|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/208 |
31.1.2025 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/208
af 30. januar 2025
til støtte for et projekt om fremme af effektiv våbeneksportkontrol
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den globale strategi for Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik med titlen »Fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa«, som blev offentliggjort i juni 2016, bekræfter Unionens støtte til universalisering, fuld gennemførelse og håndhævelse af multilaterale nedrustnings-, ikkesprednings- og våbenkontroltraktater og -ordninger. |
|
(2) |
Den 19. november 2018 vedtog Rådet EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil med titlen »Sikring af våben, beskyttelse af borgerne«. I nævnte strategi hedder det bl.a., at Unionen fortsat vil fremme ansvarlig og effektiv våbeneksportkontrol og støtte universaliseringen og gennemførelsen af traktaten om våbenhandel (ATT). |
|
(3) |
Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (1) fastsætter otte kriterier, på grundlag af hvilke ansøgninger om tilladelse til eksport af konventionelle våben skal vurderes. En række tredjelande har tilpasset sig nævnte fælles holdning. |
|
(4) |
Det fremgår af fælles holdning 2008/944/FUSP, at medlemsstaterne skal gøre alt for at tilskynde andre stater, der eksporterer militærteknologi eller -udstyr, til at anvende kriterierne i nævnte fælles holdning. |
|
(5) |
EU-aktiviteter med henblik på fremme af effektiv og gennemsigtig våbeneksportkontrol har udviklet sig siden 2008 i henhold til Rådets fælles aktion 2008/230/FUSP (2) og Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP (3), 2012/711/FUSP (4), (FUSP) 2015/2309 (5), (FUSP) 2018/101 (6), (FUSP) 2020/1464 (7) og (FUSP) 2023/2539 (8). De gennemførte aktiviteter har navnlig støttet yderligere regionalt samarbejde og øget gennemsigtighed og større ansvar i overensstemmelse med principperne i fælles holdning 2008/944/FUSP og de deri fastlagte risikovurderingskriterier. De pågældende aktiviteter har været rettet mod tredjelande i Unionens østlige og sydlige naboregioner, tredjelande i Centralasien og Mongoliet. |
|
(6) |
En række EU-kandidatlande har modtaget støtte under EU-aktiviteterne med henblik på fremme af effektiv og gennemsigtig våbeneksportkontrol. Yderligere sådanne aktiviteter bør sigte mod at støtte disse landes ambitioner om tiltrædelse af Unionen og – inden tiltrædelsen – deres partnerskab med Unionen og dens medlemsstater med hensyn til våbeneksportkontrol. |
|
(7) |
ATT tager sigte på at styrke gennemsigtighed og ansvarlighed inden for våbenhandel. Unionen støtter en effektiv gennemførelse og universalisering af ATT gennem sine særlige programmer vedtaget i medfør af Rådets afgørelse 2013/768/FUSP (9), (FUSP) 2017/915 (10) og (FUSP) 2021/2309 (11). Disse programmer bistår en række tredjelande med på deres anmodning at styrke deres våbenoverførselskontrolsystemer i overensstemmelse med ATT's krav. |
|
(8) |
Det er derfor vigtigt at sikre komplementaritet mellem de outreach- og bistandsaktiviteter, der er fastsat i denne afgørelse, og dem, som er fastsat i EU-programmer til støtte for en effektiv gennemførelse og universalisering af ATT. Med henblik herpå bør der i form af regelmæssig udveksling af oplysninger fungere en koordinationsmekanisme blandt gennemførelsesorganerne for Unionens outreachaktiviteter inden for våbeneksportkontrol samt mellem disse gennemførelsesorganer og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Denne koordinationsmekanisme vil omfatte deltagelse af eksperter fra andre medlemsstater, når dette er relevant. |
|
(9) |
I de senere år har Unionen også ydet bistand til at forbedre eksportkontrollen af produkter med dobbelt anvendelse i tredjelande. Der bør sikres en effektiv koordinering mellem aktiviteter under det projekt, der er omhandlet i denne afgørelse, og aktiviteter, der er relevante for en sådan eksportkontrol. |
|
(10) |
Rådet har overladt den tekniske gennemførelse af afgørelse 2009/1012/FUSP, 2012/711/FUSP, (FUSP) 2015/2309, (FUSP) 2018/101, (FUSP) 2020/1464 og (FUSP) 2023/2539 til Tysklands økonomi- og eksportkontrolstyrelse, Bundesamt für Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle (BAFA). BAFA er også gennemførelsesorgan for projekter, der støtter en effektiv gennemførelse af ATT i medfør af afgørelse 2013/768/FUSP, (FUSP) 2017/915 og (FUSP) 2021/2309. Siden 2005 har BAFA arbejdet med gennemførelse af en række EU-samarbejdsprojekter på området eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse. BAFA er den kompetente eksportkontrolmyndighed i Tyskland og har ud over at dele sine kernekompetencer med andre staters kompetente myndigheder udviklet en stor mængde viden og ekspertise om outreachaktiviteter. |
|
(11) |
De aktiviteter, der støttes gennem denne afgørelse, bidrager til verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 16 i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Med henblik på gennemførelsen af EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil med titlen »Sikring af våben, beskyttelse af borgerne« og Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP støtter Unionen yderligere et projekt om fremme af effektiv våbeneksportkontrol.
