28.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 345/11


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2167/2005

af 20. december 2005

om ændring af forordning (EF) nr. 1467/2004 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (i det følgende benævnt »grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 4,

under henvisning til forslag forelagt af Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)

De gældende foranstaltninger på importen til Fællesskabet af polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina (i det følgende benævnt »Kina«) er en endelig antidumpingtold, der indførtes ved Rådets forordning (EF) nr. 1467/2004 (2). Ifølge samme forordning blev der også indført antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalat med oprindelse i Australien.

B.   NUVÆRENDE UNDERSØGELSE

1.   Anmodning om en fornyet undersøgelse

(2)

Efter indførelsen af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalat med oprindelse i Kina modtog Kommissionen en anmodning om indledning af en fornyet undersøgelse vedrørende nye eksportører af forordning (EF) nr. 1467/2004 i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen fra Jiangyin Chengsheng New Packing Material Co., Ltd (i det følgende benævnt »ansøgeren«). Ansøgeren hævdede, at selskabet ikke var forretningsmæssigt forbundet med de eksporterende producenter i Kina, som er omfattet af de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende polyethylenterephthalat. Selskabet hævdede også, at det ikke havde eksporteret polyethylenterephthalat til Fællesskabet i den oprindelige undersøgelsesperiode, dvs. perioden fra den 1. april 2002 til den 31. marts 2003 (i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelsesperiode«), men først var begyndt at eksportere polyethylenterephthalat til Fællesskabet senere.

2.   Indledning af en fornyet undersøgelse vedrørende nye eksportører

(3)

Kommissionen undersøgte den dokumentation, som ansøgeren havde fremlagt, og fastslog, at den var tilstrækkelig til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen. Efter høring af det rådgivende udvalg og efter at den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet havde haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger, indledte Kommissionen ved forordning (EF) nr. 523/2005 (3) en fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 1467/2004 angående ansøgeren og iværksatte sin undersøgelse.

(4)

Den antidumpingtold på 184 EUR pr. ton, der indførtes ved forordning (EF) nr. 1467/2004 på import af polyethylenterephthalat fremstillet af ansøgeren, blev ophævet i henhold til Kommissionens forordning om indledning af den fornyede undersøgelse. Samtidig blev toldmyndighederne pålagt at tage de nødvendige skridt til at registrere sådan import i henhold til artikel 14, stk. 5, i grundforordningen.

3.   Den pågældende vare

(5)

Den pågældende vare i den nuværende fornyede undersøgelse er den samme som i den undersøgelse, der førte til indførelse af de gældende foranstaltninger vedrørende importen af polyethylenterephthalat med oprindelse i Kina (i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«), dvs. polyethylenterephthalat med viskositetsindeks på 78 ml/g og derover ifølge ISO-standard 1628-5 og henhørende under KN-kode 3907 60 20 .

4.   De berørte parter

(6)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren og repræsentanterne for eksportlandet om indledningen af den fornyede undersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.

(7)

Kommissionen sendte også ansøgeren en formular til fremsættelse af krav om markedsøkonomisk behandling og et spørgeskema og modtog besvarelser inden for den fastsatte frist. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den fandt nødvendige til at fastslå, om der fandt dumping sted, herunder også kravet om markedsøkonomisk behandling, og der blev aflagt kontrolbesøg hos ansøgeren.

5.   Undersøgelsesperiode

(8)

Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra den 1. oktober 2003 til den 31. december 2004 (i det følgende benævnt »undersøgelsesperioden«).

C.   RESULTATER AF UNDERSØGELSEN

1.   Status som ny eksportør

(9)

Undersøgelsen bekræftede, at ansøgeren ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, og at selskabet var begyndt at eksportere til Fællesskabet efter denne periode.

(10)

Ansøgeren var også i stand til at påvise, at selskabet ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, der er omfattet af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af polyethylenterephthalat med oprindelse i Kina.

(11)

Det bekræftes i den forbindelse, at ansøgeren bør betragtes som en »ny eksportør« i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i grundforordningen.

2.   Markedsøkonomisk behandling

(12)

I henhold til artikel 2, stk. 7, litra b), i grundforordningen skal den normale værdi i antidumpingundersøgelser vedrørende import af varer med oprindelse i Kina fastsættes i overensstemmelse med stk. 1-6 i samme artikel for de producenter, som det påvises opfylder kriterierne i artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen, dvs. at de markedsøkonomiske principper er fremherskende med hensyn til fremstilling og salg af samme vare. Disse kriterier er kort beskrevet herunder:

—

virksomhedernes beslutninger skal træffes som reaktion på markedssignaler, og udgifterne skal afspejle markedsværdierne

—

virksomhederne skal benytte ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål

—

ingen fordrejninger er overført fra det ikke-markedsøkonomiske system

—

love om konkurs og ejendomsforhold giver stabilitet og retssikkerhed

—

valutaomregninger finder sted til markedskurs.

(13)

Kommissionen indhentede alle oplysninger, som den fandt nødvendige, og efterprøvede alle oplysningerne i ansøgningen om markedsøkonomisk behandling hos det pågældende selskab.

(14)

Det fremgik af undersøgelsen, at ansøgeren opfyldte alle fem kriterier i artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen. Det blev derfor fastslået, at ansøgeren burde indrømmes markedsøkonomisk behandling.

