Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb, parternes påstande, anbringender og argumenter kan sammenfattes således:
<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger</TXT></NP></TI>Sagsøgeren blev ansat ved Fællesskaberne den 1. januar 1961, først ved Parlamentet, senere ved Ministerrådet og endelig fra 1965 ved Kommissionen. Han blev udnævnt i lønklasse LA 5 i 1967 og fra den 1. januar 1973 i lønklasse LA 4. Sagsøgeren gjorde fra den 1. april 1974 tjeneste i oversættelses-gruppen ved Den administrative Kommission for vandrende arbejdstageres sociale Sikring (herefter benævnt CASSTM), hvor han fra midten af 1975 arbejdede som koordinator i den tyske oversættelsesgruppe, der bestod af fem tjenestemænd i lønklasse LA 5.
Den 15. juni 1977 meddelte tjenestemændene i den tyske oversættelsesgruppe Pignot, der er chef for afdelingen generelle spørgsmål, at de ikke længere ønskede at samarbejde med sagsøgeren. Pignot forsøgte at få et møde i stand mellem de berørte tjenestemænd, men dette kunne ikke finde sted, fordi sagsøgeren, der erklærede, at han ikke ville være sammen med de sammensvorne, ikke ville komme til stede. I et notat til arkivering af 20. juni 1977 fastslog Pignot, at hans mæglingsforsøg var mislykket og anmodede sektionslederen for oversættelsesgruppen ved CASSTM, Peppinck, om selv i tjenestens interesse med henblik på at sikre kontinuitet i arbejdet at foretage fordelingen af arbejdet med oversættelse til tysk i gruppen. Dette notat blev også underskrevet af de berørte tjenestemænd, heriblandt sagsøgeren. Efter anmodning fra sagsøgeren bekræftede Pignot skriftligt en meddelelse gennem J. Peppinck til Harald List af 20. juni 1977 at have givet Peppinck instruks om selv at fordele arbejdet mellem medarbejderne i den tyske oversættelsesgruppe ved CASSTM.
Den 21. juni 1977 indbragte sagsøgeren en klage for Kommissionen, der navnlig tilsigtede tilbagekaldelse af de af Pignot trufne foranstaltninger.
Den 1. juli 1977 fremsatte Pignot over for List en mundtlig erklæring, hvis indhold fortolkes forskelligt af parterne. Sagsøgeren hævder, at Pignot meddelte ham, at han i tilfælde af Peppinck's fravær ikke skulle afløse hende. Ifølge sagsøgte meddelte Pignot blot sagsøgeren, at han selv ville afløse Peppinck, mens denne var på en ferie af nogle få ugers varighed.
Den 4. juli 1977 indgav sagsøgeren et tillæg til sin administrative klage. Et yderligere tillæg blev indgivet den 25. juli 1977.
Den 28. juni 1977 tilbød direktør Ciancio sagsøgeren overførsel til en stilling ved Task Force Négociation Portugal.
Den 27. juli 1977 stillede generaldirektør Baichère sagsøgeren til rådighed for Task Force Portugal.
Sagsøgeren hævder, at ledelsen af denne Task Force ikke havde noget arbejde til ham. Sagsøgte hævder, at dette udelukkende skyldtes, at sagsøgeren nægtede at oversætte til et andet sprog end tysk, uanset at han behersker fransk til fuldkommenhed og i sin skrivelse af 1. juli 1977, hvori han afslog Ciancio's tilbud, havde ytret interesse for det portugisiske sprog.
Den 24. oktober 1977 indbragte sagsøgeren en klage for Kommissionen over samtlige foranstaltninger og undladelser i denne sag fra ansættelsesmyndighedens side til skade for mig.
Den 27. oktober 1977 meddelte Baichère sagsøgeren, at han ikke længere skulle stå til rådighed for Task Force Portugal, og bad ham — indtil afgørelse om hans placering i en ny stilling kunne træffes — fortsat udføre de særlige opgaver, som Ciancio pålægger Dem, hvorved Deres ansøgninger allerede i det væsentlige er imødekommet.
Ved skrivelse af 8. februar 1978, der blev tilstillet sagsøgeren den 1. marts 1978, afviste Christopher Tugendhat, medlem af Kommissionen, sagsøgerens klager.
Ved stævning af 26. maj 1978, registreret på Domstolens justitskontor den 29. juni 1978, har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
Den skriftlige forhandling er forløbet forskriftmæssigt. På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (anden afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
<TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Parternes anbringender og argumenter</TXT></NP></TI><TI><P>Vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling</P></TI>Sagsøgte har i sit svarskrift anført, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår de første fire påstande i stævningen.
