<TI><P>Andet anbringende: fejlfortolkning af begrebet <QUOT.START ID="QS0020" REF.END="QE0020" CODE="00BB"/>anfægtelig retsakt<QUOT.END ID="QE0020" REF.START="QS0020" CODE="00AB"/></P></TI>27.Appellanternes andet anbringende er, at Retten har fejlfortolket begrebet anfægtelig retsakt. De anfører herved, at den anfægtede skrivelse i betragtning dels af de omstændigheder, hvorunder den var affattet, dels dens indhold, er en afvisning, som kan anfægtes under et annullationssøgsmål.Hvad angår baggrunden for den anfægtede skrivelse henviser appellanterne navnlig til skrivelsen af 9. januar 1992, hvori Kommissionen bebudede, at den ville fremsende sine konklusioner. Dette udtryk tydede på, at Kommissionen påtænkte at tage endelig stilling til spørgsmålet, hvilket så skete i den anfægtede skrivelse af 10. marts 1992. De anfører, at Retten overhovedet ikke har taget hensyn til skrivelsen af 9. januar 1992 og desuden ikke har taget stilling til det anbringende, som støttes på betydningen af denne skrivelse, hvorfor Rettens kendelse i samme omfang må anses for utilstrækkeligt begrundet. Desuden anfører de, at der er stor lighed mellem den anfægtede skrivelse og Kommissionens anden skrivelse af 10. marts 1992, hvilken sidste skrivelse efter appellanternes opfattelse ubestrideligt udgør en beslutning.
Vedrørende selve den anfægtede skrivelse anfører appellanterne, at en beslutning, hvorved Kommissionen afviser en klage, er kendetegnet ved tre forhold, nemlig for det første, at den afslutter den iværksatte undersøgelse, for det andet, at den indeholder en bedømmelse af de omtvistede aftaler, og for det tredje, at den forhindrer klageren i at kræve undersøgelsen genoptaget, medmindre han fremlægger nye beviser. Efter appellanternes opfattelse udviser den anfægtede skrivelse alle disse tre kendetegn, som det fremgår såvel af dens ordlyd som dens sammenhæng. De bemærker herved, at Retten i sin kendelse har støttet sig på førnævnte dom i Automec I-sagen, men ikke anvendt den korrekt.
28.Over for dette anbringende har Kommissionen indvendt, at det vedrører faktiske omstændigheder og derfor må afvises fra realitetsbehandling. Vedrørende fortolkningen af den anfægtede skrivelse har Kommissionen fastholdt samme opfattelse som under sagen ved Retten i Første Instans, nemlig at skrivelsen alene udtrykte en foreløbig stillingtagen fra Kommissionens side.29.Jeg skal først undersøge anbringendet om, at Rettens fortolkning af den anfægtede skrivelse var fejlagtig. Dette er efter min opfattelse en vurdering af faktiske omstændigheder, der ikke som sådan kan prøves under appelsagen. Det må dog erkendes, at grænsen mellem faktiske og retlige spørgsmål er meget svær at drage. Man kan her meget vel forfægte det standpunkt, at fortolkningen af den anfægtede skrivelse skal gøre det muligt at fastslå, om den virkelig udgør en beslutning, som kan anfægtes under et søgsmål, så der i sidste ende her er tale om en kvalifikation af en retlig omstændighed og dermed om et retsspørgsmål.Dette vil dog ikke efter min opfattelse være en korrekt fortolkning. Den vil nemlig medføre, at begrebet retsspørgsmål fortolkes meget vidt og dermed også kommer til at omfatte Rettens bedømmelse af faktiske omstændigheder. Dette vil være i strid med det formål, som blev tilstræbt med oprettelsen af en Ret i Første Instans. Formålet med at oprette to retsinstanser var nemlig at forbedre retsbeskyttelsen inden for Fællesskabet, således at Domstolen fik mulighed for, navnlig i sager, der kræver en indgående undersøgelse af komplicerede sagsforhold, at koncentrere sig om sin hovedopgave, som er at sikre en ensartet fortolkning af fællesskabsrettenJf. den tredje og fjerde betragtning til Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24.10.1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1) samt den første betragtning til Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8.6.1993 om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom (EFT L 144, s. 21).
