Europa-Parlamentet har anført, at den myndighed, der omhandles i artikel 6 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, i nærværende tilfælde formanden for UDE-gruppen, ikke kan inddrages i en retssag. Det samme gælder for den politiske gruppe, UDE, der i øvrigt heller ikke har retsevne. Den eneste sagsøgte, der her kan være tale om, er Europa-Parlamentet.

Sagsøgeren har herved ønsket at overlade afgørelsen til Domstolens skøn og har henvist til dommen af 9. juni 1964 i de forenede sager 79 og 82/63 (Jean Reynier og Piero Erba mod Kommissionen; Sml. 1954-1964, s. 489). I denne dom statueredes, at kompetencen til at repræsentere administrationen i retssager med de ansatte tilkommer ansættelsesmyndigheden, der i forhold til de ansatte har en arbejdsgivers beføjelser.

Europa-Parlamentet har anført, at dets brev af 19. september 1968 ikke er en beslutning, der kan anfægtes. Ved dette brev blev der blot givet sagsøger en simpel opgørelse over de ham tilkommende udtrædelsespenge som et led i opsigelsen af hans kontrakt den 12. marts 1968, således som denne opsigelse var blevet suppleret af Borroccos brev af 20. maj 1968. For så vidt søgsmålet derfor er rettet mod brevet af 19. september 1968, må det afvises.

Med hensyn til den angivne, stiltiende afvisning af sagsøgers klage af 10. juni 1968 så er det udtrykkelige svar fra Parlamentets formand af 24. juli 1968 til hinder for, at der kan tales om tavshed fra administrationens side.

Når sagsøger hævder, at opsigelsen ifølge brevet fra gruppen UDE af 12. marts 1968 var behæftet med inkompetence, måtte han nødvendigvis mene, at det var Parlamentets formand, der var den i artikel 6 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte omhandlede myndighed. Den administrative klage var altså ikke stilet til rette myndighed.

Sagsøger havde faktisk fremført klagepunkter mod opsigelsen i brevet af 12. marts 1968.

Sagsøger har bestridt, at Parlamentets brev af 19. september 1968 blot er en gennemførelse af en tidligere afgørelse.

Hvis Parlamentets formand, som anført i brevet af 24. juli 1968, skulle være inkompetent, så følger det heraf, at den i artikel 6 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte omhandlede myndighed, der også var adressat for den administrative klage af 10. juni 1968, har været tavs i over 2 måneder. Den af denne tavshed følgende stiltiende afvisning kan således gøres til genstand for et sagsanlæg. Hvis derimod Parlamentets formand var kompetent, så kan brevet af 24. juli ikke betragtes som en realitetsbesvarelse af klagen, og administrationens tavshed må forlænges ud over denne dato.

Brevet fra Parlamentets formand af 24. juli 1968 anfægtes dog for det tilfælde, at det skulle blive anset for en besvarelse af klagen.

Søgsmålet er ikke rettet mod opsigelsen af 12. marts 1968 men mod den stiltiende afvisning af klagen over opsigelsen.

Europa-Parlamentet har anført, at sagen er anlagt for sent i det omfang, den er rettet mod brevet fra Parlamentets formand af 24. juli 1968. Fristen på 2 måneder, regnet fra datoen for afvisningen af den administrative klage, udløb den 24. eller i hvert fald den 26. september 1968.

Sagsøger har anført, at administrationen ikke har besvaret hans administrative klage af 10. juni 1968, og at hans sag, anlagt den 9. oktober 1968 som følge af denne tavshed, er rettidig. Hvis det skulle antages, at brevet fra Europa-Parlamentets formand må betragtes som en udtrykkelig realitetsafgørelse af klagen, vil sagen også kunne tages under realitetspåkendelse, idet tremåneders fristen blev afbrudt som følge af den administrative klages indgivelse og ikke udløb før den 24. oktober 1968.

Europa-Parlamentet har anført, at sagen bør afvises under ét, idet sagsøger efterfølgende har godkendt opsigelsen. I et brev af 21. maj 1968 havde sagsøger meddelt, at han tog til efterretning, at opsigelsen blev udsat til september, og han havde som følge heraf bl.a. oplyst Parlamentet om, på hvilken bankkonto hans udtrædelsespenge skulle indsættes. Sagsøgers adfærd kan kun fortolkes som et gyldigt samtykke til de beslutninger, der blev truffet i forbindelse med hans ansættelsesforholds ophør.

