11.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 290/26


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1886

af 7. november 2019

om ændring af afgørelse 2010/346/EU for så vidt angår regionalisering af Rumænien med henblik på anvendelsen af beskyttelsesforanstaltninger over for equin infektiøs anæmi

(meddelt under nummer C(2019) 7873)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Unionen med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Equin infektiøs anæmi (i det følgende benævnt »EIA«) er en virussygdom, der kun angriber dyr af hestefamilien. Inkubationstiden er normalt en til tre uger, men kan være på op til tre måneder. Inficerede dyr af hestefamilien vil bære smitten resten af livet og kan potentielt give infektionen videre til andre dyr af hestefamilien. EIA-infektioner vil ofte gå upåagtede hen, medmindre dødsfaldet er resultatet af et af de akutte kliniske angreb under viræmi, hvor sandsynligheden for overførsel er væsentlig forøget. Lokal overførsel sker ved overførsel af blod fra et inficeret dyr af hestefamilien via blodsugende hestebremser, der afbrydes i deres forehavende, og via smitte af fosteret in utero. De vigtigste årsager til spredning af sygdommen over lange afstande er flytning af inficerede dyr af hestefamilien samt sæd, æg og embryoner herfra, og anvendelse af kontaminerede nåle eller infusion af blodprodukter, der indeholder virusset.

(2)

EIA er en anmeldepligtig sygdom i henhold til bilag I til Rådets direktiv 2009/156/EF (2). Endvidere er det i Rådets direktiv 82/894/EØF (3) fastsat, at EIA-udbrud skal anmeldes til Kommissionen og de øvrige medlemsstater via systemet for anmeldelse af dyresygdomme (»ADNS«).

(3)

Til forskel fra dyresundhedssituationen i andre medlemsstater er EIA endemisk i visse dele af Rumænien, og det nationale udryddelsesprogram er ikke endnu fuldstændigt. Derfor blev der ved Kommissionens afgørelse 2010/346/EU (4) indført beskyttelsesforanstaltninger over for equin infektiøs anæmi i Rumænien.

(4)

På mødet i juni 2019 i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder forelagde de rumænske myndigheder imidlertid en situationsrapport for de andre medlemsstater og Kommissionen, som viste, at der generelt er sket fremskridt med at udrydde sygdommen, og at visse dele af Rumænien har været frie for sygdommen i mere end 12 måneder, eller at sygdomsprævalensen har ligget inden for grænser, der overholdes på regionalt plan i andre medlemsstater. Derfor bør den del af Rumæniens område, for hvilken beskyttelsesforanstaltningerne i afgørelse 2010/346/EU skal finde anvendelse, defineres.

(5)

Bilaget til afgørelse 2010/346/EU bør derfor ændres.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til afgørelse 2010/346/EU erstattes af bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2019.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(2)  Rådets direktiv 2009/156/EF af 30. november 2009 om dyresundhedsmæssige betingelser for enhovede dyrs bevægelser og indførsel af enhovede dyr fra tredjelande (EUT L 192 af 23.7.2010, s. 1).

(3)  Rådets direktiv 82/894/EØF af 21. december 1982 om anmeldelse af dyresygdomme inden for Fællesskabet (EFT L 378 af 31.12.1982, s. 58).

(4)  Kommissionens afgørelse 2010/346/EU af 18. juni 2010 om beskyttelsesforanstaltninger over for equin infektiøs anæmi i Rumænien (EUT L 155 af 22.6.2010, s. 48).


BILAG

«BILAG

Regioner, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a):

Medlemsstat

Region

Bemærkning

Rumænien

Bihor

 

 

Satu Mare

 

 

Maramureș

 

 

Bistriț-Năsăud

 

 

Sălaj

 

 

Cluj

 

 

Mureș

 

 

Harghita

 

 

Alba

 

 

Sibiu

 

 

Brașov

 

 

Hunedora

 

 

Caraș-Severin

 

 

Gorj

 

 

Vâlcea

 

 

Tulcea

 

»