2. Målet med projektet omhandlet i stk. 1 er:
|
a) |
at gøre den internationale handel med konventionelle våben mere ansvarlig og gennemsigtig |
|
b) |
at begrænse risikoen for omdirigering af våben til uautoriserede brugere. |
Målene i dette stykkes første afsnit skal nås ved hjælp af overførsel af ekspertise med henblik på at støtte tilpasningen til Unionens og dens medlemsstaters retlige og operationelle standarder i overensstemmelse med fælles holdning 2008/944/FUSP med særligt fokus på EU-kandidatlandene.
3. Projektaktiviteterne gennemføres på en måde, der supplerer, og er i synergi med, EU-bistandsprojekter inden for eksportkontrol af konventionelle våben og produkter med dobbelt anvendelse og, hvis det er relevant, med andre donorers bistandsprojekter på området eksportkontrol.
4. Bilaget til denne afgørelse indeholder en detaljeret beskrivelse af projektet.
Artikel 2
1. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) er ansvarlig for gennemførelsen af denne afgørelse.
2. Den tekniske gennemførelse af projektet i artikel 1 foretages af Tysklands økonomi- og eksportkontrolstyrelse, Bundesamt für Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle (BAFA).
3. BAFA udfører sine opgaver under den højtstående repræsentants ansvar. Med henblik herpå indgår den højtstående repræsentant de nødvendige ordninger med BAFA.
Artikel 3
1. Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af projektet i artikel 1, der finansieres af Unionen, er på 2 100 000,00 EUR.
2. De udgifter, der finansieres af det i stk. 1 fastsatte referencebeløb, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for EU-budgettet.
3. Kommissionen overvåger, at de i stk. 2 omhandlede udgifter forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår Kommissionen den nødvendige aftale med BAFA. Det skal fremgå af denne aftale, at BAFA skal sikre, at Unionens bidrag er synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.
4. Kommissionen bestræber sig på at indgå den aftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for aftalens indgåelse.
Artikel 4
1. Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af halvårlige rapporter udarbejdet af BAFA.
2. Kommissionen aflægger rapport om de finansielle aspekter af det i artikel 1 omhandlede projekt.
Artikel 5
1. Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
2. Denne afgørelse udløber 36 måneder efter datoen for indgåelse af den i artikel 3, stk. 3, omhandlede aftale. Den udløber dog seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen, hvis en sådan aftale ikke er indgået inden for denne periode.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. januar 2025.
På Rådets vegne
A. SZŁAPKA
Formand
(1) Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99, ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2008/944/oj).
(2) Rådets fælles aktion 2008/230/FUSP af 17. marts 2008 om støtte til EU's aktiviteter til fremme af kontrollen med våbeneksport og principperne og kriterierne i EU's adfærdskodeks for våbeneksport blandt tredjelande (EUT L 75 af 18.3.2008, s. 81, ELI: http://data.europa.eu/eli/joint_action/2008/230/oj).
(3) Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP af 22. december 2009 om støtte til EU's aktiviteter til fremme af kontrollen med våbeneksport og principperne og kriterierne i fælles holdning 2008/944/FUSP blandt tredjelande (EUT L 348 af 29.12.2009, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/1012/oj).
(4) Rådets afgørelse 2012/711/FUSP af 19. november 2012 om støtte til Unionens aktiviteter til fremme blandt tredjelande af kontrollen med våbeneksport og principperne og kriterierne i fælles holdning 2008/944/FUSP (EUT L 321 af 20.11.2012, s. 62, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/711/oj).
(5) Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2309 af 10. december 2015 om fremme af effektiv våbeneksportkontrol (EUT L 326 af 11.12.2015, s. 56, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2015/2309/oj).
(6) Rådets afgørelse (FUSP) 2018/101 af 22. januar 2018 om fremme af effektiv våbeneksportkontrol (EUT L 17 af 23.1.2018, s. 40, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/101/oj).
(7) Rådets afgørelse (FUSP) 2020/1464 af 12. oktober 2020 om fremme af effektiv våbeneksportkontrol (EUT L 335 af 13.10.2020, s. 3, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/1464/oj).
(8) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/2539 af 13. november 2023 om støtte til et projekt om fremme af effektiv våbeneksportkontrol (EUT L, 2023/2539, 14.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2539/oj).
(9) Rådets afgørelse 2013/768/FUSP af 16. december 2013 om EU's aktiviteter til støtte for gennemførelsen af traktaten om våbenhandel inden for rammerne af den europæiske sikkerhedsstrategi (EUT L 341 af 18.12.2013, s. 56, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/768/oj).
(10) Rådets afgørelse (FUSP) 2017/915 af 29. maj 2017 om EU-outreachaktiviteter til støtte for gennemførelsen af traktaten om våbenhandel (EUT L 139 af 30.5.2017, s. 38, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2017/915/oj).
(11) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2309 af 22. december 2021 om EU-outreachaktiviteter til støtte for gennemførelsen af traktaten om våbenhandel (EUT L 461 af 27.12.2021, s. 78, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/2309/oj).
BILAG
PROJEKT OM FREMME AF EFFEKTIV VÅBENEKSPORTKONTROL
1. Baggrund, formål og mål
Formålet med denne afgørelse er at fremme ansvarlighed og ansvar med hensyn til lovlig våbenhandel i overensstemmelse med fælles holdning 2008/944/FUSP og dermed bidrage til fred, sikkerhed og stabilitet i lande, der grænser op til Unionen. Målene med denne afgørelse er at gøre den internationale handel med konventionelle våben mere ansvarlig og gennemsigtig og at begrænse risikoen for omdirigering af våben til uautoriserede brugere gennem overførsel af ekspertise med henblik på at støtte tilpasning til EU's og medlemsstaternes retlige og operationelle standarder med særligt fokus på EU-kandidatlandene og EU's naboskab.
Aktionen bør sigte mod at øge effektiviteten af de nationale våbeneksportsystemer i de omfattede lande gennem retlige, institutionelle og andre relevante udviklinger og ændringer og deres overensstemmelse med fælles holdning 2008/944/FUSP med henblik på at støtte tredjelandes tilpasning til EU's standarder for våbeneksportkontrol (gældende EU-ret) og bedste praksis i forbindelse med gennemførelsen heraf, herunder, hvis det er relevant, ATT. For EU-kandidatlandene vil denne aktion støtte deres EU-tiltrædelsesbestræbelser og – inden tiltrædelsen – deres partnerskab med EU og dets medlemsstater inden for våbeneksportkontrol.
Disse resultater bør forfølges, samtidig med at der søges komplementaritet og synergi med Unionens igangværende bistandsprojekter til støtte for gennemførelsen af ATT samt inden for eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse. Omfanget af modtagere i henhold til denne afgørelse bør ikke overlappe med de modtagere, der er omfattet af EU's ATT-outreachprojekt (Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2309 og den efterfølgende afgørelse), undtagen som allerede godkendt af COARM-Gruppen.
