I den foreliggende sag fastlægges der ved rumænsk lovgivning en særlig mulighed for at tilsidesætte retskraftige domme, der på grundlag af Domstolens efterfølgende retspraksis er uforenelige med EU-retten. Den er dog begrænset til domme afsagt i forvaltningsretlige sager. Den kan ikke bruges til at tilsidesætte domme afsagt i civile sager. Dette gælder, selv om det ved rumænsk lov yderligere fastsættes, at civilretlige domme, der efterfølgende erklæres for forfatningsstridige af den rumænske forfatningsdomstol, også kan tilsidesættes.

Det er som udgangspunkt vigtigt at være opmærksom på de ydre grænser for pligten til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, og som påhviler medlemsstaterne og deres domstole. Den kræver, at de »træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne«, og at de »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare«. Denne forpligtelse skal sammenholdes med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som bestemmer, at »[m]edlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten«.

Domstolen har fastslået, at »[h]vad angår de retsmidler, som medlemsstaterne skal fastsætte […], har det ikke været meningen med hverken EUF-traktaten eller artikel 19 TEU at skabe andre søgsmålsmuligheder ved de nationale domstole med henblik på gennemførelsen af EU-retten end dem, som findes i national ret«  24 – Dom Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 103), med henvisning til dom Unibet (C-432/05, EU:C:2007:163, præmis 40). . Domstolen har tilføjet, at det kun ville forholde sig anderledes, »hvis det fulgte af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke forelå et retsmiddel, der gav mulighed for, selv indirekte under en verserende sag, at sikre, at retssubjekternes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes, eller hvis retssubjekterne kun har adgang til domstolsadgang, hvis de nødsages til at overtræde retten«  25 – Dom Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 104). (min fremhævelse).

Chartrets artikel 47, stk. 1, garanterer også retten til effektive retsmidler for enhver, hvis rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, krænkes. Der er ingen tvivl om, at de rumænske myndigheder gennemførte EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, da de i strid med artikel 110 TEUF afviste at tilbagebetale en del af den særlige afgift for personbiler svarende til miljøafgiften. Den krævede forbindelse mellem genstanden for nationale foranstaltninger og materielle EU-retlige bestemmelser  26 – Dom Åkerberg Fransson (C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 24). findes nødvendigvis, når en medlemsstat opkræver en afgift i strid med den primære – og også den sekundære – EU-ret. Domstolens retspraksis bekræfter videre, at medlemsstaternes domstole er bundet af alle kravene i chartrets artikel 47, når en person påberåber sig et retsmiddel mod en overtrædelse af EU-retten i forbindelse med en medlemsstats gennemførelse heraf  27 – Dom DEB (C-279/09, EU:C:2010:811). .

Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området for tilbagesøgning af nationale skatter, der er opkrævet med urette, påhviler det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten tillægger de skattepligtige. Medlemsstaterne har imidlertid en forpligtelse til i hvert enkelt tilfælde at sikre, at disse rettigheder effektivt beskyttes. Processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for skattepligtige, må ikke være fastlagt på en sådan måde, at det i praksis er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten  28 – Dom Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation (C-362/12, EU:C:2013:834, præmis 31 og 32). .

I denne forbindelse giver den rumænske lovgivning, mere specifikt den rumænske lov om skatter og afgifter til staten, adgang til forvaltnings- og skattedomstole eller til appeldomstoles forvaltnings- og skatteafdelinger  29 – Kompetencefordelingen mellem forvaltnings- og skattedomstolene og forvaltnings- og skatteafdelingerne i appeldomstolene, der træffer afgørelse i første instans, er fastlagt ved artikel 10 i den rumænske lov nr. 544/2004 om forvaltningsretlige sager. i forbindelse med anfægtelse af skattemyndighedernes afgørelser, herunder krav vedrørende tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede afgifter  30 – Artikel 21, stk. 4, samt artikel 113, 175 og 188 i den rumænske lov om skatter og afgifter til staten. . Disse retsmidler er tilsyneladende også tilgængelige, når skatteafgørelser anfægtes på grundlag af rettigheder, der tillægges i medfør af EU-retten. Rumænsk lovgivning sikrer således umiddelbart effektiv domstolsbeskyttelse for så vidt angår disse rettigheder.

I henhold til artikel 21, stk. 2, i den rumænske lov nr. 544/2004 om forvaltningsretlige sager kan endelige afgørelser, der er truffet af forvaltningsorganer, endvidere tilsidesættes, når de er uforenelige med EU-retten som følge af en efterfølgende dom afsagt af Domstolen. I lyset af Domstolens ovennævnte retspraksis vedrørende princippet om retskraft går dette videre end kravene i henhold til EU-retten  31 – Jf. præmis 8. .

Som allerede nævnt skal alle bestemmelser i den nationale retsplejelov, som er relevante for gennemførelsen af EU-retten, herunder undtagelser fra princippet om retskraft, overholde retten til effektive retsmidler, effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet. I denne sag opstår problemet med hensyn til den manglende klarhed i den rumænske retsplejelov, der øjensynligt gjorde sig gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, først da Dragoș Constantin Târșia anlagde sag ved en civil domstol vedrørende tilbagesøgning af den særlige afgift for personbiler, som han havde indbetalt i juni 2007  32 – Datoen for sagsanlægget fremgår ikke af sagsakterne. .

Det kan efter min mening hævdes, at den manglende klarhed i den rumænske retsplejelov var i strid med chartrets artikel 47 og de EU-retlige krav vedrørende retssikkerhed og kan have bevirket, at det i praksis var umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til at tilbagesøge miljøafgiften for biler, som var uforenelig med EU-retten.

Det bemærkes, at den domstolsafgørelse, der var til hinder for tilbagebetalingen af miljøafgiften, og som var udstedt inden Domstolens afgørelse i dom Tatu (C-402/09, EU:C:2011:219), blev afsagt af en civil appeldomstol (Tribunalul Sibiu) i et civilt søgsmål som følge af den af den rumænske stat iværksatte appel til prøvelse af den civile førsteinstans’ dom, der var afsagt af Judecătoria Sibiu. Hovedsagen blev behandlet ved den samme civile appeldomstol, dvs. Tribunalul Sibiu.

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg henledt opmærksomheden på, at sådanne søgsmål er blevet anlagt i Rumænien ved både forvaltningsdomstole og civile domstole. På denne baggrund er det overraskende, at den rumænske regering under retsmødet hævdede, at civile domstole har absolut ingen kompetence til at behandle sådanne sager, og at en rumænsk domstol, der får en sådan sag forelagt, af egen drift kan eller endog skal rejse spørgsmålet om sin kompetence.

Der har således tydeligvis været en vis forvirring med hensyn til den korrekte domstolsprocedure i forbindelse med tilbagesøgning af den omtvistede afgift i denne sag  33 – Under retsmødet anførte Dragoș Constantin Târșia, at denne usikkerhed blev fjernet ved den rumænske kassationsdomstols afgørelse 24/2011, inden han indledte det andet søgsmål, hvorunder han påberåbte sig undtagelsen fra princippet om retskraft, men efter at han havde indledt det første søgsmål på grundlag af betalingen af den særlige afgift for personbiler. . Uanset hvilken procedure er korrekt i dag, er den endelige (rumænske) civilretlige dom (Tribunalul Sibius civilretlige dom nr. 401/2008), som afviser tilbagebetaling af en del af den særlige afgift for personbiler svarende til miljøafgiften, retskraftig. Det er dét, der har forårsaget det foreliggende juridiske problem.

Der hersker således tvivl om, hvilke rumænske domstole der har (eller havde) beføjelse til at behandle krav om tilbagesøgning af den uretmæssigt opkrævede miljøafgift for biler på det pågældende tidspunkt. Jeg må konkludere, at den rumænske lovgivning har været uklar i denne henseende. Det er kernen i problemet, navnlig med hensyn til chartrets artikel 47.

