Foruden tilfælde, hvor der foreligger faktiske fejl, tilbagebetales fejlagtigt erlagt indførselstold og fejlagtigt erlagte produktionsafgifter, forbrugsskatter eller statsafgifter, såfremt det skriftligt godtgøres, at byrden ikke er overvæltet på andre, uanset om betaling har fundet sted før nærværende dekrets ikrafttræden.

1.Den femårige bortfaidsfrist ifølge artikel 91 i toldlovbekendtgørelsen, godkendt ved dekret fra republikkens præsident nr. 43 af 23. januar 1973, skal forstås således, at den finder anvendelse på alle ansøgninger om og søgsmål vedrørende tilbagebetaling af beløb betalt i forbindelse med toldbehandling. Med virkning fra den 90. dag efter ikrafttrædelsen af denne lov forkortes den ovennævnte frist og den ved lovbekendtgørelsens artikel 84 fastsatte forældelsesfrist til tre år.2.Indførselstold, produktionsafgifter, forbrugsskatter, tillægsafgiften på sukker og statsafgifter, der er opkrævet under anvendelse af nationale bestemmelser i strid med fællesskabslovgivningen tilbagebetales, medmindre byrden er blevet overvæltet på andre.3.Artikel 19 i lovdekret nr. 688 af 30. september 1982 — efter ændringer omdannet til lov nr. 873 af 27. november 1982 — finder anvendelse, når de opkrævede afgifter ikke er omfattet af Fællesskabets retsorden.4.Krav om tilbagebetaling af de skatter og andre former for afgifter, som er nævnt i stk. 2 og 3, skal, når den hertil svarende udgift har påvirket virksomhedens indkomst, tillige meddeles det skattekontor, som har modtaget selvangivelsen for det pågældende skatteår. I modsat fald behandles kravet ikke.

...

1)Skal fællesskabsretten fortolkes således, at en medlemsstat er afskåret fra at indføre en ordning som den, der er omhandlet i artikel 29 i den italienske lov nr. 428 af 29. december 1990, hvorefter adgangen til at tilbagesøge afgifter, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, er undergivet frister for forældelse og bortfald samt bevisregler, der er forskellige fra og mere restriktive end de almindelige regler, der gælder i civilretten? Navnlig spørges, hvad angår princippet om, at de betingelser, som er fastsat i den nationale lovgivning for at udnytte adgangen til tilbagesøgning, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende nationale søgsmål, hvad der skal forstås ved udtrykket tilsvarende nationale søgsmål.2)Er de grundlæggende principper i Fællesskabets retsorden til hinder for, at en medlemsstat — inden for et begrænset område, som kun vedrører den særlige sektor, der udgøres af en vis ensartet gruppe af fiskale afgifter, hvoraf langt den overvejende del er afgifter, som fællesskabsretten finder anvendelse på — indfører særlige undtagelsesbestemmelser, der skal begrænse adgangen til at tilbagesøge fejlagtigt betalte beløb, og som altså fraviger de almindelige regler for tilbagesøgning af fejlagtigt betalte beløb, jf. artikel 2033 i den civile retsplejelov? Navnlig spørges, om forbuddet mod forskelsbehandling kan fortolkes indskrænkende, og om det kan anvendes på en medlemsstats lovbestemmelser af den karakter, der er indeholdt i artikel 29, afsnit II, i lov nr. 428 af 29. december 1990, blot fordi de betingelser for tilbagebetaling af de fiskale afgifter, som er omhandlet i disse lovbestemmelser, og som fællesskabsretten finder anvendelse på, ganske vist er mere restriktive end de almindelige regler i civilretten, men dog i henseende til deres virkning er mindre tyngende end de særlige betingelser for tilbagebetaling, der er fastsat i artikel 29, afsnit II.3)Er de nævnte grundlæggende principper i Fællesskabets retsorden til hinder for, at en medlemsstat — efter at Domstolen ved flere domme har kendt diverse afgifter såsom indførselstold, produktionsafgifter, forbrugsafgifter, tillægsafgift for sukker og forlystelsesafgifter, uforenelig med fællesskabsretten — vedtager en række processuelle forskrifter som dem, der er indført ved artikel 29 i lov nr. 428 af 29. december 1990, og som særlig begrænser muligheden for at anlægge sag med henblik på tilbagesøgning af de nævnte fejlagtigt betalte afgifter, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten?4)Er en lov som den i sagen omhandlede — der angives at være indført for at tilpasse den nationale lovgivning til Domstolens praksis — og vedtaget med mere end tre et halvt års forsinkelse i forhold til tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom, hvorved den medlemsstat, som har foretaget den forsinkede gennemførelse, har opnået en yderligere ugrundet berigelse, i strid med fællesskabsretten, navnlig under hensyn til hvad der er gjort gældende som bevis, men ikke antaget i dommen af 9. november 1983 i sag 199/82, San Giorgio, og er det navnlig ikke uforeneligt med fællesskabsretten at fortolke og anvende nævnte artikel 29 på en sådan måde, at en formodning anses for tilstrækkeligt bevis — ud fra den antagelse, at forbrugsafgiften notorisk er blevet inkorporeret i prisen — for, at afgiften er blevet overvæltet på tredjemand, med den følge, at tilbagesøgningskravet afvises?5)Er det følgelig lovligt efter fællesskabsretten, at den nationale ret — eller dennes teknisk sagkyndige — blot med grundlag i sådanne simple formodninger fastslår, at afgiften er blevet overvæltet på tredjemand — hvilke formodninger anføres typisk at bestå i frie beviser, som dermed systematisk ude lukker gennemførelsen af tilbagesøgningskrav, således som det har vist sig at være tilfældet i praksis, hvor Amministrazione delle Finanze dello Stato som den myndighed, der er debitor for fordringen, aldrig har anerkendt at være forpligtet til at tilbagebetale afgiften?6)Kan der indføres en regel som den, der er indeholdt i nævnte artikel 29, stk. 4 og 8 — som foreskriver iagttagelse af processuelle formaliteter (såsom forpligtelsen til at give underretning til bestemte kontorer, der henhører under den samme myndighed, som er debitor for afgiften), der ikke krævedes i tidligere sager om tilbagesøgning efter de almindelige regler på området — og kan denne regel anvendes med tilbagevirkende gyldighed?

undergive søgsmål om tilbagebetaling af afgifter i strid med fællesskabsretten, såsom forbrugsafgiften på bananer, betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gælder for tilbagesøgningssager mellem private (første og andet spørgsmål)