Kommissionen understreger, at den tjenstlige klage i sag nr. 177/73 endnu ikke, da sagen blev anlagt den 26. oktober 1973, var blevet gjort til genstand for en udtrykkelig eller stiltiende afvisning. Selv om man gik ud fra den angivne afsendelsesdato for den tjenstlige klage, ville det følge af ordlyden af artikel 90, stk. 2, sidste afsnit, at Kommissionens stiltiende afvisning først forelå den 1. november 1973. Sagen er således anlagt for tidligt. Artikel 91, stk. 3 indeholder en klar regel om, at sagen ikke må anlægges for tidligt, dog bortset fra de i artikel 91, stk. 4 nævnte hastetilfælde.

Kommissionen har derfor opfordret sagsøgeren til at træffe valget mellem at fortsætte sag nr. 177/73 og imødegå afvisningsindsigelsen eller indbringe en ny klage, som denne gang ikke kan mødes med indsigelsen om afvisning fra realitetsbehandling … inden for en frist på 3 måneder fra den dag (17. november 1973), hvor afgørelsen om den stiltiende afvisning ifølge vedtægten blev truffet.

Samtidig med, at sagsøgeren indrømmer, at klagen under alle omstændigheder var for tidligt indbragt, er han af den opfattelse, at den kendsgerning, at sagsøgte derefter er blevet anset for at have truffet en afgørelse om afvisning, der udtrykkeligt er bekræftet og begrundet i svarskriftet, indebærer, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Hvis der derimod var blevet truffet en afgørelse til fordel for sagsøgte, skulle sagsøgeren bære sagens omkostninger.

I duplikken i sag nr. 177/73 og i indlægget vedrørende det enkelte stridsspørgsmål i sag nr. 5/74 fremkommer sagsøgte med en ny indsigelse mod sagens antagelse til realitetsbehandling. Sagsøgte hævder, at sagsøgeren ikke havde eller har tilstrækkelig retlig interesse, og at han for Domstolen har indbragt en retsakt, som, da den blot går ud på at give sagsøgeren almindelige administrative oplysninger vedrørende indholdet af en mulig afgørelse, ikke udgør nogen akt, der for tiden eller med sikkerhed indeholder noget klagepunkt.

Denne indsigelse støtter sig på den antagelse, at sagsøgeren, der forlod tjenesten den 1. maj 1973, stadig bor på sin tidligere bopæl. Sagsøgeren skal bevise, at han og hans familie har taget bopæl på et sted, der ligger mindst 70 km fra hans tidligere tjenestested, inden for 3 år fra hans fratræden (bilag VII, artikel 6).

Den foreliggende sag tilsigter at opnå en rent hypotetisk fortolkningsdom fra Domstolen. Det følger af Domstolens retspraksis, at den interesse, der berettiger et sagsanlæg, ikke må have en abstrakt karakter:

Sagsøgte støtter sig yderligere til national retspraksis og retsteori.

Sagsøgeren udtaler som forsvar over for indsigelsen mod antagelsen til realitetsbehandling, at han i mellemtiden har forladt sin bopæl for at bosætte sig i Canada. Hvis sagsøgeren havde været forpligtet til at vente med at anlægge sag for Domstolen til efter sin afrejse til Canada, ville han have befundet sig i en ufordelagtig stilling i henseende til retsforhandlingerne og hans interesser ville være blevet unyttigt skadede.

For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at den omstændighed, at sagsøgte først har påberåbt sig denne indsigelse i duplikken i sag nr. 177/73, gør denne duplik ugyldig.

Det synspunkt, den sagsøgte institution har hævdet i dag, er i modstrid med det synspunt, der blev givet udtryk for i dens svarskrift.

Sagsøgeren kunne ikke udsætte sig for risikoen for, at sagsøgte i påkommende tilfælde på et senere stadium, fordi han ikke havde indgivet en klage inden for de krævede frister, fremsatte den indsigelse over for ham, at han var bundet af en afgørelse fra Kommissionen.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at han har opnået en ret til fra EKSF at modtage bosættelsespenge efter fratræden svarende til 4 gange hans tidligere grundløn. Da han blev overført fra EKSF til EØF, bevarede han sin ret til bosættelsespenge efter fratræden svarende til det ovenfor nævnte beløb i henhold til artikel 99, stk. 3, sammenholdt med artikel 93 i de overgangsbestemmelser, der var knyttet til vedtægten for personalet i EKSF.