.
Man ville forfejle det tilstræbte mål, som er at aflaste Domstolen, såfremt begrebet retsspørgsmål blev fortolket så vidt, at det også omfattede konstateringen af et dokumentindhold. I modsat fald måtte Domstolen selv i den foreliggende sag efterprøve, om den anfægtede skrivelse af 10. marts 1992 udgjorde en endelig beslutning og dermed sætte sit eget skøn i stedet for Rettens. Hermed ville Domstolen ikke længere være nogen Rechtsmittelgericht med henblik på revision i traktatens forstand, men derimod en Berufungsgericht, altså en ankeinstans med fuld prøvelsesret.
30.Den opfattelse, at der bør anlægges en indskrænkende fortolkning af begrebet retsspørgsmål, har endvidere støtte i Domstolens praksis. Jeg skal her navnlig henvise til dommen af 1. oktober 1991 i sagen Vidrányi mod KommissionenSag C-283/90 P, Sml. I, s. 4339, præmis 12 (min fremhævelse).
, hvori Domstolen fastslog, at en appel kun kan støttes på, at Retten har overtrådt visse retsregler, idet enhver bedømmelse af faktisk karakter er udelukket. En appel kan derfor kun antages til realitetsbehandling, for så vidt som appelskriftet støttes på, at retten har truffet en afgørelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen afJf. dommen i fodnote 15, præmis 13.
.31.Den opfattelse, som jeg går ind for her, er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Retten kan foretage en fuldstændig fri bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at denne bedømmelse ikke kan efterprøves, medmindre der foreligger en overtrædelse af retsregler. Efter min opfattelse er der absolut mulighed for (og det må anses for rimeligt) at tage anbringendet under påkendelse, når Retten har begået en åbenbar fejl ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, f.eks. når den har handlet i strid med almindelig logik.32.Jeg behøver dog ikke gå nærmere ind på muligheden herfor, da der under ingen omstændigheder foreligger en sådan åbenbar fejl. Den fortolkning, som Retten har anlagt af den anfægtede skrivelse af 10. marts 1992, må betragtes som forsvarlig.33.Ganske vist henviser appellanterne med rette til, at skrivelsens ordlyd flere steder tyder på, at Kommissionen allerede har indstillet den undersøgelse, som den iværksatte vedrørende SFEF's klage. Det gælder navnlig de to første sætninger af den passage, som jeg tidligere har citeretJf. ovenfor punkt 9.
, hvor ordet would anvendes to gange. I samme forbindelse kan nævnes den formulering, som anvendes i skrivelsens sidste afsnit, hvor det hedder: We do not propose to pursue enquiries under Article 86. Denne sidste formulering er dog ikke så klar, at den udelukker andre fortolkninger, selv om jeg naturligvis ikke vil gøre krav på at have den fornødne autoritet til at fortolke et udtryk på et fremmedsprog.Det bør i den forbindelse også bemærkes, at intet i skrivelsen tyder på, at der blot er tale om en foreløbig stillingtagen fra Kommissionens side. Skrivelsens adressat bliver heller i skrivelsen gjort opmærksom på muligheden for at fremføre nye argumenter. Dette punkt har yderligere betydning derved, at Kommissionen selv i sin XX Beretning om Konkurrencepolitikken, som jeg senere skal vende tilbage til, gjorde opmærksom på, at dens tjenestegrene i fremtiden vil være påpasselige med ikke at formulere [skrivelser] så tvetydigt, at klageren dermed kan få det indtryk, at hans klage er definitivt afvistJf. XX Beretning om Konkurrencepolitikken (1990), Britxelles/Luxembourg, 1991, punkt 165.
. Der er næppe støtte i skrivelsen for den opfattelse, som Kommissionens repræsentant gjorde gældende under den mundtlige forhandling, at skrivelsen indeholder en stiltiende opfordring til adressaten om at meddele Kommissionen, om han er enig i dens synspunkt.
