–

A ved advokaterne T. Gønge, T. Kári Kristjánsson og J. Nymand Hounsgaard,

–

B ved advokaterne C. Bachmann og P. Hansen,

–

Foreningen C ved advokat C. Holberg,

–

den danske regering ved D. Elkan og C. Maertens, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Søes Petersen,

–

den franske regering ved R. Bénard, A. Daniel og O. Duprat-Mazaré, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J. Jokubauskaitė og U. Nielsen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 370 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, herefter »momsdirektivet«), sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side A, B og Foreningen C og på den anden side Skatteministeriet (Danmark) vedrørende de førstnævntes anmodning om tilbagebetaling af merværdiafgift (moms) af den licensafgift, der skal betales af indehaverne af apparater, som kan modtage billedudsendelser.

Retsforskrifter

EU-retten

3

Momsdirektivets artikel 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

4

Direktivets artikel 2, stk. 1, litra c), bestemmer, at levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, er momspligtig.

5

Det nævnte direktivs artikel 370 fastsætter:

6

Direktivets artikel 378, stk. 1, er affattet på følgende måde:

7

Del A, nr. 2), i bilag X til momsdirektivet omhandler »[o]ffentlige radio- og fjernsynsforetagenders ikke-kommercielle virksomhed«.

Dansk ret

8

Fra 1926 blev der i Danmark opkrævet en licensafgift på besiddelse af radioapparater, med hvilken det tilsigtedes at finansiere den institution, som i dag er kendt under betegnelsen »Danmarks Radio (DR)«. Siden 1951, efter at DR påbegyndte at udsende fjernsynsudsendelser, omfattede denne licensafgift også fjernsynsapparater. I medfør af lov nr. 215 af 11. juni 1959 om radiospredning blev den nævnte licensafgift ændret til en »fjernsynslicens«, der skulle betales i tilfælde af opstilling af et fjernsyns- eller radiomodtagerapparat. Sidstnævnte lov blev ophævet ved og erstattet af lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvorved fjernsynslicensen, der nu blev betegnet som »afgift[...] for benyttelse af radiofoni- og fjernsynsmodtagere«, blev opretholdt.

9

Ved lov nr. 589 af 19. december 1985 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev DR’s hidtidige »eneret« til spredning af lyd- og billedprogrammer til almenheden ændret til en simpel »ret«. Ved bekendtgørelse nr. 640 af 20. december 1985 blev betegnelsen for den licensafgift, der er nævnt i den foregående præmis, desuden ændret til »radio- og fjernsynsafgift (radio- og fjernsynslicens)«.

10

Ved lov nr. 335 af 4. juni 1986 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. fik en ny offentlig TV-station ved navn TV2, som delvist finansieres af midlerne fra radio- og fjernsynslicensen, også tilladelse til spredning af lyd- og billedprogrammer til almenheden.

11

I bekendtgørelse nr. 15 af 11. januar 1995 om radio- og fjernsynslicens blev det præciseret, at radio- og fjernsynslicensen skulle betales uanset den nærmere benyttelse af det pågældende modtagerapparat og uanset antenneforholdene for modtagning af radio- og TV-udsendelserne, så længe apparatet kunne gengive lyd- eller billedprogrammer.

12

Lov nr. 1208 af 27. december 1996 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed fastsatte, at indtægterne fra fjernsynslicensen efter den kompetente ministers nærmere bestemmelse ud over at kunne tjene til finansiering af DR og TV2 også kunne fordeles til »eventuelle andre medierelaterede formål«.

13

Ved lov nr. 1569 af 20. december 2006 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev fjernsynslicensen erstattet med en »medielicens«, der omfattede »apparater, som kan modtage og gengive billedprogrammer eller ‑tjenester, der er udsendt til almenheden«, herunder radioapparater.

