Direktiv af
Direktiv af
Dette direktiv erstattede Rådets direktiv 78/319/EØF af
Det tidligere vedtagne direktiv 78/319 udgjorde et selvstiendigt regelgrundlag og ikke et supplement til den ramme, som direktiv 75/442 udgør.
affald, der er opført på en liste, som senest seks måneder før tidspunktet for nærværende direktivs iværksættelse udarbejdes efter fremgangsmåden i artikel 18 i direktiv 75/442/EØF og på grundlag af bilag I og II til nærværende direktiv; dette affald skal have en eller flere af de egenskaber, der er opregnet i bilag III; ved listens udarbejdelse tages der hensyn til affaldets oprindelse og sammensætning og, når det er relevant, grænseværdierne for koncentration; listen gennemgås med regelmæssige mellemrum og revideres om fornødent efter samme fremgangsmåde al anden form for affald, hvorom en medlemsstat mener, at det udviser en eller flere af de egenskaber, der er opregnet i bilag III; sådanne tilfælde meddeles Kommissionen og gennemgås efter fremgangsmåden i artikel 18 i direktiv 75/442/EØF med henblik på tilpasning af listen.
1 henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 75/442 bistås Kommissionen inden for rammerne af denne procedure af et udvalg, bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, med Kommissionens repræsentant som formand. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyntagen til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse. Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Har Rådet efter udløbet af en frist på tre måneder regnet fra forslagets forelæggeise for Rådet ikke truffet nogen afgøreise, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.
Der nævnes følgende egenskaber i bilag III, som gør affaldet farligt:
Kommissionen anfører i sine skriftlige bemærkninger, at den ikke har modtaget særligt mange meddelelser fra nationale myndigheder om kvalificering af affald som farligt, og at den snart går i gang med den tørste opdatering af listen. Der er dog ikke indkommet en eneste meddelelse fra Italien.
GURI, ordinært tillæg, nr. 33, af
Dekret af
Henvisningen til bilagene G, H og I blev indført med lovdekret nr. 389/97.
Fornasar og hans medtiltalte anfører konkret i deres skriftlige bemærkninger, at der blev rejst straffesag mod tre ansatte i virksomheden Fincantieri, mod den ansvarlige for transportfirmaet og mod to, der var ansvarlige for lossepladsen.
Den nationale ret anforer, at der på Fincantieri's anlæg forefindes forskellige træbehandlingsværksteder, idet der dér bygges skibe; arbejdet gär lige fra fremstilling af plader med benblik på bygning af skibe i bassin til udstyr til den indvendige beklædning; den pågældende virksombed driver aktiviteter inden for skibsbygning, mekanik og hermed beslægtede områder, H.a. udstyr, reparation og ophugning af skibe.
Den forklarer, at MDI er et basisstof til fremstilling af mange syntetiske former for harpiks, der herefter anvendes til fremstilling af automobildele, møbeldele, plasticdele, beklædningsdele og bestanddele af maling osv. Det finder således udbredt anvendelse i virksomheder inden for diverse områder.
Den anfører, at doktrinen og retspraksis i Italien går i retning af, at optagelsen på listen har en bindende karakter med hensyn til klassificering af affald som farligt.
De påberåber sig ¡sær dommen af
Se f.eks. dom af
Se f.eks. dom af
Se ¡sær dom af
Når den græske udgave af direktiv 91/689 angiver artikel 130 R som hjemmel i stedet for den korrekte hjemmel artikel 130 S, skyldes dette tydeligvis en fejl.
Se herom G. Dellis Κοινοτικό Δίκαιο Περιβάλλοντος. Οι ύιαοτάοεις της προστασίας τον περιβάλλοντος στην κοινοτική έννομη τάξη (
Se dom af
For en detaljeret gennemgang af direktivet henvises til Nicolas de Sadeleer, Le droit communautaire et les déchets, Paris, LGDJ et Bruylant, 1995 (671 s.), s. 293 og især s. 296 ff.
Jeg skal her minde om, at Kommissionen i sit forslag (93 C 271/06) til ændring af direktiv 91/689 [KOM(93) 425 endelig udg.,
Det er desuden karakteristisk, at det tidligere gældende direktiv 78/319, som blev vedtaget på grundlag af EF-traktatens artikel 100 og 235 (nu henholdsvis artikel 94 EF og 308 EF), definerede giftigt affald i generelle vendinger. Nærmere bestemt fastsattes det i artikel 1 under punkt d), at der ved
Jeg skal her minde om, at første betragtning til Rådets direktiv 94/31/EF af
Jf. N. de Sadeleer, fodnote 24, s. 307.
Dvs. at traktatens artikel 130 T tillader medlemsstaterne at betegne affald som farligt, når dette bevisligt enten har andre egenskaber, som (efterfølgende eller eksisterende) videnskabelige undersøgelser anser for at være farlige, eller giver ekstra vægt til de allerede fastlagte kriterier, som danner grundlaget for at kunne betegne de egenskaber, der opregnes i bilag III, som farlige, når de forekommer i affald. De kan Leks. anse affald for
Retsgrundlaget for Kommissionens forslag var artikel 100 A, hvorimod Rådet anvendte artikel 130 S som retsgrundlag; jf. forslag til direktiv KOM(88) 391 endelig udg., nævnt ovenfor i fodnote 25.
Se endvidere med hensyn til valget af retsgrundlag (valget mellem artikel 100 A og artikel 130 S) dom af
Se mit forslag til afgørelse, punkt 49, i sag
Angående den generelle problemstilling omkring udformningen af et sådant kerneindhold se f.eks. P. Meyer-Bisch (udg.) Le noyau intangible des droits de l'homme, Editions Universitaires, Fribourg, Schweiz, 1991.
For eksempel: Ved farligt affald forstås affald, som på grund af sin oprindelse, sin sammensætning eller grænseværdierne for Koncentrationen af visse bestanddele udgor en fare for menneskets sundhed eller miljøer. Dette gælder især det affald, der er optaget på fæliesskabslisten over farligt affald.
Denne faktiske omformning af bestemmelserne i den afledte fællesskabsret gennem en anerkendelse af, at der findes en hård kerne i beskyttelsen af de sociale rettigheder, svarer til den sædvanlige retspraksis ved de nationale retter, når de kontrollerer, om lovene overholder forfatningen. De bestemmelser i forfatningen, der beskytter de sociale rettigheder samtidig med, at de i princippet pålægger staterne forpligtelser, skaber ikke noget krav, der kan håndhæves ad rettens vej, og som har praktisk virkning over for statslige myndigheder, som bar undladt at iværksætte en procedure til opfyldelse af disse rettigheder, forstået således, at hvis undladelsen skulle blive kendt ulovlig, ville dette ikke kunne fore til den tilsigtede opfyldelse af rettighederne, for så vidt der ikke findes noget anvendeligt tidligere retsgrundlag; og dommeren kan ikke træde i de kompetente lovgivende eller administrative myndigheders sted. Har myndighederne derimod truffet foranstaltninger til udforelse af bestemmelserne i forfatningen, kan der foretages en egentlig kontrol, og en eventuel ophævelse af disse foranstaltninger kan danne kernen i et regelsystem, som skal respekteres af enhver senere lov- eller regelordning; se mit i fodnote 30 nævnte forslag til afgørelse i Nijhuis-sagen.
Det er her værd at bemærke, at situationen i den foreliggende sag er den modsatte af den, der gav anledning til dom af
Traktatens artikel 130 T, hvorefter bestemmelser i den afledte fællesskabsret ikke er til hinder for, at medlemsstaterne opretholder og indfører strengere foranstaltninger til beskyttelse af miljøet, hindrer ikke under nogen omstændigheder medlemsstaterne i at træffe lignende foranstaltninger i tilfælde af, at der ikke er truffet nogen fællesskabsforanstaltninger, og i hvert fald ikke, når sådanne oprindelig trufne foranstaltninger er blevet annulleret.
For at affald kan kvalificeres som farligt, skal (1er i henhold til den ordning, der er indfort ved direktiv 91/689 og beslutning 94/904, følges en bestemt procedure, der strækker sig over tre pa hinanden følgende faser. Forst skal affaldets oprindelse fastslås i overensstemmelse med arten af den virksomhedssektor, det hidrører fra, arten af fremstilingsprocessen eller arten af affald. Til dette formål skal man søge under kapiteloverskrifterne (kategorierne) i den liste over farligt affald, som blev offentliggjort i beslutning 94/904. Inden for et kapitel har en speciel kategori derefter forrang frem for den generelle kategori med henblik på affaldets kvalificering som farligt. Og inden for en speciel kategori har en speciel definition forrang frem for den generelle definition af de forskellige typer affald med henblik på affaldets kvalificering ud fra dets oprindelse. Hvis affaldet ved at blive kvalificeret ud fra dets oprindelse star opfort ná listen, kvalificeres det som farligt. Hvis det derimod ikke star opfort på listen, skal det ikke undersoges på grundlag af de kapitler (kategorier), der drejer sig om oprindelse, men dem, der handler om typen af affald, som f.eks. kapitlerne 13 (olieaffald (med undtagelse af spiseolier)) og 14 (affald fra organiske stoffer anvendt som opløsningsmidler).
De særlige kapitler for typer af affald omhandler affald, som efter sin oprindelse kan henfores til flere kategorier/kapitler. Hvis det i dette tilfælde ikke er muligt at klassificere affaldet efter dets oprindelse på grund af det store antal forskellige sektorer, det kan hidrøre fra, skal det, som
Kommissionen anfører som eksempel, at det var på grundlag af de egenskaber, der nævnes i bilag III til direktiv 91/689, at Kongeriget Danmark faktisk kvalificerede MDI som farligt og underrettede Kommissionen herom. Den østrigske regering anfører i sit skriftlige indlæg, at det har anmodet om at få optaget MDI med navns nævnelse på fællesskabslisten.