For at nå ovennævnte mål bør Unionen fortsat fremme standarderne i fælles holdning 2008/944/FUSP på grundlag af de resultater, der er opnået ved gennemførelsen af fælles aktion 2008/230/FUSP, Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP, 2012/711/FUSP, (FUSP) 2015/2309, (FUSP) 2018/101, (FUSP) 2020/1464 og (FUSP) 2023/2539 samt traktaten om våbenhandel. Med henblik herpå bør modtagertredjelande, alt efter hvad der er relevant, bistås med at udarbejde, ajourføre og gennemføre relevante lovgivningsmæssige, administrative og institutionelle foranstaltninger, der støtter et effektivt system for kontrol med overførsel af konventionelle våben.
Der bør også ydes støtte til uddannelse af embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelse og håndhævelse, og som har ansvaret for gennemførelse og håndhævelse af kontrol med våbenoverførsel, og til nationale og regionale foranstaltninger, der fremmer gennemsigtighed og passende undersøgelser i forbindelse med eksport af konventionelle våben. Endvidere bør kontakter med den private sektor (herunder industrien, forskningsinstitutter og den akademiske verden) fremmes for at sikre overholdelse af våbenoverførselskontrollovgivningen og -reglerne med fokus på navnlig interne programmer til sikring af overholdelse af reglerne.
Da COARM-projektets partnerlande befinder sig på forskellige stadier med hensyn til deres behov for teknisk bistand, vil projektet gøre brug af en differentieret tilgang ved udformningen af outreachaktiviteter under hensyntagen til den særlige karakter af samarbejdet med hvert partnerland.
For så vidt angår partnerlande, der har EU-kandidatstatus, vil projektet tilbyde dem en tilpasset outreachtilgang, der fokuserer mere på institutionel hukommelsesopbygning og selvbæredygtighed, herunder ved at tilbyde mere støtte vedrørende tilpasning til gældende EU-ret om våbeneksportkontrol, hvor det er relevant.
2. Udvælgelse af gennemførelsesorgan
Gennemførelsen af denne afgørelse påhviler BAFA. BAFA samarbejder, hvor det er hensigtsmæssigt, med medlemsstaternes eksportkontrolinstanser, relevante regionale og internationale organisationer, tænketanke, forskningsinstitutter og NGO'er.
BAFA har førende erfaring med ydelse af eksportkontrolbistand og outreachaktiviteter. Den har opnået denne erfaring på alle relevante områder inden for strategisk eksportkontrol, herunder CBRN-relaterede produkter med dobbelt anvendelse og produkter til militære formål. Gennem disse programmer og aktiviteter har BAFA opnået indgående viden om eksportkontrolsystemerne i de fleste af de lande, der er medtaget i denne rådsafgørelse.
Med hensyn til bistand og outreach i forbindelse med våbeneksportkontrol har BAFA med succes afsluttet gennemførelsen af Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP, 2012/711/FUSP, (FUSP) 2015/2309, (FUSP) 2018/101, (FUSP) 2020/1464 og (FUSP) 2023/2539. BAFA er også ansvarlig for den tekniske gennemførelse af det ATT-gennemførelsesstøtteprogram, der er oprettet ved Rådets afgørelse 2013/768/FUSP, (FUSP) 2017/915 og (FUSP) 2021/2309, og forskellige EU-P2P-projekter inden for eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse, til dels for samme partnerlande som i henhold til nærværende rådsafgørelse.
BAFA er derfor i en enestående position til at kunne indkredse styrker og svagheder i eksportkontrolsystemerne i lande, der vil modtage aktiviteter i henhold til nærværende afgørelse. Den er også i højeste grad i stand til at fremme synergi mellem de forskellige bistands- og outreachprogrammer for våbeneksportkontrol og til at undgå dobbeltarbejde. Dette er særlig relevant for lande, der har modtaget støtte i henhold til tidligere EU-samarbejdsprogrammer for styrkelse af den lokale kapacitet til at anvende og ajourføre det nationale våbenkontrolsystem i overensstemmelse med internationale standarder og den seneste udvikling.
3. Koordinering med andre EU-bistandsprojekter inden for eksportkontrol
Der bør på grundlag af erfaringerne fra tidligere EU-outreachaktiviteter inden for eksportkontrol, der omfatter både produkter med dobbelt anvendelse og konventionelle våben, søges at skabe synergi og komplementaritet. Hvor det er relevant, kan der søges synergi i forbindelse med andre aktiviteter, der finansieres over FUSP-budgettet, eller med andre aktiviteter vedrørende eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse, som finansieres ved hjælp af andre EU-finansieringsinstrumenter end FUSP-budgettet. Dette bør gøres med fuld respekt af de retlige og finansielle begrænsninger, der er fastsat for anvendelse af relevante EU-finansieringsinstrumenter.