14

Ved lov nr. 513 af 27. maj 2013 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev medielicensen ophævet med hensyn til radioapparater. Ved lov nr. 1517 af 27. december 2014 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed blev medielicensen afskaffet for erhvervsvirksomheder og kun opretholdt over for private husstande. Endelig fastsatte lov nr. 1548 af 18. december 2018 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, at medielicensen gradvist skulle afskaffes over en treårig periode fra 2019 til 2021, således at denne licensafgift blev fuldstændig afskaffet den 1. januar 2022.

15

Siden indførelsen af moms i Danmark i 1967 har den danske momslovgivning fastsat, at »radio- og fjernsynsudsendelser« er momspligtige. Følgelig blev den licensafgift, der er omhandlet i nærværende doms præmis 8-14, pålagt moms, indtil den blev afskaffet.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16

A og B, der er fysiske personer, samt Foreningen C, som består af en gruppe fysiske personer, der har anlagt et gruppesøgsmål, har ved Østre Landsret (Danmark), som er den forelæggende ret, anlagt søgsmål mod Skatteministeriet med påstand om tilbagebetaling af de beløb, som de betalte i moms af medielicensafgiften i perioden 2007-2017. Til støtte for deres søgsmål har de i det væsentlige gjort gældende, at Danmarks mulighed for at anvende momsdirektivets artikel 370 til at lægge moms på den nævnte licensafgift forudsætter, at der foreligger en levering af ydelser mod vederlag som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 1, litra c), hvilken ydelse ikke har fundet sted i det foreliggende tilfælde.

17

Skatteministeriet har gjort gældende, at momsdirektivets artikel 370 er en særlig bestemmelse, der giver Kongeriget Danmark hjemmel til at opretholde den nationale beskatningsordning, som var gældende pr. 1. januar 1978, uafhængigt af anvendelsesområdet for den harmoniserede generelle momsordning.

18

Den forelæggende ret har lagt til grund, at medielicensen – henset til den lære, der kan udledes af dom af 22. juni 2016, Český rozhlas (C-11/15, EU:C:2016:470) – ikke udgør modydelsen for en levering af ydelser foretaget mod vederlag som omhandlet i momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c). Den nævnte ret er derfor af den opfattelse, at det væsentligste retlige spørgsmål, der er rejst i den sag, som er indbragt for den, er, om momsdirektivets artikel 370 skal fortolkes således, at den giver medlemsstaterne mulighed for at opkræve moms af en licensafgift, der ikke udgør en sådan modydelse, og hvis opkrævning alene afhænger af den blotte besiddelse af et apparat til modtagelse af radio- eller fjernsynsudsendelser.

19

Såfremt det nævnte spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret oplyst, om momsdirektivets artikel 370 finder anvendelse på medielicensen, henset til de ændringer af den nationale lovgivning vedrørende denne licensafgift, som blev foretaget i løbet af den periode, der er omhandlet i tvisten i hovedsagen. For det første forholder det sig nemlig således, at den licensafgift, der blev opkrævet på grundlag af besiddelsen af radio- og fjernsynsapparater, blev erstattet af en licensafgift, som skulle opkræves ved besiddelse af ethvert apparat, der kunne modtage billedprogrammer og ‑tjenester direkte. For det andet gjorde den nævnte lovgivning det muligt efter den kompetente ministers bestemmelse at anvende en mindre del af medielicensmidlerne til finansiering af for det første radio- og fjernsynsforetagender, der, uden at være offentlige radio- og fjernsynsforetagender, udøvede public service-virksomhed og var underlagt tilsvarende begrænsninger som dem, der gjaldt for offentlige radio- og fjernsynsforetagender, og for det andet Det Danske Filminstitut, der er en statsinstitution, som har til formål at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark, samt en filmskole for børn og unge, der drives gennem en almennyttig fond stiftet af offentlige radio- og fjernsynsforetagender i samarbejde med andre aktører.

20

På denne baggrund har Østre Landsret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Retsforhandlingerne for Domstolen

21

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 20. januar 2023 blev retsforhandlingerne i den foreliggende sag udsat indtil afsigelsen af dom af 26. oktober 2023, GIS (C-249/22, EU:C:2023:813). Retsforhandlingerne blev genoptaget efter afsigelsen af den nævnte dom.

