I henhold til Domstolens taste retspraksis omfatter forbudet i EØF-traktatens artikel 30 alle foranstaltninger, der er egnet til direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre indførslerne fra en medlemsstat til en anden. Forbudet mod at bringe en vare fra en medlemsstat i omsætning i en anden medlemsstat hindrer indførselen af denne vare direkte og aktuelt. Det drejer sig derfor om en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, der er forbudt ved EØF-traktatens artikel 30 med forbehold af de i fællesskabsretten foreskrevne undtagelser.

Hensynet til beskyttelse af menneskers sundhed i den i EØF-traktatens artikel 36, stk. 1, forudsatte betydning kan ikke begrunde fastsættelsen af en vis alkoholprocent for spiritus til drikkebrug, da der snarere må gælde det modsatte.

Der kan heller ikke lægges vægt på det anbringende, hvorefter det skulle være nødvendigt via lovgivningen at fastsætte bestemte mindstegrænser for alkoholindholdet af hensyn til handelssædvanerne i Forbundsrepublikken Tyskland og forbrugernes ønsker. Der kan ses bort fra dette spørgsmål, da handelssædvanerne og forbrugernes ønsker under ingen omstændigheder er sådanne bestanddele af den offentlige orden, som kan begrunde anvendelse af artikel 36.

Ifølge artikel 3 i Kommissionens direktiv 70/50 af 22. december 1969 (EFT 1970 (I), s. 10) omfatter de foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner, der skal ophæves mellem medlemsstaterne, foranstaltninger, som regulerer afsætningen af varer, særlig med hensyn til form, dimension, vægt, sammensætning, præsentation, identifikation og indpakning, og som anvendes uden forskel på indenlandske varer og importerede varer, og hvis restriktive virkninger på den frie omsætning af varer overskrider rammen for virkninger, der er karakteristiske for bestemmelser for handelen. Ifølge den tiende betragtning til direktivet er dette tilfældet, når indførsel enten er gjort umulig eller mere vanskelig eller byrdefuld sammenlignet med afsætningen af den indenlandske produktion, uden at dette er nødvendigt for at nå et mål, som ligger inden for rammerne af den frihed, som traktaten giver medlemsstaterne til at vedtage bestemmelser for handelen. Forordningen om mindsteindholdet af alkohol i spiritus til drikkebrug i Tyskland umuliggør afsætningen og dermed indførselen fra andre medlemsstater af visse kendte likører, der afsættes som sådanne, bl.a. Cassis de Dijon. En fremstilling af disse likører, der særligt er tilpasset det tyske marked, vil gøre indførselen heraf mere vanskelig eller byrdefuld sammenlignet med afsætningen af den indenlandske produktion.

Ifølge EØF-traktatens artikel 36, andet punktum, må disse importforbud dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne; Domstolen har fastslået, at der foreligger en skjult begrænsning efter denne bestemmelse, hvis det godtgøres, at indehaverens benyttelse af varemærkeretten, sammenholdt med det salgssystem, denne anvender, bidrager til en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne. Den tyske forordning om mindsteindholdet af alkohol i spiritus til drikkebrug og § 100, stk. 3, i Branntweinmonopolgesetz medfører netop en sådan kunstig opdeling mellem Forbundsrepublikken Tysklands marked og de andre medlemsstaters marked; de strider således også mod artikel 36, andet punktum.

Det første spørgsmål fra Hessisches Finanzgericht bør besvares således:

Begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner i EØF-traktatens artikel 30 skal fortolkes således, at et nationalt krav om, at spiritus til drikkebrug skal indeholde en vis alkoholprocent for at kunne bringes i omsætning i den pågældende medlemsstat, udgør en sådan foranstaltning, når det medfører, at gængse varer fra andre medlemsstater, med et alkoholindhold under den fastsatte procent, ikke kan bringes i omsætning i den pågældende medlemsstat.

Det andet spørgsmål er alternativt og ikke subsidiært.

Det rejser det forudgående spørgsmål, om der på det tidspunkt, da sagsøgerne i hovedsagen ansøgte om den importtilladelse, der ligger til grund for hovedsagen, stadig eksisterede et statsligt handelsmonopol i Forbundsrepublikken Tyskland for spiritus til drikkebrug. Den opfattelse, som Kommissionen har gjort gældende i forskellige sager ved Domstolen, hvorefter dette som følge af Domstolens domme af 17. februar 1976 i sagerne 45/75, Rewe, og 91/75, Miritz (Sml. s. 181 og 217) ikke. længere skulle være tilfældet, er forkert.

