Jeg citerer i dette forslag til afgørelse Domstolens praksis vedrørende konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager  4 – EFT 1972 L 299, s. 32. , som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltræden af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), eftersom, for så vidt som forordning nr. 44/2001 har erstattet Bruxelleskonventionen, den af Domstolen anlagte fortolkning af denne konventions bestemmelser ligeledes gælder for denne forordnings bestemmelser, når bestemmelserne i disse instrumenter kan sidestilles med hinanden  5 – Dom TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). . Affattelsen af den centrale bestemmelse i den foreliggende sag, dvs. artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, er således næsten identisk med den tilsvarende bestemmelse i Bruxelleskonventionen, hvis opbygning den har overtaget. Henset til denne ækvivalens er det i overensstemmelse med 19. betragtning til forordning nr. 44/2001 vigtigt at sikre kontinuiteten i fortolkningen af disse to instrumenter  6 – Jf. ligeledes for så vidt angår netop artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, dom Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 19). .

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det sted i en medlemsstat, hvor skaden  7 – For at undgå enhver forvirring skal det fremhæves, at begreberne »tab« og »skade« anvendes uden forskel i dette forslag til afgørelse. er tilføjet, kan anses for »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, når skaden udelukkende består i et formuetab, der er en direkte følge af en ansvarspådragende handling, der er foretaget i en anden medlemsstat.

Den forelæggende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, om et formuetab, der er lidt i en medlemsstat, udgør et tilstrækkeligt tilknytningskriterium, når det skal afgøres, hvilken ret der er den kompetente ret i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

Det er kun som undtagelse til det grundlæggende princip, der er indeholdt i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og som tildeler retterne i den medlemsstat, på hvis område den sagsøgte har bopæl, kompetencen, at kapitel II, afdeling 2, i denne forordning fastsætter et vist antal specielle kompetencer, herunder den, der er fastsat i forordningens artikel 5, nr. 3)  8 – Jf. eksempelvis domme Coty Germany (C-360/12, EU:C:2014:1318, præmis 44) og Melzer (C-228/11, EU:C:2013:305, præmis 23). . Den omstændighed, at retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, har kompetencen, udgør en særlig kompetenceregel, der skal undergives en selvstændig og indskrænkende fortolkning  9 – Ifølge fast retspraksis. Jf. eksempelvis domme Holterman Ferho Exploitatie m.fl. (C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 72), CDC Hydrogen Peroxide (C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 37) og Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 43). , og der må ikke anlægges en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ved den nævnte forordning  10 – Jf. eksempelvis domme Coty Germany (C-360/12, EU:C:2014:1318, præmis 45) og Melzer (C-228/11, EU:C:2013:305, præmis 24). .

Den vigtigste årsag til den særlige kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 er ifølge Domstolens faste praksis, at der foreligger en særlig snæver sammenhæng mellem tvisten og retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og at denne sammenhæng begrunder, at det er denne ret, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen  11 – Jf. dom Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). . Retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, er normalt også bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes  12 – Dom Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). .

Artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 bestemmer således, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat, i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.

Det skal bemærkes, at der i denne bestemmelse hverken er tale om en skade eller et tab, men om en skadetilføjelse. Det er således ikke hovedsageligt skaden, der er omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, men den skadevoldende begivenhed. Logikken i denne bestemmelse er efter min opfattelse indlysende: En ret vil normalt have bedst mulighed for at indsamle oplysninger om de faktiske omstændigheder, afhøre vidner og iværksætte alle processuelle handlinger på det sted, hvor skadetilføjelsen rent faktisk er foregået.

Det er imidlertid velkendt, at Domstolen siden den principielle sag, der gav anledning til Bier-dommen, den såkaldte dom i sagen »Mines de potasse d’Alsace«  13 – 21/76, EU:C:1976:166. , har fortolket begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« således, at det omfatter to forskellige steder, nemlig det sted, hvor skaden er indtrådt  14 – »Erfolgsort« i tysk litteratur. , og stedet for den skadevoldende  15 – »Handlungsort« i tysk litteratur. begivenhed  16 – 21/76 (EU:C:1976:166, præmis 24). Jf. ligeledes domme Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 23) og Kainz (C-45/13, EU:C:2014:7, præmis 23). .