Sagsøgte gør i første række gældende, at sagen for så vidt angår de af Pignot henholdsvis den 20. juni og 1. juli 1977 trufne afgørelser (i stævningen påstandene under 1) og 2)) er for sent anlagt. Pignot's afgørelse af 20. juni 1977 blev gjort til genstand for en den 22. juni 1977 registreret klage, som Kommissionen ikke besvarede inden for den i vedtægten fastsatte frist, og sagen skulle derfor have været anlagt senest den 22. januar 1978 (vedtægtens artikel 90, stk. 2). Endvidere skulle sag mod Pignot's afgørelse af 1. juli 1977 have været anlagt inden den 4. februar 1978, idet denne afgørelse blev gjort til genstand for en klage af 4. juli 1977, der ikke blev besvaret inden for den i vedtægten fastsatte frist. Det er uden betydning, at sagsøgeren har betegnet de dokumenter, der rettedes til Kommissionen den 22. juni og 4. juli 1977, som ansøgninger, eftersom det er indholdet og ikke den af ophavsmanden valgte betegnelse, der er afgørende for den retlige klassificering af et dokument.
Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at afgørelserne af 20. juni og 1. juli 1977 (i stævningen påstandene under 1) og 2)) ikke er akter, der indeholder klagepunkter. De herved trufne foranstaltninger berører på ingen måde sagsøgerens stilling i henhold til vedtægten, for så vidt som han fortsat er indplaceret i samme lønsklasse og skal udføre det samme hverv, men angår alene interne tjenstlige forhold og arbejdets administrative ordning. Kommissionen anfører dommene Labeyrie, Sml. 1965-1968, s. 519, Macevicius, Sml. 1976, s. 593 og Hirschberg-Nemirowsky, Sml. 1976, s. 1259, til støtte for sin opfattelse, hvorefter afgørelserne af 20. juni og 1. juli 1977 ikke er anfægtelige akter af den i vedtægtens artikel 91 omhandlede art.
Sagsøgte anfører yderligere, at sagen for så vidt angår Baichère's afgørelse af 27. juli 1977 om at stille sagsøgeren til rådighed for Task Force Portugal (i stævningen påstanden under 3)) ikke kan antages til realitetsbehandling på grund af manglende søgsmålsinteresse, idet denne foranstaltning blev trukket tilbage endnu inden stævningens indgivelse..
Endelig gør sagsøgte med hensyn til stævningens fjerde påstand gældende, at sagen for så vidt angår Baichère's afgørelse om, at sagsøgeren ikke længere skulle stå til rådighed for Task Force Portugal, ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den ikke har været omfattet af den forudgående administrative klage.
Sagsøgeren har i sin replik gjort indsigelse mod den af sagsøgte anvendte betegnelse klage for de dokumenter, sagsøger den 21. juni og 4. juli 1977 har tilstillet Kommissionen. Navnlig for en person uden juridisk uddannelse er det yderst vanskeligt at sondre mellem en ansøgning og en klage, idet de to begreber i almindelighed sammenblandes. I øvrigt er det vanskeligt at forestille sig en klage, som ikke samtidig indebærer en ansøgning, for en klage er som regel ikke abstrakt, men tilsigter en ændring af en given situation eller en vedtægtsmæssig fordel. En rimelig anvendelse af bestemmelserne i overensstemmelse med fællesskabslovgiverens ønske om at forhindre retssager uden en forudgående forhandling med administrationen bør udelukke enhver underordnet strid om, hvorvidt den administrative sags grundlag er en klage eller en ansøgning, der også indeholder en klage, eller omvendt. Endelig fremhæver sagsøgeren — under henvisning til maksimen error communis facit jus — at Baichère, generaldirektør for generaldirektoratet Personale og administration, selv i sin skrivelse af 27. juli 1977 til sagsøgeren har benyttet ordet ansøgning om den skrivelse, som sagsøgeren den 21. juni 1977 tilstillede Kommissionen. Sagsøgeren anførte vel ikke direkte vedtægtens artikel 24 i denne skrivelse, men anmodede dog med støtte i denne bestemmelse om Kommissionens bistand. Skrivelsen af 21. juni 1977 er derfor utvivlsomt en ansøgning.