34.Det må dog tages i betragtning, at den anfægtede skrivelse ikke indeholder nogen udtrykkelig bedømmelse efter artikel 86 af de faktiske omstændigheder, som SFEI forelagde Kommissionen. Som Retten med føje har anført, indeholder skrivelsen blot en for-Idaring på den beslutning, som blev truffet den 2. december 1991 i henhold til fusionsforordningen, og de forbindelser, som efter Kommissionens opfattelse bestod mellem denne beslutning og SFEI's klageJf. den appellerede kendelse (fodnote 1), grund 42.
. Kommissionen henviser i den anfægtede skrivelse til, at den i sin beslutning af 2. december 1991 var nået til den konklusion, at der ikke ved oprettelsen af det omhandlede joint venture mellem det franske postvæsen og de øvrige deltagere var skabt eller forstærket en dominerende stilling, som i væsentlig grad kunne forhindre en effektiv konkurrence.Ved prøvelsen af joint venture-selskabets retmæssighed efter fusionsforordningen blev også situationen på det franske marked omtaltJf. punkt 33 og 42 ff. i beslutningen af 2.12.1991. Den fuldstændige ordlyd af denne beslutning er mig bekendt endnu ikke blevet offentliggjort nogetsteds. Den kan dog fås ved henvendelse til Kommissionen (bortset fra de oplysninger, som vedrører forretningshemmeligheder).
. Det er derfor nærliggende at antage, at det allerede ved de konstateringer, som var indeholdt i beslutningen af 2. december 1991, var afgjort, om der, som hævdet af SFEI i sagen, forelå et misbrug af en dominerende stilling på markedet. Kommissionen synes at være gået ud herfra i sin skrivelse af 10. marts 1992. Den indeholder dog ikke nogen udtrykkelig konstatering af, at der forelå et sådant misbrug af en dominerende stilling. Navnlig når man læser de to passager af den anfægtede skrivelse, som jeg har citeret, kan man ikke lade være med at få det indtryk, at der siges mange ord om følgerne af beslutningen af 2. december 1991 for behandlingen af SFEI's klage, men uden at man bliver klogere om indholdet. Denne mangel — og mangel på klarhed — er beklagelig. Den kan imidlertid ikke ændre ved den omstændighed, at Rettens fortolkning af skrivelsens udredninger på dette punkt er plausibel.
Endelig skal jeg behandle appellanternes argument om, at de måtte opfatte den anfægtede skrivelse som en beslutning, da den blev fremsendt samme dag som skrivelsen vedrørende artikel 92 og lignede den meget. Dette argument har Kommissionens repræsentant tilbagevist på meget overbevisende måde under den mundtlige forhandling ved at citere skrivelsens ordlyd. Den nævnte skrivelse, som er nummereret-som nr. 06873, taler utvetydigt om Kommissionens beslutning om at indstille undersøgelsen af klagen i henhold til artikel 92Det sidste afsnit af denne skrivelse (som blev fremlagt for Retten) lyder således: Jeg beklager derfor at måtte meddele Dem, at Kommissionens kompetente tjenestegrene i betragtning af de førnævnte omstændigheder har truffet beslutning om at afslutte behandlingen af den undersøgelse, som blev iværksat på foranledning af Deres begæring af 21.12.1990.
. Den foreliggende skrivelse indeholder ikke en så klar formulering.