Ifølge § 1, nr. 3, i Branntweinmonopolgesetz, senest ændret ved lov af 14. december 1976, omfatter monopolet, med forbehold af de i loven anførte undtagelser, import af spiritus; ifølge § 3 har alene Bundesmonopolverwaltung — bortset fra visse undtagelser — kompetence til at indføre spiritus til monopolområdet. Ifølge § 106 er handel med spiritus kun tilladt efter tilladelse fra Bundesmonopolverwaltung.

Ifølge bekendtgørelsen af 8. april 1976 kræves der dog ikke længere importtilladelse for spiritus, der befinder sig i fri omsætning i en anden medlemsstat i Fællesskabet; denne bekendtgørelse kan imidlertid ophæves når som helst. Ifølge ånden i Domstolens afgørelser kan et statsligt handelsmonopol ikke anses for tilpasset i den i traktatens artikel 37 forudsatte betydning, sålænge der — også selv om det sker rent formelt — fortsat gælder bestemmelser om et indførselsmonopol.

Ifølge artikel 37, stk. 1, andet afsnit, der indeholder den retlige definition af begrebet statslige handelsmonopoler, foreligger der et monopol, når indførselen de jure kontrolleres, ledes, eller når der øves mærkbar indflydelse herpå. § 3 i Branntweinmonopolgesetz tillægger ganske vist ikke den kompetente myndighed nogen eneret til at indføre likør. Men som følge af det i bestemmelserne om et mindsteindhold af alkohol indeholdte forbud mod at bringe bestemte produkter i omsætning, er indførselen af visse likører totalt forbudt.

Det tyske spiritusmonopols aktiviteter øver mærkbar indflydelse på indførselen af spiritus og alkoholholdige drikkevarer fra andre medlemsstater. Dette skyldes de særlige beskatningsregler for spiritus, som ikke skal leveres til monopolet (§ § 58, 76, 79, stk. 2, § § 79a og 151, stk. 1, i Monopolgesetz), men især den omstændighed, at Bundesmonopolverwaltung sælger leveringspligtigt spiritus til priser langt under fremstillingsprisen, afhængig af udbudssituationen i de andre medlems stater, og at monopolets betydelige underskud dækkes af forbundsmidler. Dette medfører en forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsætningsvilkår, dvs. en forskelsbehandling mellem sælgere fra andre medlemsstater og Bundesmonopolverwaltung.

Det andet spørgsmål bør besvares således:

Begrebet forskelsbehandling af Medlemsstaternes statsborgere i den i EØF-traktatens artikel 37, stk. 1, forudsatte betydning skal fortolkes således, at det omfatter fastsættelsen af et mindsteindhold af alkohol i likører, samt alle andre foranstaltninger fra et statsligt handelsmonopol, for så vidt som de i den pågældende medlemsstat hindrer afsætning af likører hidrørende fra andre medlemsstater, når disse likørers alkoholprocent er lavere end den, der er foreskrevet i den nationale ordning om adgang til markedet i den pågældende medlemsstat.

Regeringen for Forbundsrepublikken Tyskland redegør først for indholdet, sammenhængen, baggrunden for og formålet med de nationale bestemmelser om mindsteindholdet af alkohol i spiritus til drikkebrug. Disse er især indført ud fra ønsket om at beskytte forbrugernes helbred: En ubegrænset frigivelse af alle slags spiritus til drikkebrug, uanset alkoholindhold, kan føre til en forøgelse af alkoholforbruget som helhed og vil således kunne fremme de særlige farer, der er forbundet med alkoholisme; disse bestemmelser har ligeledes til formål at beskytte forbrugeren mod bedragerier og illoyal praksis ved fremstillingen og salget af spiritus. I praksis har der i Forbundsrepublikken udviklet sig en fast handelssædvane vedrørende alle de væsentlige krav til fremstillingen, sammensætningen og benævnelsen af spirituosa, der er kommet til udtryk i Begriffsbestimmungen fur Spirituosen (definitioner af spirituosa).