Afgørelserne af 20. juni og 1. juli 1977 er uanset sagsøgtes anbringender akter, der indeholder et klagepunkt. De herved trufne foranstaltninger har haft afgørende betydning for sagsøgerens tjenesteforhold. Situationen ville være en anden, såfremt der var tale om opgaver eller hverv, der som f.eks. medlemskab af et udvalg eller en udvælgelseskomité efter den pågældende tjenestemands almindelige stilling kunne anses for sekundære.
Baichère's afgørelse af 27. juli 1977 har uanset tilbagekaldelsen haft personlige og materielle konsekvenser for sagsøgeren, der derfor er berettiget til at kræve den annulleret for herigennem at få oprejsning.
Sagsøgte har i duplikken fastholdt sine i svarskriftet udviklede synspunkter til støtte for sagens afvisning. Sagsøgte fremhæver herved navnlig, at der med sagsøgerens skrivelse til Kommissionen af 21. juni 1977 foreligger en egentlig klage, for så vidt som den omfatter Pignot's afgørelse, og ikke en ansøgning, eftersom den tilsigter ophævelse af en afgørelse fra administrationen.
<TI><P>Vedrørende realiteten</P></TI>Sagsøgeren har til støtte for stævningens første påstand (vedrørende Pignot's afgørelse af 20. juni 1977) fremsat følgende fem anbringender:
- 1.Pignot's afgørelse strider mod vedtægtens artikel 25, stk. 2, da den ikke indeholder nogen begrundelse;
- 2.afgørelsen indebærer en væsentlig begrænsning af sagsøgerens arbejdsopgaver og dermed af hans karrieremuligheder;
- 3.afgørelsen udgør en ændring af den tjenstlige placering af den i vedtægtens artikel 7 omhandlede art og skulle derfor have været truffet af ansættelsesmyndigheden, i det foreliggende tilfælde af et medlem af Kommissionen;
- 4.afgørelsen udgør desuden en skjult disciplinær sanktion, der imidlertid kun kan pålægges i medfør af de i vedtægtens artikler 86 og 89 indeholdte bestemmelser;
- 5.afgørelsen blev ikke truffet i tjenestens interesse, men udelukkende efter pres fra sagsøgerens kolleger, der har sammensvoret sig mod ham.
Sagsøgeren har til støtte for stævningens anden påstand (vedrørende Pignot's afgørelse af 1. juli 1977) anført de samme anbringender, idet han har forbeholdt sig følgende tilføjelser hertil:
- 1.For så vidt angår manglende begrundelse: sagsøgeren fik mundtlig besked om den pågældende afgørelse, der derimod ikke straks blev tilstillet ham skriftligt;
- 2.som et yderligere anbringende til støtte for denne påstand anfører sagsøgeren, at afgørelsen om at fratage ham, der var den tjenestemand i afdelingen, der havde den største anciennitet, enhver mulighed for at afløse andre tjenestemænd, udgjorde en overtrædelse af artikel 26 i Kommissionens forretningsorden.
Sagsøgeren har støttet stævningens tredje påstand (vedrørende Baichère's afgørelse om at stille sagsøgeren til rådighed for Task Force Portugal) på de samme anbringender som dem, der er gjort gældende til støtte for den første påstand. I tilslutning hertil har han anført følgende:
- 1.Den omtvistede afgørelse ligger i forlængelse af og er behæftet med de samme mangler som Pignot's afgørelse af 20. juni 1977; dens begrundelse er stereotyp og har ingen sammenhæng med sagens faktiske omstændigheder;
- 2.der har ikke foreligget en afgørelse i tjenestens interesse, eftersom der klart nok ikke var arbejde til sagsøgeren i Task Force Portugal.
Med hensyn til stævningens femte påstand (anmodning om Kommissionens bistand) gør sagsøgeren endelig gældende, at hans ansøgning af 21. juni 1977 navnlig tilsigtede at skaffe ham Kommissionens beskyttelse mod den sammensværgelse, han var udsat for; Kommissionen efterkom ikke denne anmodning.
