Med hensyn til interventionspriser henvises der i Rådets forordninger om mælk og mejeriprodukter helt klart til italiensk lovgivning om oprindelsesbetegnelse. Det gælder navnlig artikel 5, stk. 2, i grundforordningen, dys. forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter

EFT 1968 I, s. 169.

Baggrunden for, at der for Italiens vedkommende anerkendes bestemte ostesorter (Grana Padano og Parmigiano Reggiano) som interventionsberettigede følgeprodukter, ved siden af smør og skummetmælkspulver, er den lavere produktion af sidstnævnte produkter i Italien, hvorfor man har fundet det nødvendigt for dette land at tilføje et repræsentativt produkt, der udelukkende fremstilles af mælk, og som produceres i bestemte områder i Italien

Artikel 2, stk. 1, litra b), forste led, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1107/68 af 27. juli 1968 om gennemførelsesbestemmelser angående interventioner på markederne for ostene Grana Padano og Parmigiano Reggiano bestemmer, at medlemsstaten træffer alle nodvendigc foranstaltninger for at sikre, at ostene udelukkende af produktionsvirksomhederne fremstilles af mælk fra disses normale forsyningsområde. Ifolgc Kommissionens ubestridte udsagn henvises der herved til det i ovenstående fodnote citerede Decreto del Presidente della Repubblica nr. 1269 af 30. oktober 1955, hvori der findes en oversigt over de områder, hvor Grana Padano mł fremstilles; i samme dekret fastsættes ligeledes et kvalitetskriterium for den anvendte mælk (mælk fra kocr, hvis grundfodcr bestar af friskt eller konserveret foder, og som malkes to gange om dagen; efter at mælken er faldet til ro, fjernes floden delvis manuelt). Det kan af eksistensen af denne bestemmelse om den anvendte mælk og af definitionen på oprindelsesbetegnelser (denominazioni di origine) i dekretets artikel 1 henholdsvis pi typebetegnelser i artikel 2 (denominazioni tipiche), hvorefter den eneste forskel bestir i den indflydelse, som produktionsområderne (le zone di produzione) ma antages at have pa kravene til oprindelsesbetegnelserne, udledes, at den anvendte mælk faktisk skal hidrorc fra de opregnede omrader. Dette resultat bekræftes af definitionerne pa denominazioni di origine og denominazioni tipiche i artikel 2 i den i ovennævnte fodnote nævnte lov nr. 125, hvori det bestemmes, at de pågældende ostesorters særlige karakteristika, for sa vidt angår oprindelsesbetegnelserne, fortrinsvis bestemmes pi grundlag af produktionsområdets særlige beskaffenhed, og for sa vidt angår typebetegnelserne, på grundlag af den anvendte produktionsteknik.

For så vidt angår Kommissionens forordninger, kan man konstatere en udvikling. I de årlige restitutionsfastsættelsesforordninger til og med 1979

De seneste to er Kommissionens forordning (EØF) nr. 1654/78 af 14. juli 1978 om fastsættelse af restitutioner for mælk og mejeriprodukter, der udføres i uændret stand, EFT 1978 L 192, s. 5, og den tilsvarende forordning nr. 2033/79 af 18. september 1979, EFT 1979 L 235, s. 5.

Under den mundtlige forhandling har Kommissionen givet en handelspolitisk begrundelse herfor. I løbet af 1979 havde Kommissionen nemlig konstateret, at belgiske producenter fremstillede en ost af den omtvistede type og udførte den til USA. Da produktionen af denne (belgiske) ost ikke var omfattet af forpligtelsen til at anvende mælk fra et bestemt (italiensk) område, kunne producenterne fremstille osten billigere og underbyde de italienske produkter på det amerikanske marked, hvilket skabte utilfredshed hos de amerikanske handelspartnere. For at bevare det gode forhold til USA og dog yderligere støtte mælkeproduktionen i Italien via restitutioner

Via interventioner ydes der rent faktisk ikke nogen stolte, jfr. ovenfor under punkt 4.