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

22

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstat, som pr. 1. januar 1978 lagde moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der blev finansieret af en obligatorisk lovpligtig licensafgift, som skulle betales af enhver person, der ejede udstyr, som kunne modtage radio- og fjernsynsprogrammer, kan fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed, uafhængigt af om virksomheden er omfattet af begrebet »levering af ydelser, som [foretages] mod vederlag« som omhandlet i nævnte artikel 2, stk. 1, litra c).

23

Det skal bemærkes, at i henhold til momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c) – hvilken bestemmelse er indeholdt i direktivets afsnit I med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« – er levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, momspligtig.

24

Når en virksomhed kvalificeres som en transaktion, der foretages »mod vederlag« i denne bestemmelses forstand, er den således som sådan omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde. En virksomhed, der ikke kvalificeres således, er derimod ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde (dom af 26.10.2023, GIS, C-249/22, EU:C:2023:813, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

25

Momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A i bilag X til dette direktiv, giver imidlertid de medlemsstater, som pr. 1. januar 1978 lagde afgift på offentlige radio- og fjernsynsforetagenders ikke-kommercielle virksomhed, mulighed for at fravige direktivets artikel 2, stk. 1, litra c), ved at give dem mulighed for at fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed.

26

Det skal desuden bemærkes, at denne undtagelse i det væsentlige er identisk med den undtagelse, der er fastsat for Republikken Østrig i momsdirektivets artikel 378, stk. 1.

27

I denne henseende fastslog Domstolen nærmere bestemt i præmis 36, 37, 43 og 51 i dom af 26. oktober 2023, GIS (C-249/22, EU:C:2023:813), at momsdirektivets artikel 378, stk. 1, giver Republikken Østrig mulighed for bl.a. at fravige bestemmelserne i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra c), ved at opretholde en allerede eksisterende afgiftsordning vedrørende den pågældende virksomhed, forudsat at de nærmere bestemmelser for denne afgiftspålæggelse i det væsentlige forbliver uændrede. Dette afspejler den progressive og fortsat ufuldstændige karakter af harmoniseringen af de nationale momslovgivninger. Ved en bestemmelse såsom nævnte artikel 378, stk. 1, indføres der desuden i sagens natur undtagelser fra anvendelsesområdet for den lovgivning, som bestemmelsen udgør en del af. Den afgiftspålæggelse, der er tilladt i henhold til denne bestemmelse, er ikke en harmoniseret afgift, der udgør en integrerende del af momsordningen, således som denne er tilrettelagt ved det nævnte direktiv. Den i bestemmelsen fastsatte mulighed giver tværtimod den nævnte medlemsstat mulighed for at opretholde sin lovgivning om afgiftspålæggelse på de pågældende tjenesteydelser, uden at de forskelle, der måtte følge heraf mellem denne medlemsstat og de øvrige medlemsstater, er i strid med EU-retten.

28

Idet Domstolen bl.a. støttede sig på disse grunde, fastslog den i præmis 52 i dom af 26. oktober 2023, GIS (C-249/22, EU:C:2023:813), at momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 378, stk. 1, skulle fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at Republikken Østrig lægger moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der finansieres ved en obligatorisk lovbestemt licensafgift, som betales af enhver person, der bruger radio- og fjernsynsmodtagere i en bygning beliggende i et område, der er omfattet af det omhandlede offentlige radio- og fjernsynsforetagendes jordbaserede udsendelser, uafhængigt af hvorvidt den pågældende offentlige radio- og fjernsynsvirksomhed henhører under begrebet »levering af ydelser mod vederlag« som omhandlet i nævnte artikel 2, stk. 1, litra c).

29

Henset til den konstatering, der er foretaget i nærværende doms præmis 26, gælder en tilsvarende fortolkning for så vidt angår momsdirektivets artikel 370.

