter de kvalitetskrav, som æbler skal opfylde efter klargøring og emballering.

A. Mindstekrav

Generelt for klasserne gælder under hensyn til tolerancer og særlige bestemmelser for de enkelte klasser, at æblerne skal være:

- hele

- sunde; produkter, der er angrebet af råd eller er forringet i en sådan grad, at de er uegnede til konsum, udelukkes

- rene, praktisk taget fri for synlige fremmedlegemer

- praktisk taget fri for skadegørere

- praktisk taget fri for angreb af skadegørere

- fri for unormal ydre fugtighed

- fri for fremmed lugt og/eller smag.

De skal endvidere være omhyggeligt plukket.

Æblernes udvikling og tilstand skal være således, at de kan:

- fortsætte modningsprocessen, således at de kan nå den ønskede modningsgrad for de forskellige sorter(1)(2)

- tåle transport og håndtering, og

- ankomme til bestemmelsesstedet i tilfredsstillende stand.

B. Klasseinddeling

Æbler inddeles i følgende tre klasser:

i) klasse Ekstra

Æbler i denne klasse skal være af fineste kvalitet. De skal have sortens typiske form, størrelse og farve(3), og stilken skal være hel.

Frugtkødet må ikke være forringet på nogen måde.

De må ikke have fejl bortset fra meget lette overfladefejl i huden, som ikke forringer helhedsindtrykket, kvaliteten, holdbarheden eller præsentationen i emballagen.

ii) Klasse I

Æbler i denne klasse skal være af god kvalitet. De skal have sortens typiske form, størrelse og farve(4)

Frugtkødet må ikke være forringet på nogen måde.

Følgende små fejl kan dog tillades, hvis de ikke forringer helhedsindtrykket, kvaliteten, holdbarheden eller præsentationen i emballagen:

- en lettere fejl ved formen

- lettere fejl ved udviklingen

- lettere farvefejl

- lettere fejl i huden inden for følgende grænser:

- 2 cm i længde for aflange fejl

- 1 cm2 af det samlede areal for andre fejl, undtagen for skurv (Venturia inaequalis), hvis samlede areal ikke må overstige 0,25 cm2

- 1 cm2 af det samlede areal for svagere stødpletter, der ikke må være misfarvede.

Stilken kan mangle, hvis snittet er tydeligt, og den tilgrænsende hud ikke er forringet.

iii) Klasse II

Denne klasse omfatter æbler, som ikke kan placeres i de højere klasser, men som opfylder de ovenfor anførte mindstekrav(5).

Frugtkødet skal være frit for væsentlige fejl.

Følgende fejl kan accepteres, hvis frugterne bibeholder deres væsentlige kendetegn med hensyn til kvalitet, holdbarhed og præsentation:

- fejl ved formen

- fejl ved udviklingen

- farvefejl

- fejl i huden inden for følgende grænser:

- 4 cm i længde for aflange fejl

- 2,5 cm2 af det samlede areal for andre fejl, undtagen for skurv (Venturia inaequalis), hvis samlede areal ikke må overstige 1 cm2

- 1,5 cm2 af det samlede maksimumsareal for svagere stødpletter, der kan være svagt misfarvede.

III. BESTEMMELSER OM STØRRELSESSORTERING

Størrelsen bestemmes efter den største diameter i tværsnit eller efter vægt.

Hvis størrelsen bestemmes efter diameter, kræves der følgende mindste diameter for frugter i samtlige klasser

>TABELPOSITION>

Hvis størrelsen bestemmes efter vægt, kræves der følgende mindste vægt for frugter i samtlige klasser

>TABELPOSITION>

For at sikre at frugterne i en pakning har en ensartet størrelse

- er forskellen, når det gælder frugter sorteret efter diameter, i frugternes diameter i én og samme pakning begrænset til:

- 5 mm for frugter i klasse Ekstra og frugter i klasse I og II, der forsendes lag- eller rækkepakket(6)

- 10 mm for frugter i klasse I, der forsendes i løs afladning i emballagen eller i salgspakningen(7)

- er forskellen, når det gælder frugter sorteret efter vægt, i frugternes vægt i én og samme pakning begrænset til:

- 20 % af gennemsnitsvægten af frugterne i pakningen for frugter i klasse Ekstra og frugter i klasse I og II, der forsendes lag- eller rækkepakket

- 25 % af gennemsnitsvægten af frugterne i pakningen for frugter i klasse I, der forsendes i løs afladning i emballagen eller i salgspakningen.

