EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 3.9.2025
COM(2025) 356 final
2025/0191(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af partnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked, Den Argentinske Republik, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Paraguay og Den Østlige Republik Uruguay på den anden side
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Vedlagte forslag udgør det retlige instrument for bemyndigelsen til undertegnelse og midlertidig anvendelse af partnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked, Den Argentinske Republik, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Paraguay og Den Østlige Republik Uruguay på den anden side (i det følgende benævnt "partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur").
Relationerne mellem Den Europæiske Union ("EU") og Mercosur er på nuværende tidspunkt baseret på den mellemregionale rammeaftale om samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Det Sydamerikanske Fællesmarked og dets deltagerstater, der blev undertegnet i Madrid den 15. december 1995.
Den 13. september 1999 bemyndigede Rådet for Den Europæiske Union Europa-Kommissionen til at indlede forhandlinger med Mercosur og vedtog forhandlingsdirektiver. Forhandlingerne blev ført i samråd med Rådets Gruppe vedrørende Latinamerika og Caribien. Handelspolitikudvalget blev hørt om de handelsrelaterede dele af aftalen.
Forhandlingerne varede mere end 25 år. Forhandlingerne om de handelsrelaterede dele blev oprindeligt afsluttet i juni 2019 og forhandlingerne om den politiske del og samarbejdsdelen i juni 2020. I 2023 og 2024 forhandlede EU og Mercosur om yderligere elementer, navnlig bilaget til kapitlet om handel og bæredygtig udvikling, herunder styrkede forpligtelser vedrørende skovrydning samt bestemmelser, der giver Mercosur større fleksibilitet med hensyn til visse industripolitiske forpligtelser (f.eks. offentlige udbud). EU og Mercosur afsluttede forhandlingerne om partnerskabsaftalen den 6. december 2024 i Montevideo, Uruguay.
Resultatet er en ambitiøs aftale, der rækker langt ud over rammeaftalen fra 1995, og som er en reaktion på nutidens globale udfordringer. Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur vil styrke de strategiske politiske og økonomiske bånd mellem ligesindede og pålidelige partnere, og er baseret på fælles universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder. Det er en moderne aftale, der bygger på åben og regelbaseret handel, bekæmpelse af protektionisme og fremme af bæredygtig udvikling. Den vil åbne mulighed for store gensidige gevinster gennem et styrket samarbejde. Den vil være et vigtigt skridt i retning af at styrke båndene mellem frivillige partnere og styrke Den Europæiske Unions rolle i Sydamerika.
De forhandlede tekster til de politiske og samarbejdsmæssige dele af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur blev sendt til Rådets Gruppe vedrørende Latinamerika i april 2025. De forhandlede tekster vedrørende de handelsrelaterede dele af udkastet til aftalen blev offentliggjort af Kommissionen i august 2019 og december 2024.
Det forhandlede resultat består af to retlige instrumenter:
1.Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur, der omfatter a) den politiske sølje og samarbejdssøjlen og b) handels- og investeringssøjlen, samt
2.interimsaftalen om handel, der omfatter liberalisering af handel og investeringer.
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur og interimsaftalen om handel bør undertegnes samtidig. Begge aftaler træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, hvor parterne skriftligt har underrettet hinanden om afslutningen af deres respektive interne procedurer, der er nødvendige til dette formål. Interimsaftalen om handel udløber og erstattes af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur, når sidstnævnte træder i kraft, efter at alle parter har ratificeret den.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur udgør en omfattende retlig ramme for relationerne mellem EU og Mercosur og erstatter den nuværende mellemregionale rammeaftale om samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Det Sydamerikanske Fællesmarked og dets deltagerstater, der blev undertegnet i Madrid den 15. december 1995.
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur er i fuld overensstemmelse med EU's overordnede vision for partnerskabet med Latinamerika og Caribien som skitseret i den fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union om en ny dagsorden for forbindelserne mellem EU og Latinamerika og Caribien, der blev vedtaget den 7. juni 2023. EU's tilstedeværelse i Latinamerika og Caribien i fire regioner i den yderste periferi (Fransk Guyana, Guadeloupe, Martinique og Saint Martin) samt oversøiske lande og territorier er et aktiv for dette partnerskab.
Desuden er handels- og investeringsdelen af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur i overensstemmelse med strategien "Gennemgang af handelspolitikken — en åben, bæredygtig og determineret handelspolitik" fra februar 2021, idet den forankrer handels- og investeringspolitikken i europæiske og universelle standarder og værdier sammen med centrale økonomiske interesser og lægger større vægt på bæredygtig udvikling, menneskerettigheder, skatteunddragelse, forbrugerbeskyttelse og ansvarlig og retfærdig handel.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur er fuldt ud i overensstemmelse med Den Europæiske Unions politikker og indebærer ikke noget krav om, at EU ændrer sine regler, forskrifter og standarder på noget reguleret område, f.eks. tekniske regler og produktstandarder, sundheds- eller plantesundhedsregler, forordninger om fødevarer og sikkerhed, sundheds- og sikkerhedsstandarder, regler om genetisk modificerede organismer, miljøbeskyttelse eller forbrugerbeskyttelse.
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur indeholder også et kapitel om handel og bæredygtig udvikling, som knytter aftalen sammen med overordnede målsætninger for bæredygtig udvikling og specifikke målsætninger på områderne arbejdsmarked, miljø og klimaændringer.
Desuden beskytter partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur offentlige tjenesteydelser og sikrer til fulde, at regeringernes ret til at regulere i almenhedens interesse bevares fuldt ud og udgør et grundlæggende princip i aftalen.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur dækker områder, der falder ind under den fælles handelspolitik, transport, udviklingssamarbejde og økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande. Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør derfor være artikel 91, artikel 100, stk. 2, første afsnit, artikel 207, stk. 4), artikel 209, stk. 2 og artikel 212 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
I henhold til artikel 218, stk. 5, i TEUF vedtager Rådet en afgørelse om bemyndigelse til undertegnelse af aftalen samt eventuelt om midlertidig anvendelse heraf inden ikrafttrædelsen.
I henhold til artikel 218, stk. 8, i TEUF træffer Rådet afgørelse om undertegnelse med kvalificeret flertal undtagen under de omstændigheder, der er anført i artikel 218, stk. 8, andet afsnit, i TEUF, hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed. Da aftalens vigtigste komponenter er handelspolitik, transport og udvikling samt økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande, er afstemningsreglen i dette særlige tilfælde derfor kvalificeret flertal.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Den 13. september 1999 bemyndigede Rådet Europa-Kommissionen til at forhandle med Mercosur. Foranstaltninger på EU-plan blev derfor anset for at være mere effektive end foranstaltninger på nationalt plan.
De dele af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur, der henhører under EU's kompetence, som deles med medlemsstaterne, omfatter politikområder og -elementer, der egner sig til eksterne foranstaltninger på EU-plan. På de politikområder, hvor der er truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-plan, er Unionens eksterne udøvelse af den pågældende kompetence uundgåelig (artikel 3, stk. 2, i TEUF). For at opnå et meningsfuldt samarbejde og for at stå i en stærkere forhandlingsposition over for Mercosur er det desuden blevet vurderet, at foranstaltninger på EU-plan var at foretrække frem for foranstaltninger i de enkelte medlemsstater. Foranstaltninger på EU-plan blev derfor anset for at være mere effektive end foranstaltninger på nationalt plan.
For så vidt angår handels- og investeringsdelen af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur hører den fælles handelspolitik i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i TEUF under Unionens enekompetence.
•Proportionalitetsprincippet
Dette initiativ forfølger direkte målene for Unionens optræden udadtil og bidrager til den politiske prioritet om "EU som en stærkere global aktør". Det stemmer overens med retningslinjerne for EU's globale strategi, navnlig med hensyn til at samarbejde med andre lande og forny dets eksterne partnerskaber på en ansvarlig måde for at opfylde EU's eksterne målsætninger. Det bidrager til EU's handels- og udviklingsmål. Forslaget er i overensstemmelse med EU's grønne pagt.
Forhandlingerne om partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur blev gennemført i overensstemmelse med Rådets forhandlingsdirektiver. Resultatet af forhandlingerne går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå de politiske mål, der er fastsat i forhandlingsdirektiverne.
•Valg af instrument
Forslaget til Rådets afgørelse er indgivet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 5, i TEUF, der fastsætter, at Rådet vedtager en afgørelse om bemyndigelse til undertegnelse og midlertidig anvendelse af aftalen. Der findes ingen andre retlige instrumenter, der kan anvendes til at nå det mål, der er omhandlet i forslaget.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interessenter
Under forhandlingerne med Mercosur blev der bestilt en bæredygtighedsvurdering fra en ekstern kontrahent for at undersøge de mulige økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger af aftalens handelsdel. Bæredygtighedsvurderingen indgik i forhandlingerne og dannede grundlag for information til forhandlerne og Kommissionens tjenestegrene. Den endelige rapport blev offentliggjort den 29. marts 2021.
Under udarbejdelsen af bæredygtighedsvurderingen hørte kontrahenten i vid udstrækning interne og eksterne eksperter, organiserede offentlige høringer og workshopper, gennemførte onlinespørgeskemaer og afholdt bilaterale møder og interviews med civilsamfundet i både EU og Mercosur. Disse høringer udgjorde en værdifuld og effektiv platform for inddragelse af centrale interessenter og civilsamfundet, som deltog i et betydeligt omfang.
Forhandlingerne blev ført i samråd med Rådets Gruppe vedrørende Latinamerika og Caribien for så vidt angår de politiske og samarbejdsmæssige aspekter af denne aftale og i samråd med Handelspolitikudvalget for så vidt angår handelsaspekterne af denne aftale som det særlige udvalg, der er nedsat af Rådet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 4, i TEUF. Europa-Parlamentet blev også regelmæssigt underrettet gennem Udenrigsudvalget, Udvalget om International Handel og EU-Mercosur-overvågningsgruppen. De tekster, der blev udarbejdet under forhandlingerne, blev rundsendt til begge institutioner under hele forløbet. Kommissionen organiserede også en række møder og kontakter med civilsamfundet (civilsamfundsdialoger) for at drøfte fremskridt og forhandlingspositioner under hele forhandlingsforløbet.
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Bæredygtighedsvurderingen til støtte for forhandlingerne om associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Mercosur blev udført af den eksterne kontrahent London School of Economics Enterprise. Den omfatter en undersøgelse af handelsaftalens mulige økonomiske, sociale, menneskerettighedsmæssige og miljømæssige virkninger.
"Den økonomiske vurdering af resultatet af forhandlingerne" blev foretaget af Kommissionens tjenestegrene efter afslutningen af forhandlingerne og afspejlede resultatet heraf.
•Konsekvensanalyse
Bæredygtighedsvurderingen består af to komplementære komponenter. For det første en grundig analyse af de økonomiske, sociale, menneskerettighedsmæssige og miljømæssige virkninger, som den handelsaftale, der er under forhandling, kan have i EU, Mercosur-landene og andre relevante lande. For det andet en omfattende høringsproces, der inddrager interessenter i både EU og Mercosur-landene, og som giver mulighed for indsamling og udveksling af oplysninger, høring og formidling af resultaterne. Bæredygtighedsvurderingen giver værdifuldt input til udformningen af mulige ledsageforanstaltninger og afhjælpende foranstaltninger, herunder via forslag i undersøgelsen.
Rapporten anvender den dynamiske udgave af GTAP-modellen til at undersøge virkningerne af to scenarier, et konservativt og et mere ambitiøst, med hensyn til resultatet af forhandlingerne vedrørende begge parters nedbringelser af toldmæssige og ikketoldmæssige foranstaltninger. I det konservative scenario stiger BNP i EU med 10,9 milliarder EUR (0,1 %) og i Mercosur med 7,4 milliarder EUR (0,3 %) senest i 2032 sammenlignet med referencescenariet for modellerne uden frihandelsaftalen. I det ambitiøse scenario stiger BNP i EU med 15 milliarder EUR og i Mercosur med 11,4 milliarder EUR.
Den økonomiske vurdering af resultatet af forhandlingerne omfatter en vurdering af de økonomiske konsekvenser af det faktiske forhandlingsresultat. Den er ikke baseret på antagelser om det forventede resultat af aftalen, i modsætning til bæredygtighedsvurderingen. Sidstnævnte vurderede virkningen af to scenarier — et konservativt og et ambitiøst — med hensyn til resultatet af forhandlingerne for så vidt angår nedbringelse af handelshindringer gennem toldmæssige og ikketoldmæssige foranstaltninger. I førstnævnte anslås den økonomiske virkning på grundlag af de faktiske indrømmelser vedrørende toldmæssige og ikketoldmæssige foranstaltninger. Den tager også hensyn til, at Det Forenede Kongerige ikke længere er medlem af EU. Dette forklarer forskellen i den anslåede virkning af aftalen i den økonomiske vurdering af resultatet af forhandlingerne sammenlignet med bæredygtighedsvurderingen. Desuden ajourføres den økonomiske analyse for at medtage den seneste udvikling i EU's handelspolitik.
•Målrettet regulering og forenkling (Refit)
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur er ikke omfattet af Refitprocedurer. Den indeholder ikke desto mindre en ramme for forenklede handels- og investeringsprocedurer og reducerede omkostninger ved eksport og investeringer og vil derfor øge handels- og investeringsmulighederne for små og mellemstore virksomheder på begge markeder.
Blandt de forventede fordele er øget gennemsigtighed, mindre byrdefulde tekniske forskrifter, overensstemmelseskrav, toldprocedurer og oprindelsesregler, øget beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og geografiske betegnelser, bedre adgang til offentlige udbudsprocedurer samt et særligt kapitel, der skal hjælpe SMV'er med at udnytte fordelene ved aftalen.
•Grundlæggende rettigheder
Forslaget berører ikke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i Unionen. Parterne samarbejder derimod om at fremme og beskytte menneskerettighederne, herunder for så vidt angår ratificeringen og gennemførelsen af internationale menneskerettighedsinstrumenter, og om at styrke de demokratiske principper og retsstatsprincippet, fremme ligestilling mellem kønnene og bekæmpe alle former for forskelsbehandling uanset årsag.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Aftalens handelsdel vil få økonomisk indvirkning på indtægtssiden i EU's budget. Den vil føre til et anslået tab af told på 330 mio. EUR på tidspunktet for aftalens ikrafttræden. Når interimsaftalen om handel er fuldt ud gennemført i EU (efter 15 år at regne fra ikrafttrædelsen), anslås det årlige tab af told at nå op på 1 mia. EUR. Dette skøn er baseret på en prognose for udviklingen i handelen for de næste 15 år uden en aftale. Der forventes indirekte positive virkninger i form af øgede ressourcer knyttet til merværdiafgift og bruttonationalindkomst.
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur indeholder institutionelle bestemmelser om oprettelse af fælles organer til løbende at overvåge dens gennemførelse, anvendelse og virkninger.
Den institutionelle struktur i partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur består af et fælles råd, et blandet udvalg samt en række underudvalg og andre organer. Det fælles råd fører tilsyn med opfyldelsen af målsætningerne i denne aftale og dens gennemførelse. Det blandede udvalg bistår det fælles råd i udførelsen af dets opgaver og overvåger arbejdet i alle underudvalg og andre organer, der er nedsat i henhold til partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur.
Når handels- og investeringsspørgsmål drøftes, mødes det fælles råd og det blandede udvalg i deres handelssammensætning. De institutionelle bestemmelser i handels- og investeringsdelen af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur fastlægger specifikke funktioner og opgaver for det fælles råd og det blandede udvalg i deres handelssammensætninger.
Ved aftalen nedsættes der et underudvalg for internationalt samarbejde og udvikling og en række handels- og investeringsrelaterede underudvalg. Det fælles råd eller det blandede udvalg kan nedsætte yderligere underudvalg eller andre organer til at behandle specifikke opgaver eller emner.
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur omfatter også en høringsmekanisme for civilsamfundet, der udvides til at omfatte hele aftalen, så civilsamfundet på begge sider kan blive hørt om alle aftalens bestemmelser.
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur skaber en sammenhængende, omfattende og ajourført juridisk bindende ramme for EU's forbindelser med Mercosur. Den etablerer et stærkt partnerskab, styrker den politiske dialog og uddyber og fremmer samarbejdet om spørgsmål af fælles interesse. Samtidig vil partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur fremme handel og investeringer ved at bidrage til at udvide og diversificere de økonomiske og handelsmæssige forbindelser.
Partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur er opdelt i fire dele. Del I (Generelle principper og institutionel ramme) skitserer de generelle principper og målsætninger for aftalen og fastlægger dens institutionelle ramme som beskrevet ovenfor.
Aftalens væsentlige elementer er: respekt for de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne samt klausulen om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og løftet om at forblive i god tro som part i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og Parisaftalen.
I del II (Politisk dialog og samarbejde) forpligter EU og Mercosur sig til at uddybe dialogen og samarbejde på følgende områder:
·demokratiske principper, menneskerettigheder samt retsstatsprincippet og international fred og sikkerhed
·retfærdighed, frihed og sikkerhed
·bæredygtig udvikling
·socialt, økonomisk og kulturelt partnerskab.
Aftalen lægger vægt på en lang række vigtige spørgsmål, herunder miljøbeskyttelse, klimaændringer, bæredygtig energi, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og kvinders rettigheder, ansvarlig forretningsskik, arbejdstagerrettigheder og katastroferisikoreduktion. Bestemmelserne i del II vil muliggøre en mere koordineret og samlet indsats på nye områder som folkesundhed, modernisering af staten, forvaltning af migrationsstrømme, ikkespredning af masseødelæggelsesvåben, hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og cyberkriminalitet.
Dette vil udmønte sig i et stærkere partnerskab på globalt plan, f.eks. vedrørende 2030-dagsordenen, indsatsen mod klimaændringer og spørgsmål om global demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder, international migration, fred og sikkerhed.
Del II indeholder også bestemmelser, der skal uddybe dialogen om internationalt samarbejde og udvikling samt lette gennemførelsen af denne aftale. Aftalen indeholder en samarbejdsprotokol, hvori parterne forpligter sig til et samarbejdspartnerskab, der vil bidrage til fred og velstand, baseret på respekt, tillid og fælles værdier og interesser, og til i fællesskab at tackle udfordringer og udnytte de muligheder, der opstår som følge af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur.
Del III (Handel og handelsanliggender) skaber en sammenhængende, omfattende og ajourført juridisk bindende ramme for EU's handelsforbindelser med Mercosur. Den vil fremme handel og investeringer ved at bidrage til at udvide og diversificere de økonomiske og handelsmæssige forbindelser.
Med denne aftale sigter EU mod at skabe de bedst mulige betingelser for sine erhvervsdrivende på Mercosurs marked. Aftalen går videre end de eksisterende WTO-forpligtelser på mange områder såsom handel med varer, tjenesteydelser, offentlige udbud, ikketoldmæssige hindringer og beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder geografiske betegnelser. På alle disse områder indgik Mercosur-landene afgørende nye forpligtelser i forhold til WTO-vilkårene. Aftalen indeholder også avancerede bestemmelser om handel og bæredygtig udvikling, herunder et stærkt tilsagn vedrørende skovrydning.
Aftalen opfylder kriterierne i artikel XXIV i GATT (om afskaffelse af told og andre restriktive bestemmelser vedrørende praktisk taget al handel med varer mellem parterne), samt i artikel V i GATS, som indeholder bestemmelser om tilsvarende kriterier med hensyn til tjenesteydelser.
I overensstemmelse med de målsætninger, der er fastsat i forhandlingsdirektiverne, vil del III af partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur omfatte:
1.Fuldstændig fjernelse over tid af told på 91 % af de varer, som EU-virksomheder eksporterer til Mercosur. Dette vil spare over 4 mia. EUR om året i told. Mercosur-landene vil f.eks. fjerne høje toldsatser på industriprodukter såsom biler (35 %), bildele (14-18 %), maskiner (14-20 %), kemikalier (op til 18 %), beklædning (op til 35 %), lægemidler (op til 14 %), lædersko (op til 35 %) eller tekstiler (op til 35 %). Aftalen vil også gradvist fjerne tolden på EU's eksport af føde- og drikkevarer såsom vin (27 %), chokolade (20 %), spiritus (20-35 %), kiks og småkager (16-18 %), ferskner på dåse (55 %) eller læskedrikke (20-35 %). Aftalen vil også give EU's mejeriprodukter toldfri markedsadgang underlagt kvoter (nuværende toldsats: 28 %), navnlig for ost.
2.En afbalanceret markedsåbning fra EU's side, da aftalen vil fjerne importtolden på 92 % af Mercosurs varer, der eksporteres til EU. Følsomme landbrugsprodukter såsom oksekød, sukker eller fjerkræ indrømmes kun præferencebehandling i begrænsede mængder via omhyggeligt tilpassede toldkontingenter.
3.For Argentina, Uruguay og Paraguay afskaffes eksportafgifterne på råmaterialer og industrivarer helt eller delvist i aftalen. Aftalen omfatter også en nedsættelse af eksportafgifterne på landbrugsprodukter (Argentina) eller en fjernelse heraf (Uruguay, Paraguay og Brasilien). For industrivarer har Brasilien bundet vigtige råstoffer, der er nødvendige for EU's økonomiske diversificering (nikkel, kobber, aluminium, stålråmaterialer, stål, titan), til en nulsats. Brasilien har bevaret sit politiske råderum til at indføre eksportafgifter på visse råmaterialer; i sådanne tilfælde har EU opnået præferencer på mindst 50 % for eksportafgifter, som Brasilien indfører i fremtiden, og et loft på 25 %.
4.En solid bilateral beskyttelsesmekanisme, der gør det muligt for EU og Mercosur at indføre midlertidige foranstaltninger for at regulere importen i tilfælde af en uventet og betydelig stigning i importen, som forvolder eller truer med at forvolde alvorlig skade for deres indenlandske industri. Disse beskyttelsesforanstaltninger finder også anvendelse på landbrugsvarer under toldkontingentordningen eller kan begrænses til territoriet i EU's regioner i den yderste periferi, hvor det er relevant.
5.De højeste standarder for fødevaresikkerhed, dyre- og plantesundhed gælder fortsat for alle produkter, uanset om de produceres på hjemmemarkedet eller importeres til EU. Forsigtighedsprincippet finder anvendelse. Aftalen indfører et styrket samarbejdet med myndighederne i partnerlandene og en hurtigere udveksling af oplysninger vedrørende potentielle risici gennem et mere direkte og effektivt informations- og anmeldelsessystem.
6.Et omfattende kapitel om handel og bæredygtig udvikling, som har til formål at sikre, at handel støtter miljøbeskyttelse og social udvikling. Kapitlet omfatter spørgsmål som bæredygtig forvaltning og bevarelse af skove, respekt for arbejdstagerrettigheder og fremme af ansvarlig forretningsskik. Det omfatter også specifikke tvistbilæggelsesbestemmelser og en særlig revisionsmekanisme. Kapitlet indeholder også en udtrykkelig forpligtelse til effektivt at gennemføre Parisaftalen om klimaændringer, som udgør et væsentligt element i partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur i interimsaftalen om handel, hvilket derfor giver mulighed for at suspendere sidstnævnte, hvis en part forlader Parisaftalen eller ophører med at være en part "i god tro". Et bilag til kapitlet om handel og bæredygtig udvikling indeholder parternes forpligtelser vedrørende skovrydning, som går ud på at træffe foranstaltninger til at standse yderligere skovrydning fra 2030. Det er første gang, at parterne i en handelsaftale, der omfatter tvistbilæggelse, påtager sig en individuel retlig forpligtelse til at standse skovrydning. Aftalen giver også civilsamfundet en aktiv rolle med at overvåge gennemførelsen af aftalen, herunder eventuelle miljømæssige problematikker.
7.Nye udbudsmuligheder for EU-tilbudsgivere i Mercosur-lande, som ikke er medlemmer af WTO-aftalen om offentlige udbud. Det er første gang, at Mercosur-landene åbner deres markeder for offentlige udbud. EU-virksomheder vil kunne byde på kontrakter med offentlige myndigheder, såsom centrale ministerier og andre statslige og føderale agenturer, på lige fod med virksomheder fra Mercosur-landene.
8.Fjernelse af tekniske og lovgivningsmæssige handelshindringer for handel med varer, navnlig ved at fremme anvendelsen af førstepartscertificering og konvergens gennem anvendelse af internationale standarder vedtaget af ISO, IEC, ITU og Codex Alimentarius samt af andre internationale standardiseringsorganisationer i overensstemmelse med den fælles definition, som EU og Mercosur er nået til enighed om. Der er enighed om at reducere dobbeltprøvning i elektroniksektoren i lavrisikoområder. Der vil også være et særligt bilag om motorkøretøjer, der fremmer FN/ECE-regulativer og reducerer dobbeltprøvning i sektoren.
9.Et omfattende bilag med detaljerede bestemmelser, der skal lette handelen med vin og spiritus, og som omfatter anerkendelse af vinfremstillingsmetoder, certificering og mærkning i overensstemmelse med EU's mest moderne frihandelsaftaler.
10.Åbning af servicesektorer og lettelse af handelen med tjenesteydelser mellem EU og Mercosur, både gennem lokal etablering og på tværs af grænserne. Aftalen dækker en lang række servicesektorer, herunder erhvervstjenester, finansielle tjenesteydelser, telekommunikation, søtransport (for første gang åbner Mercosur for søtransport i regionen), post- og kurertjenester. Dette omfatter også forpligtelser vedrørende etablering af virksomheder, både inden for servicesektoren og inden for andre sektorer. Det vil sikre lige vilkår mellem EU's tjenesteydere og deres konkurrenter i Mercosur. "Retten til at regulere" i offentlighedens interesse bevares fuldt ud på alle forvaltningsniveauer. Aftalen indeholder også avancerede bestemmelser om erhvervsdrivendes bevægelighed i forbindelse med erhvervsmæssige formål, f.eks. ledere eller specialister, som EU-virksomheder udstationerer til deres datterselskaber i Mercosur-landene. Der er også et væsentligt kapitel om e-handel — et nyt område for Mercosur-partnerne.
11.Et højt niveau for beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder detaljerede bestemmelser om ophavsret, forretningshemmeligheder og håndhævelse, der skal sikre bedre beskyttelse.
12.Et højt beskyttelse- og håndhævelsesniveau for EU's geografiske betegnelser, der kan sammenlignes med EU's, for 344 EU-betegnelser for kvalitetsfødevarer, vin- og spiritusprodukter.
13.Et særligt kapitel om små og mellemstore virksomheder for at sikre, at de fuldt ud drager fordel af de muligheder, som partnerskabsaftalen mellem EU og Mercosur omfatter.
14.Mekanismer til effektiv tvistbilæggelse enten ved nedsættelse af et voldgiftspanel eller med bistand fra en mægler. Kapitlet om tvistbilæggelse indeholder nye bestemmelser, der bygger på WTO-klager, der ikke vedrører overtrædelse — hvis en part mener, at en foranstaltning truffet af den anden part ophæver eller i væsentlig grad forringer fordelene i henhold til aftalen, kan den anmode et panel om at afgøre dette spørgsmål.
Del IV (Afsluttende bestemmelser) omfatter bl.a. en procedure for behandling af tilfælde, hvor en part ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til aftalen, og bestemmelser om aftalens ikrafttræden og ændring heraf.
Aftalen indgås på ubestemt tid og erstatter ved sin ikrafttræden interimsaftalen om handel.
Alle bestemmelser i del I (Generelle principper og institutionel ramme) og IV (Afsluttende bestemmelser) bør foreslås anvendt midlertidigt med undtagelse af bestemmelserne vedrørende samspillet med interimsaftalen om handel. Alle bestemmelser i del II (Politisk dialog og samarbejde) bør også foreslås anvendt midlertidigt, undtagen bestemmelserne vedrørende konsulær beskyttelse og skattespørgsmål.
2025/0191 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af partnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked, Den Argentinske Republik, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Paraguay og Den Østlige Republik Uruguay på den anden side
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1, artikel 100, stk. 2, artikel 207, stk. 4, første afsnit, artikel 209, stk. 2, og artikel 212, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den 13. september 1999 bemyndigede Rådet Europa-Kommissionen til at indlede forhandlinger om en aftale med Det Sydamerikanske Fællesmarked og dets deltagerstater bestående af politiske, samarbejdsmæssige og handelsmæssige dele.
(2)Den 6. december 2024 blev forhandlingerne afsluttet med godt resultat.
(3)Partnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked, Den Argentinske Republik, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Paraguay og Den Østlige Republik Uruguay på den anden side ("aftalen"), bør derfor undertegnes på Unionens vegne med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.
(4)Visse bestemmelser i aftalen anvendes midlertidigt indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden.
(5)I overensstemmelse med aftalens artikel 30.9 opstår der ved aftalen ikke nogen rettigheder eller forpligtelser for personer i Unionen ud over dem, stiftes mellem parterne i henhold til folkeretten —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Der gives herved bemyndigelse til undertegnelsen af partnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Det Sydamerikanske Fællesmarked og Den Argentinske Republik, Den Føderative Republik Brasilien, Republikken Paraguay og Den Østlige Republik Uruguay på den anden side, med forbehold af aftalens indgåelse.
2. Teksten til aftalen er knyttet som bilag til denne afgørelse.
Artikel 2
1. I overensstemmelse med aftalens artikel 30.2 og med forbehold af de deri omhandlede meddelelser anvendes følgende dele af aftalen midlertidigt mellem Unionen og Det Sydamerikanske Fællesmarked ("Mercosur") og/eller en eller flere af de undertegnende Mercosur-stater, indtil aftalen træder i kraft:
–Kapitel 1 — med undtagelse af artikel 1.4, litra d)
–Kapitel 2 — med undtagelse af artikel 2.2, stk. 4, artikel 2.3, stk. 5, og artikel 2.4, stk. 5
–Kapitel 3 — med undtagelse af artikel 3.2, stk. 3-7
–Kapitel 4
–Kapitel 5
–Kapitel 6 — med undtagelse af artikel 6.6 (Konsulær beskyttelse)
–Kapitel 7
–Kapitel 8 — med undtagelse af artikel 8.4 (Skattemæssige bestemmelser)
–Kapitel 30 — med undtagelse af artikel 30.1, stk. 1, artikel 30.4, stk. 2, artikel 30.5, stk. 2, og artikel 30.6, stk. 5.
–Samarbejdsprotokollen om samarbejde, der er knyttet som bilag til denne aftale
2. Den dato, fra hvilken ovennævnte dele af aftalen anvendes midlertidigt, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .