(1)

Lissabonaftalen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og den internationale registrering heraf af 1958 er en traktat, som forvaltes af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO). Den kan tiltrædes af parterne i Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret. 28 lande er kontraherende parter i aftalen, blandt andre syv EU-medlemsstater (Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Frankrig, Italien, Ungarn, Portugal og Slovakiet).

(2)

Lissabonaftalens internationalt gældende bestemmelser er i øjeblikket ved at blive revideret med henblik på at forbedre aftalen for at gøre den mere attraktiv at tiltræde, idet principperne og målene for aftalen bevares. I lyset af de fremskridt, der er gjort i en arbejdsgruppe, som i oktober 2014 udarbejdede et foreløbigt forslag til en revideret aftale, blev der den 11.-21. maj 2015 i Genève afholdt en diplomatisk konference om vedtagelse af en revideret Lissabonaftale om beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (»revideret Lissabonaftale«).

(3)

Under hensyntagen til den vigtige rolle, som beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret, navnlig beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, spiller i den internationale handel, falder den reviderede aftale ind under Unionens fælles handelspolitik. Den reviderede Lissabonaftale vedrører særskilt den internationale samhandel derved, at den hovedsageligt har til formål at fremme og lette sådan handel og har direkte og umiddelbare virkninger for denne (1). Den fælles handelspolitik henhører under Unionens enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Som følge heraf henhører forhandlingerne om den reviderede Lissabonaftale under Unionens enekompetence.

(4)

I overensstemmelse med artikel 207, stk. 3 og artikel 218, stk. 3, i TEUF er Kommissionen Unionens forhandler inden for Unionens enekompetence (2) —