35.Det fremgår af denne — yderligere — undersøgelse af den anfægtede skrivelse af 10. marts 1992, at den indeholder elementer, som giver grund til at tro, at klagen var blevet endeligt afvist. På den anden side kan der også anføres væsentlige forhold til støtte for Kommissionens påstand om, at skrivelsen blot var udtryk for en foreløbig stillingtagen. Efter min opfattelse må de sidstnævnte forhold tillægges størst vægt, hvorfor der ikke er grundlag for at anfægte Rettens bedømmelse.Kommissionen må imidlertid finde sig i den kritik, at den med sin formulering af skrivelsen selv har været med til at fremkalde den usikkerhed og tvivl om dens rette forståelse, som Retten allerede tidligere har kritiseret i førnævnte dom i Automec I-sagen, og som Kommissionen selv i sin XX Beretning om Konkurrencepolitikken lovede at ville gøre en ende på. Disse mangler kan dog ikke efter min opfattelse i sig selv — under henvisning til den doktrin om dokumenters ydre juridiske form, som appellanternes anbringende lægger op til, at man skal følge — gøre det berettiget at anse skrivelsen for en anfægtelig beslutning. Fortolkningen af begrebet anfægtelig retsakt (som jeg skal komme tilbage til) må baseres på et objektivt grundlag. Princippet om, at den part, som afgiver erklæringen, selv er ansvarlig for tvetydigheder i denne, kan også i tilstrækkelig grad tilgodeses ved, at der i afgørelsen om fordelingen af sagens omkostninger tages hensyn dertil.
36.Jeg skal herefter behandle anbringendet om, at Retten ikke har taget behørigt hensyn til skrivelsen af 9. januar 1992. Dette synes også ved første øjekast at være et faktisk spørgsmål, som ikke kan efterprøves under appelsagen. Dette er dog efter min mening en fejlagtig opfattelse. Ganske vist skal efterprøvelsen af Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som jeg tidligere har anført, holdes inden for meget snævre grænserJf. ovenfor punkt 31.
, men såfremt Retten i sin afgørelse slet ikke har taget stilling til et anbringende, som er fremført af den pågældende part, foreligger der slet ingen bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Der er i så fald, som fastslået af Domstolen i førnævnte Vidrányi-sag, snarere tale om en mangel i form af manglende begrundelse, dvs. om en tilsidesættelse af det generelle princip om, at enhver domsmyndighed har pligt til at begrunde sine afgørelser, navnlig ved at anføre grundene til, at den ikke har taget et klagepunkt, som formelt er påberåbt for den, til følgeJf. Vidrányi dommens præmis 29 (se fodnote 15).
.37.Der må imidlertid tages hensyn til, at Vidrányi-dommen vedrørte tilsidesættelsen af en retsregel, som sagsøgerne mente, at Retten overhovedet ikke havde behandlet. Den foreliggende sag vedrører derimod et dokument, som Retten efter appellanternes opfattelse ikke har tillagt den fornødne betydning. Hertil er imidlertid at bemærke, at man ikke kan forlange, at Retten i sin afgørelse behandler alle de faktiske omstændigheder, som parterne har fremført under sagens gang. Det kan derfor kun antages, at der foreligger en retsvildfarelse, som appelretten kan tage stilling til, såfremt der er tale om en væsentlig omstændighed, der ville have kunnet ændre Rettens afgørelse, såfremt der var taget hensyn dertil.38.Det er dog formentlig ikke nødvendigt at gå ind på dette spørgsmål allerede som følge af den for nyligt afsagte dom i PincherlesagenDom af 22.12.1993, sag C-244/91 P. Pincherle mod Kommissionen, Sml. I, s. 6965.
. Her havde appellanten bl.a. gjort gældende, at Retten ikke i den appellerede dom havde taget hensyn til tre dokumenter, som appellanten havde påberåbt sig. Dette anbringende tilbageviste Domstolen med den begrundelse, at det ikke var bevist, at Retten havde undladt at behandle de pågældende dokumenterJf. samme dom (se fodnote 24), præmis 33.
.Jeg hælder her til den opfattelse, at Domstolens udtalelse i denne sag var begrundet i dens særlige omstændigheder. Man må derfor sikkert vogte sig for at opstille en generel regel på grundlag af udtalelsen. I modsat fald ville en appellant, såfremt Retten i sin afgørelse havde overset væsentlige omstændigheder, næppe have nogen mulighed for at gøre dette gældende, da han vanskeligt kan bevise, at Retten har begået en sådan fejl. Det eneste bevisgrundlag på dette punkt er jo Rettens egen dom, som netop ikke indeholder nogen betragtninger om de pågældende faktiske omstændigheder.
