Detailhandel med følgende grupper af varer:
tekstil- og beklædningsvarer, elektriske husholdningsapparater mv., fodtøj, bestik mv.,
må ifølge denne bekendtgørelse, der er af generel rækkevidde, kun ske, såfremt varen er oprindelsesmærket, dvs. at fremstillingslandet er angivet Artikel 1, stk. 3. Anikei 2, stk. 2, litra a) Artikel 3, stk. 2 Artikel 3, stk. 1, litra a)
Kommissionen anfører, at bekendtgørelsen indebærer ekstra udgifter i flere led for erhvervsdrivende, der eksporterer til Det forenede Kongerige, dels på grund af selve mærkningen, dels fordi der må oprettes særlige produktionsserier og lagre. Selv om de britiske bestemmelser finder anvendelse uden forskel på indenlandske og importerede varer, udgør de derfor i forhold til eksportørerne en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med artikel 30.
Heroverfor har Det forenede Kongerige i det væsentlige anført, at bekendtgørelsen ikke er rettet imod importen, men at den kun vedrører detailhandelen på det britiske marked. Det bestrides, at det som hævdet af Kommissionen er muligt at overvælte byrderne, altså at bekendtgørelsen lægger hindringer i vejen for importen. I denne forbindelse gøres det navnlig gældende, at oprindelsesmærkning, ligesom førelsen af særlige produktionsserier og lagre i fremstillingsleddet, er en almindeligt forekommende forretningsmæssig forteelse, og at de udgifter, ordningen giver anledning til, under alle omstændigheder er ubetydelige.
Subsidiært — for det tilfælde at det måtte blive antaget, at artikel 30 som udgangspunkt finder anvendelse på det foreliggende forhold — gør Det forenede Kongerige gældende, at bekendtgørelsen er tilstrækkelig begrundet i forbrugerbeskyttelseshensyn. Under henvisning til Domstolens dom i Sag
Da det drejer sig om en fravigelse af grundsætningen om de frie varebevægelser, mener Kommissionen, at begrebet forbrugerbeskyttelseshensyn i denne forbindelse må fortolkes snævert. Begrebet kan derfor kun begrunde foranstaltninger, der har til formål at hindre en vildledning af forbrugerne. I denne forbindelse kan en oprindelsesmærkning ikke betragtes som nødvendig for en sådan beskyttelse.
Medfører bekendtgørelsen, at der lægges hindringer i vejen for importen til Det forenede Kongerige af de varer, der er omfattet af bekendtgørelsen? I bekræftende fald, er den forpligtelse, bekendtgørelsen indebærer, tilstrækkeligt begrundet i afgørende hensyn, i det foreliggende tilfælde forbrugerbeskyttelseshensyn?
Sag
Det er i denne forbindelse uden betydning, om hindringen er en følge af en diskriminatorisk foranstaltning eller af en bestemmelse, der som her uden forskel finder anvendelse på både indenlandske og importerede varer Generaladvokat Rcisclil's forslag til afgorclse i sag
Som generaladvokat Reischl på grundlag af en analyse af Domstolens praksis har fremhævet, kan der imidlertid kun antages at foreligge en hindring, såfremt den anfægtede nationale foranstaltning medfører Generaladvokat Rcisclil's fornævnte forslag til afgorclse, s. 1237. Den fornævnte sag 75/81, præmis 8-10; sag Sag 16/83, Prantl (dom af
For at falde ind under begrebet hindringer for samhandelen, jfr. artikel 30, skal en national foranstaltning, der anvendes uden forskel, således bevirke, at handelen med importerede varer stilles ringere end handelen med indenlandske varer, hvorfor foranstaltningen skal have en beskyttende virkning over for indenlandske varer. Denne konkrete måde at anskue problemet på viser, at det afgørende for Domstolen er den
Til støtte for sin påstand har Kommissionen i det væsendige henvist til Domstolens dom i sag
Efter min opfattelse er henvisningen til sagen Sag
Hvad angår de af Kommissionen fremlagte skrivelser, bemærker jeg følgende: De vedrører kun varer i
Det, der er blevet fremført, og som Domstolen skal tage stilling på grundlag af, er i virkeligheden ret indholdsløst. Lad mig udtrykke det mere præcist. Jeg siger ikke, at bekendtgørelsen hverken har medført eller vil kunne medføre nogen hindringer for samhandelen. Jeg siger blot, at Kommissionen, som sagen foreligger oplyst, ikke på nogen måde har godtgjort, at der som hævdet sker en overvæltning af byrderne ved bekendtgørelsen, således at samhandelen rammes, og så meget mindre, at der derved lægges hindringer i vejen for denne.