Der er ikke fastsat nogen regel om ensartet størrelse for frugter i klasse II, der forsendes i løs afladning i emballagen eller i salgspakningen.

IV. BESTEMMELSER OM TOLERANCER

Følgende kvalitets- og størrelsestolerancer gælder for produkter, der ikke opfylder kravene til den klasse, der er angivet på den enkelte pakning.

A. Kvalitetstolerancer

i) Klasse Ekstra

5 % efter antal eller vægt af æbler, der ikke opfylder kravene til klassen, men som opfylder kravene til klasse I eller undtagelsesvis falder inden for tolerancerne for denne klasse.

ii) Klasse I

10 % efter antal eller vægt af æbler, der ikke opfylder kravene til klassen, men som opfylder kravene til klasse II eller undtagelsesvis falder inden for tolerancerne for denne klasse.

iii) Klasse II

10 % efter antal eller vægt af æbler, der hverken opfylder kravene til klassen eller mindstekravene, dog bortset fra frugter, der er angrebet af råd eller udviser andre forringelser, der gør dem uegnede til konsum.

Inden for rammerne af denne tolerance kan det højst accepteres, at 2 % af frugterne i antal eller vægt har følgende fejl:

- omfattende angreb af korkdannelse eller æbleglassethed

- mindre ikke-helede skader eller revner

- meget svage spor af råd

- tilstedeværelse af levende skadegørere i frugten og/eller ændringer af frugtkødet, som skyldes skadegørere.

B. Størrelsestolerancer

For alle kvalitetsklasser:

10 % efter antal eller vægt af frugter, der har størrelsen umiddelbart under eller over den på pakningen angivne størrelse, idet der for frugter af den mindste tilladte størrelse accepteres en afvigelse på højst:

- 5 mm under mindstediameteren, hvis størrelsen bestemmes efter diameter

- 10 g under mindstevægten, hvis størrelsen bestemmes efter vægt.

V. BESTEMMELSER OM PRÆSENTATION

A. Ensartethed

Indholdet af hver pakning skal være ensartet og må kun bestå æbler af samme oprindelse, sort, kvalitet og størrelse (i tilfælde af størrelsessortering) og modningsgrad.

For klasse Ekstra kræves det desuden, at farven er ensartet.

Salgspakninger af en nettovægt på højst 5 kg kan indeholde blandinger af æbler af forskellige sorter, forudsat at æblerne er af ensartet kvalitet, og at de enkelte sorter er ensartede, hvad angår oprindelse, størrelse (i tilfælde af størrelsessortering) og modningsgrad.

Uanset de foregående bestemmelser i dette punkt kan de af denne forordning omfattede produkter sælges sammen med friske frugter og grøntsager af forskellige arter i salgspakninger af en nettovægt på højst 3 kg på de betingelser, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 48/2003(8).

Den synlige del af pakningens indhold skal være repræsentativ for hele indholdet.

B. Emballering

Æblerne skal emballeres således, at produktet sikres passende beskyttelse. Specielt skal salgspakninger af en nettovægt på over 3 kg være tilstrækkeligt stive til at beskytte produktet på passende måde.

Materialer, der anvendes indvendigt i pakningen, skal være nye, rene og af en kvalitet, der ikke fremkalder ydre eller indre forringelser af produkterne. Anvendelse af materialer, herunder papir eller klistermærker med handelsmæssige oplysninger, er tilladt, hvis påtrykningen eller mærkningen foretages med sværte eller lim, der er giftfri.

Pakningerne skal være fri for fremmedlegemer.

C. Præsentation

Frugter i klasse Ekstra skal emballeres lag- eller rækkepakket.