Chartrets artikel 47, stk. 1, bestemmer, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel  34 – Ved chartrets artikel 47 tilføjes yderligere specifikke former for domstolsbeskyttelse, eksempelvis kravet om en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, kravet om, at retten til forsvar skal overholdes, og kravet om, at der skal ydes retshjælp. . Ifølge forklaringerne til artikel 47 er stk. 1, som omhandler retten til effektive retsmidler, baseret på, men går videre end, den beskyttelse, der sikres ved artikel 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«)  35 – I forklaringerne anføres det videre, at artikel 47, stk. 2, som bl.a. omfatter en retfærdig rettergang, svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 1. . Chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer følgende: »I det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen«. EU-retten kan dog yde en mere omfattende beskyttelse.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis vedrørende artikel 6, stk. 1, EMRK skal ordningerne om domstolsprøvelse være »tilstrækkeligt sammenhængende og klare«, at de giver reel og effektiv adgang til en domstol  36 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 16.12.1992, De Geouffre de la pradelle mod Frankrig, Series A, nr. 253-B, § 35. . Hvis reglerne er »så komplekse«, at de medfører retsusikkerhed, er dette i strid med artikel 6, stk. 1  37 – Ibidem, § 33. Jf. også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 11.2.2014, Maširević mod Serbien, nr. 30671/08, § 48. . Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes fastslået, at retsmidler skal være »tilstrækkeligt underbyggede af beskyttelsesforanstaltninger, der kan forebygge misforståelser med hensyn til procedurerne for anvendelsen af de tilgængelige retsmidler«  38 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4.12.1995, Bellet mod Frankrig, Series A, nr. 333-B, 37. . En urimelig formulering af et procedurekrav kan desuden føre til en tilsidesættelse af retten til adgang til domstolsprøvelse  39 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Beles mod Den Tjekkiske Republik, ECHR 2002-IX, §§ 50 og 51. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols af 5.12.2013 i sagen Omerović mod Kroatien (nr. 2), nr. 22980/09, § 39, hvor Menneskerettighedsdomstolen fremhævede, at »en særlig streng fortolkning af en procedureregel kan fratage en sagsøger retten til domstolsprøvelse«. . Menneskerettighedsdomstolen har for nylig gentaget, at »myndighederne bør respektere og anvende national lovgivning på en forudsigelig og ensartet måde«, og at »de foreskrevne elementer skal være tilstrækkeligt detaljerede og gennemsigtige i praksis, så der sikres retlig og proceduremæssig sikkerhed«  40 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 11.2.2014 i sagen Masirevic mod Serbien, nr. 30671/08, 2014, § 50 og den deri nævnte retspraksis. Denne sag vedrører en højesterets fortolkning af en procedureregel, der har ført til retsusikkerhed, endda for retsvæsenets aktører. Jf. navnlig præmis 51. . Procedureregler skal sikre retssikkerheden og en korrekt retspleje. De må ikke danne en »form for barriere, der hindrer en sagsøger i at få sin sag afgjort af den kompetente domstol ud fra sagens realiteter«  41 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols af 5.12.2013 i sagen Omerović mod Kroatien (nr. 2), nr. 22980/09, § 39. .

Endvidere bemærkes, at ifølge Domstolens faste retspraksis er »retssikkerhed […] et grundlæggende princip i EU-retten, som navnlig kræver, at retsregler, som har bebyrdende retsvirkninger for borgerne, skal være klare og præcise og deres anvendelse forudsigelig for borgerne« (min fremhævelse)  42 – Dom Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis). .

Efter min opfattelse og i lyset af det ovennævnte forstærker den manglende klarhed med hensyn til den korrekte domstolsprocedure i forbindelse med tilbagesøgning af afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, overtrædelsen af chartrets artikel 47 både med hensyn til retten til effektive retsmidler og adgangen til domstolsprøvelse. Dette gælder i særlig grad, hvis en afgørelse, der er truffet af en civil domstol, der helt og aldeles savner kompetence, kan resultere i en retskraftig afgørelse, således forstået, at det ville hindre yderligere søgsmål vedrørende tilbagesøgning ved den kompetente domstol, som kan være en civil domstol eller en forvaltningsdomstol. Efter min opfattelse påhviler det i denne forbindelse den forelæggende ret at undersøge den rumænske retsplejelov som helhed, for så vidt angår domstolsbeskyttelse i forbindelse med tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede miljøafgifter for motorkøretøjer  43 – Jeg vil dog fremhæve, at Domstolen i præmis 60 i dom DEB (C-279/09, EU:C:2010:811) fastslog, at princippet om effektiv domstolsbeskyttelse er underlagt rimelige begrænsninger. .

Det er Domstolens faste praksis, at »hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for borgerne at påberåbe sig de rettigheder, der er tillagt dem ved EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling«  44 – Dom Surgicare – Unidades de Saúde (C-662/13, EU:C:2015:89, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). .

I denne forbindelse skal det først påpeges, at den nationale ret og alle parter, der har indgivet indlæg, tilsyneladende antager, at artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 ikke kan anvendes i civile sager. Det er efter min mening logisk, såfremt der i rumænsk retspleje sondres klart mellem forskellige former for retslig prøvelse. I dette tilfælde vil det ikke være muligt at fortolke bestemmelser, som fastlægger anvendelsesområdet for lov nr. 554/2004, således at denne lov finder anvendelse i tvister, der er omfattet af anvendelsesområdet for forvaltnings- eller skatteret. Hvis det var muligt, skulle den forelæggende ret fortolke de relevante nationale bestemmelser på en sådan måde, at de i videst muligt omfang bidrager til at sikre overensstemmelse med EU-retten  45 – Jf. eksempelvis dom Impact (C-268/06, EU:C:2008:223, præmis 54). .

Det er den forelæggende rets opgave at undersøge, om de omtvistede rumænske bestemmelser bevirker, at det i praksis er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til at tilbagesøge den miljøafgift, der er opkrævet i strid med EU-retten. Herom er det dog tilstrækkeligt at bemærke, at forvirringen med hensyn til, om søgsmålet burde have været indgivet til en civil domstol eller en forvaltningsdomstol med henblik på at tilbagesøge miljøafgift, tilsyneladende har en sådan virkning.

Dragoș Constantin Târșia har gjort gældende, at det vil være i strid med såvel princippet om lighed for loven i chartrets artikel 20 som ækvivalensprincippet, hvis anvendelsen af undtagelsen fra princippet om retskraft i artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 ikke omfatter civile sager.

Overholdelse af ækvivalensprincippet forudsætter, at den omhandlede nationale regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme  46 – Dom Surgicare – Unidades de Saúde (C-662/13, EU:C:2015:89, præmis 30). .

Med hensyn til ækvivalensprincippet vil EU-retten efter min opfattelse således ikke være til hinder for, at der i rumænsk ret er fastsat en undtagelse fra princippet om retskraft i forvaltningsretlige sager vedrørende EU-retten og ikke i civile sager vedrørende samme genstand. Ækvivalensprincippet kræver ligebehandling mellem sammenlignelige krav, der støttes på national ret på den ene side og EU-ret på den anden, ikke ækvivalens mellem forskellige procedureformer i den nationale ret  47 – Dom ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38, præmis 74). .

Under alle omstændigheder kan ikke-identiske grunde til at fravige princippet om retskraft accepteres, når der er tale om endelige civilretlige, strafferetlige og forvaltningsretlige domme  48 – Ifølge de tilgængelige kilder gives der i de fleste nationale retsordener i Unionen ikke de samme grunde til undtagelser fra princippet om retskraft i civile sager, straffesager og forvaltningsretlige sager. . Disse domme har forskellig virkning, ligesom de retspolitiske hensyn, som er relevante for fastlæggelsen af eventuelle undtagelse fra princippet om retskraft, er forskellige. For så vidt angår civilretlige domme er retssikkerheden og stabiliteten af retsforhold, som bekræftes af en dom, der er blevet endelig, af afgørende betydning. I modsætning dertil bør betingelserne for at genoptage en strafferetlig dom af hensyn til en uretmæssigt dømt person ikke være for strenge. Inden for forvaltningsretten kan hensyn til den enkeltes rettigheder og legalitetsprincippet forsvare en mere fleksibel tilgang til genoptagelse af endelige domme end i forbindelse med civilretlige domme.