Jeg mener på denne baggrund, at sagsøgte bør frifindes. Såfremt Domstolen ikke deler min opfattelse, må den undersøge det subsidiært af Det forenede Kongerige fremsatte anbringende.
Den førnævnte sag 12C/78, Rewe-Zentral, præmis 8.
Kommissionen har.anført, at da forbrugerbeskyttelseshensyn kan begrunde en fravigelse af grundsætningen om de frie varebevægelser, må begrebet fortolkes snævert. Vurderingen af dette spørgsmål kan derfor ikke overlades til den enkelte medlemsstat. Kommissionen er af den opfattelse, at forbrugerbeskyttelseshensyn kun kan begrunde foranstaltninger, der har til formål at undgå, at der sker en vildledning af forbrugerne. Kommissionen henviser i denne forbindelse til Det økonomiske og sociale Udvalgs udtalelse om et forslag til et direktiv om oprindelsesmærkning af visse tekstil- og beklædningsvarer, hvori der gives udtryk for den opfattelse, at en sådan mærkning ikke opfylder et virkeligt forbrugerbehov Udtalelse offentliggjort i
Den førnævnte sag 120/78, præmis 8, min understregning.
Da det drejer sig om en fravigelse af grundsætningen om de frie varebevægelser, har Domstolen fastslået, at lovligheden af konkrete tilfælde af en sådan fravigelse kan prøves ved Domstolen. Domstolen udtalte således i dommen i sag 113/80, at påbudet om at forsyne de i sagen omhandlede varer med betegnelsen Den førnævnte sag 113/80, præmis 16, min understregning.
Sag
Som generaladvokat Capotorti udtrykte det i sit forslag til afgørelse i sagen Den førnævnte sag 1 13/80, forslag til afgørelse, s. 1646.
Kriteriet om det typiske produkt, der er kendetegnet ved sin oprindelse, udviser efter min opfattelse den høje grad af formodning for en foranstaltnings berettigelse, der er nødvendig for at kunne begrunde, at der af forbrugerbeskyttelseshensyn sker en fravigelse af den nævnte grundsætning. Når henses til dens overordentlig brede anvendelsesområde, opfylder bekendtgørelsen imidlertid ikke dette kriterium. Til illustration heraf, og der kan anføres mange andre ekspempler på noget sådant, kan det nævnes, at varegruppen
Da det drejer sig om en bestemmelse med så omfattende en rækkevidde, kan den retlige forpligtelse til på varer at angive disses britiske oprindelse eller oprindelse i andre medlemsstater, uanset at de ikke nødvendigvis har de ovenfor anførte kendetegn, ikke anses for tilstrækkeligt begrundet i forbrugerbeskyttelseshensyn. Hertil kommer, at den blandede oprindelse af en række af de omhandlede varer kan medføre, at oprindelsesmærkningen bliver meningsløs eller endog vildledende for dem, man ønsker at beskytte. Jeg tvivler således på, at en foranstaltning med så uberegnelige virkninger kan betragtes som nødvendig for en sådan beskyttelse.
Såfremt Domstolen finder, at bekendtgørelsen er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, bør der derfor ikke gives Det forenede Kongerige medhold i, hvad det har anført til støtte for, at bekendtgørelsen er berettiget.
principalt, at Det forenede Kongerige frifindes i den af Kommissionen anlagte traktatbrudssag rettet imod opretholdelsen i Det forenede Kongerige af en bekendtgørelse, hvorefter de britiske detailhandlere er forpligtet til at angive oprindelsen af de varer, de handler med; subsidiært, for det tilfælde at Domstolen finder, at dette påbud udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med traktatens artikel 30, at der ikke gives Det forenede Kongeriges regering medhold i, hvad den har anført til støtte for, at dette påbud er tilstrækkeligt begrundet i forbrugerbeskyttelseshensyn.