Direktivet er et led i en række direktiver vedrørende måleinstrumenter og er udtrykkeligt foreskrevet i den almindelige plan for fjernelse af tekniske handelshindringer som følge af forskelle i medlemsstaternes administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser, vedtaget af Rådet den 28. maj 1969. Den gensidige tilnærmelse af de inden for direktivets anvendelsesområde bindende nationale bestemmelser, som er forskellige fra stat til stat, har altså til formål at fjerne enhver hindring fra samhandelen i denne sektor.

Den frist, direktivet giver staterne til at efterkomme det og til at underrette Kommissionen om de forskrifter, de har vedtaget med henblik herpå, var ifølge dets artikel 4, 18 måneder fra dets meddelelse. Direktivet blev meddelt den 27. juni 1975, og fristen er således udløbet den 27. december 1976. Det er ikke bestridt, at den nødvendige tilpasning af de italienske retsforskrifter endnu ikke er foretaget.

Under hensyn hertil anmodede Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169, stk. 1, i skrivelse af 16. juni 1977 den italienske regering om at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist af to måneder. Den italienske regering reagerede ved at anmode om en fristforlængelse. Denne blev bevilget til 16. september 1977. En ny anmodning om forlængelse blev fremsat den 31. oktober af Italiens faste repræsentation ved Fællesskabet. Den faste repræsentation meddelte samtidig, at de ansvarlige nationale myndigheder aktivt arbejdede med at gennemføre optagelsen af direktivet i national ret, hvilket tilsyneladende krævede en betydelig indsats.

I maj 1978 meddelte den fast repræsentation Kommissionen, at den italienske regering den 14. april havde vedtaget et lovdekret, hvorved det pågældende direktiv blev gennemført i italiensk ret.

Desværre mister efter den italienske forfatnings artikel 77 et lovdekret alle sine retsvirkninger fra dets ikrafttræden, såfremt det ikke omformes til lov inden 60 dage efter dets offentliggørelse. Kommissionen modtog ikke senere nogen meddelelse, der gjorde det muligt at slutte, at lovdekretet var blevet til lov. Den italienske regering har i øvrigt ikke bestridt dette.

Kommissionen fremsatte derfor den 13. juli 1978, dvs. mere end to år efter den skrivelse, hvori den opfordrede regeringen til at fremsætte sine bemærkninger, den begrundede udtalelse, der er foreskrevet i EØF-traktatens artikel 169, stk. 1. Da Italien ikke inden for den i udtalelsen fastsatte to måneders frist havde rettet sig efter den fremsatte udtalelse, anlagde Kommissionen i overensstemmelse med udtalelsen sag ved Domstolen den 22. maj 1979. I stævningen har den nedlagt påstand om, at Domstolen statuerer, at Den italienske Republik ved ikke inden for den foreskrevne frist at have vedtaget de nødvendige bestemmelser for at efterkomme Rådets direktiv 75/410, ikke har overholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaten.

Den italienske regering har ikke indgivet et behørigt svarskrift, men alene en kort skrivelse. I dette oplyste den italienske regering, at den trods alle sine anstrengelser ikke havde kunnet opfylde sine forpligtelser på grund af politiske begivenheder, og angav her særligt den uventede opløsning af Kamrene. Dette havde således forhindret, at lovdekretet, der var trådt i kraft den 23. april 1978, blev omformet til lov af Parlamentet, hvorfor det havde mistet enhver virkning. Denne indrømmelse indebar, at Kommissionen gav afkald på at indgive en replik.

I dommen af 26. februar 1976 understregede Domstolen betydningen af statens overholdelse af de i direktiverne pålagte frister, idet den udtalte følgende:

Den nøjagtige gennemførelse af et direktiv er så meget desto vigtigere, som gennemførelsesforanstaltningerne er overladt til medlemsstaternes skøn, og sådanne retsakter vil være uden virkning, hvis de tilsigtede mål ikke nås inden for de fastsatte frister; bestemmelserne i et direktiv er ikke mindre bindende for de medlemsstater, som det retter sig til, end enhver anden regel i fællesskabsretten, og det gælder så meget desto mere for bestemmelserne om de frister, der skal overholdes for gennemførelsen af de foreskrevne foranstaltninger, navnlig fordi forskellen i de ordninger, der anvendes i medlemsstaterne, kunne medføre forskelsbehandling efter udløbet af disse frister.

Det er endvidere fast praksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, praksis eller øvrige forhold i sin interne retsorden — selv forfatningsmæssige — som begrundelse for ikke at overholde forpligtelser og frister i henhold til fællesskabsdirektiver, jf. dommen af 22. februar 1979 (nævnt ovenfor). Denne dom er i øvrigt den sidst afsagte om dette spørgsmål og bemærkelsesværdig, fordi den kort og klart stadfæster den ovenfor omtalte domspraksis.