EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 23.6.2021
COM(2021) 349 final
2021/0169(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om godkendelse af vurderingen af Belgiens genopretnings- og resiliensplan
{SWD(2021) 172 final}
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 23.6.2021
COM(2021) 349 final
2021/0169(NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om godkendelse af vurderingen af Belgiens genopretnings- og resiliensplan
{SWD(2021) 172 final}
2021/0169 (NLE)
Forslag til
RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
om godkendelse af vurderingen af Belgiens genopretnings- og resiliensplan
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten 1 , særlig artikel 20,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Covid-19-udbruddet har haft ødelæggende konsekvenser for Belgiens økonomi. I 2019 udgjorde Belgiens bruttonationalprodukt pr. indbygger (BNP pr. indbygger) 133 % af EU-gennemsnittet. Ifølge Kommissionens forårsprognose 2021 faldt Belgiens reale BNP med 6,3 % i 2020, mens det ventes at falde med 2,0 % i 2020 og 2021 samlet set. Forhold af længere varighed, som påvirker de økonomiske resultater på mellemlang sigt, omfatter navnlig den høje offentlige gældskvote, et relativt højt skattetryk på arbejde, en forholdsvis høj strukturel arbejdsløshed og inaktivitet samt et erhvervsklima, der ikke altid er befordrende for iværksætteri.
(2)Den 9. juli 2019 og den 20. juli 2020 rettede Rådet henstillinger til Belgien som led i det europæiske semester. Rådet henstillede navnlig, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger til effektivt at imødegå pandemien, understøtte økonomien og støtte den efterfølgende genopretning samt, så snart den økonomiske situation tillader det, føre en finanspolitik, der tager sigte på at opnå en forsvarlig budgetstilling på mellemlang sigt og sikre en holdbar gæld, og samtidig øge investeringerne. I forbindelse med de offentlige finanser henstillede Rådet også til Belgien at fortsætte reformer, der skal sikre finanspolitisk holdbarhed på langtidspleje- og pensionsområdet, herunder ved at begrænse muligheden for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, forbedre effektiviteten og sammensætningen af de offentlige udgifter, navnlig ved hjælp af udgiftsanalyser, og samordningen af finanspolitikken på alle offentlige forvaltningsniveauer for at skabe plads til offentlige investeringer. Rådet henstillede derudover til Belgien at styrke sundhedssystemets generelle modstandsdygtighed og sikre en tilstrækkelig forsyning af kritiske lægemidler samt afbøde de beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser af krisen, navnlig ved at fremme effektive, aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger og tilskynde til udvikling af færdigheder. Derudover henstillede Rådet til Belgien at sikre en effektiv gennemførelse af de foranstaltninger, der skal støtte små og mellemstore virksomheder og selvstændige med likviditet, samt forbedre erhvervsklimaet, herunder ved at mindske den lovgivningsmæssige og administrative byrde for at fremme iværksættervirksomhed og fjerne hindringer for konkurrencen inden for servicesektoren, navnlig inden for telekommunikation, detailhandel og liberale erhverv. På investeringsområdet henstillede Rådet til Belgien at fremrykke modne offentlige investeringsprojekter og tilskynde til private investeringer for at fremme den økonomiske genopretning, målrette investeringer mod den grønne og den digitale omstilling, navnlig mod infrastruktur til bæredygtig transport, herunder en opgradering af jernbaneinfrastrukturen, ren og effektiv produktion og anvendelse af energi, den cirkulære økonomi, digitalisering og digital infrastruktur som f.eks. 5G-net og gigabitnet, samt forskning og innovation. På transportområdet henstillede Rådet endvidere til Belgien at imødegå de stadig større udfordringer i forbindelse med mobilitet ved at styrke incitamenterne til og fjerne hindringerne for at øge udbuddet af og efterspørgslen efter lavemissionstransport og kollektiv transport. Endelig henstillede Rådet til Belgien på beskæftigelses- og uddannelsesområdet at afhjælpe de negative incitamenter, der afholder folk fra at arbejde, og styrke effektiviteten af aktive arbejdsmarkedspolitikker, især for lavtuddannede, ældre arbejdstagere og personer med indvandrerbaggrund, højne kvaliteten af uddannelsessystemet og gøre det mere rummeligt samt udbedre misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer. Efter at have vurderet fremskridtene med gennemførelsen af disse landespecifikke henstillinger på tidspunktet for forelæggelsen af genopretnings- og resiliensplanen finder Kommissionen, at der er gjort væsentlige fremskridt med hensyn til den specifikke henstilling om at træffe alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul til effektivt at imødegå pandemien, understøtte økonomien og støtte den efterfølgende genopretning.
(3)[I Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet henstillede Rådet til medlemsstaterne i euroområdet at træffe foranstaltninger, herunder gennem deres genopretnings- og resiliensplaner, til bl.a. at sikre en politisk kurs, der støtter genopretningen, samt til at forbedre konvergensen, modstandsdygtigheden og den bæredygtige og inklusive vækst yderligere. Rådet henstillede også til medlemsstaterne at styrke de nationale institutionelle rammer, sikre makrofinansiel stabilitet samt at fuldføre ØMU'en og styrke euroens internationale rolle.] [Hvis Rådets henstilling ikke er vedtaget på tidspunktet for vedtagelsen af Rådets gennemførelsesafgørelse, skal betragtningen fjernes.]
(4)Den 30. april 2021 indgav Belgien sin nationale genopretnings- og resiliensplan til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241. Forud for indgivelsen var der inden for de nationale retlige rammer gennemført høringer af lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, ungdomsorganisationer og andre relevante interessenter. Det nationale ejerskab til genopretnings- og resiliensplanerne understøtter deres vellykkede gennemførelse og vedvarende virkning på nationalt plan og troværdighed på europæisk plan. Kommissionen har i medfør af nævnte forordnings artikel 19 vurderet genopretnings- og resiliensplanens relevans, effektivitet, virkningsfuldhed og sammenhæng i overensstemmelse med vurderingskriterierne i bilag V til forordningen.
(5)Genopretnings- og resiliensplanerne bør forfølge de overordnede mål for genopretnings- og resiliensfaciliteten, som er oprettet i henhold til forordning (EU) 2021/241, og for EU-genopretningsinstrumentet, som er oprettet i henhold til Rådets forordning (EU) 2020/2094, til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen. De bør fremme Unionens økonomiske, sociale og territoriale samhørighed ved at bidrage til de seks søjler, der er nævnt i artikel 3 i forordning (EU) 2021/241.
(6)Gennemførelsen af medlemsstaternes genopretnings- og resiliensplaner vil udgøre en samordnet investerings- og reformindsats i hele Unionen. Gennem en samordnet og samtidig gennemførelse af disse reformer og investeringer og via gennemførelsen af grænseoverskridende projekter vil disse reformer og investeringer gensidigt styrke hinanden og skabe positive afsmittende virkninger i hele Unionen. Derfor vil cirka en tredjedel af facilitetens indvirkning på medlemsstaternes vækst og jobskabelse stamme fra afsmittende virkninger fra andre medlemsstater.
Afbalanceret reaktion, som bidrager til de seks søjler
(7)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra a), og afsnit 2.1 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 udgør genopretnings- og resiliensplanen i høj grad (A-rating) en omfattende og tilstrækkeligt afbalanceret reaktion på den økonomiske og sociale situation og bidrager derved hensigtsmæssigt til alle seks søjler omhandlet i artikel 3 i forordning (EU) 2021/241 under hensyntagen til den pågældende medlemsstats specifikke udfordringer og finansielle tildeling.
(8)Planen indeholder foranstaltninger, der bidrager til alle seks søjler, idet et betydeligt antal af planens komponenter vedrører flere søjler. Denne tilgang er med til at sikre en fyldestgørende og sammenhængende behandling af hver søjle. Desuden anses det særlige fokus på intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst sammen med den overordnede vægtning på tværs af søjlerne for at være tilstrækkeligt afbalanceret i betragtning af Belgiens specifikke udfordringer.
(9)Ifølge planen skal der træffes en bred vifte af klimarelaterede foranstaltninger, og mere end halvdelen af komponenterne heraf bidrager til den grønne omstilling. Disse foranstaltninger omfatter øget energieffektivitet i bygninger, nye fremspirende teknologier, tilpasning til klimaændringer og en bæredygtig transportinfrastruktur, hvilket rummer betydelige muligheder for at nå energi- og klimamålene for 2030. Med planen tages der fat på de digitale udfordringer inden for flere områder, idet næsten to tredjedele af komponenterne bidrager til håndteringen af disse udfordringer. Reformer på både føderalt og regionalt plan har til formål at fjerne lovgivningsmæssige flaskehalse for udbredelsen af 5G og ultrahurtig forbindelsesinfrastruktur såsom fiber. Investeringerne i den belgiske genopretnings- og resiliensplan er centreret omkring digitalisering af den offentlige forvaltning og af retssystemet samt forbedring af de digitale færdigheder. Der kan som følge af disse investeringer forventes betydelige effektivitetsgevinster og kvalitetsforbedringer af de pågældende processer.
(10)Planen behandler indgående den tredje søjle for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, og næsten alle komponenter bidrager direkte hertil. Planen bør have en positiv indvirkning på offentlige og private investeringer, idet der navnlig investeres i transport og digital infrastruktur, socialt boligbyggeri, energieffektiv bygningsrenovering samt forskning og innovation. Ved at bidrage til en grønnere og digital økonomi understøtter planen bæredygtig vækst og økonomisk resiliens. De betydelige investeringer i digitaliseringen af den offentlige forvaltning og retssystemet bør fremme et mere erhvervsvenligt klima og derved understøtte den økonomiske genopretning. Planen bidrager desuden til at udbedre misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer ved at styrke uddannelsessystemet. Det øgede fokus på at forbedre de digitale færdigheder og fremme sårbare gruppers adgang til arbejdsmarkedet bør have en positiv indvirkning på beskæftigelsen og bør bidrage til gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder.
Håndtering af alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger
(11)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra b), og afsnit 2.2 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 forventes genopretnings- og resiliensplanen at bidrage effektivt til at håndtere (A-rating) alle eller en betydelig del af de udfordringer, der er identificeret i de relevante landespecifikke henstillinger, herunder finansielle aspekter heraf, som er rettet til den pågældende medlemsstat, eller udfordringer identificeret i andre relevante dokumenter, som Kommissionen vedtager officielt inden for rammerne af det europæiske semester.
(12)Henstillingerne vedrørende den umiddelbare finanspolitiske reaktion på pandemien kan anses for at falde uden for rammerne af Belgiens plan, skønt medlemsstaterne generelt har reageret hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt på det umiddelbare behov for at støtte økonomien gennem finanspolitiske foranstaltninger i 2020 og 2021, i overensstemmelse med bestemmelserne i den generelle undtagelsesklausul. Desuden er henstillingen om at skabe tilstrækkelige fremskridt med hensyn til at opfylde den mellemfristede budgetmålsætning i 2020 ikke længere relevant på grund af både udløbet af den tilsvarende budgetperiode og aktiveringen i marts 2020 af den generelle undtagelsesklausul i stabilitets- og vækstpagten i forbindelse med pandemien.
(13)Planen indeholder et omfattende sæt gensidigt forstærkende reformer og investeringer, der bidrager effektivt til at håndtere alle eller en betydelig del af de økonomiske og sociale udfordringer, der er skitseret i de landespecifikke henstillinger, Rådet rettede til Belgien i 2019 og 2020 som led i det europæiske semester, navnlig med hensyn til kvaliteten og holdbarheden af de offentlige finanser samt pensionsområdet, arbejdsmarkedet, uddannelses- og færdighedspolitikker, FoU og innovation, den grønne og den digitale omstilling samt erhvervsklimaet.
(14)Planen indeholder relevante finanspolitiske strukturreformer, der forventes at forbedre kvaliteten og holdbarheden af de offentlige finanser. Reformerne omfatter systematisk integration af udgiftsanalyser i budgetplanlægningscyklusserne på alle forvaltningsniveauer med henblik på at forbedre kvaliteten og effektiviteten af de offentlige udgifter. En pensionsreform har desuden til formål at forbedre pensionssystemets finansielle og sociale bæredygtighed på baggrund af de stigende offentlige pensionsudgifter.
(15)Planen omfatter også reformer og investeringer til afhjælpning af langvarige arbejdsmarkedsudfordringer. Heri indgår foranstaltninger, der skal gøre den aktive arbejdsmarkedspolitik mere effektiv, skabe bedre arbejdsmarkedsresultater og bekæmpe forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Planen omfatter også investeringer, der skal styrke de mest sårbare gruppers integration i samfundet og på arbejdsmarkedet, herunder personer med indvandrerbaggrund, kvinder, personer med handicap, indsatte samt personer, der risikerer digital udstødelse. Desuden har investeringerne og reformerne i planen til formål at skabe bedre resultater i uddannelsessystemerne og mindske manglen på kvalificeret arbejdskraft gennem uddannelse og aktivering med henblik på at imødekomme de nuværende og fremtidige behov på arbejdsmarkedet med særligt fokus på digitale færdigheder.
(16)Planen bidrager i betydeligt omfang til håndteringen af de udfordringer, der følger af den grønne omstilling. Den omfatter store offentlige investeringer i energieffektiv renovering af bygninger, herunder socialt boligbyggeri, samt støtte, der ydes i form af tilskud, til private investeringer i energieffektivitet. Investeringerne er desuden centreret omkring ren og effektiv produktion og anvendelse af energi, hovedsagelig i industrisektorer, herunder proceselektrificering, grøn og kulstoffattig brint som råmateriale og energibærer, CO2-opsamling og -lagring med investeringer i brint (H2)- og CO2-transport og førindustriel forskning i industriel udnyttelse af H2 og CO2 samt varmenet med varme fra vedvarende energikilder og en infrastruktur, der skal gøre det lettere at tilslutte offshore vindenergi til nettet. Planen bidrager til at fremskynde en grønnere transport ved at investere i infrastruktur for cyklister og fodgængere samt offentlige transporttjenester såsom grønne busser, sporvogns- og letbaneinfrastruktur og en mere effektiv og tilgængelig jernbanetransport, herunder infrastrukturarbejder til støtte for skiftet fra vejtransport til jernbanetransport og transport via indre vandveje. Planen omfatter også en reform af firmabilbeskatningsordningen i retning af elektrificering af vejtransporten, suppleret med foranstaltninger til en hurtigere udrulning af opladningsinfrastrukturen for elektriske køretøjer i hele Belgien og til udbredelse af renere, hovedsagelig elektriske busflåder samt et opgraderet mobilitetsbudget til støtte for skiftet i transportform.
(17)Planen bidrager væsentligt til håndteringen af de udfordringer, der følger af den digitale omstilling. Den omfatter foranstaltninger, der skal forbedre den digitale konnektivitet i hele Belgien gennem yderligere investeringer i udviklingen af optiske fibernet med meget høj hastighed, og som skal muliggøre 5G-udrulning og ‑konnektivitet. Planen indeholder betydelige investeringer og reformer, der tager sigte på at digitalisere den offentlige forvaltning, herunder retssystemet, for at gøre de interne processer og samspillet med borgere og virksomheder mere effektive, især gennem den fælles digitale portal og investeringer i digitaliseringen af socialsikringssystemet. De digitale foranstaltninger i planen har også til formål at bidrage til håndteringen af udfordringerne med at reducere den lovgivningsmæssige og administrative byrde, fjerne hindringer for konkurrencen og forbedre erhvervsklimaet.
(18)Der planlægges betydelige investeringer til fremme af forskning og innovation, navnlig gennem mere effektive produktionsprocesser baseret på nye energiteknologier, udvikling af alternative produktionsprocesser inden for nuklearmedicin til kræftbehandling samt foranstaltninger til styrkelse af små og mellemstore virksomheders cyberkapacitet og til bekæmpelse af cyberkriminalitet. Planen omfatter også foranstaltninger, der har til formål at fremme en cirkulær økonomi og bedre ressourceforvaltning ved at etablere en ny genanvendelsesinfrastruktur for at lukke huller i forskellige værdikæder og ved at udvikle alternativer til brugen af skadelige kemikalier og oprette innovationspartnerskaber.
Bidrag til vækstpotentiale, jobskabelse og økonomisk, social og institutionel resiliens
(19)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra c), og afsnit 2.3 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 forventes genopretnings- og resiliensplanen at have stor indvirkning (A-rating) med hensyn til at styrke medlemsstatens vækstpotentiale, jobskabelse og økonomiske, sociale og institutionelle resiliens, bidrage til gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder, herunder gennem fremme af politikker for børn og unge, og afbøde covid-19-krisens økonomiske og sociale indvirkning, hvorved den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og konvergens i Unionen styrkes.
(20)Simuleringer foretaget af Kommissionens tjenestegrene viser, at planen potentielt kan øge Belgiens BNP med mellem 0,5 og 0,9 % frem mod 2026 2 . Den belgiske genopretnings- og resiliensplan omfatter en større pakke af investeringer og reformer, der forventes at afhjælpe landets sårbarhed over for chok og styrke dets økonomiske, institutionelle og sociale resiliens. De reformer, der har til formål at forbedre kvaliteten af de offentlige udgifter og fjerne hindringerne for en højere arbejdsmarkedsdeltagelse, bidrager — i kombination med betydelige investeringer i bygningsrenovering, bæredygtig mobilitet, digitalisering, uddannelse og opkvalificering, forskning, udvikling og innovation — til at håndtere de udfordringer, der er identificeret på disse områder, og forventes at styrke landets konkurrenceevne og produktivitet og samtidig bane vejen for den grønne og den digitale omstilling af økonomien.
(21)Reformer og investeringer inden for energieffektiv bygningsrenovering, uddannelse og opkvalificering, bæredygtig mobilitet, digitalisering af offentlige tjenester, herunder retssystemet, forventes at udgøre de vigtigste bidrag til både væksten og beskæftigelsen. Andre hovedindsatsområder omfatter cybersikkerhed og 5G, den cirkulære økonomi, dekarbonisering af industrien, herunder fokus på nye energiteknologier såsom produktion og anvendelse af ren brint, fremtidssikrede økonomiske sektorer såsom nuklearmedicin, sundhedspleje, kultur og vandforvaltning.
(22)Genopretnings- og resiliensplanen omfatter foranstaltninger, der skal løse de relevante beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger og overvåges via den sociale resultattavle. Foranstaltningerne kan potentielt bidrage til gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Der er planlagt særlige tiltag, der skal støtte navnlig sårbare gruppers integration på arbejdsmarkedet. Dette bør opnås ved at ændre de regionale offentlige arbejdsformidlingers ansvar og virkemåde, modernisere dem og yde mere individualiseret støtte til sårbare jobsøgende. Planen omfatter reformer til bekæmpelse af forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvilket er særligt relevant med henblik på at øge den lave beskæftigelsesfrekvens blandt personer med indvandrerbaggrund. Reformer af energitilskudsordningerne forventes at bidrage til at mindske energifattigdom, selv om der i planen ikke indgår en overordnet strategi til løsning af problemet. Planen omfatter også investeringer i social infrastruktur, herunder i renovering og opførelse af socialt boligbyggeri og børnepasningsfaciliteter. Disse investeringer bidrager også til den sociale samhørighed.
(23)For at fremme adgangen til arbejdsmarkedet og udbedre misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer har planen til formål at modernisere uddannelsessystemerne, primært gennem investeringer i udstyr og infrastruktur. Reformer og investeringer har fokus på at udvide uddannelsestilbud og -incitamenter og gøre dem mere gennemskuelige, bl.a. ved at oprette individuelle læringskonti og investere i uddannelsesinfrastruktur. Desuden er formålet med nogle af foranstaltningerne at øge den digitale inklusion af sårbare grupper gennem en kombination af adgang til digitalt udstyr og uddannelse i digitale færdigheder.
Princippet om ikke at gøre væsentlig skade
(24)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra d), og afsnit 2.4 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 forventes genopretnings- og resiliensplanen at sikre, at ingen foranstaltning til gennemførelse af reformer og investeringsprojekter i genopretnings- og resiliensplanen gør væsentlig skade på miljømål (A-rating) som omhandlet i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 3 (princippet om ikke at gøre væsentlig skade — DNSH-princippet).
(25)Belgiens genopretnings- og resiliensplan er blevet vurderet i forhold til princippet om "ikke at gøre væsentlig skade". Belgien har fremlagt begrundelser i overensstemmelse med Europa-Kommissionens tekniske vejledning om "ikke at gøre væsentlig skade" (2021/C 58/01). På de områder, hvor der i analysen er konstateret en potentiel risiko, er der foretaget en mere detaljeret vurdering for at kontrollere, at der ikke forventes nogen væsentlig skade eller er fastsat passende milepæle for at afbøde disse risici. Især for visse foranstaltninger, hvor der i fremtiden vil blive iværksat indkaldelser af projekter, f.eks. foranstaltninger vedrørende nye energiteknologier, er der sat relevante milepæle for at sikre, at udvælgelseskriterierne i forbindelse med projektindkaldelserne udelukker udvælgelse af aktiviteter, der kan gøre væsentlig skade på miljømål.
Bidrag til den grønne omstilling, herunder biodiversitet
(26)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra e), og afsnit 2.5 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 indeholder genopretnings- og resiliensplanen foranstaltninger, der i høj grad (A-rating) bidrager til den grønne omstilling, herunder biodiversitet, eller til de dermed forbundne udfordringer. Foranstaltningerne til støtte for klimamål omfatter et beløb, der svarer til 49,6 % af planens samlede tildeling, beregnet på grundlag af metoden i bilag VI til forordning (EU) 2021/241. I overensstemmelse med artikel 17 i forordning (EU) 2021/241 stemmer genopretnings- og resiliensplanen overens med oplysningerne i den nationale energi- og klimaplan for 2030.
(27)Samlet set indgår der i ti komponenter (ud af sytten) foranstaltninger, der bidrager til klimamålet. Energieffektive renoveringer af offentlige bygninger og af private og sociale boliger udgør en vigtig del af dette bidrag. Planen omfatter investeringer i kollektiv transport og lavemissionstransport samt en reform, der skal gøre firmabilbeskatningsordningen grønnere. Investeringer i FoU og innovation, navnlig i alternative energiteknologier, herunder brint, og i infrastruktur forventes at fremme omstillingen til en lavemissionsøkonomi. Reformer og investeringer inden for energieffektiv bygningsrenovering, grøn mobilitet og grønne køretøjer forventes at være med til at fremme Belgiens dekarboniserings- og energiomstillingsmål som fastsat i den nationale energi- og klimaplan 2030.
