Spørgsmålene er klare. I den tid, der går, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af en fællesskabsbestemmelse, der har direkte virkning, tillader Det Forenede Kongeriges retsorden ikke den nationale domstol ved foreløbige forholdsregler at udsætte anvendelsen af den nationale retsforskrift, der påstås at være i strid med fællesskabsretten, og dermed foreløbig at anerkende en borgers rettighed, som der gøres krav på i henhold til fællesskabsretten, men som nægtes ham efter national ret: 1) skal (eller kan) den nationale domstol i denne situation træffe sådanne foranstaltninger på grundlag af fællesskabsretten? 2) i bekræftende fald efter hvilke kriterier?

Det er ikke helt klart, ud fra hvilken synsvinkel opmærksomheden blev henledt på forskellen mellem situationen i denne sag (domstolsprøvelse) og den situation, som kunne være opstået under en normal straffesag eller anden sag, som var anlagt på grund af overtrædelse af loven. Det forekommer mig imidlertid, at forskellen ikke er af stor betydning her. Den blotte udsættelse af en sag som følge af en forelæggelse for Domstolen i medfør af Traktatens artikel 177 er ikke en foreløbig forholdsregel og opfylder ikke noget krav om foreløbig beskyttelse af de rettigheder, der gøres krav på. Tværtimod rejser en sådan udsættelse i endnu højere grad det samme problem, som fører til kravet om foreløbig beskyttelse, nemlig om sagen, hvis den udsættes, netop bliver virkningsløs på grund af forhalingen af den endelige afgørelse.

Det af House of Lords forelagte spørgsmål har derfor betydning, på samme måde og i samme form, med hensyn til begge de processuelle situationer, der er angivet over for Domstolen. Det ville kun forholde sig anderledes, hvis den nationale domstol, uanset hvilken type sag der var tale om, var berettiget til, når sagen udsættes og forelægges for Domstolen i medfør af artikel 177, også at træffe foreløbige forholdsregler af den art, appellanterne har fremsat begæring om i denne sag, og hvis den derfor var beføjet til foreløbig at tillade, at skibene blev registreret på grundlag af den tidligere lov, indtil den endelige afgørelse blev truffet; som det tydeligt fremgik under retsmødet, er dette helt klart udelukket, hvad enten der er tale om en domstolsprøvelse eller en anden form for retssag.

Det vil ikke sige, at erstatning for et formuetab har afgørende betydning og udgør et reelt alternativ til foreløbig beskyttelse, i betragtning af, at selv om der fandtes bestemmelser herom, ville erstatning ikke altid og under alle omstændigheder i sig selv være tilstrækkelig til at tilfredsstille kravet om foreløbig beskyttelse, et krav som netop opstår på grund af, at en erstatning i penge er utilstrækkelig set i forhold til nytten af den senere dom

Jfr. f. eks. Domstolens kendelse af 21. august 1981, sag 232/81 R, Sml. s. 2193, grund 9.

Det er ligeledes blevet gjort klart, hvilke formelle hindringer der er for de engelske domstoles udøvelse af beføjelsen til at træffe foreløbige forholdsregler i sager som den foreliggende: formodningen for, at en national lov er gyldig, som gælder, indtil der er truffet endelig afgørelse, herunder en præjudiciel afgørelse truffet af Domstolen om fortolkningen, samt den omstændighed, at Kronen ikke kan pålægges en handlings-pligt, hvilket i øvrigt ikke blot gælder med hensyn til foreløbige forholdsregler, men også med hensyn til endelige afgørelser (se side 13 og 20 i Det Forenede Kongeriges indlæg).

Det er derfor helt klart, at en fællesskabsbestemmelse, der har direkte virkning i medlemsstaterne, giver borgerne subjektive rettigheder fra sin ikrafttræden og i hele sin gyldighedsperiode, uafhængigt af og endog på trods af en allerede eksisterende eller senere national bestemmelse, som eventuelt nægter borgerne disse rettigheder. Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt, og da slet ikke i denne sammenhæng, at indlede en ufrugtbar, dialektisk diskussion om det teoretiske grundlag for et så rodfæstet princip. Det, der har betydning, for så vidt som det er relevant i denne sag, er, at den nationale domstol har pligt til at sikre de rettigheder, fællesskabsbestemmelsen giver, retsbeskyttelse fra bestemmelsens ikrafttræden og i hele dens gyldighedsperiode.

I øvrigt havde Domstolen allerede i Sim-menthal-dommen, præmis 22, udtalt, at enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmæssig, administrativ eller retslig praksis, som har til følge, at fællesskabsrettens virkning begrænses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende fællesskabsretten, frakendes mulighed for, når han anvender denne, at foretage, hvad der kræves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der måtte udgøre en hindring for fællesskabsreglernes fulde virkning, er derfor uforenelig med de krav, der følger af selve fællesskabsrettens natur

Jeg skal også nævne dommen af 21. september 1989, Kommissionen mod Grækenland (sag 68/88, Sml. s. 2965), hvori Domstolenpå ny har fastslået, at medlemsstaterne i medfør af EØF-Traktatens artikel 5 skal træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre fællesskabsrettens gennemslagskraft (præmis 23).

Denne bemærkning bør ikke forekomme overflødig, blot fordi den dukker op igen og igen i Domstolens praksis, da den besvarelse, jeg foreslår Domstolen at give i den foreliggende sag, netop følger heraf.

Det er vigtigt at understrege, at på det tidspunkt, hvor begæringen fremsættes, eksisterer rettigheden allerede (eller den eksisterer ikke), og den bestemmelse, som giver (eller nægter) borgeren rettigheden, er lovlig eller ulovlig. Domstolsprøvelsen bevirker blot, at fastslåelsen af rettighedens eksistens, dvs. dens fulde og effektive virkning, udskydes til et senere tidspunkt med det forbehold, at selve fastslåelsen af rettigheden har tilbage-virkende kraft. Dette gælder naturligvis både, når fastslåelsen af rettigheden indebærer en vurdering af forbindelsen mellem de faktiske forhold og den bestemmelse, der påberåbes, og når den nationale domstol skal afgøre, hvilken af to eller flere evt. modstridende bestemmelser der skal finde anvendelse. Selv i det sidstnævnte tilfælde, hvor rettighedens eksistens også kan fastslås ved hjælp af en legalitetskontrol, forholder det sig således, at den bestemmelse, som retten fastslår finder anvendelse (i stedet for den anden, som den erklærer ulovlig eller uforenelig) i virkeligheden fandt anvendelse fra det tidspunkt, hvor begæringen blev indgivet, eftersom det eneste, der manglede på det tidspunkt, var, at rettighedens eksistens blev fastslået, og ikke dens opståen. Det har Domstolen netop fremhævet, da den udtalte, at den fortolkning, som Domstolen i medfør af sin kompetence efter artikel 177 giver en fællesskabsretlig regel, belyser og om fornødent præciserer, hvorledes og i hvilket omfang reglen henholdsvis skal forstås og anvendes, eller burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden

Dora af 10. juli 1980. Mireco, præmis 7 (sag 826/79, Sml. s. 2559).

Den foreløbige beskyttelse har netop dette objektive formål, nemlig at sikre, at den tid, det tager at fastslå rettighedens eksistens, ikke fører til, at rettigheden uopretteligt mister sit indhold, ved at det bliver umuligt at udøve den: kort sagt at nå det grundlæggende formål i enhver retsorden, som retsbeskyttelsens effektivitet er. Formålet med den foreløbige beskyttelse er så vidt muligt at undgå, at den skade, der opstår ved, at fastslåelsen af rettigheden og dens opståen ikke er sammenfaldende, påvirker effektiviteten af og selve formålet med at fastslå rettigheden, hvilket Domstolen netop også fastslog, da den knyttede den foreløbige beskyttelse sammen med et krav om, at den dom, der skal afsiges, far fuld virkning