Sagsøgte har i sit svarskrift fremsat følgende bemærkninger til de fem anbringender, der er fælles for de tre første påstande i stævningen:
- 1.Pignot var berettiget til ikke at begrunde afgørelserne af 20. juni og 1. juli 1977, idet vedtægtens artikel 25, stk. 2, kun angår afgørelser, der indeholder et klagepunkt. Afgørelsen af 20. juni 1977 indeholder imidlertid en begrundelse og er desuden suppleret med et notat til arkivering af samme dato, som er medunderskrevet af sagsøgeren. Da afgørelsen af 1. juli 1977 blev truffet nogle få dage efter den første anfægtede foranstaltning, har sagsøgeren ikke kunnet være uvidende om, at afgørelsen udsprang af nødvendigheden af af hensyn til tjenesten at undgå for hyppig kontakt mellem sagsøgeren og de fem kolleger. Endelig har sagsøgeren ikke fremført noget som helst til støtte for anbringendet om, at begrundelsen for Baichère's afgørelse af 27. juli 1977 er behæftet med de samme mangler som Pignot's afgørelse af 20. juni 1977. En undersøgelse af Baichère's skrivelse viser faktisk, at afgørelsen er truffet såvel under hensyntagen til behovet hos Task Force Portugal som til sagsøgerens kvalifikationer og hans interesse for det portugisiske sprog.
- 2.Sagsøgeren har ikke godtgjort, i hvilken henseende hans arbejdsopgaver er blevet væsentligt indskrænket ved de anfægtede afgørelser. Sagsøgeren er stadig indplaceret i lønklasse LA4 og arbejder fortsat som sprogrevisor. Pignot's afgørelse af 20. juni 1977 har alene haft til følge, at det er blevet pålagt Peppinck, der er oversættelsesgruppens leder og dermed sagsøgerens overordnede, at fordele arbejdet mellem tjenestemændene i den tyske gruppe. Den interne foranstaltning, hvorved det var blevet pålagt ham at fordele arbejdet i en vis periode, er blevet ophævet ved en anden intern foranstaltning. Det skal også med hensyn til afgørelsen af 1. juli 1977 bemærkes, at sagsøgeren ikke har krav på fremfor de øvrige sprogrevisorer at afløse oversættelsesgruppens leder i dennes fravær; det måtte, når henses til situationen i afdelingen, befrygtes, at sagsøgeren, såfremt han havde skullet afløse Peppinck i ferien, ville være kommet ud for nye ubehageligheder, der bestemt ikke ville have virket befordrende for en eventuel forfremmelse. Med hensyn til Baichère's skrivelse af 27. juli 1977, lægger denne endelig vægt på den omstændighed, at den trufne afgørelse navnlig begrundes med sagsøgerens anerkendte (og altså store) kvalifikationer.
- 3.Pignot's afgørelse af 20. juni 1977 har på ingen måde medført ændringer i sagsøgerens arbejde, idet han har beholdt sin stilling som sprogrevisor; denne foranstaltning er således ikke en af vedtægtens artikel 7 omfattet ændring af placering og kan derfor træffes af den pågældende overordnede. Sagsøgeren nøjes for så vidt angår stævningens anden og tredje påstand med en simpel og faktisk u-underbygget henvisning til det anbringende, der angår den påståede ændring af placering, der skulle have fundet sted.
- 4.Sagsøgeren har intet fremført som bevis for, at de anfægtede afgørelser som hævdet har karakter af en skjult disciplinær sanktion. Der foreligger intet, der kan støtte det synspunkt, at disse foranstaltninger skyldes andre forhold end de i de pågældende akter anførte.
- 5.De anfægtede afgørelser er truffet i tjenestens interesse. Pignot har efter forgæves, som følge af sagsøgerens fravær, at have forsøgt at forlige parterne måttet tage skridt til afbrydelse af forbindelsen mellem sagsøgeren og dennes fem kolleger, der gav anledning til episoder til skade for arbejdsgangen i afdelingen. Begrundelsen for Baichère's afgørelse af 27. juli 1977 er, at Task Force Portugal havde brug for kvalificerede sprogrevisorer, og at sagsøgeren var tilstrækkelig kvalificeret til at arbejde dér og var interesseret i spansk og portugisisk.
Med hensyn til det supplerende anbringende om, at der foreligger en overtrædelse af artikel 26 i Kommissionens forretningsorden, som sagsøgeren har fremført mod Pignot's afgørelse af 1. juli 1977, har sagsøgte under henvisning til generaladvokat Gands forslag til afgørelse i Danvin-sagen, Sml. 1965-68, s. 521, gjort gældende, at artikel 26 omhandler indtræden i en forhindret overordnets sted. Den omtvistede afgørelse blev truffet, da sektionslederen tog på ferie. Dette udgør ikke en tilfældig eller uventet begivenhed, der falder inden for anvendelsesområdet for artikel 26. Men selv om artikel 26 fandt anvendelse, ville det ikke dermed være givet, at den omtvistede afgørelse udgør en overtrædelse af denne bestemmelse. Ved denne artikel er der nemlig indført en automatisk vikarordning, der kan fraviges ved afgørelse fra Kommissionen. I. Labeyrie-dommen, Sml. 1965-1968, s. 519, fastslog Domstolen, at i et tilfælde, hvor en tjenestemands overordnede havde frataget denne tjenestemand en del af det tjenesteområde, der hidtil havde været underlagt hans myndighed — selv om det principielt alene var Kommissionen, der besad kompetence til at træffe en sådan foranstaltning — var den overordnedes principielle inkompetence ikke til hinder for, at vedkommende foretog absolut nødvendige og foreløbige skridt for at undgå en situation til skade for tjenestens gnidlingsløse funktion. På samme måde forholder det sig i nærværende sag.