(28)På miljøområdet forventes planen at bidrage direkte til bevarelse af biodiversiteten gennem investeringer i beskyttede områder, økologiske genopretningsforanstaltninger, grøn infrastruktur, en mere klimaresistent skovforvaltning og etablering af vådområder. Gennemførelsen af disse foranstaltninger forventes at få varig indvirkning på CO2-lagring og — sammen med vandforvaltningsforanstaltninger — at styrke klimatilpasningen. Andre investeringer i genanvendelsesinfrastrukturer samt støtte til projekter vedrørende miljøvenligt design og til en optimeret anvendelse af materialer har til formål at styrke den cirkulære økonomi i Belgien.
Bidrag til den digitale omstilling
(29)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra f), og afsnit 2.6 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 indeholder genopretnings- og resiliensplanen foranstaltninger, der i høj grad (A-rating) bidrager til den digitale omstilling eller til håndtering af de dermed forbundne udfordringer. Foranstaltningerne til støtte for digitale mål tegner sig for et beløb, der svarer til 26,6 % af planens samlede tildeling, beregnet på grundlag af metoden i bilag VII til forordning (EU) 2021/241.
(30)Samlet set indgår der i elleve komponenter (ud af sytten) foranstaltninger, der med en bred, tværgående tilgang forventes at bidrage til målet om digital omstilling. Planen indeholder vigtige reformer på føderalt og regionalt plan, der har til formål at fjerne lovgivningsmæssige flaskehalse for udbredelsen af 5G og net med meget høj kapacitet såsom fibernet. Planen omfatter også offentlige investeringer i konnektivitet, herunder etablering af fibernet i visse områder med dårlig dækning samt bedre opkobling af skoler i regionen Vallonien. Desuden omfatter den overvågning af konnektivitetsværktøjskassens gennemførelse. Vigtige investeringer og reformer i planen vedrører e-forvaltning i alle offentlige enheder, herunder en modernisering af den forældede digitale infrastruktur, sagsforvaltningssystemet og netsikkerheden i retsvæsenet. Planen forventes at fremme offentlige forvaltningers brug af åbne data. Andre investeringer er rettet mod digitaliseringen af specifikke sektorer såsom sundheds-, turist-, transport-, energi-, medie- og kultursektoren. Målet med planen er bl.a., at skoler i hele Belgien skal være bedre digitalt udstyrede og opkoblede. Investeringerne i planen forventes også at bidrage til en generelt bedre cyberrobusthed og -sikkerhed for borgere, virksomheder og offentlige forvaltninger. Desuden fremmer planen indførelsen af en menneskecentreret anvendelse af kunstig intelligens.
(31)Planen indeholder ligeledes foranstaltninger til håndtering af udfordringerne i forbindelse med befolkningens digitale færdigheder, navnlig med henblik på øget digital inklusion samt digital omskoling og opkvalificering af arbejdsstyrken for at afhjælpe mangler og fremme arbejdsmarkedsintegration. Derudover forventes planen at bidrage til, at unge på primær- og sekundærtrinnet og på videregående uddannelser opnår bedre digitale resultater. Den indeholder reformer og investeringer, der har til formål at hjælpe virksomhederne med at høste fordelene ved den digitale omstilling gennem udvikling af et digitalt og teknologisk innovationsknudepunkt samt digitalt relaterede investeringer i FoU. I planen indgår der også foranstaltninger til at gøre den digitale sektor grønnere.
Varig indvirkning
(32)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra g), og afsnit 2.7 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 forventes genopretnings- og resiliensplanen i høj grad (A-rating) at få varig indvirkning på Belgien.
(33)Planen indeholder investeringer, der forventes at få varig virkning ved at understøtte den grønne og den digitale omstilling af økonomien. De digitale foranstaltninger i planen er bl.a. udformet med henblik på at øge de relevante institutioners digitaliseringsniveau, hvilket forventes at få varig indvirkning på tjenesteydelsernes kvalitet, erhvervsklimaet og den bedst mulige anvendelse af offentlige data. Dette vedrører vigtige områder såsom retssystemet, socialsikringssystemet, sundhedssystemet, landets cyberrobusthed eller platforme, der skal forbedre interaktionen mellem offentlige forvaltninger og borgerne eller virksomhederne. Planen bidrager derudover til et højere FoU-investeringsniveau for at nå målet på 3 % af BNP samt til en øget produktivitet. Relevante investeringer og politikker såsom de, der har til formål at dekarbonisere økonomien, herunder via en bedre energieffektivitet og udrulning af en topmoderne digital infrastruktur, forventes at bidrage til at styrke landets konkurrenceevne og vækstpotentiale.
(34)De reformer, der foreslås i planen, forventes overordnet set at bidrage til at løse Belgiens vigtigste udfordringer og at få langsigtet virkning, selv om omfanget af virkningerne for visse af reformerne, herunder reformen af pensionssystemet, vil afhænge af, hvordan reformerne gennemføres. De reformer, der vedrører kvaliteten af de offentlige udgifter, arbejdsmarkedsdeltagelsen og fjernelsen af lovgivningsmæssige flaskehalse for udbredelsen af 5G, forventes at få langvarige virkninger. På skatteområdet forventes reformen af firmabilordningen at bidrage til dekarboniseringen af transportsektoren. Selv om der i planen henvises til en bred skattereform, der potentielt kan få betydelig indvirkning på de negative incitamenter, der afholder folk fra at arbejde, og på den grønne omstilling, gives der ikke noget fast tilsagn om at vedtage reformen. Planens varige indvirkning kan også øges gennem synergier mellem planen og andre programmer, der finansieres af midler inden for rammerne af samhørighedspolitikken, navnlig hvis de dybt rodfæstede territoriale udfordringer behandles tilbundsgående, og det tilstræbes at fremme en afbalanceret udvikling.
Overvågning og gennemførelse
(35)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra h), og afsnit 2.8 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 er de ordninger, der er foreslået i genopretnings- og resiliensplanen, tilstrækkelige (A-rating) med hensyn til at sikre en effektiv overvågning og gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder den påtænkte tidsplan og de påtænkte milepæle og mål samt de dertil knyttede indikatorer.
