1.

Sagsøgeren, som er af belgisk nationalitet, er tjenestemand ved Kommissionen og arbejder i Luxembourg. Den 1. oktober 1971 giftede hun sig med den østrigske statsborger Goeth, der er privat ansat og har bopæl i Luxembourg.

2.

Ved skrivelse af 28. oktober 1971 henvendte chefen for personaleafdelingen ved Kommissionens generaldirektorat for personale og administration sig til sagsøgeren på følgende måde:

»Som følge af Deres den 1. oktober 1971 indgåede ægteskab, er Deres ret til udlandstillæg blevet vurderet på ny. Af den bopælsattest De har sendt os, synes det at fremgå, at Deres mand har været bosat i Luxembourg siden 25. september 1964. Betingelserne i art. 4, stk. 3 i vedtægtens bilag VII, tillader således ikke, at De bevarer udlandstillægget efter Deres indgåelse af ægteskab, og man vil tage skridt til dets bortfald med virkning fra 1. oktober 1971.

Det beløb, som De fortsat har fået udbetalt i form af dette tillæg i oktober og november, vil blive fratrukket Deres fremtidige lønudbetalinger i fire dele«.

I brev at 22. december 1971 anmodede sagsøgeren chefen for afdelingen om at vurdere hendes sag påny, idet hun gjorde gældende, at hendes mand, som hvert år skulle forny sin arbejdstilladelse hos Storhertugdømmets myndigheder, kun var midlertidig bosat i Luxembourg; betingelserne i art. 4, stk. 3 i bilag VII til tjenestemandsvedtægten for tilbagesøgning af det omhandlede tillæg var derfor ikke opfyldt.

Ved skrivelse af 14. januar 1972 forkastede chefen for afdelingen dette argument, idet han bekræftede sit tidligere standpunkt.

Ved skrivelse af 5. april 1972 til Kommissionens formand, hvilken skrivelse blev registreret i Kommissionens generalsekretariat den 6. april, indgav sagsøgeren en klage med påstand om opretholdelse af udlandstillægget. Kommissionen har ikke besvaret denne skrivelse.

3.

Ved domme af 7. juni 1972 (sagerne 20/71, Bertoni-Sabbatini mod Europa-Parlamentet og 32/71, Bauduin-Chollet mod Kommissionen) fastslog Domstolen (2. afdeling) at vedtægten, idet den i tilfælde hvor en tjenestemand indgår ægteskab med en person, der ikke opfylder forudsætningerne for tildeling af dette tillæg, gør opretholdelsen af nævnte tillæg afhængig af opnåelsen af status som »familieforsørger«, sådan som denne er defineret i art. 1, stk. 3 i bilag VII til denne vedtægt, har indført en vilkårlig forskelsbehandling af tjenestemænd. Domstolen ophævede derfor de afgørelser, som bestemte, at tillæget skulle bortfalde.

Den 13. juni 1972 bad sagsøgeren chefen for afdelingen om på ny at overveje hendes tilfælde, idet hun påberåbte sig ovennævnte dom i sagen 20/71.

Ved skrivelse af 15. juni 1972 svarede chefen for afdelingen, at »Deres ansøgning vil blive vurderet med hensyn til generhvervelse af ret til udlandstillæg så snart Rådet og Kommissionen har meddelt administrationen de praktiske konsekvenser, som må udledes af den af Dem påberåbte dom«

Ved »meddelelse til personalet nr. 118« af 29. juni 1972 orienterede generaldirektoratet for personale og administration tjenestemændene om, at i tilslutning til dommen i sag 20/71 »har administrationscheferne for de europæiske institutioner den 16. i denne måned besluttet at anvende konklusionerne af denne dom over for de tjenestemænd, der med hensyn til bestemmelserne i art. 4, stk. 3 i bilag VII til vedtægten befinder sig i en lignende situation som fru Bertoni. Denne foranstaltning får virkning fra 1. juli 1972.« De tjenestemænd, »som kan komme i betragtning«, blev bedt om at give sig til kende.