Dragoș Constantin Târșias påstand om, at der er uforeneligt med princippet om lighed for loven, hvis undtagelsen fra princippet om retskraft begrænses til forvaltningsretlige sager vedrørende EU-retten, er således ubegrundet. Der er kun tale om manglende lighed for loven, hvis de omhandlede situationer er sammenlignelige  49 – Det bemærkes, at ligebehandlingsprincippet, hvis grundlæggende karakter er fastsat i chartrets artikel 20, kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet. Jf. dom Chatzi (C-149/10, EU:C:2010:534, præmis 63 og 64 og den deri nævnte retspraksis). . Dette er ikke tilfældet for så vidt angår grundene til at tilsidesætte endelige civilretlige domme og forvaltningsretlige domme. Hvis Domstolen senere afsiger en dom, som bevirker, at en national bestemmelse bliver uforenelig med EU-retten, kan det være berettiget at tilsidesætte en endelig forvaltningsretlig afgørelse og derved berøre en medlemsstats myndighed negativt, men tilsidesættelse af en civilretlig dom, der vedrører et privatretligt forhold mellem to personer, kan være uhensigtsmæssigt af hensyn til retssikkerheden. En lovgivningsmæssig løsning af den type, der findes i Rumænien, som tillader dette i forvaltningsretlige sager, men udelukker det i civile sager, er ikke som sådan i strid med princippet om lighed for loven.

Lighed for loven er dog en anden retsregel end ækvivalensprincippet. Hvis rumænsk ret, som Kommissionen har påpeget i sit skriftlige indlæg, også omfatter en undtagelse fra princippet om retskraft i lyset af forfatningsdomstolens senere praksis, som anfægter lovligheden af tidligere retsafgørelser (og omfatter alle nationale domstole)  50 – Dette følger af artikel 322, stk. 10, i Rumæniens civile retsplejelov, som i henhold til artikel 21, stk. 1, i lov nr. 554/2004 også finder anvendelse i forvaltningsretlige sager. , kan ækvivalensprincippet meget vel kræve, at den samme bestemmelse anvendes på Domstolens afgørelser vedrørende EU-retten  51 – Kommissionen henviser her til dom Weber’s Wine World m.fl. (C-147/01, EU:C:2003:533). .

Dette er muligvis uden for rammerne af denne præjudicielle forelæggelse  52 – Jeg bemærker dog, at Domstolen i henhold til fast retspraksis, når den besvarer en præjudiciel forelæggelse, kan tage hensyn til alle relevante EU-retlige bestemmelser, selv om de ikke er nævnt af den forelæggende ret. Jf. eksempelvis dom Efir (C-19/12, EU:C:2013:148, præmis 27). , men ækvivalensprincippet overholdes efter min vurdering ikke, hvis en afgørelse, som efterfølgende træffes af den nationale forfatningsdomstol, kan føre til en genoptagelse af en tidligere endelig civilretlig dom og følgelig muliggøre tilbagesøgning af en uretmæssigt opkrævet afgift, når en dom afsagt af Domstolen ikke kan gøre det samme. I en sådan situation ville rettigheder, der støttes på den nationale forfatning, nyde større beskyttelse end rettigheder, der tillægges i medfør af EU-retten, og sidstnævnte ville derfor ikke nyde samme beskyttelse som sådanne rettigheder, der tillægges i medfør af national ret. En lignende asymmetri gør sig i henhold til artikel 322, stk. 9, i den rumænske civile retsplejelov gældende for så vidt angår virkningerne af Menneskerettighedsdomstolens domme i forhold til virkningerne af Domstolens domme.