(36)Den forvaltningsstruktur og de organisatoriske ordninger, som de belgiske myndigheder har foreslået til gennemførelsen af den belgiske plan, sikrer, at de ansvarlige aktører inddrages i overvågningen, rapporteringen og den administrative opfølgning for så vidt angår reformer og investeringer under deres ansvar. Den tværføderale koordinering mellem de berørte enheder sikres både på politisk og administrativt plan. Overvågningen af de indikatorer, som de belgiske myndigheder har beskrevet, er tilstrækkeligt gennemsigtig og omfattende til at sikre, at det kan spores og kontrolleres, at indikatorerne er gennemført. Milepælene og målene bør hovedsagelig svare til de centrale elementer i foranstaltningerne og kan som sådan betragtes som relevante for foranstaltningernes gennemførelse. De former for kontrolmekanismer, dataindsamling og ansvarsområder, som er beskrevet i planen, synes at være tilstrækkeligt robuste til på passende vis at begrunde betalingsanmodningerne, når milepælene og målene er opfyldt. Milepælene og målene er også relevante for foranstaltninger, der allerede er gennemført, og som er støtteberettigede i henhold til forordningens artikel 17, stk. 2. Det er nødvendigt med en tilfredsstillende opfyldelse af disse milepæle og mål over tid for at begrunde en betalingsanmodning.
(37)Medlemsstaterne bør sikre, at finansiel støtte fra faciliteten kommunikeres og anerkendes i overensstemmelse med artikel 34 i forordning (EU) 2021/241. Der kan anmodes om teknisk støtte gennem instrumentet for teknisk støtte med henblik på at bistå medlemsstaterne med gennemførelsen af deres plan.
Omkostninger
(38)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra i), og afsnit 2.9 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 er begrundelsen i planen for genopretnings- og resiliensplanens anslåede samlede omkostninger i moderat grad (B-rating) rimelig og plausibel, i overensstemmelse med princippet om omkostningseffektivitet og står mål med den forventede nationale økonomiske og sociale indvirkning.
(39)For størstedelen af foranstaltningerne er de omkostningsoplysninger og den dokumentation, der fremlægges i planen, generelt detaljerede og klare. For langt de fleste foranstaltninger er der tilstrækkeligt detaljerede oplysninger og tilstrækkeligt omfattende dokumentation til, at de anslåede samlede omkostninger i planen er rimelige og plausible. I de fleste tilfælde har Belgien fremlagt oplysninger om enten faktiske eller lignende tidligere investeringsprojekter eller om sammenlignelige omkostningsdata i forbindelse med de vigtigste omkostningsfaktorer, som gør det muligt at underbygge de fleste udgiftsskøn. For de fleste projekter omfatter omkostningsoplysningerne klar dokumentation eller relevante henvisninger, der begrunder referenceenhedsomkostningerne. Imidlertid er de fremlagte omkostningsbegrundelser ikke lige specifikke og relevante i hele planen. For visse foranstaltninger kunne yderligere oplysninger med mere detaljerede skøn og begrundelser have øget graden af sikkerhed for, at omkostningerne er rimelige og plausible. Endelig er de anslåede samlede omkostninger i genopretnings- og resiliensplanen i overensstemmelse med princippet om omkostningseffektivitet og svarer til den forventede nationale økonomiske og sociale indvirkning.
Beskyttelse af finansielle interesser
(40)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra j), og afsnit 2.10 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 er de ordninger, der er foreslået i genopretnings- og resiliensplanen, og de yderligere foranstaltninger i denne afgørelse tilstrækkelige (A-rating) til at forebygge, opdage og korrigere korruption, svig og interessekonflikter ved anvendelsen af midler ydet i henhold til nævnte forordning, og ordningerne forventes effektivt at forhindre dobbeltfinansiering inden for rammerne af forordningen og andre EU-programmer. Dette berører ikke anvendelsen af andre instrumenter og værktøjer til at fremme og håndhæve overholdelsen af EU-retten, herunder til at forebygge, opdage og korrigere korruption, svig og interessekonflikter og til at beskytte Unionens finanser i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092.
(41)Planen indeholder en passende beskrivelse af det system, der er indført med henblik på at gennemføre den. Den overordnede ramme udgør et solidt internt kontrolsystem med en klar fordeling af roller og ansvarsområder på de medvirkende kompetente enheder. På føderalt plan samordner ministeren for genopretning og strategiske investeringer gennemførelsen af planen, mens overvågningen på politisk plan foretages af den tværministerielle konference og på administrativt plan af den tværministerielle overvågningskomité. I den belgiske plan udpeges de forskellige organer med ansvar for gennemførelse, overvågning og kontrol af projekterne i hver af de seks enheder (forbundsstaten, regionen Flandern, regionen Vallonien, hovedstadsregionen Bruxelles, det franske fællesskab og det tysksprogede fællesskab).
(42)Hver enhed er ansvarlig for at indsamle data om de projekter, som de har ansvaret for, og sikre regelmæssig ajourføring i de pågældende overvågningsværktøjer af de opnåede fremskridt. For så vidt angår revision er de udpegede enheder også ansvarlige for revisionen af EU-midler under delt forvaltning og er uafhængige af de enheder, der gennemfører planen. I planen fastsættes de forskellige kontrolprocedurer for de enkelte enheder til forebyggelse, opdagelse og korrektion af svig, korruption og interessekonflikter, når de anvender de midler, der er stillet til rådighed i henhold til forordning (EU) 2021/241
(43)Overordnet set vurderes de ordninger, der i Belgiens genopretnings- og resiliensplan foreslås til at forebygge, opdage og korrigere korruption, svig og interessekonflikter ved anvendelsen af midler ydet inden for rammerne af faciliteten, herunder de ordninger, der skal forhindre dobbeltfinansiering fra faciliteten og andre EU-programmer, som tilstrækkelige, forudsat at man inden den første betalingsanmodning har nået milepælene vedrørende et datalagringssystem til overvågning af gennemførelsen af faciliteten og har indgået aftale om tilstrækkelig samordning til at undgå dobbeltfinansiering.