Ved skrivelse af 5. juli 1972 meddelte chefen for afdelingen, som svar på skrivelsen af 13. juni, sagsøgeren, at »som følge af den dom, De påberåber Dem i Deres nedennævnte skrivelse«, havde administrationscheferne truffet beslutning som ovenfor nævnt. Han tilføjede følgende: »Undersøgelsen af Deres sag har vist, at Deres situation kan ligestilles med den, som lå til grund for Domstolens afgørelse; udlandstillæg vil derfor igen blive udbetalt Dem med virkning fra 1. juli dette år. Denne regulering foregriber dog intet med hensyn til den fortsatte behandling af Deres klage i henhold til art. 90 i vedtægten«.

4.

Den 3. august 1972 indgav sagsøgeren den foreliggende klage. I et skriftligt indlæg af 22. september 1972 rejste Kommissionen i henhold til art. 91 i procesreglementet uden at tage stilling til realiteten indsigelse om, at klagen ikke kunne admitteres. I sit skriftlige indlæg af 23. oktober 1972 bestred sagsøgeren denne indsigelses holdbarhed.

Domstolen (anden afdeling) har efter at have fået forelagt den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at åbne den mundtlige forhandling vedrørende indsigelsen om, at sagen ikke kan admitteres. I medfør af art. 26, stk. 1 i procesreglementet blev afdelingsformand R. Monaco udpeget til at træde i stedet for dommer A. Trabucchi, som var forhindret.

Parterne har afgivet deres mundtlige indlæg på retsmødet den 22. november 1972. Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse på Domstolens møde den 13. december 1972.

»a)

udtaler, at den stiltiende beslutning om at afslå at tage klagen af 5. april til følge er retsstridig og derfor må annulleres;

b)

udtaler, at tilbageholdelsen af udlandstillægget under alle omstændigheder og af de samme grunde, som forelå i sagen Bertoni 20/71, er retsstridig og må annulleres;

udtaler, at det med urette tilbageholdte tillæg derfor skal udbetales med tilbagevirkende kraft med virkning fra dagen for den retsstridige foranstaltnings gennemførelse, dvs. den 1. oktober 1971;

c)

dømmer den sagsøgte part til at afholde alle sagens udgifter og omkostninger«

—

om chefen for afdelingen faktisk er blevet kompetent ved delegation;

—

i bekræftende fald, om delegationen er sket på forskriftsmæssig måde, især om der foreligger bestemmelser fra Kommissionen, som fastsætter regler for udøvelse af den delegerede kompetence;

—

i påkommende tilfælde, om delegationen er blevet fornyet af en anden ansættelsesmyndighed end den, som foretog den første delegation.

—

om chefen for afdelingen under hensyntagen til de for Kommissionen gældende forskrifter ikke havde været pligtig at underskrive »efter bemyndigelse«.

1

Klagen, som blev indgivet til justitskontoret den 3. august 1972, går først ud på at opnå ophævelse af den stiltiende beslutning om afslag, som sagsøgeren finder følger af Kommissionens tavshed vedrørende klagen af 5. april 1972;

2

den går desuden ud på at opnå Domstolens konstatering af, at bortfaldet af sagsøgerens udlandstillæg var retsstridigt, og at Kommissionen er forpligtet til at udbetale sagsøgeren de beløb, som påstås at være tilbageholdt med urette;

3

I et indlæg om formaliteten har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 91 fremsat en indsigelse gående ud på, at klagen ikke kan admitteres på grund af for sen indgivelse;

4

den gør gældende, at skrivelsen af 28. oktober 1971 fra chefen for personaleafdelingen, som konstaterer, at sagsøgeren ikke længere opfylder betingelserne for ydelse af udlandstillæg såvel som det faktiske bortfald af dette udlandstillæg, som for første gang fik virkning på lønsedlen den 15. november 1971, udgjorde akter, der indeholder et klagepunkt i henhold til tjenestemandsvedtægtens art. 91, således at sagsøgeren, under trussel om retstab, skulle have indgivet administrativ klage eller stævning senest i februar 1972;

5

hun har imidlertid undladt at gøre dette, og brevet af 22. december 1971, der var stilet til chefen for afdelingen og ikke til den myndighed, der havde ansættelseskompetencen, kan ikke betragtes som en klage;

6

dersom man alligevel antager, at det udgjorde en klage, måtte sagsøgeren senest i april 1972 have indgivet stævning med hensyn til den stiltiende beslutning om afslag, som fremgik af Kommissionens to måneder lange tavshed vedrørende dette brev.