Hvad angår en formueskade fastslog Domstolen i Marinari-dommen  17 – C-364/93, EU:C:1995:289. , at »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« ikke omfattede det sted, hvor skadelidte hævdede at have lidt et formuetab som følge af en skade, der oprindelig var indtrådt og lidt af ham i en anden kontraherende stat  18 – Jf. dom Marinari (C-364/93, EU:C:1995:289, præmis 21). . I den pågældende sag havde sagsøgeren deponeret en pakke »promissory notes« (veksler) i en afdeling af en bank i Det Forenede Kongerige, som bankens ansatte havde nægtet at udlevere igen, og de havde givet politiet underretning om dem under henvisning til, at deres oprindelse var tvivlsom, hvilket medførte, at sagsøgeren blev anholdt, og nævnte »promissory notes« blev taget i forvaring. Efter at de engelske myndigheder havde frafaldet sigtelsen mod sagsøgeren, anlagde han sag ved en italiensk ret med påstand om, at banken blev pålagt at betale erstatning for den skade, som dens ansatte havde forårsaget. Påstanden vedrørte dels betaling af et beløb svarende til vekslernes værdi, dels erstatning for det tab, som han havde lidt som følge af sin tilbageholdelse, en række kontraktbrud og som følge af den skade, som hans omdømme havde lidt.

I hovedsagen er aftalen indeholdende den fejlagtige bestemmelse blevet forhandlet og underskrevet i Den Tjekkiske Republik. Parternes rettigheder og forpligtelser er blevet fastsat i nævnte medlemsstat, herunder forpligtelsen for Universal Music til at betale et højere beløb end det oprindeligt planlagte for de resterende 30% af aktierne. Denne kontraktforpligtelse, som aftaleparterne ikke havde til hensigt at indgå, opstod i Den Tjekkiske Republik. Det er således i denne medlemsstat, at forpligtelsen til at betale en højere pris end den oprindeligt planlagte blev irreversibel og uomgåelig, og det er efter min opfattelse her skaden er indtrådt.

Denne konstatering indebærer, at de to første spørgsmål bliver hypotetiske, for så vidt som »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« i henhold til fast retspraksis er Den Tjekkiske Republik.

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den ikke i Domstolens praksis har kunnet finde noget svar på spørgsmålet om, hvorvidt alene en formueskade kan udgøre en »Erfolgsort« og dermed danne grundlag for en kompetence i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. Den er med andre ord i tvivl om, hvorvidt der foreligger kompetence i henhold til ovennævnte bestemmelse, når der ikke allerede har været en førsteskade som i den sag, der gav anledning til Marinari-dommen  19 – C-364/93, EU:C:1995:289, .

Subsidiært er det centrale spørgsmål i den foreliggende sag i dette tilfælde således, om Domstolens konstatering i dommen i sagen Mines de potasse d’Alsace  20 – 21/76, EU:C:1976:166. , hvorefter udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« omfatter begge steder, ligeledes gælder, når der alene er tale om en formueskade.

Det gør den efter min mening ikke.

Når der er tale om en formueskade, der udelukkende består i en reduktion af formueaktiverne  21 –»Vermogensschade« i den af den forelæggende ret anvendte terminologi. , er begrebet »Erfolgsort« efter min opfattelse ikke relevant  22 – Det forholder sig naturligvis anderledes, hvis det er selve formuen, der er genstand for den ansvarspådragende handling. I dette tilfælde er det efter min opfattelse indlysende, at »Erfolgsort« meget vel kan være det sted, hvor formueskaden er tilføjet. Jf. i denne retning ligeledes P. Mankowski, i U. Magnus og P. Mankowski, Brussels Ibis Regulation – Commentary, Verlag Dr. Otto Schmidt, Köln, 2016, artikel 7, nr. 328. . I visse situationer kan der ikke sondres mellem begreberne »Handlungsort« og »Erfolgsort«. Ved bestemmelsen af et eventuelt »Erfolgsort« afhænger alt i en sådan situation af spørgsmålet om, hvor formueaktiverne befinder sig, hvilket normalt er det samme sted som bopælsstedet, eller når der er tale om en juridisk person, selskabets hjemsted. Dette spørgsmål er ofte tilfældigt og hænger sammen med overvejelser, der ikke har noget at gøre med de faktiske omstændigheder.

Jeg ville derfor være forsigtig med ordret at overføre retspraksis baseret på dommen i sagen Mines de potasse d’Alsace  23 –21/76, EU:C:1976:166. på en situation, hvor der er tale om en formueskade. Som Kommissionen med rette har fremhævet i sine indlæg, er det ikke for at udvide undtagelsen fra den generelle kompetenceregel, at Domstolen i dommen i sagen Mines de potasse d’Alsace  24 –21/76, EU:C:1976:166. accepterede muligheden for, at sagsøgeren kan vælge mellem det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og stedet for den skadevoldende begivenhed. Begrundelsen for en sådan valgmulighed ligger i behovet for at være så tæt som muligt på tvistens faktiske omstændigheder og for at udpege den ret, der bedst kan afgøre sagen, og i denne forbindelse effektivt gennemføre en retssag f.eks. ved at indsamle beviser og afhøre vidner.