Sammenhæng
(44)I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, litra k), og afsnit 2.11 i bilag V til forordning (EU) 2021/241 indeholder planen i moderat grad (B-rating) foranstaltninger til gennemførelsen af reformer og offentlige investeringsprojekter, der repræsenterer sammenhængende tiltag.
(45)Planen omfatter et sæt reformer og investeringer, der understøtter målene om at stimulere genopretningen af den belgiske økonomi, bidrage til den grønne og den digitale omstilling og øge modstandsdygtigheden på vej hen imod en bæredygtig og inklusiv vækst. Der er sammenhæng mellem de enkelte foranstaltninger i planen og de overordnede mål, der er bebudet. Planen indeholder ingen uoverensstemmelser eller modsigelser mellem indholdet af de forskellige komponenter. Nogle foranstaltninger er gensidigt forstærkende og supplerer hinanden, også på tværs af forvaltningsniveauer. I visse tilfælde kunne potentialet af nogle af investeringerne imidlertid være blevet styrket gennem mere vidtrækkende supplerende reformer. Selv om planen f.eks. indeholder en række investeringer og reformer med henblik på energieffektiv bygningsrenovering, gives der ikke noget fast tilsagn om at reformere energibeskatningssystemet for at tilskynde til flere investeringer i energieffektivisering inden for bygningsrenovering. Selv om planen understøtter udbredelsen af grøn brint, gives der kun begrænset støtte til at øge produktionen af vedvarende energi. Foranstaltningerne til at øge beskæftigelsen og skabe bedre arbejdsmarkedsresultater ledsages ikke af konkrete foranstaltninger til i skattesystemet at mindske de negative incitamenter, der afholder folk fra at arbejde.
Ligestilling
(46)Planen indeholder en række foranstaltninger, der forventes at bidrage til at håndtere udfordringerne på området ligestilling mellem kønnene og lige muligheder for alle. Det belgiske institut for ligestilling mellem kvinder og mænd mener, at 52 % af investeringsforanstaltningerne i planen potentielt vil kunne bidrage positivt til ligestilling mellem kønnene. Heri indgår foranstaltninger, der skal få flere kvinder til at studere videnskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik samt øge beskæftigelsesfrekvensen blandt kvinder. Skønt planen mangler en omfattende og holistisk tilgang til sårbare grupper, afspejles målene om lige muligheder for alle i foranstaltninger på flere af politikområderne i planen, herunder foranstaltninger vedrørende uddannelse, socialt boligbyggeri, inklusion på arbejdsmarkedet, mobilitet og digital inklusion. Foranstaltningerne omfatter reformer af lovgivningsrammen for diskriminationstest og de tilgængelige værktøjer og den tilgængelige viden i forvaltningen, der kan øge beskæftigelsesfrekvensen blandt personer med indvandrerbaggrund. Andre relevante foranstaltninger omfatter investeringer, der forventes at forbedre adgangen til jernbanestationer for personer med nedsat mobilitet, og investeringer i socialt boligbyggeri udstyret med hjælpemiddelteknologi, således at ældre og personer med handicap får støtte til at leve et uafhængigt liv.
Selvevaluering af sikkerheden
(47)Der er ikke blevet foretaget en selvevaluering, idet Belgien ikke fandt det relevant, jf. artikel 18, stk. 4, litra g), i forordning (EU) 2021/241.
Grænseoverskridende projekter og flerlandeprojekter
(48)Planen indeholder en række investeringsforanstaltninger, der har en betydelig grænseoverskridende dimension og er i overensstemmelse med målene i den opdaterede europæiske industristrategi. En betydelig andel af investeringerne (på føderalt, flamsk og vallonsk plan) med fælles fokus på at støtte en industriel værdikæde inden for brint bør indgå i de planlagte, mere omfattende grænseoverskridende vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse (IPCEI) om brint. Ligeledes bør investeringsprojektet "Backbone for H2 and CO2" på forbundsplan føre til sammenkobling af de oprindelige H2- og CO2-transportnet, der skal etableres inden for rammerne af planen, med nabolandene. Desuden har investeringsforanstaltningen "Off-shore energy island" på føderalt plan til formål at udvikle et multifunktionelt offshore-energiknudepunkt (en "energiø") i Nordsøen, der bl.a. skal lette integrationen og importen af mere vedvarende energi i og omkring Nordsøen gennem tilkobling til andre lande eller regioner. Endelig har en foranstaltning til styrkelse af FoU til formål at finansiere flamske virksomheders deltagelse i det planlagte IPCEI om mikroelektronik.
Høringsproces
(49)I planen beskrives det, at Belgien i planens vedtagelsesproces har hørt en lang række interessenter for at styrke det nationale ejerskab over planen. På føderalt plan blev en lang række interessenter hørt, herunder arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og det belgiske institut for ligestilling mellem kvinder og mænd. Forbundsregeringen nedsatte et rådgivende udvalg bestående af Belgiens centrale økonomiske råd og landets forbundsråd for bæredygtig udvikling, der samler arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet (miljøorganisationer, organisationer for udviklingssamarbejde, forbrugerorganisationer, ungdomsorganisationer og den akademiske verden), som ydede rådgivning på forskellige stadier af planens udarbejdelse. Derudover blev det belgiske institut for ligestilling mellem kvinder og mænd hørt, så det kunne vurdere planens indvirkning på ligestilling mellem kønnene og fremsætte anbefalinger. De regionale regeringer og regeringerne for sprogfællesskaberne hørte arbejdsmarkedets parter om deres respektive reform- og investeringsprojekter og rådførte sig også med de regionale parlamenter.
