European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2593

17.11.2023

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/2593

af 10. juli 2023

om indgåelse af protokollen om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (2022-2026)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 7,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet,

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (1) (»aftalen«) blev indgået ved Rådets afgørelse 2014/146/EU (2) og trådte i kraft den 28. januar 2014.

(2)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2022/2585 (3) blev protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (2022-2026) (»protokollen«) undertegnet den 21. december 2022 med forbehold for dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(3)

Formålet med protokollen er at sætte Unionen og Mauritius i stand til at arbejde tættere sammen om at fremme samarbejdet inden for havøkonomi, akvakultur, bæredygtig udvikling af havene, maritim fysisk planlægning, havenergi og havmiljø, udvikling af havpolitik og den blå økonomi og samtidig bidrage til anstændige arbejdsvilkår i fiskerisektoren.

(4)

Protokollen bør godkendes.

(5)

I henhold til aftalens artikel 9 nedsættes der en blandet komité, som skal overvåge aftalens anvendelse. I henhold til protokollen kan Den Blandede Komité desuden godkende visse ændringer af protokollen. Unionens holdning til de foreslåede ændringer af protokollen bør fastlægges af Rådet. De foreslåede ændringer bør godkendes, medmindre et blokerende mindretal af medlemsstater, jf. artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, gør indsigelse mod dem.

(6)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er hørt i overensstemmelse med artikel 42 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4) og afgav udtalelse den 24. oktober 2022 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (2022-2026) godkendes herved på Unionens vegne. (5)

Artikel 2

Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i protokollens artikel 19, med henblik på at udtrykke Unionens samtykke til at blive bundet af protokollen.

Artikel 3

Med forbehold af bestemmelserne og betingelserne i bilaget til denne afgørelse bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at godkende ændringer af protokollen, som vedtages af Den Blandede Komité, der er oprettet i henhold til aftalens artikel 9.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. juli 2023.

På Rådets vegne

P. NAVARRO RÍOS

Formand


(1)   EUT L 79 af 18.3.2014, s. 3.

(2)  Rådets afgørelse 2014/146/EU af 28. januar 2014 om indgåelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (EUT L 79 af 18.3.2014, s. 2).

(3)  Rådets afgørelse (EU) 2022/2585 af 8. november 2022 om undertegnelse på Unionens vegne og om den midlertidige anvendelse af protokollen om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (2022-2026) (EUT L 338 af 30.12.2022, s. 4).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(5)  Teksten til protokollen er offentliggjort i EUT L 338 af 30.12.2022, s. 6.


BILAG

PROCEDURE FOR GODKENDELSE AF ÆNDRINGER AF PROTOKOLLEN, DER SKAL VEDTAGES AF DEN BLANDEDE KOMITÉ

Hvis Den Blandede Komité skal vedtage ændringer af protokollen om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius (»protokollen«) i overensstemmelse med protokollens artikel 11, stk. 3, eller artikel 12, stk. 1, 2, 3, eller 4, bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at godkende de foreslåede ændringer på nedenstående betingelser:

1.

Kommissionen sikrer, at godkendelsen på Unionens vegne:

a)

er i overensstemmelse med målsætningerne for den fælles fiskeripolitik

b)

er forenelig med de relevante regler, der er vedtaget af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, og tager hensyn til fælles kyststatsforvaltning

c)

tager hensyn til de seneste statistiske, biologiske og andre relevante oplysninger, der er fremsendt til Kommissionen.

2.

Inden Kommissionen godkender de foreslåede ændringer på Unionens vegne, forelægger Kommissionen dem for Rådet i tilstrækkelig god tid inden det relevante møde i Den Blandede Komité.

3.

Rådet vurderer, hvorvidt de foreslåede ændringer er i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i punkt 1.

4.

Medmindre et antal medlemsstater svarende til et blokerende mindretal i Rådet i henhold til artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union gør indsigelse mod de foreslåede ændringer, godkender Kommissionen dem på Unionens vegne. Hvis der er et sådant blokerende mindretal, afviser Kommissionen de foreslåede ændringer på Unionens vegne.

5.

Hvis det på senere møder i Den Blandede Komité er umuligt at nå til enighed, herunder på stedet, forelægges spørgsmålet på ny for Rådet i henhold til proceduren i punkt 2, 3 og 4, således at der i Unionens holdning tages hensyn til nye elementer.

6.

Kommissionen opfordres til rettidigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger som en opfølgning af Den Blandede Komités afgørelse, herunder eventuelt offentliggørelse af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og forelæggelse af alle de forslag, der er nødvendige for at gennemføre afgørelsen.

Med hensyn til andre spørgsmål, der ikke vedrører ændringer af protokollen i overensstemmelse med protokollens artikel 11, stk. 3, eller artikel 12, stk. 1, 2, 3, eller 4, fastlægges den holdning, som Unionen skal indtage i Den Blandede Komité, i overensstemmelse med traktaterne og den etablerede arbejdspraksis.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2593/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)