Sagsøger i hovedsagen (herefter sagsøger), det tyske firma Kühlhaus Zentrum AG, som har privat toldoplag, fraførte den 12. november 1965 dette oplag et parti frossent oksekød fra Argentina med henblik på overgang til fri omsætning. Importen var blevet gennemført i henhold til et toldkontingent, som Fællesskabet havde indrømmet tredjelande i medfør af GATT- overenskomsten. Dette kontingent muliggjorde, at der afgiftsfrit blev indført en vis mængde kød imod erlæggelse af 20 % told.

Sagsøger blev pålagt et monetært udligningsbeløb på 1866,80 DM for den fraførte vare. Sagsøger påklagede administrativt denne afgiftsansættelse under henvisning til, at den i artikel 4, stk. 3 i forordning nr. 1380/75 nævnte koefficient skulle anvendes på det monetære udligningsbeløb, hvilket ville medføre en nedsættelse af beløbet med 1483,20 DM, altså med det beløb, der skal fratrækkes afgiften, når den fastsatte afgift multipliceres med den i artikel 4, stk. 3 nævnte koefficient.

Da denne klage var blevet afvist af sagsøgte i hovedsagen, Hauptzollamt Hamburg-Harburg, indbragte sagsøger sagen for Finanzgericht Hamburg.

Da Finanzgericht var af den opfattelse, at der opstod spørgsmål om fortolkningen og eventuelt om gyldigheden af fællesskabsbestemmelser, har den ved kendelse af 1. juni 1977 udsat sagen og i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen er indgået til Domstolen den 4. juli 1977.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse og at henvise sagen til første afdeling.

Sagsøger i hovedsagen har anført, at det fremgår af den syvende betragtning til forordning nr. 1380/75, at selv om de monetære udligningsbeløb ved en rigtig beregning må fastsættes forskelligt alt efter om det drejer sig om handel med andre medlemsstater eller tredjelande, skal de dog for at forenkle ordningen i begge tilfælde og som ved forordning nr. 1463/73 fastsættes med samme beløb. Den justering af de monetære udligningsbeløb, der egentlig er nødvendig, er herved blevet flyttet over på importafgifterne, restitutionerne og de andre beløb, som skal opkræves eller ydes i handelen med tredjelande.

Som følge heraf fastsættes eller i hvert fald opkræves der for høje monetære udligningsbeløb på importerne fra tredjelande til Forbundsrepublikken Tyskland, når opkrævningen af afgifterne er udsat. I dette tilfælde sker der nemlig heller ingen justering af de monetære udligningsbeløb, som jo er blevet overført på afgifterne. Justeringen skal således ske på de monetære udligningsbeløb selv: Disse skal nedsættes med det beløb, som fremkommer ved at multiplicere valutakoefficienten med afgiften.

Forordning nr. 113/75 foreskriver ikke, at koefficienten anvendes på opkrævede importafgifter, men på sådanne, der er fastsat i regningsenheder. Dette bør ske i tilfælde, hvor sådanne i regningsenheder fastsatte importafgifter rent faktisk ikke opkræves, fordi de er udsat.

En anden fortolkning af forordning nr. 1380/75 ville krænke forbudet mod forskelsbehandling og lighedsgrundsætningen og navnlig EØF-traktatens artikel 40, stk. 3. En sådan fortolkning ville for det første føre til, at uens faktiske omstændigheder ulovligt fik ens behandling. Der måtte nemlig opkræves samme monetære udligningsbeløb på indførslerne fra medlemsstaterne og fra tredjelande uden justering af de øvrige importafgifter, selv om indførslerne fra tredjelande i Forbundsrepublikken Tyskland for så vidt nødvendigvis burde pålægges mindre afgifter.

For det andet ville ens situationer blive behandlet forskelligt uden rimelig grund. Dels ville indførslerne fra tredjelande få pålagt højere afgifter end indførslen fra medlemslande, dels ville indførslerne fra tredjelande til Forbundsrepublikken Tyskland få pålagt højere afgifter end indførslerne fra tredjelande til andre medlemsstater. De øvrige medlemsstater ville i sådanne tilfælde få fordelen af det rigtige monetære udligningsbeløb og af udsættelsen af afgifterne. De tyske importører måtte derimod betale et ujusteret og derfor for stort monetært udligningsbeløb.

Kommissionen har først anført, at de rejste spørgsmål ikke alene angår oksekødsektoren men varer og indførsler fra tredjelande i almindelighed. Kommissionen vil dog begrænse sig til i betragtninger over de særlige aspekter ved den indførsel, som omhandles i hovedsagen.

Herefter har Kommissionen beskrevet, hvorledes den har fortolket den her afgørende forordning nr. 974/71; da artikel 2 bestemmer, at procentsatsen (der er fastsat efter valutasituationens udvikling) anvendes på priserne har Kommissionen fortolket bestemmelsen under hensyntagen til systemets formål, nemlig en udligning af de prisniveauer, der er blevet uens på grund af valutasituationens udvikling. Hvad angår handelen inden for Fællesskabet er Kommissionen som beregningsgrundlag gået ud fra de fællesskabsretlige garantpriser (navnlig interventionspriserne). I handelen med tredjelande har afgifterne og restitutionerne allerede delvis bevirket en valutaudligning (da afgifter og restitutioner udtrykkes i regningsenheder og omregnes til de pågældende medlemsstaters nationale valuta under anvendelse af pariteten eller senere de såkaldte grønne omregningskurser, opvejede disse beløb fuldt ud forskellen mellem de verdensmarkedspriser, som blev lagt til grund, og prisniveaut i den pågældende medlemsstat). De monetære udligningsbeløb over for tredjelande måtte følgelig beregnes således, at de kun omfattede den del af prisen, der endnu ikke var udlignet ved afgifter eller restitutioner, dvs. de verdensmarkedspriser, som var blevet lagt til grund.

På et andet trin af systemet var Kommissionen for at forenkle administrationen gået over til at fastsætte de samme monetære basisudligningsbeløb såvel for handelen inden for Fællesskabet som for handelen med tredjelande, beregnet på grundlag af de fællesskabsretlige garantipriser. Disse udligningsbeløb skal dog principielt justeres, da den nødvendige udligning er sket via afgiften eller restitutionen. I de forordninger, som Kommissionen har udstedt siden 1. marts 1973 (forordning nr. 648/73 af 1. 3. 1973 og 1463/73 af 30. 5. 1973), er der derfor blevet fastsat en såkaldt valutakoefficient, som i medlemsstater med opskrevet valuta lader revalueringens virkning komme til udtryk og i medlemsstater med nedskrevet valuta udtrykker virkningen af devalueringen. For Forbundsrepublikken Tyskland ligger DM's revalueringsvirkning i forhold til den grønne kurs for øjeblikket på 7,5 %, og valutakoefficienten er følgelig 0,925 % 100-7,5100. For Frankrig ligger FF's devalueringsvirkning for øjeblikket på 14,5 % og valutakoefficienten er følgelig 1,145 % 100+14,5100. Ved den for tiden anvendte beregningsmåde danner det monetære basisudligningsbeløb og valutakoefficienten en enhed, der udgør det egentlige monetære udligningsbeløb.

Ved første øjekast synes det nærliggende at slutte, at det i nærværende tilfælde anvendte monetære udligningsbeløb er for højt, idet den justering, som almindeligvis sker ved hjælp af valutakoefficienten, ikke har kunnet foretages, fordi afgiften er blevet udsat. Forskellen mellem det faktisk anvendte og det teoretisk rigtigt beregnede monetære udligningsbeløb er imidlertid så lille, at der til syvende og sidst kan ses bort fra den. Den beregning, som sagsøger i hovedsagen har foretaget, og hvori det monetære udligningsbeløb i det foreliggende tilfælde antages at være 1483,20 DM for højt, bygger på forkerte forudsætninger. Sagsøger ønsker det fastsatte monetære udligningsbeløb nedsat med det beløb, hvormed den (teoretiske) afgift ville være blevet nedsat ved multiplikation med den dengang gældende valutakoefficient (0,9 %), altså en nedsættelse af afgiften på 10 %.

Denne beregningsmetode har ingen som helst lovhjemmel, da der i mangel af en virkeligt anvendt afgift savnes et referencepunkt for anvendelsen af valutakoefficienten. Metoden strider tillige mod artikel 4, stk. 3 i forordning nr. 1380/75. Beregningen af det monetære udligningsbeløb kunne til nød korrigeres ved at vende tilbage til den oprindelige beregningsmetode og i sådanne tilfælde beregne det monetære udligningsbeløb på grundlag af verdensmarkedsprisen for den importerede vare. Ved anvendelse af denne metode ville sagsøger vinde cirka 7 Pfennig pr. kilo, altså 193,46 DM (dvs. omtrent 1 % af varens værdi). Forskellen mellem de to resultater skyldes, at beregningen af det monetære udligningsbeløb for den omtvistede vare påvirkes af to særlige forhold. For det første fastsættes det monetære udligningsbeløb for oksekød ikke på grundlag af interventionsprisen, men på grundlag af en pris, der er nedsat med 10 % for at der kan tages større hensyn til verdensmarkedsprisens virkelige niveau inden for hele denne sektor. For det andet benyttes der ved beregningen af det monetære udligningsbeløb, som finder anvendelse på det omtvistede oksekødprodukt, andre beregningskoefficienter (forædling) end de, der benyttes ved afgiftens beregning. Det monetære basisudligningsbeløb, som anvendes på det omtvistede produkt, er således lavere end et beløb, som beregnes ud fra de samme principper som afgiften. Anvendelsen af valutakoefficienten fører således til en større nedsættelse af det fulde monetære udligningsbeløb, end hvis dette fra første færd var blevet beregnet på grundlag af verdensmarkedsprisen. Dette medfører til syvende og sidst en forholdsmæssig begunstigelse af indførslerne i lande med opskreven valuta og en forholdsmæssig forfordeling af indførslerne i lande med nedskreven valuta. Det synes imidlertid ingenlunde berettiget også at lade denne systembetingede begunstigelse slå igennem ved at anvende koefficienten, når opkrævningen af afgiften udsættes.

Samlet må det konstateres, at det på grund af særegenhederne ved beregningen af det monetære udligningsbeløb inden for oksekødsektoren er muligt at undgå visse afvigelser fra den teoretiske idealløsning, uanset hvilken af de to beregningsmetoder der benyttes. Disse afvigelser er dog ikke urimelige og fører i hvert fald ikke til forskelle af en sådan størrelsesorden, at de kan forårsage en forordning af samhandelen. Dette er grunden til, at Kommissionen ikke hidtil har anset det for påkrævet at opgive den for tiden anvendte beregningsmetode. Genindførelsen af det oprindeligt anvendte system i oksekødsektoren ville grundet de altid svingende verdensmarkedspriser forudsætte en uafbrudt ajourføring af de monetære udligningsbeløb (for samtlige medlemsstater); påvisningen af disse verdensmarkedspriser er i øvrigt i sig selv et nyt usikkerhedsmoment.

Kommissionen har herefter foreslået, at spørgsmålene fra Finanzgericht Hamburg besvares som følger:

Sagsøger i hovedsagen, repræsenteret af advokat K. Landry, Hamburg, og EØF-Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske konsulent P. Gilsdorf som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 24. november 1977.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 25. januar 1978.