Jfr. f. eks. kendelse af 12. december 1968, Renkens (sag 27/68, Ree. 1969, s. 275). Jfr. også generaladvokat Capo-torti's forslag til afgorelse i de forenede sager 24 og 97/80 R, Sml. 1980, s. 1337. Stort set de samme vendinger er brugt i kendelserne af 8. april 1965 (sag 68/65 R, Rec. 1966, s. 185), 14. december 1982 (sag 260/82 R, Sml. s. 4371), 13. december 1984 (sag 269/84 R, Sml. s. 4333), og 16. marts 1988 (sag 44/88 R, Sml. s. 1669). Den nødvendige sammenhæng mellem retsbeskyttelsens effektivitet og den foreløbige Beskyttelse er, som man ved, især blevet fremhævet i den italienske juridiske litteratur (Chiovcnda, Istituzioni tli diretto processuale civile, I, Napoli, 1933, nr. 12, og tidligere Principi di diritto processuale civile, Napoli, 1906, s. 137 ff., Calamandrei, Introduzione allo studio sistematico dei provvedimenti cautelari, Padova, 1936) og i tysk juridisk litteratur (Hcllwig, System des deutschen Zivilprozeßrechts, Leipzig, 1913, II, s. 22 ff.). Princippet om, at sagens varighed ikke hor homme den, der har ret, til shade, findes også i en anden formulering i en dom afsagt af Tribunal arbitral mixte germano-polonais den 29.7.1924: Par les mesures conservatoires, les tribunaux cherchent å remedier aux lenteurs de la justice, de manière qu'autant que possible l'issue du procès soit la mėme que s'il pouvait se terminer en un jour, Ree. dèe. TAM, V, 455. Se også Bundesverfassungsgericht, 19.6.1973, i JNW 1973, s. 34, 1491 ff. (Der Sinn dieses besonderen Verfahrens besteht darin, einen effektiven Gerichtsschutz gegenüber Maßnahmen der Exekutive zu sichern und durchzusetzen ... Das Vcrfahrcnsgrundrccht des An. 19 Abs. 4 bb garantiert nicht nur das formelle Recht und die theoretische Möglichkeit, die Gerichte anzurufen, sondern auch die Effektivität des Rcchtsschuzcs; der Bürger hat einen substantiellen Anspruch auf eine tatsächlich wirksame gerichtliche Kontrolle). Sc endelig Corte Costituzionale n°. 190 af 28.6.1985, hvori det hedder, at esige rispetto il principio, per il quale la durata del processo non deve andare a danno dell'attore che ha ragione, di cui la dottrina non solo italiana fin dagli inizi del corrente secolo ha dimostrato la validità (Foro italiano, 1985, I, s. 1881). Om baggrunden og grundlaget for den forclobige beskyttelse i Frankrig, se Debbasch, Procedure administrative contentieuse et procedure civile, Paris, 1962, s. 300 ff.

Desuden opstår kravet om foreløbig beskyttelse, som det allerede er nævnt, på samme måde, både når fastslåelsen af rettens eksistens også omfatter de faktiske forhold og dermed afgørelsen af, hvilken bestemmelse, der rettelig skal anvendes, det vil sige, når uvisheden om begæringens udfald vedrører de faktiske omstændigheder — selv om udtrykket måske ikke er så velvalgt — og når det er et spørgsmål om at vælge mellem to eller flere bestemmelser, som kan finde anvendelse (f. eks. et kvalifikationsspørgsmål), uanset om de begge formodes at være gyldige, eller om en af dem anses for at være uforenelig med den anden, som er af højere rang eller i hvert fald har forrang.

Specielt når fastslåelsen af rettighedens eksistens — som i den foreliggende sag — ikke blot indebærer et valg mellem to eller flere bestemmelser, der kan finde anvendelse, men også en forudgående prøvelse af en bestemmelses gyldighed eller dens forenelighed med en anden, der er af højere rang, eller som i hvert fald har forrang, er forskellen kun tilsyneladende, især når det er en domstol, som har fået tildelt en speciel kompetence hertil, som skal foretage prøvelsen. Dette er nemlig også en del af det typiske formål med en retssag, som er at fastslå eksistensen af og dermed gennemføre en rettighed, således at kravet om en foreløbig beskyttelse af borgerens rettigheder stadig er det samme, fordi det også i dette tilfælde drejer sig om at fastslå, hvilke retsregler der er relevante (og gyldige), og fortolke og anvende dem i den pågældende sag.

Det er ubestrideligt, at en bestemmelse, hvad enten den findes i en lov vedtaget af Parlamentet eller en fællesskabsretsakt, i en forvaltningsakt eller i hvert fald i en retsakt af lavere rang, må formodes at være lovlig. Men det kan ikke og bør ikke nødvendigvis betyde, at en domstol er afskåret fra midlertidigt at suspendere bestemmelsens virkninger for så vidt angår en konkret sag, når der, indtil der træffes en endelig afgørelse vedrørende dens lovlighed i forhold til eller forenelighed med en bestemmelse af højere rang, eller som har forrang, er risiko for, at der kan tilføjes en af de omhandlede rettigheder uoprettelig skade, og når der er mistanke (uden at det dog er fastslået, hvor begrundet den er) om, at den endelige afgørelse kan føre til, at den pågældende lov eller forvaltningsakt kendes ulovlig.

