2011D0344 — DA — 16.09.2011 — 001.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 30. maj 2011

om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal

(2011/344/EU)

(EFT L 159, 17.6.2011, p.88)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE af 2. september 2011

  L 240

8

16.9.2011




▼B

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 30. maj 2011

om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal

(2011/344/EU)



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme ( 1 ), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Portugal har i den seneste tid oplevet et stadig større pres på de finansielle markeder, hvilket har medført stigende bekymring over holdbarheden i landets offentlige finanser. Den aktuelle krise har haft en dramatisk effekt, også for de offentlige finanser, hvilket i sidste ende har ført til en skarp stigning i rentespændet på statspapirer. Kreditvurderingsbureauerne har ved flere lejligheder nedklassificeret de portugisiske obligationer, og landet kan ikke længere refinansiere sig selv til en rente, der kan garantere finanspolitisk holdbarhed på lang sigt. Parallelt hermed er banksektoren, der er stærkt afhængig af ekstern finansiering, særligt i euro området, i stigende grad blevet afskåret fra markedsfinansiering.

(2)

På baggrund af denne meget alvorlige økonomiske og finansielle uro, som skyldes usædvanlige begivenheder, som regeringen ikke har kontrol over, anmodede Portugal den 7. april 2011 officielt om finansiel støtte fra Den Europæiske Union, medlemsstaterne, der har euroen som valuta og Den Internationale Valutafond (»IMF«) med henblik på at understøtte et politikprogram, som skal genoprette tilliden og gøre det muligt igen at opnå en holdbar økonomisk vækst og sikre finansiel stabilitet i Portugal, euroområdet og Unionen. Den 3. maj 2011 blev der indgået en aftale mellem regeringen og den fælles delegation udsendt af Kommissionen, IMF og ECB om et omfattende treårigt program for perioden frem til midten af 2014, som vil blive præciseret i et memorandum om økonomiske og finansielle politikker og et aftalememorandum om specifikke økonomisk-politiske betingelser. De to største oppositionspartier har givet deres tilslutning til dette program.

(3)

Det udkast til et økonomisk og finansielt tilpasningsprogram (herefter benævnt »programmet«), som Portugal har forelagt Kommissionen og Rådet, tager sigte på at genskabe tilliden til staten og banksektoren og støtte vækst og beskæftigelse. Det omfatter en gennemgribende indsats på tre fronter. For det første en række dybtgående strukturreformer i begyndelsen af programperioden med det formål at stimulere vækst, skabe nye arbejdspladser og forbedre konkurrenceevnen (herunder gennem en »fiskal devaluering«). Programmet omfatter således navnlig reformer af arbejdsmarkedet, retssystemet, netværksindustrier, boligsektoren og tjenestesektoren for derigennem at styrke økonomiens vækstpotentiale, forbedre konkurrenceevnen og lette den økonomiske tilpasning. For det andet en troværdig og velafbalanceret finanspolitisk konsolideringsstrategi, der vil blive understøttet af strukturelle finanspolitiske foranstaltninger og en bedre budgetmæssig kontrol med offentlig-private partnerskaber og statsejede virksomheder, og som tager sigte på at få den offentlige bruttogældskvote til at falde på mellemlang sigt. Myndighederne er besluttet på at reducere underskuddet til 3 % af BNP senest i 2013. For det tredje, en strategi for finanssektoren, som er baseret på rekapitalisering og nedgearing med en række foranstaltninger, der ved hjælp af markedsbaserede mekanismer og backup-mekanismer skal beskytte finanssektoren mod et ukontrolleret stop for fremmedkapitalfinansieringen.

(4)

I henhold til Kommissionens aktuelle fremskrivninger af den nominelle BNP-vækst (– 1,2 % i 2011, – 0,5 % i 2012, 2,5 % i 2013 og 3,9 % i 2014), er de finanspolitiske mål i overensstemmelse med den fastlagt kurs for gældskvoten 101,7 % i 2011, 107,4 % i 2012, 108,6 % i 2013 og 107,6 % i 2014. Gældskvoten vil således blive stabiliseret i 2013 og derefter være faldende, såfremt der gøres yderligere fremskridt med nedbringelsen af underskuddet. Gældsdynamikken påvirkes af adskillige below-the-line-transaktioner, som forventes at øge gældskvoten med 1¾ procentpoint af BNP i 2011 og med ¾ procentpoint af BNP om året i 2012-2014. Disse inkluderer betydelige erhvervelser af finansielle aktiver, især med henblik på eventuelle bankrekapitaliseringer og finansiering af statsejede virksomheder til et beløb svarende til ½ % af BNP om året mellem 2011 og 2014. Til gengæld vil privatiseringsindtægter på i alt omkring 3 % af BNP frem til 2013 bidrage til at nedbringe gælden.

(5)

Kommissionen vurderer i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (»ECB«) og sammen med IMF, at Portugal har et finansieringsbehov på i alt 78 mia. EUR (78 000 mio.) i perioden, der strækker sig fra juni 2011 til midten af 2014. Trods den betydelige finanspolitiske tilpasning vil statens finansieringsgab komme til at udgøre 63 mia. EUR i programperioden. Dette bygger på en antagelse om, at der ikke er adgang til markederne for mellem- og langfristet gæld frem til første halvdel af 2013 og derefter på 100 %. Det forventes, at Portugal vil kunne refinansiere en del af sin nuværende kortfristede gæld, men programmet omfatter også en finansieringsbuffer i tilfælde af uventede afvigelser fra Kommissionens baseline-finansieringsscenario. Portugal opfordres til at fastholde og tilpasse sine transaktioner på det finansielle marked, for at søge at udvikle markedsadgang og -tillid. Programmets strategi for finanssektoren, der skal genskabe en varig tillid til Portugals banksystem, kræver, at bankkoncernerne bringer deres tier 1-kernekapital op på 9 % ved udgangen af 2011 og op på 10 % ved udgangen af 2012, og fastholder den derefter. Programmet omfatter en støtteordning for banker på op til 12 mia. EUR til tilvejebringelse af den fornødne kapital, hvis det ikke lykkes at finde markedsbaserede løsninger. De reelle finansieringsbehov kan dog vise sig at blive betydeligt lavere, især hvis markedsbetingelserne forbedres markant, og der ikke opstår alvorlige uventede tab for banker i programperioden.

(6)

Programmet vil blive finansieret ved hjælp af bidrag fra eksterne kilder. Unionens støtte til Portugal vil andrage op til 52 mia. EUR under den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (»EFSM«), der blev oprettet ved forordning (EU) nr. 407/2010, og gennem bidrag fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet. Derudover har Portugal anmodet om et lån på 23742 mia. SDR (svarende til 26 mia. EUR efter vekselkursen pr. 5. maj 2011) fra IMF under en udvidet lånefacilitet. Støtten under EFSM skal underlægges samme vilkår og betingelser som dem, der benyttes af IMF. Unionens finansielle støtte bør forvaltes af Kommissionen.

(7)

Rådet bør regelmæssigt tage Portugals økonomiske politik op til vurdering.

(8)

De specifikke økonomisk-politiske betingelser, der aftales med Portugal, bør indgå i et aftalememorandum om specifikke økonomisk-politiske betingelser (herefter benævnt »aftalememorandummet«). De nærmere finansielle vilkår bør fastsættes i en lånefacilitetsaftale.

(9)

Kommissionen bør i samarbejde med ECB via tjenesterejser og jævnlig rapportering fra de portugisiske myndigheder regelmæssigt kontrollere, om de økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til støtten, er opfyldt.

(10)

Under gennemførelsen af programmet bør Kommissionen yde supplerende rådgivning om politikker og teknisk bistand på specifikke områder.

(11)

De tiltag, som Unionens finansielle støtte skal bidrage til at finansiere, skal være i overensstemmelse med Unionens politikker og lovgivning. De foranstaltninger, der iværksættes for at støtte finansieringsinstitutter, skal overholde Unionens konkurrenceregler.

(12)

Støtten bør ydes med henblik på at bidrage til en vellykket gennemførelse af programmet —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:



Artikel 1

1.  Unionen yder Portugal et lån på højst 26 mia. EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 7,5 år.

2.  Den finansielle støtte stilles til rådighed i tre år regnet fra den første dag efter denne afgørelses ikrafttræden.

▼M1

3.  Kommissionen stiller Unionens finansielle støtte til rådighed for Portugal i maksimalt 14 rater. En rate kan udbetales i en eller flere trancher. Løbetiden for trancherne under den første og anden rate kan være længere end den maksimale gennemsnitlige løbetid, der er nævnt i stk. 1. I så fald fastsættes løbetiden for de efterfølgende trancher, således at det sikres, at den i stk. 1 omhandlede maksimale gennemsnitlige løbetid er overholdt, når alle rater er udbetalt.

▼B

4.  Den første rate frigives ved lånefacilitetsaftalens og aftalememorandummets ikrafttræden. Frigivelsen af efterfølgende lånerater er betinget af et tilfredsstillende resultat af den af Kommissionen, i samråd med ECB, foretagne undersøgelse af, om Portugal overholder de generelle økonomisk-politiske betingelser i henhold til denne afgørelse og aftalememorandummet.

5.  For hver tranche betaler Portugal Unionens finansieringsomkostninger plus en margin på 215 basispoint, hvilket svarer til betingelser, der ligner IMF's støttebetingelser.

6.  Desuden dækker Portugal de omkostninger, der er omhandlet i artikel 7 i forordning (EU) nr. 407/2010.

7.  Hvis det er påkrævet for at finansiere lånet, er det tilladt at gøre forsigtig brug af renteswaps med modparter med den bedst mulige kreditkvalitet og af fremrykket lånoptagelse.

8.  Kommissionen træffer afgørelse om størrelsen og frigivelsen af de efterfølgende rater. Kommissionen træffer afgørelse om tranchernes størrelse.

Artikel 2

1.  Støtten forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med Portugals tilsagn.

2.  I samråd med ECB aftaler Kommissionen med de portugisiske myndigheder de nærmere økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til den finansielle støtte, jf. artikel 3. Disse betingelser fastsættes i et aftalememorandum, der undertegnes af Kommissionen og de portugisiske myndigheder i overensstemmelse med de i stk. 1 omhandlede tilsagn. De nærmere finansielle vilkår fastsættes i en lånefacilitetsaftale, der indgås med Kommissionen.

3.  Kommissionen kontrollerer i samarbejde med ECB med regelmæssige mellemrum (som minimum hvert kvartal), om de økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til støtten, er opfyldt, og aflægger rapport til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg før frigivelsen af hver rate. Med henblik herpå samarbejder de portugisiske myndigheder fuldt med Kommissionen og ECB og stiller alle nødvendige oplysninger til rådighed for dem. Kommissionen holder Det Økonomiske og Finansielle Udvalg underrettet om eventuelle refinansieringer af lånene eller ændringer i de finansielle vilkår.

4.  Portugal vedtager og gennemfører yderligere konsolideringsforanstaltninger for at sikre makrofinansiel stabilitet, såfremt sådanne foranstaltninger bliver nødvendige i forbindelse med gennemførelsen af støtteprogrammet. De portugisiske myndigheder konsulterer Kommissionen, før de vedtager sådanne yderligere foranstaltninger.

Artikel 3

1.  De portugisiske myndigheders udkast til det økonomiske og finansielle tilpasningsprogram (herefter benævnt »programmet«) godkendes hermed.

2.  Udbetalingen af hver rate efter den første rate finder kun sted, hvis programmet gennemføres på tilfredsstillende vis, og hvis de specifikke økonomisk-politiske betingelser, der er fastsat i aftalememorandummet, overholdes. Disse betingelser omfatter bl.a. de foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 4 til 8.

3.  I overensstemmelse med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt stort underskud må det offentlige underskud ikke overstige 10 068 mio. EUR (svarende til 5,9 % af BNP i henhold til de aktuelle fremskrivninger) i 2011, 7 645 mio. EUR (4,5 % af BNP) i 2012 og 5 224 mio. EUR (3,0 % af BNP) i 2013. Ved beregningen af dette underskud tages der ikke hensyn til de mulige budgetomkostninger forbundet med foranstaltningerne til støtte for banksektoren inden for rammerne af regeringens strategi for den finansielle sektor. Konsolideringen tilvejebringes ved hjælp af permanente foranstaltninger af høj kvalitet og ved at minimere konsekvenserne for udsatte grupper.

4.  Portugal træffer de i stk. 5 til 8 nævnte foranstaltninger inden udgangen af det angivne år, idet de præcise frister for årene 2011-2014 fastsættes i aftalememorandummet. Portugal skal være rede til at træffe yderligere konsolideringsforanstaltninger for at reducere underskuddet til under 3 % af BNP senest i 2013 i tilfælde af afvigelser fra de fastsatte mål.

5.  I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger inden udgangen af 2011:

▼M1

a) Portugal gennemfører fuldt ud de i 2011-budgettet nævnte finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger til en værdi af omkring 9 mia. EUR og de supplerende konsolideringsforanstaltninger, som regeringen har bekendtgjort efterfølgende. For at udligne den ugunstige budgetudvikling og de deraf følgende risici for, at underskudsmålet for 2011 ikke nås, skal Portugal stramme op på budgetgennemførelsen, føre den allerede vedtagne engangs ekstraskat på indkomsten i 2011 ud i livet, fremrykke forhøjelsen af momssatsen for naturgas og elektricitet fra 2012 til 1. oktober 2011 og intensivere salget af koncessioner. Regeringen skal også bestræbe sig på at vedtage andre konsolideringsforanstaltninger af permanent karakter og/eller fremrykke andre foranstaltninger, som er planlagt for 2012. Videreførelsen af den igangværende proces til gradvis overførsel af bankers pensionsfonde til statens socialsikringssystem skal undtagelsesvist danne en stødpude, for at det finanspolitiske underskudsmål for 2011 kan opfyldes. De erhvervede aktiver fra disse pensionsfonde må ikke bruges på en måde, som skader den finanspolitiske holdbarhed på lang sigt.

b) Portugal skal træffe foranstaltninger for at styrke forvaltningen af de offentlige finanser. Portugal skal gennemføre foranstaltningerne i den nye budgetrammelov, herunder etablere en mellemfristet budgetramme, udarbejde en mellemfristet budgetstrategi og oprette et uvildigt budgetråd. De lokale og regionale budgetrammer skal styrkes i betydelig grad, navnlig ved at afstemme finansieringslovgivningen med kravene i den nye budgetrammelov. Portugal skal optrappe sin indberetning og overvågning af de offentlige finanser, især af restancer; der skal oprettes en strategi for afvikling af restancer, og bestemmelser og procedurer angående budgetgennemførelsen skal styrkes. Portugal skal påbegynde en systematisk og regelmæssig analyse af de finanspolitiske risici som led i budgetproceduren og herunder de risici, der stammer fra offentlig-private partnerskaber og statsejede virksomheder.

c) Portugal skal fortsat forbedre arbejdsmarkedets funktionsmåde bl.a. ved at træffe foranstaltninger til at ændre lovgivningen om jobsikkerhed, løndannelse og aktive arbejdsmarkedspolitikker.

▼B

d) Inden for energisektoren tager Portugal skridt til at forbedre markedsadgangen, fremme etableringen af det iberiske gasmarked og genbehandle støtte- og kompensationsreglerne for elproduktion. For så vidt angår andre netværksindustrier, især transport, telekommunikation og posttjenester, træffer Portugal supplerende foranstaltninger for at fremme konkurrence og fleksibilitet.

▼M1

e) Portugal skal fortsat skabe større konkurrence i økonomien. Regeringen skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den portugisiske stat eller ethvert offentligt organ ikke i sin egenskab af aktionær indgår aktionæraftaler, som kunne hindre kapitalens fri bevægelighed eller påvirke kontrollen over selskabernes ledelse. I den nye privatiseringslov skal der også tages hensyn til princippet om kapitalens fri bevægelighed, og der må ikke tildeles eller indrømmes nogen særrettigheder til staten. Der foretages en revision af konkurrencelovgivningen med sigte på at forbedre hastigheden og effektiviteten af håndhævelsen af konkurrencebestemmelserne.

▼B

f) Portugal tager skridt til at forbedre den praksis og de regler, der skal følges i forbindelse med offentlige indkøb, for at skabe større konkurrence i erhvervsmiljøet og sikre større effektivitet i de offentlige udgifter.

▼M1

g) Portugal skal vedtage en lov med henblik på at forbedre statsejede virksomheders effektivitet og holdbarhed på centralt, regionalt og lokalt plan. Portugal skal udarbejde et omfattende strategidokument for statsejede virksomheder med en gennemgang af deres takststruktur og service samt en plan for at mindske lånebehovet fra 2012. Portugal skal gennemføre de igangværende planer om at mindske driftsomkostningerne med mindst 15 % i gennemsnit i den centrale regerings statsejede virksomheder uden for sundhedssektoren og opstille en tilsvarende plan for virksomheder, der ejes af regionale og lokale offentlige myndigheder.

h) Portugal skal gennemføre privatiseringsprogrammet. Blandt andet skal den offentlige sektors aktier i EDP, REN, GALP og — hvis markedsvilkårene tillader det — TAP afhændes i 2011. Der skal udarbejdes en strategisk privatiseringsplan for Parpublica. Privatiseringsplanen, der løber frem til 2013, skal også omfatte Aeroportos de Portugal, godsdelen af CP, Correios de Portugal og Caixa Seguros samt en række mindre virksomheder.

▼B

6.  I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger i løbet af 2012:

▼M1

a) Budgettet for 2012 skal omfatte en budgetneutral rekalibrering af skattesystemet med henblik på at mindske arbejdskraftomkostningerne og styrke konkurrenceevnen. Reformen skal udarbejdes i samråd med Kommissionen, ECB og IMF.

b) De i litra c) og d) anførte foranstaltninger, der beløber sig til mindst 5,1 mia. EUR, skal opføres på budgettet for 2012. Der skal træffes yderligere foranstaltninger, mest på udgiftssiden, for at opveje eventuelle afvigelser fra budgettet i 2011. Regeringen skal udarbejde en opdateret vurdering af budgetsituationen og de budgetmæssige udsigter med henblik på en drøftelse af budgettet for 2012 med Kommissionen, ECB og IMF, før det godkendes af regeringen.

▼B

c) Budgettet skal sikre en mindskelse af de offentlige udgifter i 2012 på mindst 3,5 mia. EUR herunder: en gennemgribende omorganisering af centraladministrationen, eliminering af overlapninger og andre former for ineffektivitet, nedskæringer på undervisnings- og sundhedsområdet, lavere overførsler til regionale og lokale myndigheder, nedsættelse af antallet af ansatte i den offentlige sektor, justeringer af pensionsbeløb og begrænsning af kapitaludgifter og andre udgifter som beskrevet i programmet.

d) På indtægtssiden skal budgettet indeholde indtægtsforøgende foranstaltninger til en værdi af i alt 1,5 mia. EUR for et helt år, herunder: bl.a. udvidelse af selskabsskattegrundlaget og personskattegrundlaget gennem en mindskelse af antallet af fradragsmuligheder og særlige ordninger, sikring af konvergens mellem personskattefradragene i tilknytning til pensioner og lønindkomster, ændring af ejendomsbeskatningen ved at beskære antallet af skattefritagelsesmuligheder kraftigt, udvidelse af momsgrundlaget ved at mindske antallet af momsfritagelser og ændre listerne over varer og tjenesteydelser, for hvilke der gælder reducerede, mellemliggende og højere satser, og forøgelse af punktafgifterne. Disse tiltag ledsages af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse, svig og den sorte økonomi.

e) Portugal forstærker de juridiske og institutionelle rammer for gennemførelse af budgetmæssige risikovurderinger forud for indgåelse af offentlig-private partnerskabsaftaler. Tilsvarende vedtager Portugal en lov om regulering af oprettelsen og driften af statsejede virksomheder på centralt, regionalt og lokalt plan. Portugal indgår ikke nye offentlig-private partnerskabsaftaler og opretter ingen nye statsejede virksomheder, så længe de nødvendige undersøgelser pågår, og så længe den nye retlige struktur ikke er på plads.

f) Den lokale myndighedsforvaltning i Portugal består for nærværende af 308 kommuner og 4 259 sogne. Portugal udvikler en konsolideringsplan med henblik på at reorganisere og betydeligt reducere antallet af sådanne enheder. Disse ændringer træder i kraft ved begyndelsen af næste lokalvalgsperiode.

g) Portugal gennemfører en modernisering af indtægtsforvaltningen ved at oprette en fælles enhed, mindske antallet af kommunale kontorer og tackle de resterende flaskehalse i systemet for indbringelse af appelsager på skatteområdet.

h) Portugal vedtager lovgivning med henblik på omlægning af arbejdsløshedsforsikringssystemet, herunder en begrænsning af den maksimale arbejdsløshedsunderstøttelsesperiode til 18 måneder, et loft over arbejdsløshedsydelser på 2,5 gange det sociale understøttelsesindeks, en nedsættelse af ydelserne over arbejdsløshedsperioden, en begrænsning af den minimale bidragsperiode og en udvidelse af systemet til også at omfatte bestemte kategorier af selvstændige. De aktive arbejdsmarkedspolitikker styrkes med udgangspunkt i en evaluering af den aktuelle praksis og en aftalt handlingsplan.

i) Systemet for godtgørelserne i forbindelse med afskedigelse bringes på linje med den praksis, der gælder i andre medlemsstater på basis af specifikationerne i aftalememorandummet.

j) Reglerne vedrørende overarbejdsbetaling lempes, og der indføres mere fleksible arbejdstidsordninger i overensstemmelse med aftalememorandummet.

k) Portugal fremmer en lønudvikling, der er i overensstemmelse med målsætningerne om at skabe nye arbejdspladser og forbedre virksomhedernes konkurrenceevne med henblik på at korrigere makroøkonomiske ubalancer. Mindstelønnen forhøjes kun, hvis den økonomiske udvikling og udviklingen på arbejdsmarkedet kan retfærdiggøre dette. Der tages skridt til at rette op på svagheden i det nuværende lønforhandlingssystem, herunder gennem lovgivning, der redefinerer kriterierne og vilkårene for forlængelse af kollektive overenskomster og gør det lettere at indgå aftaler på virksomhedsplan.

l) Der udarbejdes en handlingsplan til forbedring af uddannelserne på sekundærtrinnet og af de erhvervsfaglige uddannelser.

m) Retssystemets funktionsmåde forbedres ved at gennemføre de foranstaltninger, der er blevet foreslået som led i køreplanen for en retsreform, og ved at afslutte udestående sager og tage skridt til at tackle domstolenes forsinkelser og indføre alternative muligheder for bilæggelse af tvister.

n) Konkurrencelovgivningen forbedres ved at forstærke de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed og forøge deres ressourcer. Faglige tjenesteydelser liberaliseres ved at forbedre reglerne vedrørende faglige kvalifikationer og afskaffe de restriktioner, der gælder for regulerede erhverv.

o) De regulerede tariffer på detailmarkederne for el og gas afskaffes.

7.  I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger i løbet af 2013:

a) Budgettet for 2013 skal omfatte finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger til en værdi af mindst 3,2 mia. EUR med sigte på at nedbringe det offentlige underskud inden for den tidsramme, der er angivet i artikel 3, stk. 3. Mere præcist skal budgettets udgiftsside omfatte en nedbringelse af udgifterne i 2013 på mindst 2,5 mia. EUR, herunder: mindskelse af centraladministrationens udgifter og udgifterne til uddannelse og sundhed, lavere overførsler til regionale og lokale myndigheder, nedsættelse af antallet af ansatte i den offentlige sektor og nedbringelse af omkostningerne i statsejede virksomheder.

b) Budgettet skal omfatte indtægtsforøgende foranstaltninger bestående af bl.a. en yderligere udvidelse af selskabsskattegrundlaget og personskattegrundlaget, højere punktafgifter og ændringer af ejendomsbeskatningen, som vil sikre næsten 0,8 mia. EUR i supplerende indtægter. Portugal forbedrer vilkårene for erhvervslivet ved at mindske de administrative byrder ved at sikre, at alle dele af økonomien tilgodeses af de administrative forenklinger (kvikskranker og projekter, der ikke kræver forhåndsgodkendelse), og ved at lette kreditbegrænsningerne for små og mellemstore virksomheder, herunder med gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner ( 2 ).

c) Portugal sikrer, at de ophobede retssager bringes til afslutning.

8.  Med henblik på at genskabe tilliden til den finansielle sektor rekapitaliserer Portugal sin banksektor og nedgearer denne på forsvarlig vis, og Português de Negócios-sagen bringes til afslutning. I denne henseende udvikler Portugal i samråd med Kommissionen, ECB og IMF en strategi for de portugisiske bankkoncerners fremtidige opbygning og funktionsmåde med henblik på at bevare den finansielle stabilitet. I overensstemmelse med de præcise frister for årene 2011-2014, der er specificeret i aftalememorandummet, skal Portugal:

▼M1

a) tilskynde banker til at styrke deres stødpude i form af sikkerhedsstillelser og overvåge udstedelsen af statsgaranterede bankobligationer op til 35 mia. EUR, der er tilladt i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler

b) nøje følge de planer, som bankerne forelagde med henblik på at nå frem til tier 1-kernekapitalskvoter på 9 % senest ved udgangen af 2011 og 10 % senest ved udgangen af 2012. Kan bankerne ikke opfylde disse kapitalkrav rettidigt, kan de få behov for et midlertidigt offentligt indskud af aktiekapital i private banker via den oprettede solvensstøttefacilitet til banker på 12 mia. EUR

c) sikre en afbalanceret og forsvarlig nedgearing af banksektoren, hvilket fortsat er af afgørende betydning for at eliminere ubalancer i finansieringen på en varig måde. Bankernes finansieringsplaner tilsigter at begrænse deres udlåns-/indlånskvote til ca. 120 % og begrænse deres afhængighed af eurosystemets nødlånsordninger i programmets løbetid. Den portugisiske centralbank anmoder bankerne om at revidere deres finansieringsplaner senest ved udgangen af september. Disse finansieringsplaner skal gennemgås hvert kvartal, første gang ved anden gennemgang af programmet. Den portugisiske centralbank skal træffe egnede foranstaltninger, hvis der opstår afvigelser fra bankernes finansieringsplaner

▼B

d) fastsætte tydelige periodiske mål for bankers fremmedfinansiering og i løbet af 2011 forstærke rammerne for evalueringen af solvens og nedgearing

▼M1

e) sikre, at den statsejede bank Caixa Geral de Depósitos (CGD) strømlines for i det fornødne omfang at udvide kapitalgrundlaget for bankens centrale bankaktiviteter; de ressourcer, som er nødvendige for at øge kapitalgrundlaget, bør tilvejebringes fra koncernen internt; afslutte salget af Banco Português de Negócios, når Kommissionen har godkendt dette i henhold til konkurrencebestemmelser og statsstøtteregler

▼B

f) senest ved udgangen af 2011 ændre lovgivningen om tidlig indgriben og afvikling af banker og lovgivningen om indskudsgarantifonden og garantifonden for gensidige kreditinstitutter for landbruget med det formål at beskytte indskyderne og lette omstruktureringer. Disse fonde bør især fortsat have mulighed for at finansiere afviklingen af nødlidende kreditinstitutioner, men ikke til at rekapitalisere dem. En sådan finansiering skal begrænses til et beløb svarende til beløbet for garanterede indskud, der ville skulle udbetales ved likvidation og udelukkende være tilladt, hvis den ikke berører disse fondes mulighed for at udføre deres primære funktion

g) inden udgangen af november ændre insolvensloven, således at garanterede indskydere og/eller fondene (direkte eller gennem subrogation) gives prioritet frem for usikrede kreditorer i kreditinstitutionens insolvente bo og således, at effektiv redning af levedygtige virksomheder støttes bedre

h) påtage sig at opfordre private investorer til på frivillig basis at bibeholde deres samlede eksponering.

9.  Med henblik på at sikre en problemfri overholdelse af programmets betingelser og bidrage til at rette op på ubalancer på en varig måde yder Kommissionen løbende rådgivning og vejledning om reformer af finanspolitikken og finansmarkederne samt strukturreformer. Inden for rammerne af støtteprogrammet til fordel for Portugal gennemgår den sammen med IMF og i samråd med ECB regelmæssigt effektiviteten og de sociale og økonomiske virkninger af de aftalte foranstaltninger, og den anbefaler nødvendige korrektioner med henblik på at styrke vækst og jobskabelse, sikre den nødvendige finanspolitiske konsolidering og mindske de negative sociale virkninger mest muligt, specielt for de mest udsatte grupper i det portugisiske samfund.

Artikel 4

Portugal opretter i den portugisiske centralbank en særlig konto til forvaltningen af Unionens finansielle støtte.

Artikel 5

Denne afgørelse er rettet til Portugal.

Artikel 6

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.



( 1 ) EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

( 2 ) EUT L 48 af 23.2.2011, s. 1.