European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/1138

14.2.2025

Resumé af Kommissionens afgørelse

af 28. juni 2021

i henhold til artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003

i sag AT.39914 – Rentederivater i euro

(meddelt under nummer C(2021) 4600)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(C/2025/1138)

(EØS-relevant tekst)

Den 28. juni 2021 vedtog Kommissionen en afgørelse i henhold til artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003  (1) . I overensstemmelse med artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 offentliggør Kommissionen hermed parternes navne og afgørelsens hovedindhold, herunder de pålagte sanktioner. Der tages hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres. En ikke-fortrolig udgave af afgørelsen kan findes på GD COMP's websted http://ec.europa.eu/competition/index_en.html

INDLEDNING

(1)

Ved afgørelsen genpålægges HSBC Holdings plc, HSBC Bank plc og HSBC France (i det følgende under ét benævnt »HSBC«) en bøde for overtrædelse af artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen.

SAGSFORLØB

(2)

Kommissionen vedtog den 4. december 2013 afgørelse C(2013) 8512 (»forligsafgørelsen fra 2013«). Ved forligsafgørelsen fra 2013 blev forskellige juridiske enheder i fire virksomheder – Barclays, Deutsche Bank, RBS og Société Générale – pålagt bøder for deres deltagelse i et kartel vedrørende eurorentederivater.

(3)

Kommissionen vedtog den 7. december 2016 afgørelse C(2016) 8530 (»afgørelsen fra 2016«). Ved afgørelsen fra 2016 blev forskellige juridiske enheder i tre andre virksomheder – Crédit Agricole, HSBC and JPMorgan Chase – pålagt bøder for deres deltagelse i samme kartel. HSBC blev pålagt en bøde på 33 606 000 EUR for at have deltaget i kartellet mellem den 12. februar 2007 og den 27. marts 2007.

(4)

Den 24. september 2019 afsagde Retten dom i HSBC’s annullationssøgsmål vedrørende afgørelsen fra 2016 (»dommen«) (2). I dommen stadfæstede Retten Kommissionens konklusioner om sagens indhold med undtagelse af to kontakter, for hvilke Kommissionen ikke havde påvist den konkurrencebegrænsende karakter. I dommen blev den metode, som Kommissionen anvendte til at beregne bøderne, godkendt. Denne metode anvendte en indikator for salgsværdien baseret på diskonterede kontante indtjening. I dommen blev det imidlertid fastslået, at Kommissionen ikke havde givet tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor den kontante indtjening blev diskonteret med 98,849 %. På dette grundlag blev den bøde, som HSBC blev pålagt, annulleret.

(5)

Den 8. maj 2020 underrettede Kommissionen HSBC om, at den havde til hensigt at ændre afgørelsen fra 2016 og genvedtage bøderne. HSBC fik en yderligere begrundelse for de parametre, der blev anvendt til at fastsætte reduktionsfaktoren for diskontering af den kontante indtjening til 98,849 %. HSBC fremsatte på skrift sine bemærkninger til disse forklaringer den 14. juli 2020 og den 14. maj 2021.

(6)

Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål blev hørt den 23. juni 2021.

RETLIG VURDERING

(7)

Dette udkast til afgørelse er kun rettet til HSBC og indeholder ingen nye klagepunkter. Det vedrører på ingen måde de øvrige adressater for afgørelsen fra 2016.

(8)

I udkastet til afgørelse fastslås det, at HSBC har deltaget i en overtrædelse af traktatens artikel 101 og af EØS-aftalens artikel 53 som fastsat i afgørelsen fra 2016.

BØDER

(9)

Den metode, der anvendes til at beregne HSBC’s bøde, er beskrevet i afgørelsen fra 2016.

(10)

I udkastet til afgørelse begrundes det imidlertid nærmere, hvorfor den kontante indtjening diskonteres med en reduktionsfaktor på 98,849 % på grundlag af fire elementer:

(i)

netting i forbindelse med handel med derivater generelt

(ii)

netting i forbindelse med særligt sektoren for rentederivater i euro

(iii)

det relative omfang af prisvariationer i sektoren for rentederivater i euro samt

(iv)

den reduktionsfaktor, der blev anvendt i forligsafgørelsen fra 2013.

(11)

I udkastet til afgørelse bliver den nedsættelse på 10 %, der blev tildelt HSBC i afgørelsen fra 2016 på grund af HSBC’s mere perifere/mindre rolle, forhøjet til 15 %. Denne forhøjelse tager hensyn til dommens konklusioner om, at den konkurrencebegrænsende karakter af to kontakter ikke var tilstrækkeligt bevist, og er en erkendelse af, at dette kan have en indvirkning på både alvoren af HSBC’s deltagelse og dets bevidsthed om den samlede og vedvarende overtrædelse. Bøden fastsættes derfor til 31 739 000 EUR.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).

(2)  Sag T-105/17, HSBC Holdings plc, HSBC Bank plc, HSBC France mod Kommissionen, ECLI:EU:T:2019:675.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/1138/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)