Langt fra at være i modstrid med princippet om loves eller forvaltningsakters lovlighed, som giver sig udtryk i en formodning, der altid kan tilsidesættes i den endelige afgørelse, eliminerer den foreløbige beskyttelse faktisk risikoen for, at en sådan formodning kan føre til det urimelige resultat — som bestemt ingen retsorden ønsker — at domstolskontrollens funktion og navnlig prøvelsen af loves gyldighed bliver illusorisk. At mene noget andet ville være det samme som principielt at benægte muligheden for en foreløbig beskyttelse, ikke blot i forhold til love, men i det hele taget, i betragtning af, at enhver retsakt fra en offentlig myndighed, hvad enten den er normativ i ordets egentlige betydning eller individuel, formodes at være lovlig, indtil domstolsprøvelsen af dens lovlighed er afsluttet.

Det står frem for alt fast, at gennemførelsen af en forvaltningsakt, som ligesom en lov også formodes at være lovlig, således at et sagsanlæg ikke har opsættende virkning (undtagen i visse sjældne tilfælde), meget vel kan udsættes ved en foreløbig forholdsregel, indtil den endelige afgørelse om dens lovlighed er truffet.

I de retsordener, hvor en domstolsprøvelse af en lovs gyldighed kan finde sted, forekommer det ganske givet sjældnere, at en lov midlertidigt ikke anvendes.

Ofte opstår spørgsmålet om en lovs forfatningsmæssighed i forbindelse med en sag, som anlægges til prøvelse af en forvaltningsakt, som er udstedt i medfør af denne lov, således at der ikke opstår behov for at undlade at anvende loven som sådan; i nogle retsordener er dette den eneste situation, der kan forekomme.

I andre lande, og navnlig i de lande, hvor det ikke er flere retsinstanser, men kun en enkelt, der kan foretage prøvelsen af en lovs gyldighed (i henhold til forfatningen), er der derimod hjemmel til, eller det er i livert fald almindelig praksis, foreløbigt at udsætte anvendelsen af loven ved en foreløbig forholdsregel. For eksempel kan Bundesverfassungsgericht i Tyskland foreløbig udsætte anvendelsen af en lov i en kontekst (Verfassungsbeschwerden), som ikke er så forskellig fra domstolsprøvelsen i den engelske retsorden

Bundesverfassungsgericht, 16.10.1977, Schleyer, i Foro Italiano, 1978, IV, s. 222; Bundesverfassungsgericht, 19.6.1962, i BVerfGE, Band 14, s. 153.

Forholdene i Italien er af særlig relevans, for så vidt som de ordinære domstole ikke blot ikke har kompetence til at fastslå, at en lov er forfatningsstridig, og derfor må henvise spørgsmålet til Corte Costituzionale, men der ikke engang udtrykkeligt er givet denne domstol eller de ordinære domstole (eller forvaltningsdomstolene) beføjelse til at træffe foreløbige forholdsregler (gående ud på, at en lov ikke skal anvendes) i den tid, der går, indtil afgørelsen om gyldigheden er truffet. På trods heraf har mange ordinære domstole

Pret. Bari, ord. 4.2.1978, Foro Italiano, 1978, I, 1807; Pret. La Spezia, ord. 29.3.1978, Foro Italiano, 1979, I, 285; Pret. Pisa, ord. 30.7.1977, Foro Italiano, 1977, I, 2354; Pret. Pavia, ord. 14.3.1977, Riv. giur. lav. 1977, II, 640; Pret. Voltri, ord. 1.9.1977, Riv. giur. lav. 1977, II, 639; Pret. La Spezia, ord. 23.11.1978, Foro Italiano, 1979,1, 1921 ff.

For så vidt som den engelske domstol — som det er ubestridt, og som den selv har understreget — når den endelige afgørelse er truffet, kan og skal give den visse fællesskabsbestemmelse, som har direkte virkning, forrang, bør den også, når de nødvendige betingelser er opfyldt, kunne træffe bestemmelse om foreløbig beskyttelse af de rettigheder, der gøres krav på på grundlag af uvisse fællesskabsbestemmelser, og som nægtes appellanterne i henhold til den nationale bestemmelse.