(50)Belgien er fast besluttet på fortsat at samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i planens gennemførelsesfase. For at sikre, at de relevante aktører tager ejerskab over foranstaltningerne, er det vigtigt at inddrage alle berørte regionale og lokale myndigheder og interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, under hele gennemførelsen af de investeringer og reformer, der er indeholdt i planen.
Positiv vurdering
(51)Eftersom Kommissionens vurdering af Belgiens genopretnings- og resiliensplan er positiv, idet den finder, at planen på tilfredsstillende vis opfylder vurderingskriterierne i forordning (EU) 2021/241, bør denne afgørelse i henhold til artikel 20, stk. 2, og bilag V i samme forordning fastsætte, hvilke reformer og investeringsprojekter der er nødvendige for gennemførelsen af planen, de relevante milepæle, mål og indikatorer samt det beløb, der stilles til rådighed fra Unionen til gennemførelse af planen i form af ikketilbagebetalingspligtig finansiel støtte.
Finansielt bidrag
(52)De anslåede samlede omkostninger i Belgiens genopretnings- og resiliensplan udgør 5 924 952 328 EUR. Eftersom genopretnings- og resiliensplanen på tilfredsstillende vis opfylder vurderingskriterierne i forordning (EU) 2021/241, og da de anslåede samlede omkostninger i genopretnings- og resiliensplanen desuden beløber sig til (en anelse) mere end det maksimale finansielle bidrag, der er til rådighed for Belgien, bør det finansielle bidrag, der tildeles til Belgiens genopretnings- og resiliensplan, være lig med hele det finansielle bidrag, der er til rådighed for Belgien/de anslåede samlede omkostninger i genopretnings- og resiliensplanen.
(53)I henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2021/241 skal beregningen af det maksimale finansielle bidrag til Belgien ajourføres senest den 30. juni 2022. I overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 23, stk. 1, bør der stilles et beløb til rådighed for Belgien med henblik på indgåelse af en retlig forpligtelse senest den 31. december 2022. Hvis det er nødvendigt efter ajourføringen af de maksimale finansielle bidrag bør Rådet på forslag af Kommissionen uden unødigt ophold ændre denne afgørelse med henblik på at medtage det ajourførte maksimale finansielle bidrag.
(54)Den støtte, der skal ydes, finansieres af Kommissionens låntagning på Unionens vegne, jf. artikel 5 i Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053, og bør udbetales i trancher, når Belgien på tilfredsstillende vis har opfyldt de relevante milepæle og mål, som er udpeget i relation til gennemførelsen af genopretnings- og resiliensplanen.
(55)Belgien har anmodet om forfinansiering på 13 % af det finansielle bidrag. Beløbet bør stilles til rådighed med forbehold af ikrafttrædelsen af og i overensstemmelse med den finansieringsaftale, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241.
(56)Denne afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager vedrørende tildeling af EU-midler inden for rammerne af andre EU-programmer end forordning (EU) 2021/241 eller sager om forvridning af det indre markeds virkemåde, som indledes i henhold til navnlig traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Godkendelse af vurderingen af genopretnings- og resiliensplanen
Vurderingen af Belgiens genopretnings- og resiliensplan på grundlag af kriterierne i artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) 2021/241 godkendes. Reformerne og investeringsprojekterne i genopretnings- og resiliensplanen, ordningerne og tidsplanen for overvågning og gennemførelse af genopretnings- og resiliensplanen, herunder de relevante milepæle og mål, de relevante indikatorer vedrørende opnåelsen af de planlagte milepæle og mål og ordningerne for Kommissionens fulde adgang til de underliggende relevante data er fastlagt i bilaget til denne afgørelse.
Artikel 2
Finansielt bidrag
1.Unionen stiller et finansielt bidrag til rådighed for Belgien i form af ikketilbagebetalingspligtig støtte, som beløber sig til 5 923 953 327 EUR 4 . Et beløb på 3 645 626 483 EUR stilles til rådighed med henblik på indgåelse af en retlig forpligtelse senest den 31. december 2022. Med forbehold for, at der i forbindelse med ajourføringen, jf. artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2021/241, beregnes et beløb til Belgien, som svarer til eller overstiger dette beløb, stilles et yderligere beløb på 2 278 326 843 EUR til rådighed med henblik på indgåelse af en retlig forpligtelse fra den 1. januar 2023 indtil den 31. december 2023.
2.Kommissionen stiller Unionens finansielle bidrag til rådighed for Belgien i trancher i overensstemmelse med bilaget. Der stilles et beløb på 770 113 932 EUR til rådighed i forfinansiering, svarende til 13 % af det finansielle bidrag. Forfinansieringen og trancherne kan udbetales af Kommissionen i en eller flere rater. Raternes størrelse afhænger af de midler, der er til rådighed.
3.Forfinansieringen stilles til rådighed med forbehold af ikrafttrædelsen af og i overensstemmelse med den finansieringsaftale, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, i forordning (EU) 2021/241. Forfinansieringen udlignes ved at fratrække det tilsvarende beløb i udbetalingen af trancherne.
4.Tilrådighedsstillelsen af trancherne i overensstemmelse med finansieringsaftalen er betinget af, at der er midler til rådighed, og at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 24 i forordning (EU) 2021/241 har truffet en afgørelse om, at Belgien på tilfredsstillende vis har opfyldt de relevante milepæle og mål, som er udpeget i relation til gennemførelsen af genopretnings- og resiliensplanen. Med forbehold af ikrafttrædelsen af de retlige forpligtelser, der er omhandlet i stk. 1, skal milepæle og mål være opfyldt senest den 31. august 2026, for at udbetalingen kan foretages.
Artikel 3
Adressat
Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Rådets vegne
Formand