39.Spørgsmålet er altså, om Retten har taget hensyn til skrivelsen af 9. januar 1992, og om der, såfremt det ikke er tilfældet, er grund til at tillægge denne skrivelse væsentlig betydning for den foreliggende sag. Ganske vist har Kommissionen gjort gældende, at de nærmere omstændigheder i forbindelse med den anfægtede skrivelse ikke kan være afgørende, såfremt skrivelsens betydning klart og entydigt fremgår af dens indhold. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Også Kommissionens egen repræsentant har under den mundtlige forhandling måttet indrømme, at den anfægtede skrivelse på visse punkter var tvetydig.Det første spørgsmål kan efter min opfattelse relativt let besvares. Retten har ganske vist i sin kendelse omtalt skrivelsen af 9. januar 1992 flere forskellige steder (i grund 17, 24 og 25), hvor den gengiver parternes argumenter. Skrivelsen er derimod overhovedet ikke nævnt i Rettens bemærkninger. Det er højst den henvisning til grund 25, som findes i kendelsens grund 46, der vil kunne betragtes som en henvisning til dette dokument. Det nærmere indhold af kendelsens grund 46 taler imidlertid herimod. Heri anfører Retten nemlig, at SFEI's skrivelse til Kommissionen af 15. november 1991 ikke kan betragtes som en åbningsskrivelse i EF-traktatens artikel 175's forstand. Jeg behøver ikke i den forbindelse at tage stilling til, om disse betragtninger var nødvendige for afgørelsen. For mig at se er der i al fald næppe tvivl om, at Retten hverken på dette eller noget andet sted i sin kendelse har omtalt den betydning, som skrivelsen af 9. januar 1992 kunne have for fortolkningen af den her i sagen anfægtede skrivelse.
40.Efter min opfattelse behøver man dog under alle omstændigheder heller ikke gå nærmere ind på dette spørgsmål, da skrivelsen af 9. januar 1992 intet væsentligt bidrager til fortolkningen af den anfægtede skrivelse. I skrivelsen af 9. januar 1992 henviser generaldirektøren for GD IV til beslutningen af 2. december 1991 og dens mulige konsekvenser for behandlingen af SFEI's klage samt meddeler i skrivelsen, at Kommissionen snarest vil tage stilling til dette spørgsmål. Det er her helt plausibelt at antage, at der var tale om en foreløbig stillingtagen, som så udmøntede sig i den her i sagen anfægtede skrivelse.Appellanterne har tillagt det særlig betydning, at man i skrivelsen af 9. januar 1992 på dette punkt taler om konklusioner (conclusions). Man kan godt anlægge den fortolkning, som appellanterne har gjort, med henvisning til, at der i skrivelsen blev anvendt ordet konklusioner, men jeg finder alligevel ikke denne fortolkning overbevisende (eller endog tvingende). Anvendelsen af dette ord kan nemlig udmærket forenes med den antagelse, at den anfægtede skrivelse udgør en foreløbig stillingtagen. Skrivelsen af 9. januar 1992 må da, som anført af Kommissionen, blot betragtes som en forhåndsmeddelelse om, at den senere ville tilkendegive sin foreløbige stillingtagen.
41.Efter det hidtil anførte må den fortolkning, som Retten har anlagt af den anfægtede skrivelse, derfor betragtes som helt plausibel og forsvarlig. Som jeg tidligere har anført, findes der dog visse grunde til støtte for den fortolkning, som appellanterne har anlagt. Da Rettens fortolkning imidlertid ikke er behæftet med en åbenbar mangel, bør den ikke påtales alene af disse grunde.42.Jeg skal herefter behandle spørgsmålet om, hvorvidt Retten har foretaget en korrekt fortolkning af begrebet anfægtelig retsakt i artikel 173's forstand. Spørgsmålet om fortolkningen af et retligt begreb er også et retsspørgsmål, som kan gøres til genstand for appel, således som det fremgår af Domstolens hidtidige praksisjf. dom af 28.11.1991, sag C-132/92 P, Schwedler mod Parlamentet, Sml. I, s. 5745, præmis 13, og af 17.1.1992, sag C-107/90 P, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. I, s. 157, præmis 16.