30

Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat, som pr. 1. januar 1978 lagde moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der blev finansieret af en obligatorisk lovpligtig licensafgift, som skulle betales af enhver person, der ejede udstyr, som kunne modtage radio- og fjernsynsprogrammer, kan fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed, uafhængigt af om virksomheden er omfattet af begrebet »levering af ydelser, som [foretages] mod vederlag« som omhandlet i nævnte artikel 2, stk. 1, litra c).

Det andet spørgsmål

31

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en medlemsstat, som pr. 1. januar 1978 lagde moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der blev finansieret af en obligatorisk lovpligtig licensafgift, som skulle betales af enhver person, der ejede et radio- eller fjernsynsapparat, kan fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed, når lovgivningen vedrørende denne licensafgift er blevet ændret efter den nævnte dato, således at licensafgiften opkræves ved besiddelse af ethvert apparat, der kan modtage radio- og fjernsynsprogrammer, herunder en smartphone eller en computer.

32

De nævnte bestemmelser giver ifølge deres ordlyd medlemsstaterne tilladelse til at fortsætte med at lægge afgift på »[o]ffentlige radio- og fjernsynsforetagenders ikke-kommercielle virksomhed«, såfremt disse stater lagde moms på denne virksomhed pr. 1. januar 1978.

33

Ifølge de nævnte bestemmelsers ordlyd har de af bestemmelserne berørte medlemsstater derfor udelukkende ret til at opretholde en allerede eksisterende afgiftsordning for ovennævnte virksomhed, men ikke til at indføre en ny afgiftspålæggelse på denne virksomhed, hvilket indebærer, at de nærmere regler for afgiftspålæggelse på denne virksomhed, der har været i kraft siden den 1. januar 1978, i det væsentlige skal forblive uændrede, for at denne afgiftspålæggelse fortsat er omfattet af den i momsdirektivets artikel 370 fastsatte undtagelse (jf. analogt dom af 26.10.2023, GIS, C-249/22, EU:C:2023:813, præmis 41 og 42).

34

En ændring af de nærmere regler for den nævnte afgiftspålæggelse, der begrænser sig til at tage hensyn til den teknologiske innovation, som har fundet sted siden den 1. januar 1978, uden at ændre den udløsende begivenhed for forpligtelsen til at betale den licensafgift, der skal finansiere en offentlig radio- og fjernsynsaktivitet, bevirker imidlertid ikke, at anvendelsen af en undtagelsesbestemmelse såsom momsdirektivets artikel 370 udelukkes (jf. i denne retning dom af 26.10.2023, GIS, C-249/22, EU:C:2023:813, præmis 45).

35

Dette er tilfældet med en ændring af disse nærmere regler som den i hovedsagen omhandlede, der bevirker, at forpligtelsen til at betale en licensafgift, som skal finansiere en offentlig radio- og fjernsynsaktivitet, ikke kun er knyttet til besiddelsen af et radio- eller fjernsynsapparat, men ligeledes til besiddelsen af ethvert apparat, der kan modtage udsendelser fra offentlige radio- og fjernsynsforetagender, herunder smartphones eller computere. En sådan ændring afspejler nemlig den teknologiske udvikling, der har fundet sted siden indførelsen af den pågældende undtagelse.

36

Endvidere, og således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 27-29 i forslaget til afgørelse, bliver de betragtninger, der er anført i den foregående præmis i nærværende dom, hverken svækket af den omstændighed, at udvidelsen af den kategori af apparater, hvis besiddelse indebærer en forpligtelse til at betale en licensafgift til finansiering af offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, eventuelt har bevirket en samtidig udvidelse af den personkreds, som bliver pålagt denne afgift, eller af den omstændighed, at modtagelsen af radio- og fjernsynsprogrammer kan anses for en accessorisk funktion for apparater såsom smartphones eller computere.

37

For det første kræver momsdirektivets artikel 370 ikke, at antallet eller omfanget af de transaktioner, som en medlemsstat pålagde afgift pr. 1. januar 1978, forbliver uændret. Det skal således bemærkes, at selv uden en ændring af arten af de apparater, hvis besiddelse medfører en forpligtelse til at betale en licensafgift til finansiering af offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, ville antallet af personer, der er underlagt forpligtelsen til at betale denne afgift, sandsynligvis stige som følge af stigningen i antallet af radio- og fjernsynsapparater i privatpersoners besiddelse på grund af den større tilgængelighed og den lavere pris for erhvervelsen af sådanne apparater.

