Ved første spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale sig om, hvorvidt artikel 52, stk. 1 i forordning nr. 3 er anvendelig før indgåelsen af den i denne artikels andet stykke omtalte tosidige overenskomst mellem de pågældende medlemsstater;

artikel 52, stk. 1 er efter sin ordlyd forpligtende;

ved det nævnte stykke, som bestemmer, at med hensyn til eventuelle krav mod denne tredjemand fra den institutions side, som det påhviler at yde erstatning … (gælder følgende regler), henvises der i øvrigt kun til underafsnittene (a) og (b);

bestemmelserne i dette stykke er klare og kan anvendes umiddelbart uden vanskelighed ;

med hensyn til ovenstående må det undersøges, om der med det andet stykke i artikel 52, som fastsætter, at gennemførelsen af disse bestemmelser sker ved tosidige overenskomster, tilsigtes en fravigelse af første stykke;

det fremgår på ingen måde af artikel 52 som helhed, at dens sigte er at gøre gennemførelsen af de deri hjemlede rettigheder betinget af indgåelsen af de nævnte overenskomster eller at tillade, at tidspunktet for gennemførelsen af disse rettigheder varierer efter den enkelte stats forgodtbefindende med risiko for, at der skabes forskelsbehandling;

i øvrigt udgør de i artikel 52, stk. 1 hjemlede rettigheder for de nationale sociale forsikringsinstitutioner det logiske og retfærdige modstykke til udvidelsen af de nævnte institutioners forpligtelser til hele Fællesskabets territorium, en udvidelse som følger af bestemmelserne i forordning nr. 3;

det nævnte stykke 1 må anvendes på samme grundlag og under samme betingelser som disse bestemmelser;

herefter må formålet med det andet stykke søges i forfatternes hensynsfuldhed, idet de hat ønsket at gøre det muligt for medlemsstaterne indbyrdes at fastsætte eventuelle gennemførelsesdetaljer med henblik på at lette tilpasningen af den nationale ret til fællesskabsreglerne;

herefter må der svares bekræftende på det første spørgsmål fra underretten i Maastricht.

Ved det andet spørgsmål anmodes Domstolen om at udtale sig om, hvorvidt artikel 52, stk. 1 i forordning nr. 3 er anvendelig i et tilfælde, hvor der er indtruffet et rejseuheld med skadefølger på en medlemsstats territorium, som den tilskadekomne arbejdstager må passere, selv om hans bopæl og arbejdsplads begge er på en anden medlemsstats territorium.