Den kendsgerning, at de løntabeller, som gjaldt den 31. december 1961, siden den gang er fordoblet, kan ikke begrunde, at man fastsætter beløbet for bosættelsesspengene efter fratræden til et beløb, der udgør mindre end halvdelen af det beløb, der svarer til 4 måneders grundløn.

Fordoblingen af trinene i den løntabel, der gjaldt den 31. december 1961, skete samtidig med en tilsvarende stigning i bosættelsesspengene. Det vil derfor være rimeligt at anvende artikel 99, stk. 3 i overgangsbestemmelserne, således at sagsøgerens sidste månedlige grundløn benyttes som udgangspunkt.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at holdningen hos forfatterne til de pågældende bestemmelser udelukkende har været dikteret af ønsket om at respektere velerhvervede rettigheder.

Sagsøgeren understreger, at ordlyden af de pågældende bestemmelser klart henviser til artikel 47, stk. 4 i vedtægten for EKSF's personale.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at man for at nå til den rigtige fortolkning af artikel 99, stk. 3 bør tage hensyn til formålet med de andre overgangsbestemmelser, navnlig artiklerne 97, 99, stk. 1 og 2, 101 og 102. Det fremgår ligeledes af disse bestemmelser, at vedtægtens forfattere med hensyn til udlandstillægget og pensionen har ønsket at bevare de pågældende tjenestemænds velerhvervede rettigheder under den nye vedtægtsordning. Sagsøgeren mener ikke, at en vis unøjagtighed i udformningen af artikel 99, stk. 3 kan fortolkes til skade for ham, fordi overgangsbestemmelserne, betragtet i deres helhed og sammenholdt indbyrdes, i alle tilfælde giver det indtryk, at de sigter på at sikre og bevare velerhvervede rettigheder og krav.

Sagsøgeren mener således, at det ville være i strid med princippet om loyal anvendelse, at fortolke artikel 99, stk. 3 som en undtagelsesbestemmelse, der skal forstås så snævert som muligt, og ikke som en overgangsbestemmelse, der tilsigter at besegle en velerhvervet ret for fremtiden.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at han, selv om der ikke forelå en overgangsordning deri, der er fastsat i artikel 99, stk. 3, ville have bevaret sin ret til bosættelsespenge svarende til et beløb på 4 gange hans seneste månedsløn; han har aldrig givet afkald herpå, og han kan ikke anses for at have givet afkald på et løfte, som følger af et fællesskabsretligt almindeligt regulativ.

Efter sagsøgtes opfattelse kan sagsøgeren gøre gældende, at de bosættelsespenge efter fratræden, som en dag udbetales ham, ikke på nogen måde må være mindre end det beløb, han ville have modtaget i henhold til artikel 12 i det almindelige regulativ for Fællesskabet (EKSF).

Artikel 12 fastsætter disse bosættelsespenge på grundlag af 4 måneders løn. Det beløb, han ville have modtaget i henhold til artikel 12 i det tidligere almindelige regulativ ville på ingen måde have kunnet overstige 4 måneders løn, da dette beløb var beregnet på grundlag af den løntabel, der var i kraft indtil den 31. december 1961. Sagsøgte fortolker indholdet af artikel 99, stk. 3 således:

Selv om bosættelsespengene efter fratræden som hovedregel kun svarer til 2 måneders løn beregnet efter den løntabel, der gælder på udtrædelsestidspunktet, må man imidlertid i det tilfælde, hvor 4 måneders løn beregnet efter den tidligere løntabel for den, som er indtrådt i tjenesten ved en institution under EKSF før den 1. januar 1962, og som forlader tjenesten efter denne dato, vil udgøre et højere beløb, nå til, at dette sidste beløb for den nævnte ansatte svarer til det minimumsbeløb (og i denne situation også maksimum), han har krav på, og som skal udbetales ham under fravigelse af de nye vedtægtsbestemmelser; denne fravigelse er selv dikteret af hensynet til at beskytte de tidligere rettigheder.

I det modsatte tilfælde, hvor to måneders løn beregnet på grundlag af den nugældende løntabel svarer til et beløb, som overstiger 4 måneders grundløn beregnet efter den løntabel, som gjaldt den 31. december 1961 — og her får de almindelige regler betydning — er det det højeste beløb (2 måneder i henhold til den nugældende løntabel), som skal udbetales til tjenestemanden.

Til støtte for denne fortolkning henviser sagsøgte til den omstændighed, at selve ordlyden af artikel 99, stk. 3 i EKSF-vedtægten af 1962 kun angiver, at størrelsen af de bosættelsespenge, som den tjenestemand, der er omfattet af bestemmelsen, har krav på, ikke kan være lavere end det beløb, han ville have modtaget i henhold til den tidligere artikel 12.

Dersom det har været hensigten hos forfatterne af 1962-vedtægten for tjenestemænd i EKSF, at de bosættelsespenge på 4 måneders løn, som de ansatte, der er nævnt i artikel 99, stk. 3, har krav på, skal beregnes på grundlag af den nye løntabel, er det uforståeligt, at de har anvendt udtrykket kan ikke være mindre, som efterlader det indtryk, at der nødvendigvis må ske en sammenligning og en kontrol.

Denne fortolkning of artikel 99, 3. afsnit respekterer

EKSF-vedtægtens artikel 99, stk. 3, hvori den tidligere artikel 12's indhold gentages i sin kerne, er en bestemmelse, der ikke vedrører betingelserne for aktualiseringen af bosættelsespengene efter fratræden men derimod opgørelsen af størrelsen af disse bosættelsesbeløb. For så vidt angår den minimumsafstand, tjenestemanden skal flytte i forhold til sit tidligere tjenestested, for at han kan gøre krav på bosættelsespenge efter fratræden, er det sikkert, at denne afstand skal være 70 km i henhold til artikel 6, stk. 4 i bilag VII i den nye vedtægt og ikke de 25 km ifølge det tidligere almindelige regulativs artikel 12 e.

Efter bilag VII's artikel 6, der ikke gentager bestemmelserne i den tidligere artikel 12 f, hvorefter meddelelsen om bosættelse skal ske skriftligt senest et år efter tjenestens ophør, kræves denne formalitet ikke længere af de ansatte, der tidligere var tjenestemænd i EKSF, selv om de måtte være ansat før den 1. januar 1962.

I det tilfælde, hvor en tjenestemand afgår ved døden, udbetales bosættelsesbeløbet til hans enke eller til de personer, der er forsørgelsesberettigede efter artikel 2 i bilag VII, mens bosættelsespengene efter fratræden ifølge den tidligere artikel 12, litra c skulle udbetales til enken men i øvrigt kun kunne udbetales til børn, for hvem der består forsørgerpligt.

Ar disse grunde mener sagsøgte, at artikel 6 i den nugældende vedtægts bilag VII fuldstændigt regulerer betingelserne for aktualiseringen af retten til bosættelsespenge efter fratræden. Faktisk findes der ikke i artikel 99, stk. 3 nogen bestemmelse, der henviser til afsnit e, f og c i den gamle artikel 12, og som hjemler disse bestemmelsers opretholdelse.

Hvor det kun drejer sig om oprøreisen af kravet på bosættelsespengene, mener sagsøgte, at artikel 99, stk. 3 i EKSF-vedtægten af 1962 har givet mulighed for fravigelse — ikke fuldstændig, men blot delvis — af bestemmelserne i artikel 6 i den nugældende vedtægts bilag VII. Selv om man endnu i dag kan komme til at anvende den gamle artikel 12 under hensyn til artikel 99, stk. 3 i EKSF-vedtægten af 1962, som stadig gælder, vil det kun være i det omfang, nævnte artikel 12 fastsætter regler for opgørelsen af bosættelsesbeløbet. Det drejer sig derfor i det væsentlige om artikel 12, a, der bestemmer, at beløbet udgør 4 måneders løn for en tjenestemand, der er familieforsørger og 2 måneders løn for en tjenestemand, som ikke har denne egenskab. Der kan kun være tale om at anerkende det tidligere krav i det omfang, hvori det fraviger den nugældende almindelige ordning.