Sagsøger har anført, en offentlig ansats senere efterfølgende godkendelse i kraft af sin adfærd kun kan godtages under iagttagelse af den allerstørste agtpågivenhed. Han havde set sig tvunget til at besvare Europa-Parlamentets anmodninger om oplysninger, dels af simpel høflighed, dels for ikke at pådrage sig disciplinært ansvar.

Sagsøger har anført, at Europa-Parlamentet ved i skrivelsen af 19. september fra administrationens generaldirektør at fastsætte den 16. september som datoen for ansættelsesforholdets ophør har givet udtryk for, at det ikke tillagde brevet af 12. marts 1968 fra gruppen UDE nogen virkning. Ansættelseskontrakten blev således opsagt, uden at dens opsigelsesvarsel på 3 måneder blev respekteret. Denne opsigelse er ugyldig, idet den er i strid med artikel 47, stk. 2, 2. afsnit, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, jf. artikel 4, stk. 2, i tjenestemandsvedtægtens bilag V.

Under sine uofficielle kontakter i maj 1968 med medlemmer af gruppen UDE havde sagsøger modtaget så bestemte tilsikringer, at han sluttede, at gruppen havde udskudt beslutningen af 12. marts 1968. Han har i så henseende tilbudt vid nebevis (jf. ovenfor under III — parternes påstande, nr. 3 litra b)).

Europa-Parlamentet har hertil anført, at forlængelsen af sagsøgerens kontrakt på ingen måde anfægtede gyldigheden af opsigelsen af 12. marts 1968.

Boroccos brev af 20. maj 1968 havde kun det formål at sørge for, at sagsøger ikke mistede de rettigheder, han havde som følge af sin uudnyttede ferie. Det er uden betydning, at den kompensation, sagsøger herved fik, ikke fuldstændigt gik efter reglen i artikel 4, stk. 2, i vedtægtens bilag V, eftersom sagsøgeren ikke kan have nogen interesse i at påberåbe sig en tilsidesættelse af reglerne, når han herved fik en større fordel, end der ville følge af en direkte anvendelse af vedtægten. Under alle omstændigheder har sagsøger ikke anfægtet skrivelsen af 20 maj 1968.

Sagsøgers bevistilbud, der første gang blev fremsat i replikken uden nogen begrundelse for, hvorfor det fremkom så sent, kan ikke tages til følge.

I øvrigt kunne opsigelsen af 12. marts 1968 kun annulleres skriftligt, hvilket sagsøger havde samtykket i. Endvidere havde Borocco bestridt de løfter, som sagsøger havde henvist til, og under alle omstændigheder havde Borocco ikke haft bemyndigelse til at træffe en beslutning på gruppens vegne. Gruppen selv havde afvist en formel benægtelse af sagsøgers klagepunkter. Bevistilbudet er altså heller ikke relevant.

Det ville være uforståeligt, hvis Parlamentets administration i skrivelsen af 19. september 1968 til sagsøgeren ikke havde haft til hensigt at gennemføre afskedigelsen af 12. marts 1968, som den havde kendskab til, men derimod at fremsætte en ny erklæring, der trådte i stedet for den tidligere, påståede annullation, når denne annullation ikke var blevet bragt til Parlamentets kendskab.

Selv om det endog blev antaget, at sagsøgers ansættelsesforhold blev bragt til ophør ved brevet af 19. september 1968, så ville tvisten dog alene vedrøre den aftalte opsigelsesfrist, idet opsigelsen derimod stadig ville være gyldig. Nærværende søgsmål vil altså i det højeste kunne dreje sig om tilkendelse af en godtgørelse herfor.

Sagsøger har anført, at skrivelsen af 19. september 1968 ikke var begrundet, hvorfor der foreligger en overtrædelse af artikel 11 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, jf. artikel 25 i vedtægten.

Europa-Parlamentet har anført, at dets bemærkninger til det første anbringende gør sagsøgerens klagepunkt med hensyn til begrundelsen uden genstand.

Anbringender vedrørende beslutningen af 12. marts 1968

Såfremt det må antages, at opsigelsesfristen på 3 måneder, der ellers ville udløbe den 12. juni 1968, var blevet gyldigt forlænget indtil 16. september 1968, har sagsøger fremsat de i det følgende nævnte klagepunkter mod opsigelsesbrevet af 12. marts 1968.