Kommissionen gennemførte denne politiske beslutning ved i restitutionsfastsættelsesforordningen at indsætte ordet Padano i beskrivelsen af pos. 04.04 E I ex a) 1.

Den danske regering argumenterer som følger for sit standpunkt. Hverken i bestemmelserne vedrørende restitutioner i grundforordning (EØF) nr. 804/68, i Rådets forordning (EØF) nr. 876/68 om fastsættelse af de almindelige regler for restitutioner, eller i betragtningerne til eller selve bestemmelserne i Kommissionens restitutionsfastsættelsesforordninger forekommer betegnelsen Grana Padano og da slet ikke ordene har krav på oprindelsesbetegnelsen. Det forholder sig klart anderledes, for så vidt angår interventionsordningen, hvor utvetydige forskrifter tydeligt og med angivelse af formålet indfører en fortrinsstilling for Grana Padano, som har krav på oprindelsesbetegnelsen. Det skulle af denne modsætning fremgå, at ikke blot Rådet, men også Kommissionen, i det mindste i begyndelsen, for så vidt angår restitutioner, ikke ville indføre nogen fortrinsstilling for Grana Padano med oprindelsesbetegnelse. Dette bekræftes ifølge den danske regering af det forhold, at Kommissionen først med virkning fra 1. januar 1980 tilføjede ordet Padano — og da tilmed uden tilføjelse af ordene som har krav på oprindelsesbetegnelsen — i bilaget til forordningerne om fastsættelse af restitutioner

Til støtte for sin modsætningsslutning har Danmark henvist til Prosciutto di Parma og Prosciutto di San Daniele, to skinketyper, der i Italien er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, og for hvilke der består en særlis restitutionsordning i henhold til Kommissionens udtrykkelige retsanordnende bestemmelser og ikke alene på grundlag af forskellige toldpositioner i et bilag (jfr. Kommissionens forordning (EØF) nr. 3037/87 af 9. oktober 1987 om fastsættelse af eksportrestitutioner inden for svinekødssektoren, EFT 1987 L 288, s. 13). Denne sammenligning har imidlertid ikke megen værdi, da der for disse produkter kun gælder en restitutionsordning, men derimod ikke en interventionsordning.

Denne modsætningsslutning forekommer mig ikke særlig overbevisende. Man kan, efter min mening, ikke af det forhold, at man nu i restitutionsordningen for mælk og mejeriprodukter begynder at henvise til Grana Padano med oprindelsesbetegnelse, drage nogen konklusioner af den ene eller den anden art. Rådets forordninger indeholder helt klart ikke en sådan henvisning i forbindelse med restitutioner. Betyder det imidlertid, at Kommissionen, som det senere skete, ikke — i analogi med interventionsreglerne — kunne overføre henvisningen til restitutionsordningen Da Rådet ikke i sine forordninger udtrykkeligt udelukker en sådan analog anvendelse, mener jeg, at deri må være omfattet af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser. Det skal imidlertid afgøres, om Kommissionen ved at handle således ikke har tilsidesat en eller flere af de ufravigelige bestemmelser i Traktaten eller i grundforordning (EØF) nr. 804/68. Det anser jeg for det egentlige problem, som jeg nu skal behandle.

Det er et tungtvejende argument, så meget mere som det er af en sådan art, såfremt det anerkendes generelt — dvs. såfremt sondringen mellem Grana-oste må antages at være i strid med det generelle lighedsprincip (nedenfor under punkt 13) — at der kan rejses tvivl om hele ordningen, herunder interventionsordningen, en konsekvens, som heller ikke den danske regering ville (eller kunne) drage

Som den danske regering selv liar anfört i stævningen, spiller det maske her en rolle, at Danmark inden for mejerisektoren for en bestemt type smor (lurmærket) har en interventionsordning, der stöttes på en national kvalitets- og godkendelsesordning.

