Efter sagsøgernes opfattelse er de lovgivningsakter, som fællesskabsinstitutionerne har vedtaget med henblik på pris- og støtteordningen for hård hvede for høståret 1974/75, en kvalificeret overtrædelse af retsregler af højere gyldighed til beskyttelse af private (forskelsbehandling, krænkelse af princippet om forhold mellem mål og midler).

Pris- og støttereglerne for høståret 1974/75 er i strid med de i EØF-traktatens artikel 39, stk. 1 omtalte formål: at stabilisere markederne (litra c)), at sikre forsyningerne (litra d)) og at sikre forbrugerne rimelige priser (litra e)). Disse bestemmelser er heller ikke i overensstemmelse med den kendsgerning, at landbruget i medlemsstaterne udgør en sektor, som er snævert forbundet med økonomien som helhed (artikel 39, stk. 2, litra c)). De er ensidigt udtryk for producenternes særinteresser og tager ikke tilstrækkelig hensyn til den øvrige økonomis og forbrugernes krav og går herved ud over hvad der er nødvendigt.

På grund af forhøjelsen af tærskelprisen er bestemmelserne til skade for forbrugerne uden herved at gavne Fællesskabets producenter af hård hvede.

På grund af den store forskel mellem på den ene side interventionsprisen og på den anden side indikativ- og tærskelpriserne medfører bestemmelserne en forskelsbehandling af møllerierne i Forbundsrepublikken Tyskland, i Beneluxlandene og i de nye medlemsstater i forhold til de franske og italienske møllerier.

Efter sagsøgerne kan alle disse ulemper afskaffes enten:

Hertil kommer en fjerde mulighed:

Det skøn, der tilkommer Fællesskabets institutioner ved gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, er for det første begrænset af traktatens artikel 40, stk. 3, der kun tillader de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de i artikel 39 anførte mål.

Sådanne begrænsninger følger ligeledes af anerkendte nationaløkonomiske principper, herunder blandt andet erkendelsen af, at fra et økonomisk synspunkt er det bedste sted for forarbejdningen eller forbruget af en vare dennes produktionssted. På det frie marked er der på denne måde opstået naturlige varestrømme, der sikrede, at en vare med mindst mulige omkostninger altid går til den nærmeste forbruger og kun når frem til fjernere liggende steder i det omfang, de nærmeste købere ikke kan aftage varen.

Såfremt markedet for en vare er begrænset og så meget desto mere når det er et underskudsmarked, er det slutteligt et nationaløkonomisk krav, at indførsler af denne vare tillades for at undgå skadelige omlægninger af handelen og urimelige prisforhøjelser til skade for den endelige forbruger.

I det foreliggende tilfælde vil den hårde hvede, der produceres i Frankrig og Italien, på naturlig måde gå til de nærmeste møllerier i disse medlemsstater, uden dog at dække disse mølleriers behov. Da møllerierne i de andre medlemsstater på tilstrækkelig måde kan dække deres behov ved indførsler fra tredjelande, har Fællesskabets institutioner retsstridigt handlet mod Fællesskabets interesse, når de gennem planøkonomiske foranstaltninger og en kunstig omlægning af handelsstrømmene har standset de naturlige handelsstrømme. I udøvelsen af deres beføjelser inden for den fælles landbrugspolitik burde fællesskabsinstitutionerne have taget i betragtning, at de tyske møllerier nationaløkonomisk set ville opføre sig på en kunstig og skadelig måde, såfremt de bestræbte sig på at dække deres behov af hård hvede i Frankrig og Italien. I betragtning af, at disse møllerier er tvunget til at dække deres behov i tredjelande, burde fællesskabsinstitutionerne have givet dem mulighed for at dække deres behov til samme priser som de italienske og franske møllerier. Denne forpligtelse er ikke blevet overholdt ved de pågældende prisbestemmelser.

Da fællesskabsinstitutionerne endnu begrunder den store forskel mellem interventionsprisen og indikativprisen med hensynet til at opretholde det interne hvedemarkeds smidighed, må det understreges, at der består en afgørende forskel mellem markedet for blød hvede og markedet for hård hvede. Det er berettiget på overskudsmarkedet for blød hvede at sikre en hensigtsmæssig smidighed gennem prisbestemmelserne for at den hvede, der produceres i fjerntliggende overskudsområder, også kan blive solgt i de vigtigste forbrugsområder. Markedet for hård hvede er et underskudsmarked. Hertil kommer at de franske og italienske møllerier er koncentreret i nærheden af produktionsområderne. Disse to kendsgerninger taget i betragtning, er det unødvendigt ja endog uhensigtsmæssigt at sikre en smidighed i salget af hård hvede, således at den internt producerede hårde hvede kan sælges over alt i samtlige Fællesskabets lande.

Endelig er den opfattelse, hvorefter smidighed på dette marked er en nødvendighed, netop i strid med begrundelsen for fastsættelsen af en enhedsinterventionspris.

Det vil nemlig være tilstrækkeligt at fastsætte forskellen mellem interventionsprisen og tærskelprisen således, at den interne produktions fortrinsstilling sikres over for indførslerne. I denne henseende vil selv i Frankrig og Italien en forskel på få regningsenheder være tilstrækkelig. Denne forskel må logisk set nødvendigvis være betydeligt mindre end den forskel, som vil vise sig nødvendig for overskudsmarkedet for blød hvede. Af det anførte følger, at prisbestemmelserne er i strid med de i EØF-traktatens artikel 39 anførte mål og med princippet om forholdet mellem mål og midler.

Hvad nærmere angår tærskelprisens niveau, henviser sagsøgerne til de kriterier, der er fastsat i Rådets forordning 1968/73 af 19. juli 1973 (EFT L 201, s. 10). Det er sagsøgernes opfattelse, at den for tiden gældende tærskelpris for hård hvede er fastsat cirka 10 RE/t for højt.

Hvis man imidlertid vil fastholde forskellen mellem interventionsprisen og indikativ- og tærskelpriserne, vil det stadigt være muligt at fastsætte tærskelprisen forskelligt.

Kan man ikke gå ind for de anførte forslag, ville en restitution ved produktionen være et egnet middel til at udligne forskellene i indkøbsmulighederne. En sådan udligning burde udformes således, at møllerierne i Forbundsrepublikken Tyskland, i Benelux-landene og i de nye medlemsstater modtog én produktionsrestitution for de mængder hård hvede, der forarbejdes til fine gryn og sælges til dejvareindustrien.

I øvrigt bestrider sagsøgerne, at deres tab ikke skulle skyldes Fællesskabets prisbestemmelser, men derimod de høje priser på verdensmarkedet, som fællesskabsinstitutionerne ikke er ansvarlige for. I denne forbindelse påberåber sagsøgerne sig artikel 19 i forordning nr. 120/67, der giver hjemmel til fastsættelsen af nødvendige foranstaltninger i tilfælde af forstyrrelser på Fællesskabets marked, der skyldes at cif-prisen overstiger tærskelprisen væsentligt. Ministerrådet har gjort brug af denne hjemmel i forordning nr. 1968/73 af 19. juli 1973 men begrænsede sig dèr til at indføre en eksportafgift. På samme måde kunne man have indført en ordning med importrestitutioner.

Blandt de muligheder, som ligger inden for rammerne af traktatens artikel 39 og artikel 19 i forordning nr. 120/67 (s. 102), vil sagsøgerne foretrække bestemmelser, der giver de forfordelte møllerier mulighed for at indføre en vis mængde hård hvede fra tredjelande mod til gengæld afgiftsfrit at udføre en vis mængde blød hvede.

Sagsøgerne tilføjer, at de sidste problemer ikke er af afgørende betydning i den foreliggende sag, fordi det er muligt, at den internationale pris for hård hvede på ny falder ned under tærskelprisen i løbet af høståret 1974/75.

Det tab, sagsøgerne har lidt og vil kunne lide, bevises af den omstændighed, at det i hvert fald fra 1971/72 er lykkedes de franske møllerier at få et indpas på markedet for gryn af hård hvede i Tysk land som udgør circa 20 %. Man må heller ikke glemme det andet tab, som skyldes, at de tyske møllerier har måttet rette sig ind efter de franske konkurrenters priser for ikke at miste en endnu større del af markedet. Da fællesskabsinstitutionerne opretholder den anfægtede prisordning, må det forventes, at sagsø gerne i løbet af høståret 1974/75 kommer til at lide tab, der er mindst lige så store som de forudgående års. Sagsøgerne er af den opfattelse, at tabet i det mindste delvist må opgøres efter den abstrakte metode, dvs. i det omfang, de tyske møllerier køber hård hvede fra tredjelande på grundlag af tærskelprisen eller en højere pris. Heraf følger, at tabet andrager mindst 10 RE/t, altså det beløb, hvormed tærskelprisen er for høj (tal s. 92/93).

Ud over at anvende den abstrakte opgørelsesmetode, må også den konkrete opgørelsesmetode anvendes ved opgørelsen af det tab, sagsøgerne vil lide ved at have mistet en del af markedet. Denne opgørelse kan først finde sted efter udløbet af høståret 1974/75.

Hvad skyldsspørgsmålet angår, må det bemærkes, at fællesskabsinstitutionerne ikke i den foreliggende sag kan påstå, at de ikke kendte de særegne vilkår på det franske marked for hård hvede eller den forskelsbehandling og konkurrencefordrejning, der var en følge af de bestemmelser, institutionerne vedtog. De vil heller ikke kunne påstå, at de tyske møllerier ikke har gjort opmærksom på de tab, der truede dem i løbet af høståret 1974/75. Skylden ligger ligeledes i, at fællesskabsinstitutionerne, trods kendskab til situationen, har undladt at afbøde ulemperne.

Sagsøgerne påberåber sig i anden række — uanset om der foreligger skyld — princippet om erstatningspligt — ved et retsstridigt ekspropriationslignende indgreb (rechtswidriger enteignungsgleicher Eingriff) fra fællesskabsinstitutionernes side.

Det pågældende princip falder inden for rammerne af EØF-traktatens artikel 215, stk. 2, hvorefter det ikke er nogen betingelse, for Fællesskabets ansvar, at der foreligger skyld eller direkte årsagssammenhæng, og princippet bør anvendes i det foreliggende tilfælde: de retsakter, hvorved støtten og priserne for hård hvede fastsættes hvert år, har medført et alvorligt og varigt indgreb i de tyske mølleriers private ejendomsrettigheder. Disse retsakter er retsstridige, eftersom de ikke har været nødvendige for opfyldelsen af de i EØF-traktatens artikel 39 nævnte formål og for Fællesskabets almenvel i øvrigt, og fordi der har været andre muligheder for at fastsætte priserne og for at fremme dyrkningen af hård hvede i Fællesskabet uden at fordreje konkurrencen mellem møllerierne og samtidig opfylde formålene med markedsordningen.

Selv om der forelå et tab, hvad Rådet bestrider, vil dette tab ikke have nogen direkte forbindelse til de pågældende fællesskabsbestemmelser, da de internationale priser for hård hvede bestandigt har ligget over interventionsprisen (sagsøgernes første antagelse). Med hensyn til den anden antagelse (skriftet af 4. november 1974) kan man ikke i det af sagsøgerne anførte finde noget bevis for, at fællesskabsordningen og navnlig den støtte, der ydes, er årsag til en forskel på 30 RE/t mellem de franske mølleriers og de tyske mølleriers kostpris.

Hvad angår det oprindelige anerkendelsessøgsmal, er Rådet af den opfattelse, at betingelserne i EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 ikke er opfyldt (se de ovenfor under formalitetsdrøftelsen udviklede argumenter). Dette oprindelige søgsmål synes ikke at kunne give grundlag for en dom til sikring af et krav. Da sagen er anlagt før høstårets begyndelse, kan der ikke foreligge noget tab.

Hertil kommer, at sagen for så vidt den angår de pågældende bestemmelsers lovlighed ikke vil kunne afgøres in abstracto, men kun såfremt der faktisk foreligger et tab forårsaget af de pågældende bestemmelsers ulovlighed.

Hvad angår fuldbyrdelsessøgsmålet, må det bemærkes, at det af det af sagsøgerne i stævningen (bilag 6 a) angivne talmateriale ikke fremgår, at sagsøgernes produktion er faldende, og at der foreligger noget tab.

Rådet henviser i øvrigt til udviklingen i de tyske udførsler af fine gryn til Frankrig og af indførslerne til Tyskland af fransk hård hvede.

Endelig viser sagsøgernes beregninger, hvis metode Rådet bestrider, ikke hvorfor støtten, selv under forudsætning af dennes ulovlighed, svarer til den fordel, der tilfalder de franske møllerier. Den direkte modtager af støtten er nemlig producenten, og der er i et marked med underskud ingen grund til, at producenten videregiver støtten til møllerierne. Sagsøgerne har ikke fremlagt nogen oplysninger, der muliggør beregningen af et tab, fordi der ikke findes noget tab.

Sagsøgernes oprindelige anbringender beror efter Rådets opfattelse på talrige urigtige antagelser, blandt andet at de franske møllerier skulle dække deres behov til interventionsprisen. I betragtning af de anseelige prisstigninger siden 1973 er denne antagelse aldeles urigtig.

Hvad angår de påståede vanskeligheder med at få fodfæste på det franske marked, fremhæver Rådet, at sagsøgerne dækker 10 % af deres behov i hård hvede ved indførsler fra Frankrig.

Da den ansvarspådragende handling fra fællesskabsinstitutionernes side efter sagsøgerne ligger i forhøjelsen af forskellen mellem interventionsprisen og tærskelprisen, må det erindres, at denne stigning i regningsenheder udtrykt i procenter bliver til et fald.

Hvad angår de alternative anbringender i skriftet af 4. november 1974, fastholder Rådet, at sagsøgerne ikke har ført bevis for, at de franske producenter yder deres kunder en rabat på 30 RE/t.

Endelig må det bemærkes, at en ophævelse af støtten ville have medført en forøgelse af Fællesskabets underskud på hård hvede. Det har ikke været muligt for Rådet for pludseligt at ændre politik, idet man i så fald ville bringe de allerede opnåede positive resultater, der var i overensstemmelse med Fællesskabets almindelige interesse, i fare: takket være støtteordningen er fællesskabsproduktionen af hård hvede i løbet af 10 år tredoblet, hvilket også har været til gavn for sagsøgerne.

Da udførslerne af franske gryn til Tyskland ligeledes har været stigende, er fællesskabspræferenceordningen blevet tilpasset for at genskabe ligevægten. Fællesskabspræferencen er udtryk for en rimelig afvejning mellem hensynet til Fællesskabets almindelige interesse og sagsøgernes særlige interesser.

Kriteriet om den tilstrækkeligt kvalificerede overtrædelse af en retsregel af højere gyldighed, der beskytter private finder ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde. Da der er tale om en økonomisk — politisk beslutning af særlig vanskelig og sammensat karakter, må man indrømme den ansvarlige myndighed en tilstrækkelig skønsmargin for så vidt den nævnte beslutning beror på overvejelser, der tilgodeser almindelige samfundsinteresser, hvad der ikke i det foreliggende tilfælde bestrides.

Da grundlaget for tabet efter sagsøgernes skrift af 4. november 1974 støttes på et alternativt anbringende, undersøger Kommissionen to muligheder:

Det er Kommissionens opfattelse, at denne mulighed er usandsynlig i løbet af høståret 1974/75, hvilket medfører, at sagsøgernes påstand er uden ethvert retligt grundlag.

Efter Kommissionens opfattelse, er det ikke lykkedes sagsøgerne at påvise årsagssammenhæng mellem støtten og påståede tab. I første række ser sagsøgernes anbringender bort fra den omstændighed, at den støtte, der ydes producenterne, er neutral i markedsmæssig sammenhæng. De priser, der betales producenterne, beror på udbud og efterspørgsel og konkurrencesituationen. Støtten ydes enhver producent af hård hvede, uanset hvad han kan opnå som pris på markedet. Selv om støtten skulle medføre, at producenten for sin vare opnår en pris, der ligger over verdensmarkedsprisen, er dette ikke en fordel, der ydes de franske møllerier.

Kommissionen bestrider sagsøgernes anbringende, hvorefter de franske møllerier ville indkøbe hård hvede i tredjelande, såfremt de ikke var i stand til at købe hvede fra de franske producenter til klart lavere priser.

Selv om det antoges, at de franske møller kun giver den nationale produktion fortrin, såfremt denne er billigere, er det dog for så vidt ingen forudsætning, at den er afgørende billigere. For at være konkurrencedygtige over for tredjelandes produktion er det tilstrækkeligt, at de franske producenter tilbyder deres varer til priser, der er lidt lavere end de priser, der gælder på verdensmarkedet.

Den af offentlige midler ydede støtte kan dog have en indflydelse af psykologisk karakter på prisforhandlingerne mellem producenter og møllerier: i sikker forvisning om støtten vil producenten måske snarere være tilbøjelig til ikke fuldt ud at udnytte de forhandlingsmuligheder, markedssituationen giver ham.

Den mulige ulempe i konkurrencemæssig henseende, som denne begrænsede og uopgørlige indflydelse på indkøbspriserne kan medføre for de tyske møllerier, kan under ingen omstændigheder sidestilles med en skade i den i EØF-traktatens artikel 215 forudsatte betydning.

I øvrigt fremgår det af de oplysninger, de franske myndigheder har meddelt vedrørende de priser, der faktisk blev betalt på det franske marked for hård hvede (bilag 1), at sagsøgernes antagelser ikke stemmer med virkeligheden.

Hvis man skulle antage, at disse tal ikke er udtryk for de priser, der fastsættes i de årlige kontrakter, måtte man gå ud fra, at disse langsigtede kontrakter i almindelighed indeholder en klausul om prisændring.

Efter Kommissionen er de franske mølleriers påståede underbud på det tyske marked ikke noget egnet indicium for, hvorvidt og i hvilket omfang støtten i løbet af høståret 1974/75 har haft indflydelse på de franske mølleriers indkøbspris. For det første vedrører disse omstændigheder det forudgående høstår (1973/74). Det er muligt, at de franske møllerier endnu har købt af høsten 1973 (kontrakter fra foråret 1973) til særlig gunstige priser før prisstigningerne på verdensmarkedet. Men hvis dette har haft ugunstige virkninger for de tyske møllerier, kan man ikke tillægge Kommissionen skylden herfor.

Efter Kommissionens opfattelse er den af sagsøgerne anvendte abstrakte opgørelsesmetode utilstrækkelig helt bortset fra spørgsmålet om denne metode faktisk er anerkendt uden begrænsninger i international handelsret.

For at opgøre tabet på korrekt måde, må det bevises, at forskellen mellem priserne (mulighed 1) eller støtten (mulighed 2) har medført en indtægtsnedgang eller tab og/eller tab af kundekreds.

Kommissionen er af den opfattelse, at i betragtning af det ovenfor anførte er det ikke nødvendigt at komme nærmere ind på skyldspørgsmålet; Kommissionen bemærker imidlertid, at man under en sag efter EØF-traktatens artikel 215 ikke kan se bort fra dette spørgsmål.

I øvrigt gøres det ikke, som under den førnævnte sag 63-69/72, gældende, at sagsøgerne bærer en del af skylden i det eventuelle tabs opståen.

Det er heller ikke påkrævet i detaljer at tage stilling til et eventuelt ekspropriationslignende indgreb (enteignungsgleicher Eingriff), da der ikke i det foreliggende tilfælde er tale om en ulovlig retsakt fra Fællesskabets institutioner.

I det foreliggende tilfælde er det afgørende spørgsmål ikke, hvorvidt og i hvilket omfang de franske møllerier har kunnet udnytte den gunstige mulighed, som pris- og støtteordningen åbnede, til at dække deres behov, og om disse virksomheder har benyttet sig heraf. Retligt set er det afgørende konstateringen af, at fællesskabsinstitutionerne bevidst og med viden om alle omstændigheder har givet dem mulighed for gunstigere indkøb end de tyske møllerier.

De argumenter, der fremføres for at forsvare den store forskel mellem interventionsprisen og tærskelprisen og støttens beregningsmetode viser fællesskabsinstitutionernes frygt for, at de franske møllerier kun ville købe den franske hårde hvede, når denne var klart billigere end hård hvede fra tredjelande. Med dette udgangspunkt bør fællesskabsinstitutionerne også anerkende, at de franske mølleriers adfærd er og har været i overensstemmelse hermed, således at de kun har købt fransk hvede, når dette kunne ske på grundlag af interventionsprisen (så længe verdensmarkedsprisen har ligget under tærskelprisen), og når fransk hvede var klart billigere end hård hvede fra tredjelande (indtil 30 RE/t på det tidspunkt, hvor priserne på verdensmarkedet var højere end den garanterede minimalpris).

De sagsøgtes argumentation på dette punkt er imidlertid en aldeles uforenelig modsætning til den opfattelse, Kommissionen har gjort gældende (svarskriftets side 16), hvorefter det ville være tilstrækkeligt, at de franske producenter for at være konkurrencedygtige over for tredjelandes produktion tilbød deres varer til priser, der lå noget under de på verdensmarkedet anvendte priser.

Hvis mindre indgribende foranstaltninger såvel med hensyn til forskellen mellem interventionsprisen og tærskelprisen som med hensyn til støttens størrelse havde været tilstrækkelige til ikke at udsætte afsætningen af fællesskabshvede for fare, havde det heller ikke været nødvendigt med en foranstaltning, som ved at give forskellige muligheder for indkøb diskriminerede de tyske møllerier.

Fra det tidspunkt, hvor verdensmarkedsprisen oversteg minimalprisen, var ydelsen af en støtte ikke længere nødvendig og burde have været ophævet. Den ansvarspådragende og retsstridige forskelsbehandling til skade for de tyske møllerier er hermed godtgjort.

Hvis det derimod drejede sig om en nødvendig forskelsbehandling, kunne og burde fællesskabsinstitutionerne have truffet foranstaltninger med henblik på at forhindre forskelsbehandlingens ugunstige virkninger.

Traktaten og markedsordningen åbner mulighed for sådanne foranstaltninger.

Hvis forskellen mellem interventionsprisen og indikativprisen, så længe verdensmarkedspriserne lå under tærskelprisen, var blevet begrænset til et minimum, eller hvis støttebeløbet var blevet beregnet således, at den garanterede minimalpris blev sat på linje med indikativprisen eller lå noget under denne, ville de franske og tyske mølleriers indkøbsmuligheder have været næsten identiske. Fordi en minimalpris var sikret producenterne, havde de franske møllerier i så tilfælde måttet betale en pris, som i alle tilfælde ville have ligget noget under indikativprisen, altså en pris der nogenlunde ville have svaret til tærskelprisen. Heraf følger, at det er pris- og støttebestemmelserne, der er årsag til forskellene i indkøbsmuligheder til skade for sagsøgerne.

Da verdensmarkedsprisen lå over den garanterede minimalpris, måtte man have ophævet støtten eller begrænset denne til forskellen mellem minimalprisen og den på verdensmarkedet anvendte pris for at give de samme indkøbsmuligheder. I denne periode er det således bestemmelserne om støtten og støttens størrelse der har været årsag til fordelen for de franske møllerier. Årsagssammenhængen giver sig selv: det er klart at forskellige indkøbsmuligheder for konkurrerende virksomheder på det samme marked nødvendigvis påfører de virksomheder, der har de ugunstigste muligheder, et tab. Årsagsforbindelsen mellem fællesskabsinstitutionernes forsømmelse og det sagsøgerne påførte tab fremgår af, at mulige udligningsforanstaltninger ikke ville have ladet et tab opstå hos sagsøgerne.

Fællesskabsinstitutionernes skyld er åbenbar, da de vel vidende om alle omstændigheder har udstedt de pågældende bestemmelser og ligeledes undladt at træffe udligningsforanstaltninger.

Sagsøgerne gør gældende, at de har lidt tab

Hvad angår tabets beregningsmetode, fastholder sagsøgerne den i stævningen herom anførte opfattelse.

Diskussionen om beregningsmåden synes overflødig, idet den abstrakte og den konkrete metode i det foreliggende tilfælde mere eller mindre falder sammen.

De tyske møllerier bør stilles, som om de havde opnået samme indkøbsmuligheder som de franske møllerier.

Selv ved en konkret opgørelse af det tab, forskellighederne i indkøbsmuligheder har medført, vil hovedspørgsmålet i beregningen være den pengemæssige værdi af de nævnte forskellige muligheder, dvs. bedømmelsen af i hvilket omfang mulighederne for de franske møllerier var gunstigere end de tyske konkurrenters muligheder. Dette tab vil efter såvel den abstrakte som den konkrete metode andrage mindst 30 RE/t fine gryn af hård hvede solgt til den tyske dejvareindustri, i den udstrækning verdensmarkedsprisen lå over den garanterede minimalpris (indtil den 1. november 1974).

For den efterfølgende periode andrager tabet for de solgte mængder mindst det beløb, hvormed støtten var blevet fastsat for højt. Ud fra den opfattelse, at det havde været tilstrækkeligt, om støtten var blevet fastsat på et sådant niveau, at møllerierne havde været i stand til at købe til en pris, der lå lidt under indikativprisen, kan dette lidt lavere beløb fastsættes til 1, 1 RE/t, hvilket er det beløb, grundforordningen 19/62 fastsætter for at sikre, at fællesskabshveden ved indkøb får fortrin over for hvede fra tredjelande.

Forudsat det havde været tilstrækkeligt at fastsætte tærskelprisen på et niveau, der lå 2 % over enhedsinterventionsprisen (jf. stævningen side 92), er den for tiden gældende tærskelpris mindst 10,43 RE/t for høj. Det tab, der er lidt efter den1. november 1974, andrager for de solgte mængder mindst 10,43 RE/t gryn af hård hvede.

I opgørelserne over de pågældende to perioderhar sagsøgerne ved omregningen mellem hård hvede og gryn lagt forholdet 3:2 til grund, idet de franske mølleriers fordel kun angår 80 % af deres behov i hård hvede, og idet man har taget hensyn til en yderligere sikkerhedsmargin.

De påståede mangler kan kun have haft skadelige virkninger for sagsøgerne fra det tidspunkt, hvor tærskelprisen igen begyndte at spille en faktisk rolle, dvs. fra den 18. januar 1975.

Fællesskabsinstitutionerne er ikke forpligtede til at opretholde handelsstrømmene, og de er heller ikke forpligtet til at tilrettelægge deres politik således, at de franske mølleriers naturlige geografiske fordel udlignes.

Hvad angår prisen på det franske marked for hård hvede, fremgår det af den i svarskriftet anførte tabel klart, at interventionsprisen på ingen måde har haft den prisledende funktion, som sagsøgerne tillægger den.

Selv om de franske møllerier i henhold til langsigtede kontrakter angående store mængder har fået gunstige prisbetingelser, kan man dog ikke forestille sig, at de faktisk betalte priser skulle afvige fra markedsprisen i så stort et omfang.

Under alle omstændigheder kan de påståede underbud på mellem 100 til 125 DM/t — forudsat sådanne faktisk har foreligget — ikke være noget bevis med hensyn til de franske priser.

For det første kan underbud forklares af andre grunde, og endvidere er det af sagsøgerne anførte beløb langt højere end forskellen på 10,43 RE/t, som sagsøgerne anser som diskriminerende.