Rækkevidden af de fortolkningsspørgsmål, der er forelagt Domstolen, går i vidt omfang ud over sagsgenstanden i hovedsagen: I de fleste medlemsstater eksisterer der bestemmelser af den mest forskellige art om mindsteindholdet af alkohol i spiritus til drikkebrug, og disse bestemmelser udgør kun en lille del af det sammensatte problem, der beror på forekomsten af et betydeligt antal forskellige nationale tekniske normer for talrige varer. Ifølge traktatens artikler 3, litra h) og 100, skal de heraf følgende hindringer for handelen afskaffes ved en tilnærmelse af medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der direkte indvirker på fællesmarkedets oprettelse eller funktion. Indtil de nationale fremstillings- og afsætningsnormer er harmoniseret, kan EØF-traktatens artikel 30 kun finde anvendelse, for så vidt som disse bestemmelser medfører en forskelsbehandling af indførte varer i forhold til indenlandske varer.

Foranstaltninger, der uden rorskel rinder anvendelse på indførte og indenlandske varer er ifølge direktiv 70/50 ikke foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner; de er derfor principielt ikke omfattet af artikel 30.

Da de i Forbundsrepublikken gældende mindstekrav ikke indebærer nogen forskelsbehandling af indførte varer, er det udelukket at anvende artikel 30 ud fra dette synspunkt.

Ud over den formelt lige behandling må det konstateres, at bestemmelserne om et mindsteindhold af alkohol heller ikke materielt favoriserer de indenlandske fabrikanter. Hindringerne for samhandelen skyldes udelukkende den omstændighed, at to medlemsstaters retsordener traditionelt har foreskrevet forskellige mindstekrav for alkoholindholdet i bestemte spirituosa. Den omstændighed, at de tyske lovbestemmelser indeholder strengere mindstekrav, som ikke objektivt giver de nationale producenter nogen fordel, kan ikke udgøre en materiel forskelsbehandling i den i traktatens artikel 30 forudsatte betydning.

De argumenter, som sagsøgerne udleder af den af Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland indledte procedure til konstatering af traktatskrænkelse kan ikke lægges til grund i det foreliggende tilfælde: Denne sag, der især vedrørte anislikører, udviste i forhold til tvisten i hovedsagen afgørende væsensforskelle, især fordi den tyske ordning foreskrev et højere mindsteindhold af alkohol for udenlandske anislikører end for tilsvarende indenlandske likører.

Under hensyn til den grundlæggende betydning, som det af sagsøgerne anførte har for bedømmelsen af de tekniske normer i alle andre produktionsområder, skal der henvises til konsekvenserne heraf: I Forbundsrepublikken Tyskland ville mindsteindholdet af alkohol i et produkt ikke længere være reguleret ved tyske lovbestemmelser men ved franske. Derfor måtte det lavere mindsteindhold af alkohol, der er foreskrevet i fransk ret, også udvides til at gælde for hele den indenlandske tyske produktion. Til sidst ville ordningen i den medlemsstat, der opstiller de laveste krav, obligatorisk gælde i alle andre medlemsstater; da denne retsfølge skulle bero på den umiddelbart anvendelige bestemmelse i artikel 30, skulle disse retlige ændringer allerede have været gennemført senest den 1. januar 1970. Som følge af den automatiske virkning af artikel 30 vil der fremtidig løbende kunne indtræde andre ændringer af de nationale lovbestemmelser, så snart blot en enkelt medlemsstat vedtager en ny ordning med lavere krav. I ekstreme tilfælde vil en enkelt medlemsstat derfor — uden de andre medlemsstaters medvirken og kendskab — kunne bestemme hele Fællesskabets lovgivning. Resultatet ville være, at mindstekravene blev sænket til det laveste niveau, der er indeholdt i en national ordning, uden at der sker den i EØF-traktatens artikel 100 foreskrevne harmonisering, som forudsætter samtykke fra medlemsstaterne.

Det må i denne henseende fastholdes, at ophævelsen af de i en medlemsstat gældende mindstekrav ikke kan begrænses til indførte produkter men obligatorisk også skal omfatte den indenlandske produktion, idet der ellers vil kunne opstå nye former for forskelsbehandling. Det er heller ikke muligt at begrænse de således forståede krav i artikel 30 til såkaldte gængse produkter; ud fra artikel 30 er der ingen tvingende grund til at behandle nye produkter anderledes end gængse produkter.

Disse konsekvenser er uforenelige med princippet om retssikkerheden.