.43.Retten har i sin kendelse åbenbart støttet sig på sin dom i førnævnte sag Automec ISe fodnote 2.
. I denne dom havde Retten udtalt, at der bør sondres mellem tre forskellige faser i den procedure, som Kommissionen følger ved undersøgelsen af en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63/EØF Kommissionens forordning af 25.7.1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, og Rådets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42). Ifolge artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 skal Kommissionen, for den træffer en beslutning i henhold til artikel 3, give de pågældende lejlighed til at udtale sig. Artikel 6 i forordning nr. 99/63 bestemmer saledes: Hvis Kommissionen er af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage en i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 fremsat begæring til folge, underretter den ansøgeren om en begrundelse herfor og fastsætter en frist, indenfor hvilken de pågældende skriftligt kan fremsætte deres eventuelle bemærkninger.
. Det hedder herom i dommen:I første fase, der følger efter indgivelsen af klagen, tilvejebringer Kommissionen i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 99/63 de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til klagen. I denne fase kan der blandt andet ske en uformel udveksling af synspunkter og oplysninger mellem Kommissionen og klageren for nærmere at fastlægge de faktiske og retlige omstændigheder, som ligger til grund for klagen, og for at give klageren mulighed for at uddybe sine synspunkter, eventuelt på grundlag af en første reaktion fra Kommissionen. De foreløbige bemærkninger, som Kommissionen fremsætter under den uformelle kontakt, kan ikke betragtes som retsakter, der kan efterprøves.
Dernæst følger i anden fase den meddelelse, der er omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 99/63, og hvormed Kommissionen over for klageren tilkendegiver, hvorfor den ikke mener at kunne tage klagerens begæring til følge, samt fastsætter en frist, inden for hvilken Mageren kan fremsætte sine eventuelle bemærkninger. [Denne] meddelelse... [er] ikke... [nogen] beslutning.
Kommissionen får i procedurens tredje fase kendskab til klagerens bemærkninger. Denne fase kan afsluttes med en endelig beslutning, selv om artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke udtrykkeligt giver mulighed herfor...Jf. Automec I-dommen (se fodnote 2), præmis 45, 46 og 47.
.
44.Jeg finder, at denne fremstilling, som Retten har givet af proceduren, er til stor hjælp til anskueliggørelse af forløbet ved undersøgelsen af en klage. Jeg behøver ikke nu at gennemgå de spørgsmål, som denne opfattelse rejser i enkelthederneDet sidst citerede afsnit af dommen efterlader navnlig tvivl om, hvorvidt Kommissionen, når den ikke agter at tage en klage til følge, skal (og ikke blot kan) afvise klagen ved en formel beslutning, såfremt klageren rejser krav herom, som klageren da kan anfægte i medfør af EØF-traktatens artikel 173. Dette har en klager efter min opfattelse krav på. Der er derfor grund til at bifalde Rettens dom i Automec II-sagen (dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223), som går i denne retning (jf. dommens præmis 85).
. Såfremt der ved undersøgelsen af en foranstaltning opstår det spørgsmål, om foranstaltningen må antages at have karakter af en beslutning eller ej, giver det anførte skema mulighed for at placere den pågældende foranstaltning på det stadium af proceduren, hvor den hører hjemme.45.Den af Retten afsagte kendelse, som anfægtes under nærværende appelsag, giver imidlertid på flere steder indtryk af, at Retten har vendt denne logik på hovedet, nemlig med det ræsonnement, at en foranstaltning ikke kan udgøre en anfægtelig retsakt, fordi den henhører under den første (eller den anden) af de førnævnte faser i proceduren. Jeg kan herom henvise til grund 41, 42 og 43 i den anfægtede kendelse. En sådan betragtning kan naturligvis ikke betegnes som andet end et ræsonnement petitio principii. Det samme må i øvrigt siges om det argument fra Kommissionen, fordi den anfægtede skrivelse ikke kan være en beslutning, da Kommissionen ikke forud herfor havde tilsendt klageren nogen skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (hvori den havde opfordret Mageren til at fremsende sine bemærkninger inden for en nærmere angivet frist)Dette ræsonnement anvendte Retten i øvrigt også i førnævnte Automec I-sag (se fodnote 2) i dommens præmis 56.
