Den nederlandske regering anfører, at hvis registreringen og den ved den ovennævnte lovgivning indførte kontrol er foranstaltninger med tilsvarende virkning som indførselsrestriktioner i artikel 30's forstand, er de imidlertid berettiget i henhold til traktatens artikel 36. I øvrigt gælder disse foranstaltninger for alle lægemidler, såvel indenlandske produkter som produkter, der er importeret direkte eller parallelt. Disse foranstaltninger er i øvrigt en del af et registrerings- og kontrolsystem, som er indført ved Rådets direktiver 65/65//EØF af 26. januar 1965 (EFT 1965-66, s. 17) og 319/75/EØF af 20. maj 1975 (EFT L 147, s. 13) om tilnærmelse af de ved lov og administrativt fastsatte bestemmelser vedrørende medicinske specialiteter. Endelig er den ovennævnte dom i sagen De Peijper ikke til hinder for, at de parallelimporterede farmaceutiske produkter bliver undergivet en registreringsprocedure. Den nederlandske regering indrømmer imidlertid, at den omstændighed, at de pågældende foranstaltninger er i overensstemmelse med artikel 36, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at berettige opkrævningen af de anfægtede afgifter, idet den i artikel 36 hjemlede undtagelse udelukkende vedrører kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning som fastsat i artikel 30 ff. og ikke afgifter med tilsvarende virkning, således som det blev fastslået i dommen af 10. december 1968 (sag 7/68, Kommissionen mod Italien, Sml. 1965-68, s. 541). Det følger heraf, at de omtvistede afgifters forenelighed med fællesskabsretten skal undersøges både i forhold til artikel 12 ff. (afgifter med-tilsvarende virkning) og til artikel 95 (interne diskriminatoriske afgifter). Med udgangspunkt i Domstolens dom af 15. december 1976 (sag 35/76, Simmentbal, Sml. 1976, s. 1871) anfører den nederlandske regering, at de omtvistede afgifter ikke er afgifter med tilsvarende virkning som told i traktatens artikel 12's forstand, idet disse afgifter rammer importerede produkter og indenlandsk fremstillede produkter efter ens kriterier. Der er derfor tale om interne afgifter i traktatens artikel 95's forstand.

Svaret vedrørende det første problem i det første spørgsmål bør derfor være, at de for registrering og kontrol af importerede lægemidler foreskrevne afgifter er i overensstemmelse med fællesskabsretten, for så vidt som der opkræves tilsvarende afgifter for indenlandsk fremstillede lægemidler efter de samme kriterier. Disse afgifter er interne afgifter i traktatens artikel 95's forstand, selv om de i national ret betragtes som afgifter, der har karakter af en modydelse (vergoedingen).

En undersøgelse af denne del af problemet synes mindre nødvendig under hensyn til, at den pågældende ordning hverken retligt eller faktisk gør betalingen af de forskellige afgifter til en betingelse for registrering af de parallelimporterede lægemidler. Men under hensyn til den retspraksis, hvorefter Domstolen afstår fra at tage stilling til relevansen af de af den nationale ret forelagte spørgsmål, vil den nederlandske regering behandle dette spørgsmål. Med udgangspunkt i dommen af 29. juni 1978 (sag 142/77, Statens Kontrol, Sml., s. 1541) mener den nederlandske regering, at svaret bør være, at det principielt er foreneligt med traktaten at betinge markedsføringen af de pågældende produkter af betalingen af en intern afgift i traktatens artikel 95's forstand, dog under forbehold af forbudet mod forskelsbehandling.

Da den ovenfor foretagne analyse har vist, at det af retten stillede spørgsmål vedrører en intern afgift, skal man henholde sig til artikel 95. Denne bestemmelse kræver, at afgiften skal opkræves efter ens kriterier og på ens grundlag for importerede produkter og for indenlandske produkter, ligesom den forbyder enhver forskelsbehandling. Derimod er spørgsmålet om, hvorvidt den opkrævede afgift svarer til de faktiske afholdte udgifter, uden relevans i forhold til artikel 95. Da registreringsafgiften både for indenlandske produkter og for importerede produkter er beregnet på grundlag af omkostningerne ved registrering og kontrol, opfylder den kravet i artikel 95. En forskelsbehandling kan ikke desto mindre påvises, hvis de produkter, for hvilke der opkræves en lignende afgift, på dette punkt adskiller sig fra hinanden, og denne ligebehandling derfor faktisk er en forskelsbehandling. Der er blevet taget hensyn til denne side af problemet, eftersom engangsafgiften, som opkræves ved anmodningen om registrering af de parallelimporterede lægemidler, er klart lavere end den, der opkræves ved den første registrering, netop fordi det drejer sig om en forenklet registrering. Da de årlige kontrolafgifter derimod principielt er ens for alle lægemidler, kan der ikke herimod rejses nogen indsigelse baseret på artikel 95.