Hvad angår den påståede krænkelse af princippet om lige chancer, henviser Kommissionen til sine indsigelser mod påstanden om diskrimination. En lovgivningsforanstaltnings krænkelse af et sådant princip, der medfører bestemmelsernes ugyldighed, forudsætter fra fællesskabsinstitutionernes side en adfærd, der er klart vilkårlig, forsætligt diskriminerende og som ikke kan begrundes i stærkere hensyn (til Fællesskabet). Kommissionen mener på tilstrækkelig måde at have godtgjort, at en sådan vilkårlig adfærd ikke foreligger. (se svarskriftet, s. 32-37).

Selv om den anfægtede forskel mellem tærskel- og interventionspriserne ikke var helt nødvendig, vil den af sagsøgerne foreslåede forskel (replik, s. 40) på ingen måde have sikret fællesskabspræferencen.

Hvad angår den uforenelige modsætning, der lægges Kommissionen til last i replikken (side 29), anfører Kommissionen, at den fastholder det anførte om, at de franske møllerier vil give den indenlandske vare fortrin, når denne kan opnås til en pris, der ligger lidt under prisen for varer fra tredjelande. Denne betragtning, der i øvrigt angår en markedssituation, der er kendetegnet ved en tærskelpris, der ligger under verdensmarkedspriserne, er ikke længere vejledende, når det drejer sig om spørgsmålet om den forskel, der i almindelighed er nødvendig mellem interventionsprisen og tærskelprisen. For det første er det ikke fællesskabsbestemmelsernes formål at fastholde markedspriserne på interventionsprisens niveau. For det andet bør forskellen mellem tærskelprisen og interventionsprisen fastsættes således, at selv den fællesskabshvede, der høstes i de mindst begunstigede egne, har en mulighed for at konkurrere med varer fra tredjelande.

Endelig drejer det sig ved bedømmelsen af, om der foreligger vilkårlighed, ikke om, hvorvidt den ene eller den anden udformning af markedsordningen ville have været mere hensigtsmæsig, men om, hvorvidt de trufne bestemmelser var åbenbart urimelige sammenlignet med andre mulige bestemmelser. Det fremgår heraf, at bestemmelserne i deres helhed er udtryk for fornuftige objektive overvejelser, og ikke kan anses som vilkårlige.

Replikkens formodninger (s. 10) om støttens udbetalingsmåde er ganske hypotetiske. I Frankrig udbetales støtten af ONIC, og dette sker efter at høsten har fundet sted. Autoriserede opkøbscentralers medvirken mellem administrationen og den enkelte producent ved opgørelsen og udbetalingen af støtten beror udelukkende på praktiske hensyn. I hvert enkelt tilfælde modtager den enkelte producent en særlig opgørelse, der er helt uafhængig af salgsprisen. De autoriserede opkøbere er undergivet en streng offentlig kontrol.

Støttens neutralitet kan heller ikke drages i tvivl af det, der anføres vedrørende reguleringen af minimalprisen til interventionsprisens niveau. Selv om denne opfattelse i det væsentlige er rigtig, er den på ingen måde udtryk for, at markedspriserne efter fællesskabsinstitutionernes opfattelse normalt skulle ligge på niveau med interventionsprisen.

Kommissionen gør opmærksom på, at det for producenten tilstræbte prisniveau ikke svarer til den garanterede minimalpris men til indikativprisen forhøjet med støttebeløbet.

Ministerrådet har i hvert fald haft gyldige grunde til at opretholde støtteordningen for høståret 1974/75, hvilket senere bekræftedes af det nye fald i verdensmarkedspriserne.

Sagsøgernes forslag om at indføre en efter verdensmarkedspriserne variabel støtte vil administrativt have været overordentlig vanskelig at gennemføre.

Selv om man forudsatte, at støttebeløbet midlertidigt var for stort, burde sagsøgerne, for at der kan tales om diskrimination godtgøre, at ydelsen af en for stor støtte nødvendigvis begunstigede de franske møllerier i et tilsvarende omfang.