Kommissionen henviser faktisk i sin argumentation til de italienske bestemmelser om kvalitet og oprindelsesbetegnelse for italiensk Grana Padano, der allerede eksisterede forud for EØF-Traktaten. Som allerede anført (ovenfor under punkt 5), stammer de italienske producenters forpligtelse til kun at anvende mælk fra bestemte italienske områder ved fremstillingen af denne ost fra italienske bestemmelser fra 1955. Denne forpligtelse medfører faktisk en forskel i produktionsomkostningerne — ifølge en uanfægtet oplysning fra Kommissionen skulle ekstraomkostningerne andrage 4-6 ECU pr. 100 kg ost — hvorfor Kommissionen må fastslå, at Grana Padano med italiensk oprindelsesbetegnelse er et særligt produkt, og at osten derfor, på trods af artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 804/68, som andre varer må have en anden og mere fordelagtig behandling, for så vidt angår eksportrestitutioner.

Da der ikke findes fællesskabsregler vedrørende kvalitetskrav og /eller oprindelsesbetegnelser for ost

Trods det forberedende værk, som blev udarbejdet for Kommissionen (Eugen Ulmer, Das Recht des unlauteren Wettbewerbs in den Mitgliedstaaten der Europäischen Wirtschaftsgemeinschaft, Band I: Vergleichende Darstellung mit Vorschlägen zur Rechtsangleichung (1965), Gutachten erstattet im Auftrag der Kommission der Europäischen Wirtschaftsgemeinschaft vom Institut für ausländisches und internationales Patent-, Urheber- und Markenrecht der Universität München, navnlig nr. 432), har der ikke på området for oprindelsesbetegnelser m. m. fundet nogen harmonisering sted (jfr skriftlig forespørgsel nr. 250/86, EFT 1986 C 290, s. 36). Retssystemet i visse medlemsstater anerkender begrebet oprindelsesbetegnelse, i andre medlemsstater i mindre omfang eller slet ikke; jeg skal her henvise til: Jean-Pierre Cochet, La notion d'appellation d'origine en droit communautaire, 1985, og Klaus-Jürgen Kraatz, Der Schutz geographischer Weinbezeichnungen im Recht der Europäischen Gemeinschaften, 1980.

under denne synsvinkel kan de forskellige led i en fælles ordning af markederne, såsom bl. a. beskyttelsesforanstaltninger, tilskud og støtte, kun varieres regionalt eller efter andre produktions- eller forbrugsvilkår på grundlag af objektive kriterier, som sikrer en rimelig fordeling af fordele og ulemper mellem de heraf berørte, uden sondring mellem de forskellige medlemsstaters landområder

Domme af 13. juli 1978, 8/78, Milac, Sml. s. 1721, præmis 18, 2. afsnit, 13. december 1984, 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, præmis 28, og 20. september 1988, 203/86, Spanien mod Rådet, Sml. s. 4563, præmis 25.

Man kan rejse det spørgsmål, om det dengang — mange år efter indførelsen af den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter og efter tiltrædelsen af nye medlemsstater, der måske også har områder, hvor mælk og ost fremstilles under tilsvarende forhold — var i overensstemmelse med lighedsprincippet at opretholde en fortrinsbehandling, der beror på én medlemsstats nationale lovgivning vedrørende oprindelsesbetegnelse for bestemte ostesorter, uden at der gives tilsvarende muligheder for produkter fra andre områder inden for Fællesskabet, der måske har tilsvarende produktions- eller forbrugsvilkår. Jeg er så meget mere i tvivl, nu da dommen i en dom for nylig har understreget, at de vide skønsbeføjelser, der i henhold til en tidligere dom tillægges fællesskabsinstitutionerne med henblik på gennemførelse af Fællesskabets landbrugspolitik, begrænses, efterhånden som markedet integreres

Dom af 2. februar 1988, 61/86, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 431, præmis 14.