7

Indsigelsen må vurderes i lyset af artiklerne 90 og 91 i tjenestemandsvedtægten, således som de var udformet på tiden for de omtvistede foranstaltninger — nedenfor benævnt »tidligere artikel 90« og »tidligere artikel 91« —, og således uden hensyntagen til de ændringer, som blev foretaget ved Rådets forordning (Euratom, EKSF, EØF), nr. 1473/72 af 30. juni 1972 (JO nr. L 160, p. 1), og som trådte i kraft i henhold til denne forordnings artikel 90 den 1. juli 1972;

8

skrivelsen af 28. oktober 1971 udgjorde en akt, der indeholder et klagepunkt, i henhold til tidligere artikel 91, stk. 1, i vedtægten;

9

det er fejlagtigt, når sagsøgeren indvender, at denne skrivelse, som i øvrigt ikke benyttede udtrykket »beslutning« eller formuleringen »beslutter«, ikke indeholdt noget element af en sådan art, at det kunne henlede hendes opmærksomhed på den pågældende foranstaltnings definitive karakter;

10

ved at fastslå i skrivelsen, at »de i art. 4, stk. 3, i bilag VII til vedtægten foreskrevne betingelser ikke tillader … at De opretholder ret til udlandstillæg«, og at »den vil bortfalde med virkning fra 1. oktober 1971«, har chefen for afdelingen i klare og ubetingede formuleringer truffet en for sagsøgeren bebyrdende foranstaltning;

11

sagsøgeren har ikke gjort brug af de muligheder, hun rådede over med hensyn til skrivelsen af 28. oktober 1971, nemlig enten direkte at indgive stævning inden for den i stk. 2, 1. led i tidligere artikel 91 i vedtægten foreskrevne frist, eller at holde retten til at anlægge sag i live ved at indgive administrativ klage til den myndighed, der har ansættelseskompetencen i henhold til tidligere artikel 90 i vedtægten;

12

brevet af 22. december 1971 udgjorde ingen klage, idet sagsøgeren ikke selv havde til hensigt at tillægge det en sådan karakter, hvilket især fremgår af det forhold, at hun ikke har stilet det til den myndighed, der har ansættelseskompetencen, og at hun har indgivet klage til denne myndighed i henhold til tidligere artikel 90 i vedtægten ved sit brev af 5. april 1972 til Kommissionens formand;

13

sagsøgerens ret til at anfægte afgørelsen af 28. oktober 1971 ved Domstolen udløb derfor med udgangen af januar måned 1972;

14

selv om det i henhold til tidligere artikel 90 i vedtægten var tilladt hende, til enhver tid at indgive klage til den myndighed, der har ansættelseskompetencen, hvilket hun har gjort ved sit brev af 5. april 1972, kunne en sådan klage imidlertid ikke genoplive hendes ret til at anlægge sag;

15

skrivelsen af 14. januar 1972 fra chefen for afdelingen, som var af rent bekræftende karakter, kan ikke tages i betragtning ved beregningen af de frister, der her er tale om;

16

klagen må således, idet den er for sent indgivet, afvises fra realitetsbehandling.

17

sagsøgeren har ikke fået medhold i sin klage;

18

efter procesreglementets artikel 69, § 2 skal den part, der taber sagen, dømmes til at afholde sagsomkostningerne;

19

i henhold til procesreglementets artikel 70 bærer institutionerne imidlertid selv de af dem afholdte udgifter i forbindelse med klager fra Fællesskabernes ansatte.

På grundlag af disse Præmisser,

under henvisning til procesdokumenterne,

efter at den refererende dommer har aflagt rapport,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg,

efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse,

under henvisning til protokollen vedrørende statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol,

under henvisning til vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, især dens artikler 90 og 91, således som de var formuleret den 1. juli 1972,

under hensyn til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol, især dets artikler 69, 70 og 91, udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (anden afdeling)

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand, følgende: