|
30.12.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 351/4 |
RÅDETS GENNEMFØRELSESBESLUTNING
af 15. december 2009
om bemyndigelse af Republikken Estland til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 167 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem
(2009/1022/EU)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til direktiv 2006/112/EF (1), særlig artikel 395, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Republikken Estland (i det følgende benævnt »Estland«) har ved Rådets beslutning 2007/133/EF (2) fået bemyndigelse til som en fravigelse af artikel 167 i direktiv 2006/112/EF at udskyde fradragsretten for moms indtil det tidspunkt, hvor momsen er betalt til leverandøren af varer eller tjenester, når det angår afgiftspligtige, der anvender en valgfri ordning, der i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 66, litra b), i nævnte direktiv bevirker, at udgående moms på varer og tjenester forfalder, når der er modtaget betaling fra kunderne (kasseregnskabsordning). For at kunne benytte denne ordning skal de afgiftspligtige være registreret som enkeltmandsvirksomheder. |
|
(2) |
Estland har ved brev, der er registreret i Kommissionens Generalsekretariat den 4. september 2009, anmodet om tilladelse til at forlænge denne særlige fravigelsesforanstaltning. |
|
(3) |
I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF har Kommissionen ved brev af 1. oktober 2009 fremsendt anmodningen til de øvrige medlemsstater. Ved skrivelse af 5. oktober 2009 har Kommissionen underrettet Estland om, at den er i besiddelse af alle de oplysninger, som den skønner nødvendig. |
|
(4) |
Den såkaldte kasseregnskabsordning er en forenklet og valgfri ordning, der er beregnet på små virksomheder, der ikke er afgiftsfritaget. Den gør det muligt for disse afgiftspligtige at anvende en forenklet regel, der er baseret på betalingsdatoen for de udgifter, der er afholdt forudgående, og på datoen for betaling af deres udgående leverancer, så de kan bestemme, hvornår retten til momsfradrag indtræder, og hvornår momsen skal betales til statskassen. Denne ordning er derfor for de afgiftspligtige en forenklingsforanstaltning, og den kan desuden give dem bedre likviditet. |
|
(5) |
Kommissionen har den 28. januar 2009 fremlagt et forslag til direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF med hensyn til faktureringsregler, hvormed medlemsstaterne kan udskyde fradragsretten indtil det tidspunkt, hvor der er betalt moms til leverandøren af varer eller tjenester, når det angår afgiftspligtige, hvis årsomsætning ikke overskrider en grænse, der kan fastsættes af medlemsstaterne på op til 2 000 000 EUR, og som er omfattet af en valgfri ordning, under hvilken den udgående moms først forfalder, når de har modtaget betaling fra deres kunder. |
|
(6) |
Den anmodede særlige fravigelsesforanstaltning berører ikke størrelsen af Estlands afgiftsprovenu ved det endelige forbrug og vil ikke berøre Unionens egne indtægter hidrørende fra moms — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Uanset artikel 167 i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Estland til at udskyde fradragsretten for moms indtil det tidspunkt, hvor momsen er betalt til leverandøren af varer eller tjenester, når det angår de i stk. 2 omhandlede afgiftspligtige.
De berørte afgiftspligtige skal have tilvalgt en ordning, hvorved momsen af deres leverancer af varer eller tjenester forfalder, når de modtager betaling fra deres kunder.
Indtil den 31. december 2010 finder den i stk. 2 omhandlede ordning anvendelse på afgiftspligtige, der er registreret som enkeltmandsvirksomheder.
Fra den 1. januar 2011 finder den i stk. 2 omhandlede ordning anvendelse på afgiftspligtige, hvis årsomsætning ikke overstiger en grænse, der fastsættes af Estland til en værdi i national valuta svarende til 200 000 EUR som fastsat i overensstemmelse med artikel 399 og 400 i direktiv 2006/112/EF.
Artikel 2
Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2010 og indtil datoen for ikrafttrædelsen af et direktiv, der tillader medlemsstaterne at udskyde fradragsretten for moms indtil det tidspunkt, hvor momsen er betalt til leverandøren af varer eller tjenester, når det angår afgiftspligtige, hvis årsomsætning ikke overskrider en vis grænse, og som er omfattet af en valgfri ordning, hvorved momsen af deres leverancer af varer eller tjenester forfalder, når de modtager betaling fra deres kunder. Under alle omstændigheder anvendes denne afgørelse senest indtil den 31. december 2012.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Republikken Estland.
Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 2009.
På Rådets vegne
E. ERLANDSSON
Formand