De er frem for alt udelukket ved den funktionelle kompetenceafgrænsning mellem national kompetence og fællesskabskompetence. Dette grundlæggende princip i traktaten indebærer for fortolkningen af artikel 30, at anvendelsen af denne bestemmelse finder sin grænse dér, hvor den funktionelle udøvelse af medlemsstaternes residuale kompetence vil blive udelukket. Medlemsstaterne skal fortsat være i stand til effektivt at udøve denne kompetence, indtil de ved gennemførelsen af harmoniseringen mister deres handlefrihed til Fællesskabet. Det er vigtigt, at denne funktionsafgrænsning overholdes netop på området for tekniske normer.

Efter ånden i Domstolens afgørelser vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 95 må det antages, at de almindelige rammer for det nationale lovgivningssystem fortsat skal være afgørende — selv hvad angår de produkter, der ikke sædvanligvis eksisterer i importlandet — på de områder, hvor harmonisering er påkrævet, og som endnu er omfattet af medlemsstaternes kompetence.

Den af sagsøgerne i hovedsagen ønskede løsning, der består i vedtagelse af de laveste nationale mindstekrav, er desuden udelukket, idet de pågældende bestemmelser tjener fællesskabsretligt legitime formål af social-, forbruger- eller fiskal art, på hvilke områder der består en betydelig skønsfrihed. Indtil der er sket en harmonisering på fællesskabsplan, kan denne skønsfrihed nødvendigvis kun tilkomme medlemsstaterne.

Af alle disse grunde kan nationale ordninger vedrørende mindsteindholdet af værdibestemmende elementer i bestemte produkter — hvis formål er lovligt efter fællesskabsretten, og hvis restriktive virkninger for samhandelen alene skyldes deres traditionelle forskelle — ikke falde ind under anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 30 alene som følge af den kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og Fællesskabet, der følger af traktatens opbygning.

Artikel 3 i direktiv 70/50 fører ikke til et andet resultat.

Beskyttelsen af forbrugeren mod bedrageri og sundhedsfare samt beskyttelsen af den loyale konkurrence er fællesskabsretligt lovlige formål. Det middel, der er valgt til opnåelsen af dette mål, er ikke underlagt noget fællesskabsretligt forbehold, da også fællesskabsretten indeholder talrige bestemmelser om mindsteindholdet i levnedsmidler. Disse bestemmelsers restriktive virkning for samhandelen overskrider ikke de normale grænser for de virkninger, som disse bestemmelser bør have. Princippet om forholdet mellem mål og midler er ikke tilsidesat: En simpel etiketteringspligt kan ikke erstatte fastsættelsen af mindsteindhold af alkohol; den omstændighed, at fabrikanterne skal tilpasse de til eksport bestemte produkter til bestemmelserne i importlandet, så længe der ikke er sket en harmonisering, udgør kun en nødvendig følge af forskellene i de nationale lovbestemmelser.

Det første spørgsmål bør derfor besvares således:

Begrebet foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner i EØF-traktatens artikel 30 omfatter ikke sådanne forskelle mellem de i medlemsstaternes retsordener gældende forskellige bestemmelser om mindsteindholdet af alkohol i spiritus, som medfører, at varer, som sædvanligvis bringes i omsætning i medlemsstater med lavt mindstekrav, kun kan bringes i omsætning i andre medlemsstater, såfremt de indeholder en højere alkoholprocent.

Traktatens artikel 37 kan ikke anvendes til at fastsætte et mindsteindhold af alkohol: Der er ikke her tale om en monopolretlig bestemmelse i den betydning, at dens eksistens eller opretholdelse beror på eksistensen eller driften af handelsmonopolet for spiritus; det drejer sig derimod om en levnedsmiddelretlig bestemmelse, der alene af rent historiske grunde er indeholdt i Branntweinmonopolgesetz.

Det er desuden udelukket at anvende artikel 37, idet der hverken foreligger nogen formel eller faktisk forskelsbehandling af udenlandske produkter i forhold til indenlandske produkter.

Regeringen for kongeriget Danmark henleder opmærksomheden på, at også frugtvine som f.eks. den danske kirsebærvin rammes af markedsføringsforbudet i den tyske ordning om fastsættelse af et mindsteindhold af alkohol i spiritus til drikkebrug.