4. Koordinering med andre donorers bistandsprojekter inden for eksportkontrol
Hvor det er relevant, bør der også søges synergi og komplementaritet med andre donorers bistandsprojekter på området eksportkontroloutreach. Koordinering med andre donorer bør foretages, hvor det er relevant og hensigtsmæssigt, i det enkelte tilfælde for at udnytte synergi og ressourcer bedst muligt og undgå overlapning.
5. Tilgang til modtagerlande
Projektets mål vil blive forfulgt gennem teknisk bistand til en række modtagerlande, som har vist deres vilje til at udvikle deres standarder og praksis inden for våbeneksportkontrol. De bistandsaktiviteter, der skal udføres, og omfanget af samarbejde, der skal tilbydes, vil tage hensyn til de enkelte modtagerlandes status, navnlig vedrørende:
|
— |
kandidaturer til EU-medlemskab, og hvorvidt modtagerlandene er officielle kandidater eller potentielle kandidater |
|
— |
eventuelt medlemskab af eller ansøgning om medlemskab af internationale eksportkontrolordninger vedrørende overførsel af konventionelle våben og produkter og teknologier med dobbelt anvendelse |
|
— |
kapaciteten som producent, importør eller handelsknudepunkt inden for handel med konventionelt militært udstyr og konventionelle militære teknologier |
|
— |
modenhedsgraden af det eksisterende nationale eksportkontrolsystem med særlig hensyntagen til de fremskridt, der er gjort som følge af støtte, som er modtaget i henhold til tidligere samarbejdsprogrammer vedrørende våbeneksportkontrol, der finansieres af Unionen, og |
|
— |
holdningen til ATT. |
Samarbejdet med EU-kandidatlandene bør videreudvikles i tråd med den differentierede tilgang og værktøjskasse, der er beskrevet nedenfor. Fokus for samarbejdet med disse lande vil være at støtte deres fulde tilpasning til gældende EU-ret på området våbeneksportkontrol og til fælles holdning 2008/944/FUSP med henblik på at støtte deres EU-tiltrædelsesproces med forbehold af måling af fremskridt. Dette omfatter modtagerlande, som opnår evne til at opbygge institutionel hukommelse og opnå selvbæredygtighed; styrkelse af disse modtageres rolle som formidlere og udbydere af viden og ekspertise i deres respektive regioner, hvor det er hensigtsmæssigt og relevant, samt i andre regioner, samtidig med at udveksling af oplysninger og samarbejde med EU-eksperter og mellem lande med samme modenhedsgrad (også fra andre eksportkontrolprojekter) fortsat støttes.
Som sådan bør disse partnerlande fortsat deltage i regionale arrangementer i deres geografiske region samt i vurderingsarrangementer. Samtidig vil de få tildelt et vist antal særlige aktiviteter, som, hvor det er relevant, også vil omfatte en mentorkomponent.
6. Modtagerlande
Medmindre COARM-Gruppen har godkendt det, bør omfanget af modtagere i henhold til denne afgørelse ikke overlappe med de modtagere, der er omfattet af EU's ATT-outreachprojekt (Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2309 og den efterfølgende afgørelse).
Modtagerlande i henhold til nærværende afgørelse er:
|
a) |
sydøsteuropæiske lande (Albanien, Bosnien-Hercegovina, Republikken Nordmakedonien, Montenegro, Serbien og Kosovo (*1)) |
|
b) |
østeuropæiske og kaukasiske lande i den europæiske naboskabspolitik (Armenien, Aserbajdsjan, Belarus (*2), Georgien og Republikken Moldova) |
|
c) |
nordafrikanske lande, Middelhavslande og sydlige nabolande i den europæiske naboskabspolitik (Algeriet, Egypten, Marokko, Tunesien, Jordan og Libanon) |
|
d) |
lande i Centralasien (Kasakhstan, Tadsjikistan, Usbekistan, Kirgisistan, Turkmenistan og Mongoliet) |
|
e) |
Ukraine. |
6.1. Blandt disse lande er de modtagerlande, som er nuværende EU-kandidatlande:
Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Republikken Nordmakedonien, Republikken Moldova, Montenegro, Serbien og Ukraine.