VI. BESTEMMELSER OM MÆRKNING

Hver pakning skal på samme side være forsynet med følgende oplysninger, anført med bogstaver, som er let læselige, ikke kan udviskes og er synlige udefra:

A. Identifikation

Pakker og/eller afsender: navn og adresse eller et af en officiel myndighed udstedt eller anerkendt mærke. Anvendes der en kode (mærke), skal angivelsen "pakker og/eller afsender (eller dertil svarende forkortelser)" dog anføres i nærheden af koden (mærket).

B. Produktets art

- "æbler", hvis indholdet ikke er synligt udefra

- sortsnavn.

- ved salgspakninger, der indeholder en blanding af forskellige æblesorter, navn på hver sort i pakningen.

C. Produktets oprindelse

oprindelsesland og eventuelt produktionsområde eller national, regional eller lokal betegnelse.

- ved salgspakninger, der indeholder en blanding af forskellige sorter æbler af forskellig oprindelse, skal hvert oprindelsesland anføres i umiddelbar nærhed af navnet på den pågældende sort.

D. Handelsmæssige oplysninger

- klasse

- størrelse, eller for frugter, der er lag- eller rækkepakket, stykantal.

Hvis størrelsen er anført, skal denne angives:

a) for frugter, der er omfattet af reglerne om ensartethed, ved mindste og største diameter eller mindste og største vægt

b) for frugter, der ikke er omfattet af reglerne om ensartethed, ved diameteren på eller vægten af den mindste frugt i pakningen, efterfulgt af "og derover" eller "+" eller et tilsvarende udtryk, eller i givet fald diameteren på eller vægten af den største frugt i pakningen.

E. Officielt kontrolmærke (valgfrit)

(1) Som følge af de typiske egenskaber med hensyn til modenhed ved høsten, som kendetegner Fuji-sorten og mutationer heraf, kan sygdommen radial æbleglassethed accepteres, hvis den er begrænset til frugtens ledningsstreng.

(2) Æblernes indhold af opløselige faste stoffer og æblernes fasthed skal derfor være tilfredsstillende.

(3) Kriterierne for farve og rustdannelse samt en ikke-udtømmende liste over de sorter, der er berørt af de enkelte kriterier, findes i tillægget til disse normer.

(4) Kriterierne for farve og rustdannelse samt en ikke-udtømmende liste over de sorter, der er berørt af de enkelte kriterier, findes i tillægget til disse normer.

(5) Kriterierne for farve og rustdannelse samt en ikke-udtømmende liste over de sorter, der er berørt af de enkelte kriterier, findes i tillægget til disse normer.

(6) For æbler af sorterne Bramley's Seedling (Bramley, Triomphe de Kiel) og Horneburger er der dog tilladt en forskel i diameteren på 10 mm.

(7) For æbler af sorterne Bramley's Seedling (Bramley, Triomphe de Kiel) og Horneburger er der dog tilladt en forskel i diameteren på 20 mm.

(8) EFT L 7 af 11.1.2003, s. 65.

Tillæg

1. KRITERIER FOR FARVE, FARVEGRUPPER OG KODER

>TABELPOSITION>

2. KRITERIER FOR RUSTDANNELSE

- Gruppe R: Sorter, hvor rustdannelse på frugtens overflade er karakteristisk og ikke betragtes som en fejl, hvis den svarer til det for sorten typiske udseende.

- For sorter, der er anført på listen nedenfor, og hvis navn ikke er efterfulgt af bogstavet R, er rustdannelse tilladt inden for følgende grænser:

>TABELPOSITION>

3. STØRRELSESKRITERIER

Gruppe SF: Æblesorter med store frugter omhandlet i punkt III, andet afsnit, i normerne for æbler.

4. IKKE-UDTØMMENDE LISTE OVER ÆBLESORTER KLASSIFICERET EFTER FARVE-, RUSTDANNELSES- OG STØRRELSESKRITERIER:

Frugter af sorter, som ikke er anført på listen, skal klassificeres efter deres sortsegenskaber.

Nogle af sorterne på følgende liste kan markedsføres under handelsnavne, som der er ansøgt om eller opnået beskyttelse for i et eller flere lande. Første og anden kolonne i følgende tabel gengiver ikke sådanne handelsnavne. I tredje kolonne er der udelukkende til orientering anført nogle kendte mærker.

>TABELPOSITION>