Den nederlandske regering mener derfor, at for så vidt angår den anden del af spørgsmålet, bør svaret være, at artikel 95 forbyder enhver forskelsbehandling af importerede produkter og kræver, at afgiften skal opkræves efter ens kriterier og på et og samme grundlag for importerede produkter og for indenlandske produkter; disse krav" er især opfyldt, når de væsentlige forskelle i den virksomhed, som skal udøves med hensyn til en bestemt kategori af importerede produkter — i modsætning til andre produkter — kommer til udtryk i en generel forskel i de opkrævede afgifter for de forskellige kategorier af produkter; disse krav er også opfyldt, når den fiskale ordning fastsætter en mulighed for undtagelse i de tilfælde, hvor er system med godtgørelse af udgifterne på grundlag af et gennemsnit af disse vil føre til et fuldstændigt urimeligt resultat, og når denne mulighed faktisk anvendes.

Denne afgift, som er identisk for den første registreringsindehaver, for importøren og for parallelimportøren, synes formelt at opfylde kriteriet om ensartet behandling i traktatens artikel 95's forstand.

Den nationale rets spørgsmål vedrører imidlertid afgiftsindbetalingernes størrelse og hyppighed. Det drejer sig om, hvorvidt parallelimportøren i den nederlandske ordning er ligestillet med indehaveren af den første registering. I denne henseende konstaterer Kommissionen væsentlige forskelle.

Mens indehaveren af den første registrering har en tilladelse for hver udgave af sit produkt, hvorved han har ret til at forhandle dette i Nederlandene, uden hensyn til i hvilken medlemsstat produktet er fremstillet eller fra hvilken, det er importeret, dækker tilladelsen for indehaveren af den sekundære og de følgende registreringer kun importen af et produkt fra en bestemt medlemsstat. I yderste konsekvens må parallelimportørerne derfor foretage otte registreringer for hver udgave af det samme produkt og betale den årlige afgift otte gange. Denne bestemmelse er i sig selv diskriminerende, og man må i øvrigt rejse spørgsmålet om dækning af omkostningerne ved afgiften. Ifølge Kommissionen er det muligt, at de nederlandske myndigheder i denne henseende kan godtgøre opkrævningen af en afgift på 890 HFL, men det vil til gengæld være vanskeligt at godtage, at en forøgelse af dette beløb skulle være godtgjort ved en tilsvarende stigning i arbejdsbyrden. Kommissionen sætter spørgsmålstegn ved, om undtagelsesbestemmelsen i artikel 15, stk. 4, i bekendtgørelsen vedrørende registrering i denne henseende giver en tilstrækkelig forbedring, idet ingen parallelimportør har nydt godt af en fritagelse for eller en reduktion i den ham pålagte årlige afgift.

For fuldstændighedens skyld rejser Kommissionen det spørgsmål, om man allerede nu bør tage i betragtning, at parallelimportørens stilling på markedet er ugunstigt påvirket i forhold til indehaveren af den første registrering på grund af forpligtelsen til, udover de afgifter, som er hovedsagens genstand, at betale andre afgifter, som opkræves af de samme myndigheder. Ifølge Kommissionens oplysninger pålægges parallelimportørerne væsentlige beløb i medfør af artikel 47, stk. 1, i bekendgørelsen af 8. september 1977 om fremstilling og levering af farmaceutiske produkter (Stb. 538) og artikel 13 i bekendtgørelsen om afgifterne. Kommissionen har indledt en undersøgelse af dette spørgsmål, men det ser allerede nu ud til, forudsat at denne kontrol kan tillades på anden måde end ved undersøgelser, at afgifterne i forbindelse hermed må betragtes som uforenelige med fællesskabsretten. Selv om dette spørgsmål ikke skal løses i den foreliggende sag, kan den nationale ret vanskeligt se bort fra disse afgifter ved en tilbundsgående vurdering af mulighederne for parallelimportørens salg.

Kommissionen afholder sig i det foreliggende tilfælde fra at fremsætte konkrete forslag vedrørende indholdet af svaret på det stillede spørgsmål, men den anmoder Domstolen om at tage hensyn til de betragtninger, som den har fremført.