.Såfremt det anførte rent faktisk skulle have været Rettens opfattelse, må den naturligvis modsiges på dette punkt. Efter Domstolens faste praksis er det afgørende for, om der foreligger en anfægtelig retsakt efter artikel 173, hvorvidt den pågældende foranstaltning er bestemt til at have retsvirkninger, hvorved retsaktens form er uden betydningJf. dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet, Sml. 1971, s. 41, præmis 42; se senest dom af 16.6.1993, sag C-325/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3283, præmis 9.
. Når der er tale om retsakter, som vedtages under en procedure i flere faser, kan kun de foranstaltninger, hvorved Kommissionen fastlægger sit endelige standpunkt, principielt betragtes som anfægtelige retsakter, og ikke forberedende foranstaltningerJf. dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9 ff.
. Man må her altid se på den pågældende foranstaltnings indhold.
46.Domstolen har i Philip Morris-sagen opstillet en række kriterier, som kan anvendes ved bedømmelsen af, om en skrivelse fra Kommissionen bør betragtes som en endelig afvisning af en klage. Heri fastslog Domstolen, at de i sagen omhandlede skrivelser indebar, at undersøgelsen blev bragt til afslutning, at de indeholdt en vurdering af de anfægtede aftaler, og at de afskar Magerne fra at begære undersøgelsen genoptaget, medmindre de fremlagde nye beviserDom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, præmis 12.
.47.Den her i sagen appellerede kendelse viser, at Retten var bekendt med denne domspraksis. Retten anfører nemlig i kendelsens grund 42 og 43, at den anfægtede skrivelse ikke indeholdt nogen kvalifikation af de faktiske omstændigheder, som var gjort gældende af Mageren, og at den ikke bragte proceduren til afslutning.48.Jeg er derfor af den opfattelse, at de steder i kendelsen, hvor Retten synes at lade skrivelsens retlige karakter afhænge af, hvilken fase af proceduren den efter Rettens opfattelse tilhører, blot må anses for en udtryksmåde, som kan give anledning til misforståelser. Efter de førnævnte konstateringerSe punkt 47.
må man gå ud fra, at Retten var fortrolig med og har anvendt gældende ret. Den omstændighed alene, at formuleringen af den appellerede kendelse kunne give anledning til visse tvivlsspørgsmål, gør det ikke i sig selv berettiget at ophæve kendelsen. Appelinstansen har alene til opgave at efterprøve, om Retten har handlet i strid med gældende retsforskrifter. Der kan imidlertid ikke med sikkerhed fastslås at være begået en sådan fejl. I den foreliggende sag må der endvidere tages hensyn til, at Rettens fortolkning af den anfægtede skrivelse som sådan må betragtes som fuldt ud forsvarlig. Det kan derfor vanskeligt forenes med procesøkonomiske overvejelser at anse kendelsen for at være behæftet med en retsvildfarelse, alene fordi den indeholder visse formuleringer, der kan give anledning til misforståelser, og som følge heraf foreslå kendelsen ophævet.49.Det bør dog bemærkes, at kendelsen indeholder udførlige betragtninger vedrørende et spørgsmål (fortolkningen af ordlyden af klagen af 21.12.1990), som er klart overflødigeSe punkt 26.
. Dette gør det nødvendigt at foretage en særlig kritisk efterprøvelse af Rettens øvrige betragtninger. Da Rettens kendelse imidlertid ikke, hvad angår slutresultatet, er baseret på de pågældende betragtninger, kan heller ikke denne omstændighed gøre det berettiget at ophæve den anfægtede kendelse.