Det af Kongeriget Spanien anførte kan ikke tiltrædes. Når henses til en traktatbrudssags objektive karakter, er det tilstrækkeligt til at fastslå, at der er sket et traktatbrud, at den spanske regering ikke bestrider den overtrædelse, den kritiseres forJf. senest dom af 3.5.1994, sag C-260/93, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1611, præmis 7 og 8.
. Kongeriget Spanien forsøger blot for det første at retfærdiggøre den manglende rettidige gennemførelse af direktivet med, at parlamentet var blevet opløst. I henhold til Domstolens faste praksis kan en medlemsstat imidlertid ikke unddrage sig sin forpligtelse til at gennemføre et direktiv rettidigt under henvisning til interne forhindringer af teknisk, institutionel eller politisk karakterJf. allerede dom af 26.2.1976, sag 52/75, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 277, præmis 10 og 14.
. Kongeriget Spanien gør for det andet gældende, at forpligtelserne med hensyn til det med direktivet tilsigtede mål (EF-traktatens artikel 189, stk. 3) foreløbig bliver opfyldt gennem administrative bestemmelser, som er indeholdt i den såkaldte Protocolo. Selv om det måtte antages, at en tilsidesættelse af traktaten ville kunne afhjælpes på denne måde, ville Kongeriget Spanien vanskeligt kunne påberåbe sig de pågældende regler. I henhold til ordlyden af bilag I til svarskriftet fik den nævnte Protocolo nemlig først virkning fra den 1. juli 1994. Tilsidesættelsen af traktaten skulle imidlertid have været bragt til ophør inden udløbet af den frist på to måneder, der var fastsat i Kommissionens begrundede udtalelse af 15. februar 1994. Da reglerne i den spanske Protocolo har karakter af generelle tjenestebefalinger og ikke har nogen direkte virkning for borgerne, ville de imidlertid under alle omstændigheder ikke opfylde de betingelser, der efter Domstolens faste praksis gælder for medlemsstaterne, når de skal vælge, hvorledes og under hvilken form de vil gennemføre et direktivDom af 30.5.1991, sag C-361/88, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2567.
.