Problemet er ikke formelt, men materielt. Formodningen for lovlighed afskærer ikke domstolen fra at træffe en sådan afgørelse, i betragtning af, at formodningen kan tilsidesættes i den endelige afgørelse, som det også er tilfældet i det engelske retssystem i medfør af European Communities Act 1972, ligesom formodningen for en hvilken som helst underordnet bestemmelses lovlighed i forhold til en overordnet bestemmelse ikke er til hinder for en foreløbig beskyttelse. Dette har den forelæggende ret selv påpeget i forelæggelseskendelsen i forbindelse med muligheden for at udsætte anvendelsen af en retsakt af lavere rang, som mistænkes for at være i strid med loven.

At give den nationale lov fortrinsret, blot fordi det endnu ikke endeligt er blevet fastslået, at den er uforenelig med fællesskabsbestemmelsen — altså på grundlag af en blot tilsyneladende forenelighed — kan være det samme som at berøve fællesskabsbestemmelserne den effektive retsbeskyttelse, der skal gives dem fra deres ikrafttræden og under hele deres gyldighedsperiode. Paradoksalt nok ville den rettighed, en fællesskabsbestemmelse (tilsyneladende) giver, generelt få en mindre eller mindre effektiv beskyttelse end den rettighed, den nationale bestemmelse (også tilsyneladende) giver. Dette ville være ensbetydende med, at den rettighed, den almindelige lovgivning giver, kan få en foreløbig beskyttelse, mens denne beskyttelse nægtes den rettighed, fællesskabsbestemmelsen, eller i hvert fald en bestemmelse af højere rang, giver rettigheden, i kraft af den formodning for lovlighed, som gælder for loven, som om den samme formodning — som når alt kommer til alt ikke er andet end et skin — ikke også gjaldt for den bestemmelse, der har forrang.

Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg ikke hermed mener, at den nationale domstol altid og under alle omstændigheder skal give en rettighed, som fællesskabsretten tilsyneladende giver, fortrinsret for en rettighed, der tilsyneladende kan udledes af national ret, men blot, at den skal have mulighed for at gøre det, når de faktiske og retlige omstændigheder kræver det; kort sagt må den ikke og bør den ikke kunne støde på formelle hindringer for en eventuel begæring om foreløbige forholdsregler, der bygger på direkte anvendelige fællesskabsbestemmelser.

Hertil kommer, at Domstolen — selv om ordningen med hensyn til kontrol af fællesskabsretsakternes gyldighed er stærkt centreret om Domstolen (også i forbindelse med den præjudicielle procedure i henhold til artikel 177) — ikke har undladt at understrege, at undtagelser fra reglen om, at de nationale retter ikke er kompetente til selv at fastslå ugyldigheden af fællesskabsretsakter, under bestemte betingelser kan finde anvendelse i sager om foreløbige forholdsregler

Dom af 22.10.1987, Foto-Frost, præmis 19, sag 314/85, Sml. s. 4199.

Hvis dette ikke var tilfældet, ville der på den anden side under alle omstændigheder stadig bestå en præcis forpligtelse til at yde en foreløbig beskyttelse, når betingelserne er opfyldt, idet man ellers netop ville stå i den situation (jeg skal igen nævne Simmenthal-sagen), hvor der foreligger processuelle regler, som umuliggør hævdelse af rettigheder, som de nationale retter har pligt til at beskytte. Dette ville være så meget desto mere alvorligt, som det må tages i betragtning — som det også er nævnt i forlæggelseskendelsen — at den endelige fastslåelse af den rettighed, der er gjort krav på, i det engelske retssystem ikke engang medfører, at de, der har gjort krav på den pågældende rettighed, kan opnå erstatning for de tab, de har lidt under sagen; det er klart, at dette i sig selv kan give anledning til bekymring, når henses til de nationale domstoles pligt til at sikre fællesskabsbestemmelsernes fulde virkning.

Desuden ønskes det med det første spørgsmål oplyst, om fællesskabsretten forpligter den nationale domstol til at indrømme den foreløbige beskyttelse eller giver den beføjelse til at indrømme den, således at det andet spørgsmål om de kriterier, den nationale domstol skal anvende, er betinget af, at der gives et benægtende svar med hensyn til forpligtelsen og et bekræftende svar med hensyn til beføjelsen.