Som anført ovenfor befinder alle de faktorer, der gør det muligt for en ret effektivt at gennemføre en retssag, sig således i Den Tjekkiske Republik.

Med andre ord er alene den omstændighed, at et forligsbeløb er afholdt af et selskab etableret i Nederlandene, af retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn ikke tilstrækkeligt til at begrunde de nederlandske retsinstansers kompetence.

En analyse af Domstolens praksis afkræfter efter min opfattelse ikke denne tilgang.

I den sag, der gav anledning til Kronhofer-dommen  25 –C-168/02, EU:C:2004:364. , havde den skadelidte part, der var etableret i Østrig, taget imod et tilbud om at åbne en konto i Tyskland, hvortil han havde overført kapital. Domstolen fastslog, at Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), skulle fortolkes således, at udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, ikke kan være sagsøgerens bopæl, hvor »midtpunktet for hans formue« befinder sig, alene af den grund, at han har lidt økonomisk skade som følge af et tab af en del af sin formue, som er indtrådt og lidt i en anden kontraherende stat  26 – Dom Kronhofer (C-168/02, EU:C:2004:364, præmis 21). . Denne konstatering er overbevisende, eftersom dette sted er mere eller mindre tilfældigt og ikke nødvendigvis er et pålideligt tilknytningskriterium.

I den sag, der gav anledning til Kolassa-dommen  27 – C-375/13, EU:C:2015:37. , havde en investor i sit eget land, Østrig, investeret et bestemt beløb i en bank. Domstolen fastslog, at det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, er det sted, hvor investoren har lidt skade  28 – Dom Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 54). , dvs. i Østrig. Ifølge Domstolen forelå der kompetence i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001  29 – Dom Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 57). .

Efter min opfattelse kan der imidlertid ikke af denne sag udledes en generel regel, hvorefter en formueskade er et tilstrækkeligt tilknytningskriterium med henblik på ovennævnte bestemmelse. De faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til Kolassa-dommen  30 – C-375/13, EU:C:2015:37. , var således specielle. Den sagsøgte part i denne sag, en britisk bank, havde offentliggjort et prospekt om de pågældende finansielle certifikater i Østrig  31 – Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse i sag Kolassa (C-375/13, EU:C:2014:2135, punkt 64). , og det var en østrigsk bank, der (videre-)solgte disse certifikater.

I den sag, der gav anledning til dommen i sagen CDC Hydrogen Peroxide om konkurrenceret, hvor ofrene befandt sig i flere medlemsstater, fastslog Domstolen, at disse forskellige steder kunne fungere som tilknytningsmomenter  32 – C-352/13, EU:C:2015:335 (præmis 52). . Domstolen fastslog, at, »[h]vad angår en skade, der består i meromkostninger, som en køber har betalt som følge af en kunstig høj pris [...], er det kun muligt at identificere dette sted for hvert enkelt angiveligt offer, idet det i princippet er hvert enkelt offers hovedsæde«  33 – Dom CDC Hydrogen Peroxide (C-352/13, EU:C:2015:335). .

Efter min opfattelse kan denne konstatering ikke danne grundlag for en generel regel om, at den skadelidte virksomheds hovedsæde er det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Denne konstatering kan tværtimod også her forklares ved denne sags særlige karakteristika, hvor et stort antal personer havde lidt skade. Det var derfor ikke muligt at identificere et enkelt sted, hvor den omhandlede aftale var blevet indgået, og heller ikke stedet for den skadevoldende begivenhed. Jeg er endvidere af den opfattelse, at en virksomheds hovedsæde normalt er sammenfaldende med dens økonomiske aktiviteter.

Sammenfattende kan jeg ikke se, hvordan artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skulle kunne begrunde, at en ret beliggende i en medlemsstat, hvis eneste tilknytningsmoment til tvisten er den omstændighed, at den skadelidte part dér har lidt en formueskade, tillægges retslig kompetence.

Jeg foreslår derfor, at det første spørgsmål besvares således, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det sted i en medlemsstat, hvor skaden er indtrådt, i mangel af andre tilknytningsmomenter ikke kan anses for at være »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, når skaden udelukkende består i et formuetab, der er en følge af en ansvarspådragende handling, der er foretaget i en anden medlemsstat.

Henset til dette forslag er det ufornødent at behandle det andet spørgsmål.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den nationale ret, der skal afgøre, om den er kompetent i henhold til denne bestemmelse, er forpligtet til at basere sin bedømmelse på sagsøgerens anbringender, eller om den også skal tage hensyn til, hvad sagsøgte har anført for at bestride disse anbringender.

Selv om den forelæggende ret kun har stillet dette spørgsmål, såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, mener jeg, at det er hensigtsmæssigt at besvare det, da dette spørgsmål har generel betydning og henviser til vurderingen af kompetence og ikke blot til spørgsmålet om, hvorvidt en formueskade er tilstrækkelig til at fastslå kompetence.

Det skal indledningsvis fremhæves  34 – Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse i sag Kolassa (C-375/13, EU:C:2014:2135, punkt 69). , at den retslige kompetence afgøres på grundlag af de selvstændige regler i forordning nr. 44/2001, mens sagens realitet afgøres i henhold til gældende national ret, der udpeger lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser  35 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177, s. 6). og for forpligtelser uden for kontrakt  36 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199, s. 40). .

Efter min opfattelse findes der i den eksisterende retspraksis allerede en række ledetråde, der kan danne grundlag for en besvarelse af dette spørgsmål.

Forordning nr. 44/2001 præciserer ikke rækkevidden af de kontrolforpligtelser, der påhviler en national ret i forbindelse med prøvelsen af dens kompetence. Det følger af fast retspraksis, at Bruxelleskonventionen ikke havde til formål at gøre de processuelle regler i de forskellige kontraherende stater ensartede, men at give regler for fordelingen af retternes kompetence i borgerlige sager, herunder handelssager, i retsforhold mellem de kontraherende stater, og at lette fuldbyrdelse af retsafgørelser  37 – Jf. i denne henseende domme Shevill m.fl. (C-68/93, EU:C:1995:61, præmis 35), Italian Leather (C-80/00, EU:C:2002:342, præmis 43) og DFDS Torline (C-18/02, EU:C:2004:74, præmis 23). . Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at man med hensyn til de processuelle regler må henholde sig til de nationale regler, der er gældende for den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, forudsat at der ikke gøres indgreb i Bruxelleskonventionens tilsigtede virkning  38 – Domme Hagen (C-365/88, EU:C:1990:203, præmis 19 og 20) og Shevill m.fl. (C-68/93, EU:C:1995:61, præmis 36). .

Domstolen har således fastslået, at en sagsøger også kan anvende det i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), omhandlede opfyldelsesværneting, når der mellem parterne er tvist om eksistensen af den aftale, som det indtalte krav støttes på  39 – Dom Effer (38/81, EU:C:1982:79, præmis 8). . Den har ligeledes præciseret, at det er i overensstemmelse med retssikkerhedshensynet, at den nationale ret, som har fået en sag forelagt, uden vanskeligheder kan tage stilling til, om den er kompetent ifølge konventionens regler uden at skulle undersøge sagen i realiteten  40 – Dom Benincasa (C-269/95, EU:C:1997:337, præmis 27). .

Domstolen har ligeledes fastslået, at den ret, for hvilken sagen verserer, på tidspunktet for prøvelsen af rettens internationale kompetence hverken undersøger, om det negative anerkendelsessøgsmål kan antages til realitetsbehandling, eller berettigelsen heraf i henhold til national ret, men alene identificerer tilknytningsmomenterne til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001  41 – Dom Folien Fischer og Fofitec (C-133/11, EU:C:2012:664, præmis 50). . Den har ligeledes fastslået, at den påkendende ret med henblik på anvendelsen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 – alene med det formål at efterprøve, om den har kompetence i medfør af denne bestemmelse – kan lægge til grund, at sagsøgerens påstande for så vidt angår betingelserne for ansvar uden for kontrakt er godtgjorte  42 – Dom Hi Hotel HCF (C-387/12, EU:C:2014:215, præmis 20). . Endelig har den fastslået, at der ikke inden for rammerne af prøvelsen af kompetencen efter forordning nr. 44/2001 skal iværksættes en omfattende bevisførelse for omtvistede faktiske omstændigheder, som er relevante både for kompetencespørgsmålet og for spørgsmålet om det rejste kravs eksistens. Den ret, for hvilken søgsmålet er indbragt, kan imidlertid prøve sin internationale kompetence i lyset af alle de oplysninger, som den råder over, herunder i givet fald den sagsøgtes anfægtelser  43 – Dom Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 65). .

Jeg foreslår, at det tredje spørgsmål besvares således, at den ret, for hvilken søgsmålet er indbragt, med henblik på at afgøre, om den er kompetent i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, skal vurdere alle de oplysninger, som den er i besiddelse af, herunder eventuelt oplysninger indgivet af den sagsøgte.