38

For så vidt som den udløsende begivenhed for en licensafgift som den i hovedsagen omhandlede for det andet ikke er knyttet til den omstændighed, at de personer, der er underlagt den nævnte forpligtelse, benytter sig af en offentlig radio- eller fjernsynstjeneste, men alene til besiddelsen af et apparat, som kan modtage programmer fra radio- og fjernsynsforetagender, er det uden betydning, at visse af disse apparater, såsom smartphones og computere, også opfylder andre funktioner, der i givet fald kan anses for at være deres hovedfunktioner.

39

Det skal i øvrigt i denne henseende bemærkes, at radio- og fjernsynsmodtagerapparater også kan anvendes til andre funktioner end modtagelse af programmer fra offentlige radio- og fjernsynsforetagender, såsom modtagelse af kommercielle radio- eller fjernsynsprogrammer eller afspilning af CD, DVD eller andre digitale medier (jf. i denne retning dom af 22.6.2016, Český rozhlas, C-11/15, EU:C:2016:470, præmis 26).

40

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en medlemsstat, som pr. 1. januar 1978 lagde moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der blev finansieret af en obligatorisk lovpligtig licensafgift, som skulle betales af enhver person, der ejede et radio- eller fjernsynsapparat, kan fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed, når lovgivningen vedrørende denne licensafgift er blevet ændret efter den nævnte dato, således at licensafgiften opkræves ved besiddelse af ethvert apparat, der kan modtage radio- og fjernsynsprogrammer, herunder en smartphone eller en computer.

Det tredje spørgsmål

41

Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om det tredje spørgsmål ifølge sin ordlyd vedrører spørgsmålet om, hvorvidt bl.a. den omstændighed, at en mindre del af en licensafgift som den i hovedsagen omhandlede anvendes til finansiering af »medie- og filmforetagender, der bidrager til, men ikke selv driver radio- og fjernsynsvirksomhed«, har en betydning for anvendeligheden af momsdirektivets artikel 370, fremgår det af de oplysninger fra den forelæggende ret, som er sammenfattet i nærværende doms præmis 19, at denne retsinstans nærmere bestemt tager sigte på situationen for de foretagender, der er offentlige enheder, eller som er blevet oprettet af offentlige radio- og fjernsynsforetagender, i givet fald sammen med andre aktører.

42

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret således nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en medlemsstat, som pr. 1. januar 1978 lagde moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der blev finansieret af en obligatorisk lovpligtig licensafgift, kan fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed, når lovgivningen vedrørende denne licensafgift er blevet ændret efter den nævnte dato på en sådan måde, at en mindre del af indtægterne fra denne licensafgift anvendes til at finansiere dels radio- og fjernsynsforetagender, som uden at være offentlige organer udøver offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, dels medie- eller filmforetagender, der er offentlige enheder, eller som er blevet oprettet af offentlige radio- og fjernsynsforetagender, og som bidrager til radio- og fjernsynsvirksomheden uden selv at udøve en sådan virksomhed.

43

I denne henseende skal det, således som det i det væsentlige fremgår af nærværende doms præmis 32 og 33, bemærkes, at momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, udelukkende giver medlemsstaterne ret til at opretholde en ordning for afgiftspålæggelse på offentlige radio- og fjernsynsforetagenders ikke-kommercielle virksomhed, som eksisterede på den i nævnte artikel 370 fastsatte dato, hvilket indebærer, at de nærmere regler for afgiftspålæggelse på denne virksomhed i det væsentlige skal forblive uændrede.