Sagsøgte har med hensyn til stævningens fjerde påstand (Baichère's afgørelse af 27. oktober 1977, hvorved sagsøgeren blev stillet til rådighed for Ciancio) anført, at sagsøgeren ikke har fremført noget særligt anbringende mod den pågældende afgørelse.
Hvad endelig angår anmodningen til Kommissionen om bistand, fremhæver sagsøgte, at i det foreliggende tilfælde har administrationen repræsenteret af kontorchef Pignot bestræbt sig på at sikre sagsøgerens rettigheder, længe før han anmodede om Kommissionens bistand. Kommïssionen har stillet over for en i enhver arbejdsgruppe almindeligt forekommende situation gjort sig alle mulige anstrengelser for at få uoverensstemmelsen ryddet af vejen, men sagsøgeren har ikke ydet noget bidrag hertil. Antages det, at der uanset de faktiske omstændigheders lidet graverende karakter foreligger en pligt til at yde bistand som omhandlet i vedtægtens artikel 24, er denne pligt under alle omstændigheder blevet opfyldt i det foreliggende tilfælde.
Sagsøgeren har i sin replik uddybet den i stævningen indeholdte argumentation og har tilføjet nærmere oplysninger om det arbejde, han har udført i oversættelses-gruppen ved CASSTM. Sagsøgeren erkender, at koordinatorstillingen som sådan ikke er anført i bilag I til vedtægten, men fremhæver, at stillingen ikke blot faktisk eksisterer, men også er placeret i stillingsrangfølgen, hvilket fremgår af en række dokumenter, som sagsøgeren har anmodet sagsøgte om at fremlægge: Guide pratique du traducteur; virksomhedsberetning for 1976 og evt. for 1977 fra generaldirektoratet Personale og administration, direktoratet Oversættelse, dokumentation, reproduktion, bibliotek; bedømmelsen af sagsøgeren for perioden 1. 7. 1975-30. 6. 1977; bedømmelsen (eller i det mindste stillingsbeskrivelse) for den tidligere indehaver af sagsøgerens stilling i den tyske gruppe ved CASSTM, Forster. Om sit afslag på efter overflytningen til Task Force Portugal at oversætte til andre sprog end tysk anfører sagsøgeren, at det ville være i strid med alle gældende regler at lade en oversætter oversætte til et andet sprog end sit første grundsprog. Det skorter ikke på fransksprogede oversættere, der kan oversætte fra portugisisk til fransk. Sagsøgerens placering i Task Force Portugal er altså ikke sket i tjenestens interesse.
Sagsøgte har som bilag til duplikken i kopi fremlagt de dokumenter, sagsøgeren har anmodet om. Ifølge sagsøgte understøtter disse dokumenter det synspunkt, at de koordinationsopgaver, som sagsøgte mundtligt er blevet pålagt, ikke har medført overordnelses-beføjelser for ham i forhold til kollegerne i den tyske oversættelsesgruppe. De anfægtede afgørelser har altså ikke medført nogen væsentlig begrænsning af sagsøgerens kompetenceområde. Sagsøgte fastholder, at sagsøgeren erklærede sig indforstået med, at der disponeredes således, at han blev stillet til rådighed for Task Force Portugal for dér at arbejde med oversættelse af portugisiske og eventuelt spanske tekster til fransk, og at sagsøgeren efter placeringen i Task Force Portugal nægtede at de udføre dette arbejde, til trods for at de oversættelser, der var tale om, ikke skulle offentliggøres. Sagsøgte tilbyder at bevise disse forhold ved vidneførsel.
<TI><NP><NO.P>IV —</NO.P><TXT>Mundtlig forhandling</TXT></NP></TI>Sagsøgeren, repræsenteret af advokat M. Slusny, Bruxelles, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af advokat D. Jacob, Bruxelles, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 31. maj 1979.
Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. juni 1979.