For denne gruppe vil projektet omfatte særligt udformede aktiviteter som beskrevet i punkt 7.2.
6.2. Ændring af listen over modtagerlande
COARM-Gruppen kan i undtagelsestilfælde efter konsultationer med gennemførelsesorganet beslutte at tilføje lande på listen over modtagere. Ændringer bør meddeles på en formel måde mellem BAFA og Unionen gennem formanden for COARM-Gruppen.
7. Aktivitetsbeskrivelser
7.1. Aktiviteter for lande, der har behov for særlig teknisk bistand
7.1.1. Individuel bistand og fjernbistand
Projektet vil bestå af workshopper, der efter anmodning tilbyder individuelle modtagerlande bistand på områder af særlig national interesse. Statslige embedsmænd fra modtagerlandene, herunder embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelse og håndhævelse, vil deltage i workshopperne. Afhængigt af de konkrete behov og tilgængeligheden af modtagerlandenes og medlemsstaternes eksperter vil arrangementerne som hovedregel have to dages varighed. Aktiviteter kan efter behov også afholdes online.
Workshopperne vedrørende individuel bistand vil hovedsagelig blive afholdt på modtagerlandenes anmodning. Formålet med dem er at behandle et specifikt spørgsmål vedrørende våbeneksportkontrol, som et modtagerland har rejst. Disse workshopper kan bl.a. omhandle målrettede nationale kapacitetsopbygningsforanstaltninger, outreach til erhvervslivet (herunder forskningsinstitutter eller den akademiske verden) og nationale uddannelsesstrategier på området våbeneksportkontrol.
Desuden vil der, hvor det er passende og hensigtsmæssigt, blive ydet individuel støtte gennem fjernbistand (bl.a. juridiske gennemgange, konsultationer om specifikke sager, herunder støtte til teknisk vurdering af et bestemt produkt, osv.).
Eksperter fra medlemsstaternes nationale forvaltninger (herunder tidligere embedsmænd), repræsentanter fra lande, der har tilpasset sig fælles holdning 2008/944/FUSP, samt repræsentanter for den private sektor vil stille deres ekspertise til rådighed. Repræsentanter for modtagerlande med EU-kandidatstatus, som er uddannet specifikt hertil i henhold til afgørelse (FUSP) 2020/1464, (FUSP) 2023/2539 eller nærværende FUSP-afgørelse, vil kunne fungere som regionale eksperter og stille deres specifikke ekspertise til rådighed for andre modtagerlande i dette projekt, hvor det er hensigtsmæssigt.
7.1.2. Multilaterale aktiviteter og udveksling af viden
Projektet vil bestå af multilaterale aktiviteter, der involverer mindst to modtagerlande, som er interesserede i et spørgsmål af fælles interesse, med henblik på at udveksle viden og erfaringer om og nationale tilgange til dette særlige spørgsmål. Disse aktiviteter kan afholdes i et af de modtagerlande, der er omfattet af denne afgørelse, i en medlemsstat eller online.
7.2. Aktiviteter for EU-kandidatlande
7.2.1. Uddannelse af undervisere
Projektet vil bestå af op til to kurser i uddannelse af undervisere, som vil yde yderligere støtte til opbygning af egen national kapacitet med udgangspunkt i fortsat gennemførelse af BAFA-tilgangen med »uddannelse af undervisere«. De færdigheder, der udvikles i forbindelse med dette uddannelseskursus, vil bl.a. omfatte didaktik, videnoverførsel og specifik uddannelse i institutionel hukommelse. Ved gennemførelsen af de aktiviteter, der er beskrevet i denne afgørelse, bør de uddannede undervisere støttes og tilskyndes yderligere til at deltage i aktiviteter som formidlere eller udbydere af viden og ekspertise på nationalt, regionalt, tværregionalt og internationalt plan. På denne måde vil disse modtagerlande også blive støttet i at bevæge sig væk fra individuel bistand og blive mere selvstændige i deres nationale og regionale gennemførelse af strategisk handelskontrol. Deltagelse i et eller begge kurser kan, hvor det er relevant, tilbydes til yderligere modtagerlande i projektet, som ikke er nævnt i punkt 6.1, når det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med deres behov.