44

Det følger heraf, at en licensafgift som den i hovedsagen omhandlede udelukkende kunne pålægges moms i henhold til momsdirektivets artikel 370 i den periode, som tvisten i hovedsagen vedrører, såfremt den blev anvendt til finansiering af disse foretagenders virksomhed (jf. analogt dom af 26.10.2023, GIS, C-249/22, EU:C:2023:813, præmis 46-49).

45

Det kan imidlertid ikke heraf udledes, at momsdirektivets artikel 370 er til hinder for, at en licensafgift som den i hovedsagen omhandlede pålægges afgift, blot fordi indtægterne fra denne licensafgift ikke fuldt ud overføres til de offentlige radio- og fjernsynsforetagender.

46

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at en ændring – foretaget efter den 1. januar 1978 – af den nationale lovgivning, hvorved den i hovedsagen omhandlede licensafgift blev indført, har gjort det muligt at anvende en mindre del af indtægterne fra denne licensafgift til finansiering af andre enheder end offentlige radio- og fjernsynsforetagender. Navnlig blev denne del af indtægterne for det første uddelt til et radio- og fjernsynsforetagende, der, selv om det var en privat enhed, opfyldte en medieopgave som den, der opfyldes af offentlige medier, var underlagt juridiske begrænsninger svarende til dem, som gælder for offentlige radio- og fjernsynsforetagender, og overvejende blev finansieret af indtægterne fra den nævnte licensafgift, for det andet til en enhed, hvis rolle var at yde økonomisk støtte til filmproduktion, og for det tredje til en filmskole for børn og unge, der drives af en fond, hvis stiftere bl.a. omfatter offentlige radio- og fjernsynsforetagender.

47

Den omstændighed, at en mindre del af en licensafgift som den i hovedsagen omhandlede betales til andre offentlige enheder eller til enheder, der er oprettet af radio- og fjernsynsforetagenderne selv, i givet fald sammen med andre aktører, med henblik på finansiering af aktiviteter såsom filmproduktion, der udøves forud for og i nær tilknytning til radio- og fjernsynsvirksomhed, gør det imidlertid ikke muligt at lægge til grund, at denne licensafgift ikke længere tjener til finansiering af offentlige radio- og fjernsynsforetagenders virksomhed.

48

Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 37 og 38 i forslaget til afgørelse, foreskriver momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), bilag X til dette direktiv, nemlig ikke den retlige form, som de pågældende offentlige foretagender skal have, og bestemmelserne finder heller ikke udelukkende anvendelse på disse foretagenders radio- og fjernsynsvirksomhed, idet den anden af disse bestemmelser ikke anvender begrebet »radio- og TV-selskab«, men det bredere begreb »foretagende«. Det følger heraf, at disse bestemmelser skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at andre former for virksomhed – såsom dem, der er opregnet i den foregående præmis i nærværende dom – er omfattet af den undtagelse, som er fastsat i de nævnte bestemmelser, forudsat at denne virksomhed henhører under de opgaver, der er betroet de offentlige radio- og fjernsynsforetagender, og finansieres gennem en obligatorisk licensafgift såsom den i hovedsagen omhandlede licensafgift.

49

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at momsdirektivets artikel 370, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en medlemsstat, som pr. 1. januar 1978 lagde moms på offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, der blev finansieret af en obligatorisk lovpligtig licensafgift, kan fortsætte med at lægge afgift på denne virksomhed, når lovgivningen vedrørende denne licensafgift er blevet ændret efter den nævnte dato på en sådan måde, at en mindre del af indtægterne fra denne licensafgift anvendes til at finansiere dels radio- og fjernsynsforetagender, som uden at være offentlige organer udøver offentlig radio- og fjernsynsvirksomhed, dels medie- eller filmforetagender, der er offentlige enheder, eller som er blevet oprettet af offentlige radio- og fjernsynsforetagender, og som bidrager til radio- og fjernsynsvirksomheden uden selv at udøve en sådan virksomhed.

Sagsomkostninger

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

1)

Artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 370 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv,

2)

Artikel 370 i direktiv 2006/112, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv,

3)

Artikel 370 i direktiv 2006/112, sammenholdt med del A, nr. 2), i bilag X til dette direktiv,