3.   Dumping

Fastsættelse af den normale værdi

(15)

I forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi fastslog Kommissionen først, om ansøgerens samlede hjemmemarkedssalg af den pågældende vare var repræsentativt sammenlignet med selskabets samlede eksportsalg til Fællesskabet. I overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i grundforordningen blev hjemmemarkedssalget anset for at være repræsentativt, når den samlede solgte mængde udgjorde mindst 5 % af det samlede eksportsalg til Fællesskabet. Kommissionen fastslog, at ansøgeren solgte polyethylenterephthalat i repræsentative mængder på hjemmemarkedet.

(16)

Der blev ikke skelnet mellem typer i forbindelse med den pågældende vare. Det var derfor ikke nødvendigt at foretage nogen yderligere undersøgelse af, om hjemmemarkedssalget var tilstrækkeligt repræsentativt for hver enkelt type som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i grundforordningen.

(17)

Ved fastsættelse af andelen af fortjenstgivende salg af polyethylenterephthalat til uafhængige kunder blev det også undersøgt, om hjemmemarkedssalget af polyethylenterephthalat i repræsentative mængder kunne anses for at have fundet sted i normal handel. Da den fortjenstgivende salgsmængde udgjorde over 80 % af den samlede salgsmængde af polyethylenterephthalat på hjemmemarkedet, blev den normale værdi fastsat på grundlag af den faktiske hjemmemarkedspris, beregnet som et vejet gennemsnit af priserne for alt salg på hjemmemarkedet af polyethylenterephthalat i undersøgelsesperioden, uanset om dette salg var fortjenstgivende eller ej.

(18)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i grundforordningen blev den normale værdi derfor fastlagt på grundlag af de priser, der faktisk var betalt eller skulle betales på hjemmemarkedet i Kina.

Eksportpriser

(19)

Den pågældende vare blev eksporteret direkte til uafhængige kunder i Fællesskabet. Eksportprisen blev derfor fastlagt i overensstemmelse med artikel 2, stk. 8, i grundforordningen, dvs. på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales.

Sammenligning

(20)

Den normale værdi og eksportpriserne blev sammenlignet ab fabrik. For at sikre en rimelig sammenligning af den normale værdi og eksportpriserne blev der behørigt justeret for forskelle, som berørte prisernes sammenlignelighed i overensstemmelse med artikel 2, stk. 10, i grundforordningen. Der blev indrømmet passende justeringer i alle tilfælde, hvor dette var berettiget, korrekt og støttet af dokumentation.

Dumpingmargen

(21)

Som omhandlet i artikel 2, stk. 11, i grundforordningen blev den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit sammenlignet med det vejede gennemsnit af priserne ved eksport af den pågældende vare.

(22)

Sammenligningen viste, at der fandt dumping sted. Denne dumpingmargen er udtrykt i procent af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, 5,6 % for Jiangyin Chengsheng New Packing Material Co., Ltd.

D.   ÆNDRING AF DE FORANSTALTNINGER, DER ER OMFATTET AF DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE

(23)

På baggrund af resultaterne af undersøgelsen fastslås det, at der bør indføres en endelig antidumpingtold for ansøgeren svarende til den fastlagte dumpingmargen.

(24)

Angående foranstaltningens form blev det fastslået, at den ændrede antidumpingtold burde antage samme form som den told, der indførtes ved forordning (EF) nr. 1467/2004. Priserne på polyethylenterephthalat kan variere på linje med svingningerne i råoliepriserne. Det blev derfor anset for hensigtsmæssigt at indføre en told i form af et specifikt beløb pr. ton. Antidumpingtolden er 45 EUR pr. ton beregnet på grundlag af dumpingmargenen udtrykt i procent for import af polyethylenterephthalat fra Jiangyin Chengsheng New Packing Material Co., Ltd.

(25)

Den dumpingmargen på 5,6 %, der blev fastlagt for undersøgelsesperioden, er lavere end den landsdækkende skadestærskel på 27,3 %, der blev fastlagt for Kina i den oprindelige undersøgelse. Det foreslås derfor at indføre en told på 45 EUR pr. ton, som er baseret på dumpingmargenen på 5,6 %, og at ændre forordning (EF) nr. 1467/2004 i overensstemmelse hermed.

E.   OPKRÆVNING AF AN0TIDUMPINGTOLD MED TILBAGEVIRKENDE KRAFT

(26)

På baggrund af ovenstående resultater bør den antidumpingtold, der gælder for ansøgeren, opkræves med tilbagevirkende kraft for import af den pågældende vare, der har været genstand for registrering i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 523/2005.

F.   FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

(27)

De berørte parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det var hensigten at indføre en ændret antidumpingtold på import af polyethylenterephthalat fra ansøgeren og at opkræve denne told med tilbagevirkende kraft for den import, der var gjort til genstand for registrering. Deres bemærkninger er blevet undersøgt og taget i betragtning, hvor det var relevant.

(28)

Denne fornyede undersøgelse berører ikke den dato, hvor de foranstaltninger, der indførtes ved Rådets forordning (EF) nr. 1467/2004 udløber i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Følgende tilføjes i tabellen i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1467/2004:

»Land

Selskab

Told

Tarictillægskode

Kina

Jiangyin Chengsheng New Packing Material Co., Ltd

45 EUR/t

A510 «

2.   Den indførte told opkræves også med tilbagevirkende kraft på import af den pågældende vare, der er blevet registreret i overensstemmelse med artikel 3 i forordning (EF) nr. 523/2005.

Toldmyndighederne pålægges at ophøre med at registrere import af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som er fremstillet af Jiangyin Chengsheng New Packing Material Co., Ltd.

3.   Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2005.

På Rådets vegne

B. BRADSHAW

Formand


(1)   EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

(2)   EUT L 271 af 19.8.2004, s. 1.

(3)   EUT L 84 af 2.4.2005, s. 9.