7.2.2. Peer-to-peer-besøg
Projektet vil støtte tilrettelæggelse af peer-to-peer-besøg med deltagelse af mindst to modtagerlande, som enten er EU-kandidatlande eller har gennemført mindst ét kursus i uddannelse af undervisere. Disse aktiviteter bør udformes således, at deltagerne kan udnytte de færdigheder, der er udviklet under kurserne i uddannelse af undervisere, og give dem mulighed for at dele deres landes erfaringer og fremskridt med hensyn til kapacitetsopbygning inden for våbeneksportkontrol, både med hinanden og med andre partnerlande. Indholdet af besøget vil blive udarbejdet af værtspartnerlandene med feedback og primært logistisk støtte fra gennemførelsesorganet.
7.2.3. Institutionelle kapacitetsopbygningsforanstaltninger
Projektet vil også støtte modtagerlande, der har gennemført mindst ét kursus i uddannelse af undervisere inden for selvtilrettelæggelse og gennemførelse af nationale uddannelses- og outreachaktiviteter. Dette kan blandt andre foranstaltninger omfatte outreach til erhvervslivet eller den akademiske verden og uddannelse af eksporttilladelses- eller toldembedsmænd. Indholdet af uddannelsen og aktiviteterne vil blive udarbejdet af modtagerlandene selv med mentorkomponenter og, hvor det er hensigtsmæssigt, supplerende ekspertise fra gennemførelsesorganet som beskrevet i punkt 7.1.1.
7.2.4. Nationale og multilaterale aktiviteter
Projektet vil omfatte nationale og multilaterale aktiviteter i den form og med den ekspertise, der er beskrevet i punkt 7.1.1, men i dette tilfælde har det specifikt til formål at støtte en tættere tilpasning til gældende EU-ret om våbeneksportkontrol for EU-kandidatlande.
7.2.5. Fælles konferencer
Dette projekt vil støtte fælles konferencer for alle EU-kandidatlande. Disse konferencer vil være et forum for drøftelser på højt plan, udveksling af oplysninger og uddannelsesmuligheder. Eksperter fra medlemsstaternes nationale forvaltninger (herunder tidligere embedsmænd), repræsentanter fra lande, der har tilpasset sig fælles holdning 2008/944/FUSP, samt repræsentanter for den private sektor vil stille deres ekspertise til rådighed.
Yderligere modtagerlande i projektet, som ikke er nævnt i punkt 6.1, kan indbydes, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
7.3. Aktiviteter for alle partnerlande
7.3.1. Regionale workshopper
Projektet vil omfatte regionale/tværregionale workshopper af to dages varighed, hvor der gives teoretisk og praktisk uddannelse samt mulighed for dialog og udveksling af oplysninger med henblik på blandt andet at konsolidere regionale tilgange inden for relevante områder af kontrol med eksport af konventionelle våben.
Workshopdeltagerne vil bl.a. være statslige embedsmænd fra de omfattede modtagerlande. Repræsentanter fra blandt andet nationale parlamenter, erhvervslivet og civilsamfundet kan også blive indbudt, hvor det er relevant. Der vil blive stillet uddannelsesekspertise til rådighed af eksperter som anført i punkt 7.1.1.
Workshopperne kan afholdes i et modtagerland eller et andet land og kan tilrettelægges enten som et arrangement med fysisk deltagelse, et onlinearrangement eller et hybridarrangement (hvor fysisk deltagelse og onlinedeltagelse understøttes på samme tid), alt efter hvad der er hensigtsmæssigt.
7.3.2. Afsluttende vurderingsarrangement
For at evaluere og gennemgå indvirkningen af aktiviteterne i henhold til denne afgørelse vil der blive afholdt et afsluttende vurderingsarrangement, enten online eller i hybridformat. Det afsluttende vurderingsarrangement vil omfatte deltagelse af alle modtagerlande. Hvis det er muligt, vil arrangementet blive afholdt i forbindelse med et møde i COARM-Gruppen i Bruxelles for at give medlemsstaterne mulighed for udstrakt fysisk deltagelse.