Den tyske ordning har hverken karakter af en kvalitetsgarantiordning eller på anden måde karakter af en teknisk handelshindring, som kan fjernes gennem vedtagelse af harmoniseringsdirektiver i medfør af EØF-traktatens artikel 100. Den synes heller ikke at tilhøre den kategori af foranstaltninger, der nævnes i Domstolens dom af 16. november 1977 (sag 13/77, Inno, Sml. 1977, s. 2115), og som til trods for at de udgør en hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne, dog ikke falder under forbudet i EØF-traktatens artikel 30, fordi de allerede omhandles i traktaten under en selvstændig betegnelse, eksempelvis fiskale bestemmelser, eller er tilladt som udtryk for eller som middel til udtryk for medlemsstaternes residuale beføjelser. Artikel 36 kan heller ikke påberåbes for at begrunde forbudet mod markedsføring af visse spirituosa.

På denne baggrund mener den danske regering, at det første spørgsmål bør besvares bekræftende.

Kommissionen redegør for de tyske bestemmelser om fastsættelsen af mindsteindhold af alkohol i spiritus til drikkebrug og Begriffsbestimmung für Spirituosen samt den tyske levnedsmiddellovgivning; den henviser til den i .1974 mod Forbundsrepublikken Tyskland indledte procedure til konstatering af traktatskrænkelse og til, at den som følge af flere klager har besluttet at gennemføre en generel undersøgelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt nationale bestemmelser om levnedsmidlers sammensætning, kvalitet og betegnelse — især alkoholholdige drikkevarers — er forenelige med EØF-traktatens artikel 30.

Kommissionens nuværende stillingtagen til hele problemet kan sammenfattes således:

For så vidt som bestemmelser om sammensætningen eller arten af bestemte drikkevarers eller levnedsmidlers bestanddele ikke tjener til at sikre beskyttelsen af sundheden, kan begrænsningerne af samhandelen ifølge traktatens artikel 36 kun begrundes af princippet om beskyttelse af forbrugeren (information til forbrugeren og beskyttelse mod bedrageri) og princippet om loyal konkurrence mellem producenter.

I denne henseende må det afgøres, om disse formål, snarere end ved et totalt salgsforbud, kan gennemføres ved bestemmelser om etikettering samt angivelse af det pågældende produkts beskaffenhed og sammensætning.

Under hensyn til de pågældende produkters særligt store prisfølsomhed og til, at forbrugeren vanskeligt kan sammenligne de forskellige alkoholprocenter i ens produkter, kan en obligatorisk ordning om et mindsteindhold af alkohol, som den i hovedsagen omtvistede, bidrage til at sikre en loyal konkurrence og beskyttelsen af forbrugeren.

Når en korrekt mærkning eller etikettering af produktet ikke udelukker enhver vildledning af forbrugeren, eller når mærkning ikke eller kun til en vis grad er mulig, kan et salgsforbud være begrundet.

I sidste instans er det afgørende altså, om en ordning vedrørende produkters sammensætning, der finder anvendelse uden forskel, sammenholdt med den for produkterne gældende betegnelse skal betragtes som uforholdsmæssig. Er dette ikke tilfældet, kan de begrænsninger i samhandelen mellem medlemsstaterne, der skyldes forskelle mellem disse ordninger, kun afskaffes gennem tilnærmelse af lovgivningerne eller gennem fællesskabsretlige foranstaltninger.

Det første spørgsmål bør derfor besvares således:

En fastsættelse af et mindsteindhold af alkohol for spiritus til drikkebrug, der uden forskel finder anvendelse på indenlandske og indførte produkter, kan begrundes i hensynet til beskyttelse af forbrugerne og i hensynet til en loyal konkurrence mellem producenter af spiritus til drikkebrug.

En sådan ordning er dog overdreven og udgør derfor en forbudt foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner, når den medfører, at typiske produkter fra andre medlemsstater, som fremstilles efter en særlig metode og med et traditionelt lavere alkoholindhold end den fastsatte procent — trods en korrekt mærkning — ikke kan bringes i omsætning i den pågældende medlemsstat eller kun kan bringes i omsætning dér, såfremt de opfylder urimelige krav.

Det andet spørgsmål er uden genstand, da § 100, stk. 3, i Branntweinmonolpolgesetz er en bestemmelse om levnedsmidler. Efter ophævelsen af det tyske spiritusmonopol er en eventuel forskelsbehandling i forsynings- og afsætningsvilkårene under alle omstændigheder ikke længere forbundet med et monopol og skal derfor bedømmes efter traktatens almindelige bestemmelser, i det foreliggende tilfælde artiklerne 30 og 36.