De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for nærværende sag, samt procedurens forløb kan sammenfattes således:

Sagsøgeren påstår, at Domstolen:

Kommissionen påstår, at klagen afvises fra realitetsbehandling, og at sagsøgeren idømmes sagens omkostninger.

Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:

Kommissionen finder, at klagen ikke kan admitteres på grund af for sen indgivelse. For i tide at reagere mod beslutningen af 28. oktober 1971 måtte sagsøgeren i henhold til Domstolens klare praksis faktisk inden for en frist af tre måneder regnet fra forkyndelsen have indgivet enten en direkte stævning eller en klage fulgt af en stævning inden for de givne frister. Fristen for at reagere var således udløbet længe før den dato, på hvilken sagsøgeren indgav sin klage, nemlig 5. april 1972. Hvad angår skrivelsen af 14. januar 1972, bekræfter denne blot den tidligere afgørelse; imidlertid har Domstolen klart fastslået, at en bekræftende afgørelse ikke bevirker, at nye klagefrister begynder at løbe.

Sagsøgeren svarer, at skrivelsen af 28. oktober 1971 ikke udgør en afgørelse men kun er en almindelig meddelelse. Ved at antage det modsatte ville man tvinge tjenestemændene til at anse selv en foreløbig forholdsregel for en akt, der indeholder et klagepunkt, mod hvilken den pågældende inden for frister, som ville udelukke enhver mindelig diskussion, måtte indgive en administrativ klage eller en stævning. En sådan situation ville kun skabe en stemning af mistillid.

Skrivelsen af 28. oktober begrænsede sig til under påberåbelse af meget vage grunde, som senere blev kendt retsstridige ved Domstolens ovennævnte afgørelser, at meddele, at udlandstillægget ikke kunne opretholdes, og at det for meget modtagne måtte tilbagebetales.

Den indeholdt intet, som kunne henlede sagsøgerens opmærksomhed på dens eventuelle definitive karakter; især benyttede den ikke udtrykkene beslutte eller beslutning. I Fællesskabets stater er selv de mindste afgørelser forsynet med en angivelse af deres besluttende karakter.

Udtrykket beslutning blev ikke benyttet før i skrivelsen af 14. januar 1972. Som følge af denne skrivelse indgav sagsøgeren inden for de fastsatte frister først sin klage af 5. april og senere den foreliggende stævning.

Dersom Domstolen finder, at skrivelsen af 28. oktober 1971 indeholdt en afgørelse, rejser der sig det spørgsmål, om chefen for afdelingen var beføjet til at træffe denne. Det er rigtigt, at art. 2 i vedtægten bestemmer, at hver institution bestemmer hvilke myndigheder, der inden for dens område skal udøve de beføjelser, som ifølge denne vedtægt tilkommer ansættelsesmyndigheden. Selv om delegation af kompetence således i princippet er anerkendt, drejer det sig imidlertid i det foreliggende tilfælde om at opklare:

Kommissionen bør til sagens akter fremlægge alle dokumenter, der kan tænkes at indeholde et svar på disse spørgsmål.

Selv om det i øvrigt forudsættes, at der har fundet en forskriftsmæssig delegation sted, har chefen for afdelingen dog ikke kompetence til at træffe en retsstridig afgørelse. Det følger imidlertid af dommen i sagen 20/71, citeret ovenfor, at den påståede afgørelse af 28. oktober 1971 hvilede på en bestemmelse i vedtægten, som er kendt retsstridig.

Dersom Domstolen ikke anerkender sagsøgerens søgsmålsgrunde, må Kommissionen alligevel afholde sagens omkostninger, fordi den har vildledt sagsøgeren. Dersom skrivelsen af 28. oktober 1971 udgjorde en afgørelse, burde chefen for afdelingen følgelig have betragtet sagsøgerens brev af 22. december 1971 som en klage og have oversendt den til den kompetente myndighed; sagsøgeren ville da have forstået situationen og handlet derefter.

Under den mundtlige forhandling fremlagde Kommissionen en kopi af nr. 156 b af 31. marts 1971 af dens internt informationsblad — personalenyt, som indeholdt dens beslutning af 26. februar 1971vedrørende udøvelsen af de beføjelser, som af tjenestemandsvedtægten er tillagt ansættelsesmyndigheden etc. Den påberåber sig art. 7 i denne beslutning, hvorefter afdelingscheferne i generaldirektoratet for personale og administration inden for deres respektive kompetenceområder udøver de beføjelser, som tilkommer ansættelsesmyndigheden, med hensyn til tjenestemænd i kategorierne A, B, C og D og gruppen L/A, ved artiklerne … 4 i bilag VII (til vedtægten) — udlandstillæg (specielle tilfælde) … Det følger af dette, at chefen for afdelingen i det foreliggende tilfælde handlede inden for rammerne af sin kompetence, da han traf afgørelsen af 28. oktober 1971. Denne udgjorde, idet den bestemte, at en del af sagsøgerens løn skulle bortfalde, en akt, der indeholder et klagepunkt. Sagsøgerens lønseddel, som ligeledes er vedlagt sagens akter, viser tydeligt, at udlandstillæg ikke længere blev udbetalt efter 15. november 1971. Under trussel om retstab havde sagsøgeren således måttet indgive en klage eller en stævning senest medio februar 1972. Brevet af 22. december 1972 udgjorde ingen klage; det var ganske vist stilet til chefen for afdelingen, men efter artikel 2 i ovennævnte generelle beslutning af 26. februar 1971udøver Kommissionen de beføjelser, som vedtægten har tillagt ansættelsesmyndigheden, med hensyn til tjenestemænd af kategorierne A, B, C og D og gruppen L/A ved artiklerne … 90 — afgørelse efter ansøgning eller klage. Klagen kan i øvrigt ikke admitteres, selv om dette brev må anses for en klage, idet stævningen i dette tilfælde under hensyn til de frister, som er foreskrevet i vedtægtens artikel 91, måtte være indgivet senest i april 1972.

Sagsøgeren svarer, at en klage også må kunne indgives ad tjenestevejen, dvs. stiles direkte til ophavsmanden til den akt, den drejer sig om. Hun bestrider, at der har fundet delegation af afgørelsesmyndigheden sted med hensyn til bortfald af udlandstillæg.