8. Projektresultater og gennemførelsesindikatorer
Vurderingen af projektets resultater vil omfatte følgende:
8.1. Individuel vurdering af modtagerlande
BAFA vil fra februar 2026 hvert år sende Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen en ajourføring af gennemførelsesfremskridtsrapporterne om hvert af modtagerlandene. Rapporterne vil opsummere de aktiviteter, der har fundet sted i hvert modtagerland i denne afgørelses anvendelsesperiode, og vurdere og beskrive modtagerlandets kapacitet på området våbenoverførselskontrol på grundlag af oplysninger, der er til rådighed for BAFA, herunder de oplysninger, der er anført i punkt 8.2, alt efter hvad der er relevant.
8.2. Konsekvensanalyse og oplysninger, der skal indgå i rapporterne
Virkningerne af denne aktions aktiviteter fastsat i denne afgørelse for modtagerlandene bør efter aktionens gennemførelse vurderes senest seks måneder efter afgørelsens udløb. Konsekvensanalysen foretages af BAFA i samarbejde med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, herunder i relevant omfang EU-delegationerne i modtagerlandene, og med andre relevante interessenter.
Med henblik herpå bør følgende oplysninger indgå i de rapporter, der er nævnt i punkt 8.1, også for at vurdere fremskridtene:
|
— |
eksistens og drift af et eksportkontrolsystem og lovgivning til kontrol af eksport af teknologi og udstyr på EU's fælles liste over militært udstyr |
|
— |
kapacitet til i det enkelte tilfælde at vurdere ansøgninger om eksporttilladelse ud fra kriterierne i fælles holdning 2008/944/FUSP |
|
— |
kontrolomfang (herunder eksport, mægleraktiviteter, transit og omladning samt immaterielle overførsler af software og teknologi) |
|
— |
udveksling af oplysninger (om eksporttilladelser og afslag på ansøgninger om eksport) med andre stater |
|
— |
kontrol af endeligt bestemmelsessted/slutbrugerattest ved vurdering af ansøgninger |
|
— |
offentliggørelse af en årlig rapport om eksport af militærteknologi og -udstyr samt anden rapportering (f.eks. FN's register, årlig ATT-indberetning, Wassenaararrangementet, OSCE og rapporter til nationale parlamenter) |
|
— |
eventuelle oplysninger om håndhævelsessager |
|
— |
hvorvidt modtagerlandet agter at tilpasse sig eller officielt har tilpasset sig fælles holdning 2008/944/FUSP. |
9. Unionens synlighed
BAFA vil træffe alle nødvendige foranstaltninger for at gøre opmærksom på, at indsatsen er finansieret af Unionen. Sådanne foranstaltninger gennemføres i overensstemmelse med håndbogen i kommunikation og synlighed for Unionens optræden udadtil, som Europa-Kommissionen har udgivet. BAFA vil således sikre synlighed af Unionens bidrag med passende omtale og PR, som fremhæver Unionens rolle og skaber øget bevidsthed om grundene til denne afgørelse og om Unionens støtte til den og resultaterne af denne støtte. Det materiale, der produceres i forbindelse med projektet, skal på en iøjnefaldende måde vise EU-flaget i overensstemmelse med relevante EU-retningslinjer samt logoet »EU's P2P-eksportkontrolprogram«. EU-delegationer bør involveres i arrangementer i tredjelande med henblik på at forbedre politisk opfølgning og synlighed.
I betragtning af at de planlagte aktiviteter varierer meget i omfang og karakter, kan der afhængigt af tilgængelighed og egnethed anvendes en række PR-værktøjer, herunder traditionelle medier, websteder, sociale medier, oplysninger og PR-materiale (herunder infografik, foldere, nyhedsbreve, pressemeddelelser mv., alt efter hvad der er relevant). Publikationer og offentlige arrangementer i forbindelse med projektet vil blive omtalt i overensstemmelse hermed.
10. Varighed
Projektets anslåede samlede varighed vil være 36 måneder.
(*1) Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244 (1999) og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.
(*2) Belarus' deltagelse er fortsat suspenderet.
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/208/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)