Bortset fra formuleringen af spørgsmålene og af Domstolens svar herpå mener jeg, at det er nødvendigt at gøre sig det helt klart, hvad realiteten er. For det første mener jeg ikke, at der foreligger et alternativ i ordets egentlige forstand, når der tales om en forpligtelse og en beføjelse, i betragtning af, at der er tale om en judiciel virksomhed, som den nationale domstol anmodes om at udøve, og som ifølge selve sin natur indebærer en vurdering af de faktiske og retlige omstændigheder i den enkelte, konkrete sag. Følgelig kan man anvende udtrykket forpligtelse i overensstemmelse med Domstolens praksis i den forstand, at den nationale domstol opfylder denne forpligtelse gennem sin bedømmelse i den enkelte sag af de betingelser, som normalt skal være opfyldt, for at der kan træffes foreløbige forholdsregler.

I den forbindelse mener jeg ikke blot, at det naturligvis er den nationale domstol, der skal afgøre, om betingelserne for foreløbig beskyttelse er opfyldt, men også, at disse betingelser skal være og forblive dem, der er fastsat i de enkelte, nationale retssystemer, eftersom der ikke er sket en harmonisering på fællesskabsplan. I øvrigt forekommer emnet mig ikke at give fantasien noget særligt spillerum eller at åbne mulighed for revolutionerende opdagelser, eftersom det længe har været fastslået i den juridiske litteratur og i positiv ret, herunder den engelske, at fumus boni juris (eller hvad begrebet end benævnes) og periculum in mora er de to grundlæggende forudsætninger for foreløbig beskyttelse. Hovedvægten kan være lagt enten på den ene eller på den anden, alt efter hvilket retssystem der er tale om, eller det kan tænkes, at fumus falder sammen med, at kravet ikke åbenbart må være ugrundet eller umiddelbart skal være velbegrundet osv., eller det kan tænkes, at der ved bedømmelsen af periculum in mora også tages udtrykkeligt hensyn til den offentlige interesse ud over til den traditionelle og nødvendige afvejning af parternes interesser (for at undgå, at den samme foreløbige forholdsregel tilføjer den anden part uoprettelig skade). Alt dette indgår i den forsigtige vurdering, der foretages af de nationale domstole, som foretager en nøje vurdering af, om det er hensigtsmæssigt eller nødvendigt at indrømme eller nægte en foreløbig forholdsregel til foreløbig beskyttelse af de rettigheder, der gøres krav på. Og det er næppe nødvendigt at påpege, at domstolene, når de overvejer, om der foreligger fumus boni juris, vil tage muligheden af, at den nationale bestemmelse kan blive erklæret uforenelig med fællesskabsretten, i betragtning.

Alt taget i betragtning vil jeg specielt for så vidt angår det andet spørgsmål foreslå, at Domstolen besvarer dette på en måde, som er i overensstemmelse med dommen i Co-met-sagen, nemlig at forholdsregler og frister for den foreløbige beskyttelse i mangel af harmonisering er og forbliver dem, der er fastsat i de nationale retsordener, forudsat at de ikke i praksis umuliggør hævdelse af rettigheder, som de nationale retter har pligt til at beskytte.

Det tilkommer derfor den nationale domstol at drage de slutninger, der må drages heraf for så vidt angår afgørelsen i hovedsagen, på grundlag af de forhold, der er angivet i indledningen til spørgsmålene, og som Domstolen naturligvis ikke kan tage stilling til.

1)Den forpligtelse, de nationale domstole efter fællesskabsretten har til at sikre en effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, fællesskabsbestemmelserne direkte tillægger borgeren, omfatter en forpligtelse til, om nødvendigt, og såfremt de faktiske og retlige betingelser herfor er opfyldt, at sikre de rettigheder, deri gøres krav på i henhold til sådanne fællesskabsbestemmelser, en foreløbig og uopsættelig beskyttelse i den tid, der går, indtil rettighederne endeligt er fastslået, og Domstolen eventuelt har truffet præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen.2)I mangel af en harmonisering på fællesskabsplan tilkommer det den enkelte medlemsstats retsorden at fastsætte de processuelle regler og betingelser for den foreløbige beskyttelse af de rettigheder, borgerne har i henhold til direkte anvendelige fællesskabsbestemmelser, på betingelse af, at disse regler og betingelser ikke gør det umuligt foreløbigt at udøve de rettigheder, der påberåbes, og at de ikke er mindre gunstige end dem, der er fastsat med henblik på at beskytte rettigheder, der støttes på nationale bestemmelser, idet enhver national bestemmelse eller praksis, som har denne virkning, er urforenelig med fællesskabsretten.