Da den gamle artikel 12 (d) ikke i uændret skikkelse er blevet overført til den nugældende ordning, er den ikke — for at sige det klart — retsstiftende med hensyn til rettigheder erhvervet af de tidligere EKSF-tjenestemænd, der intrådte i tjenesten før den 1. januar 1962, og som nu forlader tjenesten. Disse har i øjeblikket et tilsvarende krav på at få deres bosættelsesbeløb opgjort på grundlag af den sidste løn, som udbetaltes dem: dette krav følger imidlertid ikke af princippet om velerhvervede rettigheder men udelukkende af indholdet af artikel 6, stk. 3 i den nugældende vedtægts bilag VII, der er et led i en vedtægtsordning, som fastsætter reglerne for opgørelsen af bosættelsesbeløbet på en anden måde.

Fravigelsen af artikel 6, stk. 1 i vedtægtens bilag VII hjemles ved artikel 99, stk. 3 og må under alle omstændigheder fortolkes snævert: den begrænser sig til at henvise til de regler for opgørelse af bosættelsesbeløbet, som gjaldt før den 1. januar 1962. Disse regler er imidlertid nødvendigvis fastsat under hensyn til en bestemt løntabel.

Den snævre fortolkning har den fordel, at den stemmer bedre med det overordnede princip om lighed i lønningerne inden for det samme organ, hvilket er et fast princip, som administrationen strengt skal følge, med mindre der foreligger udtrykkelig og utvetydig hjemmel for fravigelse.

for at der på grundlag at den gamle vedtægt skal kunne eksistere en velerhvervet rettighed til pengeydelser som følge af udtræden af tjenesten, er det nødvendigt, at alle retsstiftende kendsgerninger er indtrådt under den tidligere ordning. Tjenestemanden kan principielt ikke kræve, at størrelsen af denne ydelse ved bosættelsen efter fratræden udelukkende skal beregnes på grundlag af en ordning, der tidligere var gældende, men som ikke længere er det.

Ifølge Kommissionen er teori og praksis i medlemsstaterne samstemmende på dette punkt, og som generaladvokat Roemer har understreget det i sit forslag til afgørelse i sagen Boursin mod Den høje Myndighed (sag nr. 102/63, Recueil 1964, s. 1394), synes det netop at måtte være sådan, at man holder sig til medlemsstaternes tjenestemandsretlige ordninger og disses principper ved løsningen af de konkrete juridiske problemer, som vedrører vedtægten for tjenestemænd i Fællesskaberne.

Man kan kun tale om ret til de af vedtægten hjemlede ydelser i det omfang, hvori alle de retsstiftende kendsgerninger er indtrådt, mens den nævnte vedtægt var gældende Denne opfattelse … er den logiske konsekvens af den tanke, at tjenestemænd ikke er underlagt et kontraktsforhold men en vedtægtsmæssig ordning, thi vedtægten er en egentlig forordning, som altid kan ændres af den kompetente myndighed, Pasetti mod Kommissionen (sag nr. 20/68, Recueil 1968, s. 251) generaladvokat Gand.

En overgangsbestemmelse vedtaget ved overgangen til en mindre liberal ordning har normalt ikke til formål at indrømme de ansatte større rettigheder end dem, de havde krav på i henhold til den ophævede ordning: Chuffart m.fl. mod Kommissionen, (sagerne nr. 60 og 62/69, Recueil 1970, s. 641), generaladvokat Gand.

At antage, at artikel 99, stk. 3 hjemler bosættelsespenge efter fratræden svarende til 4 måneders løn på grundlag af den nugældende skala, medfører, at man i realiteten giver de ansatte større rettigheder end dem, de havde i medfør af den ophævede ordning, der — for så vidt angår bosættelsespengenes størrelse — begrænsede disse til 4 gange en bestemt månedsløn beregnet på basis af den gamle løntabel.

Der har ikke fundet mundtlig forhandling sted, da parterne afstod herfra.

Generaladvokaten fremsatte sit forslag til afgørelse i retsmødet den 4. juli 1974.